Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1589Visninger
AA

8. Utah – hvor kragerne er vendt om for længe siden

 

Næste morgen spurgte de om jeg ville i bad. Jeg sagde ja. Stor var min skuffelse da jeg så at badeværelset ingen vinduer havde. Jeg husker endnu hvor øm i kroppen jeg var. Bedst som jeg var næsten færdig så brød jeg sammen og satte mig i bunden af brusekabinen med vandet løbende ned over mig. Jeg var fuldstædig opløst i tårer.

 

Der gik måske et kvarter så kom Angela ind til mig. Hun tog mig ud af brusekabinen og tørrede mig. Så holdte hun sine arme omkring mig og trøstede mig. ”Du holdte længere ud end nogle af de andre piger vi har hentet. Var du fra Danmark sagde du? Amerikanske piger er ofte langt mindre rustede til at håndtere hvad du oplever nu. Mange af dem har været så serviceret at de ikke engang kan rede deres egen seng eller koge et æg uden at brænde det på. De kender ikke en anden verden end hvad de ser på MTV. På sin vis er det i orden at bryde sammen. De viser at den skal som du har omgivet dig med at ved at være væk. Du vil være mere åben til at modtage den gave som du vil opleve på din vandretur. Kom lad os få bundet dig igen, så vi kan komme videre. Du skal vide at vi kun ønsker det godt for dig.”

 

Vi fik spist og kursen blev sat mod Utah. Vi var nu kommet på en motorvej som syntes at forsætte i det uendelige. Vi krydsede grænsen til Colorado. Vi holdte de sædvanlige trivielle stop. Det er mærkeligt at bruge så mange timer i bil. Angela fortalte at hendes søster havde 2 timers transport i bil på arbejde hver dag hver vej! De har en anden fornemmelse for afstand og tid end vi har i Danmark.

 

Vi kom til Denver. Da var det som om at landskabet ændrede karakter. Der kom bakker og skov. For en tid glemte jeg min situation. Bakkerne blev afløst af bjerge. På et tidspunkt var der vejarbejde. Angela blev irriteret og mente at vi nok kom for sent. Men Chelsea beroligede hende.

 

Sent på eftermiddagen skiftede landskabet igen til at være mere ørkenagtigt. Efter at have passeret en by som hedder Grand Junction kom vi til grænsen mellem Colorado og Utah. Vi stoppede ved en restaurant. Da jeg steg ud så forventede jeg at Chelsea ville give mig Ponchoen på, men hun sagde at de var blandt venner. Da vi kom ind på restauranten kunne jeg forstå hvorfor. Der var mange teenagere på min alder som var lænket til borde, på ryggen eller blot henslæbt med det mest døde blik i deres øjne jeg nogen sinde havde set. Kvinderne hilste på mange af de andre voksne. Da vi havde sat os var nogle af dem henne ved os for at føle på de læderremme jeg havde på og de snakkede om hvor gode de så ud og hvad priserne var. Jeg husker en lille dreng på 12 år som sad i en spændetrøje og som blev madet af en voksen alt imens at tårerne løb ned over hans ansigt. Var det her året 2006 eller var jeg på magisk vis transporteret til et andet århundrede?

 

Efter en del snak forlod vi stedet for at køre det sidste stræk.  Det var nu blevet mørkt og jeg faldt i søvn. Det var sen aften da vi kom til Loa som landsbyen i Utah hed.

 

Vi indlogerede os på et lille hotel og jeg faldt i søvn lige så ubekvemt som forrige nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...