Progressioner i kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Færdig
Mød Keane. en halvkriminel, arrogant og nonchalant dreng, hvis holdning til livet og evige altid skudsikre facade, ikke ser ud til at kunne ændres. Lige indtil den altid energiske og smilende Isabella Green dukker op i hans liv, der fra første øjeblik, formåede at give hans ellers så ynkelige liv en helt anden betydning.

7Likes
10Kommentarer
437Visninger
AA

4. 3.kapitel

Dagene efter, havde han ikke hørt et ord fra hende. Han havde været for stædig, til at give lyd fra sig, indtil smerten og savnet blev for stor. Han savnede hende og havde det frygteligt, over hvad han havde gjort. Keane tog sin telefon frem og fandt hendes nummer. Mød mig ved havnen, du ved hvor. Vil du ikke nok? Jeg vil gerne snakke. Skrev han og trykkede på send. Der gik ikke mere end et par sekunder, før han fik et svar tilbage. Okay. Stod der. Hendes manglende smiley var næsten foruroligende.

Og nu sad han her. I sin bil, der efterhånden havde nået en hastighed på 110 km/t, drønende af sted i mod hospitalet. Folk dyttede, men intet af det påvirkede hans kørsel, han måtte nå derhen. Med en rekordtid på kun et par minutter, parkede han på hospitalets parkeringsplads og kom forpustet løbende ind af indgangen, mens han så sig forvirret rundt. Alt i hans krop, skreg efter at finde hende. ”Kan jeg hjælpe Dem?” Spurgte en sygeplejerske, der så en anelse bekymret på ham. ”Isabella Green. Hvor kan jeg finde hende?” Sygeplejersken bekymrede blik blev straks fuld af medlidenhed, præcis som ved politibetjenten. ”Hun er ved at blive opereret, De kan sætte Dem ind i venteværelset.” Fortalte hun og førte ham ind i et værelse. Hvad regnede kvinden dog med? At han skulle sidde her og vente roligt til, mens et par fremmede mennesker, stod med Isabellas liv i deres hænder? Lade som om alt var okay, måske tage sig en kop te og opføre sig fuldstændig anstændigt? Det var han trods alt så god til under normale omstændighed, en situation som denne, ville være det rene barnemad. Han måtte beherske sig stærk, for ikke at tage den nærmeste genstand til sig og kyle den igennem rummet. 

Minutter gik. Måske endda timer. Keane var stoppet med at holde øje for længst. En mand iført kittel, kom gående ind i venteværelset, en som fik Keane til at sætte sig op i stolen, og kigge længselsfuldt på ham. ”Er du pårørende til Isabella Green?” Han nikkede og lægen gjorde tegn til, at han skulle følge med ham, hvilket han gjorde uden nogen indvendinger. Hele hospitalet gav ham kuldegysninger og på en måde, vidste han, at han måtte forsøge at forberede sig på, hvad der ville møde ham. Men det der mødte ham, ville han aldrig nogensinde, have kunne gjort sig selv forberedt på at se. ”Isabella!” Råbte han og skyndte sig hen om siden, af sengen hun lå i. Det prikkede og sved i øjnene. Hun så så syg ud. Fuldstændig ligbleg, med øjnene lukket og flere slanger og ledning rundt om sig. Der var så mange, alt for mange, efter hans mening.

Det var slet ikke den Isabella han kendte så godt, der lå der. Det kunne det umuligt være. ”Vi gjorde alt hvad vi kunne, men omfanget af hendes skader var alt for store til, at hendes krop kunne klare det. Hun er i øjeblikket tilsluttet til en respirator, som gør det muligt for hende at trække vejret, men det er også det eneste, der holder hende i live. Vi venter med at beslutte, hvad der skal ske, til hendes forældre dukker op.” Fortalte lægen. Keanes lunger krympede sig sammen. Det kunne ikke være sandt. Han ville ordne det. De skulle til at ordne det. Han ville undskylde. For første gang i hans liv, ville han undskylde og mene det. ”Nej!” Råbte han vredt og vendte sig imod lægen.

For anden gang i dag, græd han. Tårerne trillede ned ad hans farveløse kinder. ”Hvad er Isabella til dig?” Spurgte lægen og nærmede sig, for at ligge en trøstende hånd på hans skulder, men Keane afveg. ”Hun er min søster. Det eneste godt i mit liv. Jeg havde lige fundet hende og nu er hun på vej væk igen. I må ikke tage hende fra mig, jeg beder jer. Vil I ikke nok? Gør noget!” Tiggede Keane grådkvalt. Blodet pulserede hurtigt rundt i hans krop og trykkede voldsomt i øret, hele hans verden var ved at forsvinde under ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...