Progressioner i kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Færdig
Mød Keane. en halvkriminel, arrogant og nonchalant dreng, hvis holdning til livet og evige altid skudsikre facade, ikke ser ud til at kunne ændres. Lige indtil den altid energiske og smilende Isabella Green dukker op i hans liv, der fra første øjeblik, formåede at give hans ellers så ynkelige liv en helt anden betydning.

7Likes
10Kommentarer
438Visninger
AA

2. 1.kapitel

Noget Keane ikke havde mærket længe, flød ned af hans kinder og en saltvandssmag spredte sig i hans mund. Fedt, nu flæbede jeg også. Med en voldsom bevægelse strøg han tårerne væk og lod sine aggressioner gå ud over, det nærmeste der var ham. Skraldespanden røg flere meter bagud, da hans fod kolliderede med den, hvilket efterlod et mindre brag. Men aldrig havde han været mere ligeglad. Folk måtte glo så meget de ville. Den anden skraldespand han stødte på, fik samme tur. Ud fra øjenkrogen, kunne han se blinkende lys, der nærmede sig ham. Et hånligt fnys undslap hans mund, hvad ville politiet nu? Anholde ham for at sparke til skraldespande? Måske skulle det også prøves, orange havde altid stået godt til hans olivenfarvede hud. ”Er De Keane Smith?” Spurgte en myndig stemme bag ham. Keane vendte sig i mod stemmens ejermand og mødte politimandens blik, der var fuld af medlidenhed, hvilket fik bange anelser til at fore igennem ham. Han gav ham et nik, der signalerede at det var den rette mand, han havde fået fat i.

”Det er vedrørende Isabella Green.” Han kunne mærke hvordan vreden simrede indeni ham og skød straks brystet i vejret, ved lyden af hendes navn. ”Forsæt.” Hans stemme var fuldstændig blottet for den sædvanlige arrogance og flabethed, hvilket både kom bag på ham og skræmte ham. ”Hun har været ude for en slem bilulykke. Hendes tilstand er endnu kritisk og lægerne arbejder med hende, men chancerne er ikke store. Hvis De vil, kan jeg køre Dem hen til hospitalet.” Hans ord føltes som et slag i mellemgulvet. Al luft forlod hans lunger, og den sidste stykke beherskelse han havde over sin krop, knyttede han hårdt sine næver med, til knoerne blev hvide og følelsesløse. Ligesom alt andet i både hans sind og krop. Han følte intet, kun et tab, som kun blev dybere jo længere tid han stod stille. Uden et ord, vendte han sig og løb, hurtigere end han nogensinde havde løbet før. Aftenens kolde nattevind rev og sved i hans kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...