Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1526Visninger
AA

16. Viva California

 

Vi lå og sov ved søen. På et tidspunkt tog jeg et bad. Det var første gang i lang tid hvor at jeg ikke kun skulle nøjes med klatvask. Det var herligt selvom jeg ingen sæbe havde og jeg skulle tilbage i det samme beskidte tøj. Hen under aftenen arbejdede vi os sydpå langs søen. Hen under aftenen skulle vi passeere en lille å før at vi kom til noget som lignede en campingplads. Der var campingvogne og telte. Lindsay bad mig vente. Hun sneg sig hen til en af teltene hvor at hun rodede i nogle tasker. Da hun kom tilbage, så havde hun en mobiltelefon med. Der var heldigvis dækning og hun ringende til en ven i New York. Samtalen var lang. Da hun var færdig så sagde hun at hun havde talt med hendes fyr som tilhørte en bande. De havde afdelinger i andre byer og han ville sørge for at der kom en vogn fra Las Vegas og hentede os. Hun kravlede tilbage og afleverede telefonen, så ingen ville savne den. De ville nok opdage opkaldet med tiden når de fik telefonregningen, men så ville vi være væk.

 

Vi gik tilbage til åen. Vi skulle følge åen mod øst til et sted hvor at den var tæt på vejen, da området omkring campingpladsen var så åben at folk ville få mistanke til to piger der render rundt i orange/brunt tøj og som ser ud som om at de havde været ude i ødemarken i et halvt år.

 

Langs åen lå nogle huse og vi måtte snige os forbi dem ganske stille. Jeg tror at vi var kommet 3 kilometre ned af vejen før at Lindsay sagde at det var stedet. Hun rev et stykke af sit tøj og bandt det omkring en træpæl tæt på vejen. Vi skulle nu bare vente.

 

Vi ventede hele dagen. Det blev mørkt. Næste dag skete der heller ingen ting. Var vi blevet svigtet. Sidst på dagen stoppede en varevogn tæt ved pælen. Vi var usikre på hvorvidt at det var vores kontakt. En mand stod ud af bilen. Han havde et tørklæde på og lignede en af de skurke Steven Seagal ville skyde. Lindsay sagde at det var hendes bandes farve og vi gik over til bilen. Chaufføren præsenterede sig som Jesse og vi hoppede ind bagi. Inde i bagagerummet var der colaer og kolde pizzaer. Det var kongemad ovenpå flere ugers vand og grød uden smag. Jeg faldt hurtigt i søvn på gulvet mæt af maden og af de sidste dages oplevelser.

 

Jeg ved ikke hvor længe vi havde kørt da Lindsay vækkede mig.  ”Janice. Vi er ude af Utah.”. Vi var kommet til en by som hedder Mesquite. Her fandt vi en tankstation, hvor at vi kunne skifte tøj. Det var rart at få noget andet på selvom det var alt for stort til mig. Vi kørte videre og vi kom til Las Vegas. Jeg ved hvordan at de fleste ser Las Vegas. Neon, Casinoer osv. Men i den nordlige del af Las Vegas ligger der lufthavn, industri og ganske almindelige huse, som kunne ligge i hvilken som helst anden Amerikansk by. Her fik vi husly hos en af bandemedlemmer og dennes familie. De var næsten alle sammen nogle der lignede immigranter fra Mexico og jeg ville ikke fornærme deres gæstfrihed ved at spørge. Lindsay talte spansk og kunne kommunikere med dem. Jeg var ikke i stand til det. 

 

Lindsay sagde at vi vækkede opsigt i kvarteret så hun kom med hårfarve. Jeg måtte yde ofre og jeg fik farvet mit hår sort efter en time i et bad, som jeg føler helt ind i sjælen. Jeg ved ikke om I nogensinde har gået flere uger uden shampoo. Følelsen af en hårvask under disse vilkår er helt ubeskrivelig. Vi blev der nogle dage. Lindsay fik besked om at hendes mor nu viste at hun var flygtet. Hun havde ikke efterlyst hende via de officielle kanaler og jeg stod heller ikke på nogen liste. Det betød så ikke at vi var sikre, da det var et udtryk for at private selskaber havde fået kontrakten på vores tilfangetagelse. For Lindsay betød det at hun ikke kunne vende tilbage til New York. Hun havde derfor så talt med hendes kæreste og aftalt at vi skulle til Los Angeles i stedet, hvor at banden havde kontrol med hele kvarterer.

 

Jeg vidste at jeg skulle i kontakt med Danske myndigheder. Med lidt hjælp på internettet fandt jeg ud af at der var en dansk repræsentation i Los Angeles, så jeg besluttede mig for at køre med. I Las Vegas ville jeg være opdaget før eller siden og der var intet jeg kunne tage mig til ud over at rode mig ud i noget kriminalitet, da jeg ikke havde arbejdstilladelse eller andre vigtige papirer.

 

Vi ankom til Los Angeles og blev indlogeret hos Jose’s Tante. Jose var Lindsay’s fyr. Meningen var at vi skulle bo hos tanten indtil at Jose kom fra New York, så Lindsay og Jose kunne starte et nyt liv i Californien. De var nød til at holde sig skjult i nogle år indtil at Lindsay blev myndig. Tantens hus lå i en slags trailerpark op af nogle grønne områder hvor at der var højspændingsledninger. Ikke så langt derfra lå en stor motorvej som hed Artesia Freeway og støjen derfra var konstant døgnet rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...