Guardian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2013
  • Status: Igang
Har du nogensinde følt at nogen ser på dig? At nogen eller noget vogter over dig, selvom der intet er at se? Det er fordi du aldrig er alene. De er der altid, men du kan ikke altid se dem. Skytsengle.

Skytsengle er som de engle du nok forestiller dig. Mennesker, men med vinger. Vingerne forsvinder automatisk når de viser sig på jorden, for at de bedre kan falde ind i mængden. Der er mange regler, især for de unge skytsengle. Ingen kommunikation med menneskerne, ingen kriminalitet, og ingen romance. Brud på reglerne, kan medføre at englen der har syndet, får fjernet vingerne og derved muligheden for at besøge jorden.

Lucas er en ganske normal 18-årig dreng fra New Jersey. Han går i skole som de fleste andre, og lever bare et nogenlunde normalt teenage-liv. Indtil den dag hvor hans skytsengel, Evelyn, ved et uheld kommer til at vise sig for ham da han en nat vågner ved mareridt. Den nat kommer til at ændre deres liv foraltid.

6Likes
5Kommentarer
579Visninger
AA

1. Kapitel 1

Evelyns P.O.V

Mit navn er Evelyn Montez. Jeg er skytsengel, og har været det lige siden jeg kom til. Jeg våger over den nu nitten-årige dreng, Lucas Fischer og har gjort det hele mit liv. Jeg har set ham vokse op, samtidigt med at jeg selv gjorde det. Og tro mig, jeg har også set ting jeg måske havde mindre lyst til at se... Men sådan er det jo når man hænger på en teenage-dreng firetyve timer i døgnet, uden at han ved man er der. 

Det var en ganske normal nat, stille og rolig som den plejede. Udover Lucas' konstante snorken. Jeg havde ladet mig selv komme tilbage til fast form, og var nu derfor mere menneske end engel. Ingen vinger og jeg var synlig for menneskerne. Egentligt virkelig sårbar, men jeg gik ikke ud fra at der pludseligt ville brase noget ind på værelset og gøre mig noget. Jeg havde taget plads på Lucas' skrivebord, hvor jeg bare sad i mine egne tanker og ventede på at solen igen ville stå op, og Lucas vågnede. Det kunne tage flere timer, men jeg var vant til det. Til tider ville jeg dog ønske at jeg kunne sove, så jeg havde noget at få tiden til at gå med. 

Lucas var bestemt en sød dreng. Flot var han da også. Men en af de vigtigste regler for skytsengle, var ingen romance med mennesker. Vi måtte ikke knytte os for voldsomt til et menneske, og hvis det skulle ske, ville vi straks blive sendt tilbage til himmelen, hvor vi ville få frataget rettigheden til at besøge jorden. Det var ikke noget som nogen engel ønskede. Men jeg så nu også kun Lucas som en nær ven. Næsten som en bror. Han vidste bare intet om min eksistens, og han ville forblive uviden. Det var ihvertfald hvad jeg troede.

Pludseligt kunne jeg høre noget ovre fra sengen. Lucas havde sat sig op med et sæt, sveden løb ned over hans pande, og hans øjne var vidt åbne. Jeg vidste at hans hjerte gallopperede i hans brystkasse, for mit eget begyndte også at hamre hurtigt. Vi var forbundne. Jeg nåede ikke at gøre mig selv usynlig for Lucas' øjne, inden jeg kunne se at han fokuserede på mig. Lort. Han havde set mig. Jeg kunne mærke hvordan adrenalinen pumpede i min åre, samtidigt med at både nysgerrighed og frygt hærskede. Vi følte det samme. "Hvem fuck er du, og hvad laver du her?!" lød Lucas' stemme. "Ehm... Ehm... Jeg hedder Evelyn." svarede jeg en smule panisk. Måske ikke det bedst svar at komme med. "Nå, godt at vide. Hvad laver du her?!" Svarede Lucas med forvirring i stemmen. Han var kun iført sine sorte Calvin Klein underbukser, det vidste jeg, men det så åbenbart ikke ud til at irritere ham. Jeg havde jo alligevel set ham i så meget forskelligt påklædning. "Intet." svarede jeg forhastet, og prøvede bare at se så tilældig ud som muligt. Men hvorfor skulle jeg tilfældigvis lige befinde mig på hans værelse? Skulle jeg bare være dukket op ud af den blå luft? Eller, det var jo nærmest det var var sket, men det behøvede han ikke at vide.

Jeg kunne se hvordan han overvejede hvad han skulle gøre. Det ville jeg bestemt også selv gøre. "Vil du være venlig at gå" sagde han så stille, og rejste sig fra sengen. Han trak i det par jeans og den t-shirt som lå og flød på gulvet fra tidligere, og jeg hoppede hurtigt ned fra skrivebordet. Jeg kunne mærke at han var enormt forvirret, og at han syntes jeg var uhyggelig. Det måtte også være enormt underligt at vågne op, og en fremmed befandt sig i værelset. Men jeg var jo ikke fremmed. Ikke rigtigt ihvertfald. Jeg vidste alt om ham. Mere end de fleste andre, for jeg havde fulgt ham hvert sekund igennem hele hans liv. Lucas fulgte mig ud af værelset, og jeg lagde mærke til hvordan han konstant så sig om, for at se om jeg havde taget noget. Det havde jeg selvfølgelig ikke. Jeg blev fulgt ned til hoveddøren, som blev åbnet, og jeg blev skubbet udenfor. Jeg vendte mig imod ham, lige inden han lukkede døren i. Et tungt suk undslap mine læber, og jeg ventede lige nogle minutter, inden jeg holdt hånden op foran låsen, der var et kort lysglimt fra låsen, og døren gik op med et klik. Jeg trådte indenfor igen, lukkede døren efter mig, gjorde mig usynlig og smuttede hurtigt op af trapperne, op til Lucas' værelse. Han sov stadig ikke, men sad derimod bare på sengekanten og så enormt forvirret ud. Stille gik jeg hen til sengekanten, og satte mig. Jeg fik kuldegysninger da min arm strejfede Lucas', og han fik det samme. Han fór dog sammen ved kontakten, og så endnu mere forvirret på det sted jeg sad. Han kunne dog ikke se mig. "Jeg burde nok gå i seng igen" kunne jeg høre ham mumle, inden han så igen trak sit tøj af, og lagde sig i sengen. Pyha, det var alt for tæt på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...