Progressioner i kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Færdig
Mød Keane. en halvkriminel, arrogant og nonchalant dreng, hvis holdning til livet og evige altid skudsikre facade, ikke ser ud til at kunne ændres. Lige indtil den altid energiske og smilende Isabella Green dukker op i hans liv, der fra første øjeblik, formåede at give hans ellers så ynkelige liv en helt anden betydning.

7Likes
10Kommentarer
439Visninger
AA

3. 2.kapitel

Keane hørte Isabellas drillende stemme for sig. Hendes ansigt lignede så meget hans. Det mørke hår, de grønne øjne og de stærke, markerede træk. Men kun på ydersiden lignede de hinanden. Hun var fuld af liv, altid så sprudlende glad og optimistisk, mens han selv var noget, der kunne sammenlignes med et lammet dovendyr. Ligeglad, udtryksløs og umulig at nå ind til. Men det var selvfølgelig inden hun kom ind i hans liv. ”Er du sulten?” Spurgte hun, men ventede ikke på hans svar, før hun fandt brød og pålæg frem. ”Hvad nu hvis jeg ikke er?” Keane nød at drille hende, selvfølgelig altid kun på et kærligt niveau, han måtte huske sig selv på, at være forsigtig med hende. Hun var så skrøbelig. ”Det er du. Du har brug for det, så ikke noget med at protestere. Ellers kan du selv få lov til at smøre din sandwich til næste gang!” Isabelle smilede og hævede smørkniven i hendes hånd, med et grin. ”Rolig nu. Okay, jeg kunne måske godt spise noget alligevel.” Indrømmede han med et skævt smil, og rejste sig, for at hjælpe hende. 

Sådan fik de let en hel eftermiddag til at gå. Fuld af små drillerier, latter og det bare at nyde hinandens selskab i fulde drag. Keane mødte sit eget blik i butiksruden, han løb forbi og stoppede op. Hvad han så, kunne ikke være ham. Kopien af ham, havde fuldstændig røde vanvittige øjne, et vildledt blik og så ud til, at kunne gå fra forstanden hvert et øjeblik. Paralyseret så han til, men rystede så på hovedet, og satte atter igen gang i fodtøjerne. Hvis ikke han huskede helt forkert, havde han parkeret sin bil kun et par minutter herfra, og hvis han trådte til på speederen, ville han være hos Isabella om ikke så længe.

Åh, Isabella. Det føltes, som om en kold hånd stak ind i hans bryst og knugede til om hans hjerte, ved tanken om hendes skrøbelige skikkelse, der lå livløs på en hospitalsbåre. Tanken kastede han fra sig. Kastede den væk, rev den i tusinde stykker, destruerede den, alt hvad der var muligt, men alligevel blev den ved med at dukke op, helet og fuldstændig krystalklar, for hans indre blik. Igen og igen. Hendes sårede og chokerede stemme, der råbte ad ham, gentog sig som i et ekko i hans tomme kranium. 

”Slip ham, Keane!” Skreg Isabella. Men Keane var ligeglad. Bastarden havde såret hende, han fortjente det, alt andet var han ligeglad med. Vreden havde overtaget både hans krop og sind, alt han gjorde, var på baggrund af det. Det gav et højt brag fra sig, da han skubbede drengen, der angiveligt skulle hedde Toby. Egentlig kunne han ikke være mere ligeglad, op ad muren og pressede til med sin arm, mod hans bryst. ”Jeg advarede dig.” Hvæsede Keane ind i drengens forslåede ansigt.

”Du kendte til konsekvenserne, og alligevel vælger du at gøre det? Jeg burde sørge for, at du aldrig kunne bevæge dig rundt på denne her jord igen. Hvad ville du sige til, at tilbringe resten af dit ynkelige liv i smerter? Jeg kunne gøre det. Et enkelt knæk hist og pist.” Isabella skrig gav genlyd i hele gyden, da Keane slog en knytnæve ind i Tobys mave, der gav et smertestøn fra sig. Hun var kommet grædende hen til ham, han havde aldrig oplevet hende så oprevet, så såret. Hvem kunne få sig selv, til at såre sådan en elskelig person, der intet ondt nogensinde, ville gøre nogen anden? Hun var en fryd for verdenen, en gave.

Først havde han ikke vidst hvordan, han skulle håndtere det, før hun fortalte, hvad der var sket. Toby, kæresten Keane aldrig havde brudt sig om, havde været sammen med hendes veninde, og Isabella havde set det hele. Hvert et kys, hver en berøring, hvert et eneste minut, af deres nøje planlagt tophemmelige møde. Men de var blevet afsløret.

Veninden måtte Isabella selv klare, men Toby, vidste Keane hvad han skulle stille op med. Den eneste løsning, som oprindeligt fungerede for ham, den han havde tyet til så mange, og altid gav ham en vis tilfredsstillelse når han var færdig, og som altid, gik der ikke længe før han fik herredømmet, over hele slåskampen. De fleste var som regel nogen svagpisser. Men denne her gang var der ingen tilfredsstillelse at hente. Keane smed Tobys mere eller mindre livløse krop fra sig, hen imod en bunke skrald, der passede lige nøjagtig til, hvor han egentlig hørte til. Han skulle nok komme sig, efter et par minutter.

”Hvordan kunne du? Jeg bad dig om at lade være!” Råbte Isabella. Aldrig havde han oplevet hende så vred. Tårerne pilede ned ad hendes kinder, og da Keane nærmede sig, gik hun adskillige skridt tilbage. ”Jeg gjorde det for dig.” Hvorfor var hun ikke glad? Han kunne ikke forstå det.

Han havde ordnet det, for hendes skyld, hun burde være glad, taknemmelig endda. Han gjorde aldrig noget for andre, kun for sig selv, men denne gang, havde det været anderledes. ”Nej, du gjorde ikke. Jeg så på dig. Hele din mimik, afslørede hvor meget du nød at banke ham sønder og sammen.” Keane rystede på hovedet og forsøgte så vidt som muligt, ikke at vende vreden, der stadig ikke var helt slukket, imod hende. Han ville ikke blive vred på hende, han ville sige ting, ting som han ikke mente. Men hun gjorde det så svært. ”Isabella.. – ”

”Nej, Keane. Bare nej.” Skar hun ham af med og rystede på hovedet, stadig med øjnene fuld af tårer. Faktummet at det denne gang var på grund af ham hun lod sine værdifulde tårer falde, sved som en hård lussing. ”Fint. Hvis du vil have det på den måde, så er det den måde, du får det på. Stop med at græde, det er ynkeligt.” Ordene forlod hans mund, inden hans hjerne, havde registreret og godkendt dem. Hvis han havde givet sig tiden, ville de på ingen måde, være blevet sagt, og udtrykket på Isabellas kønne ansigt, vækkede den længe gemt væk, støvede samvittighed til live. Hun sagde intet, men tørrede sine øjne stædigt, og vendte om på hælen og gik med rank ryg væk fra ham, med hastige skridt. ”Isabella!” Råbte han håbløst, men hun var allerede ude for hans øjenvidde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...