Progressioner i kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Færdig
Mød Keane. en halvkriminel, arrogant og nonchalant dreng, hvis holdning til livet og evige altid skudsikre facade, ikke ser ud til at kunne ændres. Lige indtil den altid energiske og smilende Isabella Green dukker op i hans liv, der fra første øjeblik, formåede at give hans ellers så ynkelige liv en helt anden betydning.

7Likes
10Kommentarer
413Visninger
AA

5. 4.kapitel

Kærligheden til hans nyfundne søster havde vokset så hurtigt, så stærkt. De sidste par måneder, havde nærmest været et paradis. Han havde passet på hende, hun havde passet på ham. Hun havde holdt ham på det rette spor, bekymret sig om ham, gjort hvad ingen andre, nogensinde havde tænkt på. De havde samme far, men en far, som havde skubbet Keane fra sig, overladt ham til hans mor, da han var ganske lille. Selvom faderfiguren havde manglet i hans liv, kunne han godt leve uden, men da moderen døde, ramlede det hele sammen. Han havde ikke haft nogen anden familie, ingen ville tage sig af ham, ingen magtede ham, der var så sandelig heller ikke, der havde kunnet håndtere ham. Sådan havde det fungeret i mange år.

Men Isabella havde fundet ham, fortalt ham om, hvordan hun havde faldet over et billede af en yngre dreng, og hvor nysgerrig hun var blevet efter, at finde ud af hvorfor faren havde gemt det. Lige så nysgerrig, som hun er stædig, så hun havde selvfølgelig fundet ud af grunden. De klikkede med det samme. Han havde rent faktisk familie og han elskede hende. Hans far havde han ikke meget tilovers for længere, men Isabella, alt var blevet så anderledes med hende. Kærlighed der ellers altid havde været sådan et underligt fænomen og ukendt territorium, var begyndt at give mening og blive noget, han turde begive sig ud i. Hans beskyttertrang blev så mange gange forøget, når han var sammen med hende, men han havde fejlet. Han havde ikke passet godt nok på hende.

Keane slog hårdt en knytnæve ind i væggen mens et råb forlod hans læber. Smerten for op gennem hans arm, men han blev ved med. Smerte var det eneste han fuldt ud forstod, noget der altid havde givet mening. Han kunne ikke bare stå der og betragte hvad han havde tabt. Men han kunne heller ikke gå, han måtte blive, uanset hvor meget det smertede ham at se, hans søster der kun blev holdt i live, af en maskine. Så snart hans far kom hjem fra ferien med Isabellas mor, ville beslutningen blive taget, og han vidste allerede hvilken. Lægen var så let at gennemskue, hans blik sagde det hele, der var ingen anden udvej. Kvalmen steg Keane til hovedet og alt snurrede for ham. Han fattede det stadig ikke. Hun havde sat sig ind i bilen, for at møde ham.

Det var hans skyld. Det hele var hans skyld og kun hans. Et grådkvalt hulk forlod hans læber. Åh, Isabella, en engel af hendes grad, kunne ikke dø. ”Jeg elsker dig. Og derfor er jeg så ked af det. Undskyld. Undskyld for at jeg aldrig fik fortalt dig, hvor meget du fik ændret mit liv, hvor stort mit ønske om, at have fundet dig noget før, var. Hvor meget jeg nød at tilbringe dage med dig, selv dem, hvor vi intet lavede.” Ordene sad fast i hans hals. Han begravede sit ansigt i sine hænder og tørrede tårerne væk, som der alligevel hurtigt blev erstattet af nogen nye. ”Men jeg er her, lillesøster. Jeg er her nu.” Keane tog Isabellas livløse hånd i sin og trykkede til. 

Begravelsen var smuk. Hendes yndlingsblomster hang overalt og mange flere mennesker, end han havde forventet, var dukket op. Men det overraskede ham ikke, alle elskede Isabella, det var noget, man ikke kunne undgå. Stille gråd og lavmælt, trist mumlen kunne høres overalt, men en ting der var tilfælles for alle, var at de hver især mindes om det smukke liv, der havde forladt jorden. Det var gjort klart, at en spritbilist var kørt direkte ind i Isabella, som var blevet sendt ned i en grøft.

Tanken var stadig svær at forholde sig til, og han vidste, at hvis han fik navnet på manden, ville han håndtere det, som han altid gjorde. Keane vidste et eller andet sted, at hun ville have været tilfreds med begravelsen, han kunne mærke det, selvom det ingen trøst var. Han savnede hende, mere end nogen anden. Han savnede sin søster, hendes klokkeklare latter, hendes små drillerier, engle smil og altid positive energi. Hun havde givet ham så meget, så meget at huske, så meget mere at leve for. Keane så på gravstenen, der var hendes, med tårevædede øjne.

Isabella Green

Elsket datter, søster og veninde

26/2 1996 – 17/1 2013

En sand engel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...