Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1560Visninger
AA

15. Syndflod og frelse

 

Et par dage senere var vi på vej ned i en dal hvor at det var meningen at vi skulle slå lejr og afvente det ugentlige psykologbesøg. Da var det at sorte skyer trak over himlen. Peter så forskrækket ud. ”Uvejr er på vej. Vi må slå lejr. Straks”.

 

Vi havde lige slået teltene op, da det begyndte at regne. Kort tid efter stod himmel og jord i et. Det begyndte at lyne og da der ingen træer var derude, så var det faktisk ret truede. Peter så mere og mere bleg ud. Inden længe var han i panik. Han skulle forestille sig at være guide og så er det ham som går halvvejs i panik. Pludselig begyndte han at græde. Da var det at jeg for alvor blev bekymret. Han havde været den der havde taget føringen blandt de voksne. Leslie tog radioen og bad om assistance. En jeep kom til lejren kørt af en meget barsk udseende mand. Jeg forstod at det var den tredje guide som ellers skulle holde med lejren på afstand. Misha sagde til mig at han hed Chuck. Han havde fanget en dreng som var på kurset da hun kom til det nogle uger før mig.

 

Chuck og Leslie prøvede at få Peter beroliget. Da var det at Lindsay tog min arm. ”Kom. Vi smutter. Vi får aldrig en bedre chance.” På grund af den noget kaotiske stemning da vi slog lejr havde de ikke taget hendes støvler endnu.

 

Vi sneg os væk. Vi var kommet nogle kilometre væk da vi kunne høre dem kalde. Regnen og tordenen fortsatte. Lindsay førte an. Det var som om at hun vidste hvor at vi skulle hen. Vi havde måske gået i en halv time da Lindsay førte mig hen til en grøft halvt fyldt med vand. Vi lagde os i mudderet og hun fortalte at vi skulle afvente at uvejret stilnede af før at vi gik videre.

 

Der gik måske et par timer, så var vi på flugt igen. Det var nu blevet mørkt og jeg kunne ikke forstå hvor at hun ville hen. Lindsay fortalte at hun havde lært området at kende i forbindelse med en tidligere flugt. Hun havde fotografisk hukommelse, men hendes evner i ødemarken var begrænset. Hun var derfor blevet fanget mange gange. Kunne hun nå til et civiliseret område så kunne hun skaffe hjælp. Det var det hun skulle bruge min hjælp til. Hun havde været på kurset i 6 uger og var blevet flyttet imellem forskellige grupper efter hver flugt. Hun havde aldrig set nogle været i stand til at lave bål så hurtigt efter at være blevet sendt til kurset som jeg havde været i stand til.

 

Vi gik hele natten. Da vi så det første lys sagde Lindsay at vi skulle finde et sted hvor at vi kunne vente på aftenen. Hun havde været så smart at tage nogle vanddunke med som hun havde fyldt da vi lå i grøften. Vandet smagte ikke godt, men vi kunne overleve dagen. Vi lå ned og hvilede os i skyggen af nogle klipper. Periodisk flyttede vi os lidt. På et tidspunkt kørte en Jeep forbi på en grusvej nogle kilometre væk. Lindsay beroligede mig med at kurserne i området normalt ikke involverer myndighederne de første 72 timer. Kunne vi nå væk fra området og ringe hjem, så ville myndighederne slet ikke blive involveret, da den slags koster. Der ville ikke komme nogen helikopter op og vejene vil ikke blive gennemtravlet af politiet. Alt handlede om penge.

 

Det var blevet aften igen og vi startede med at gå. Vi skulle gå mod vest da mange unge normalt ville søge mod øst imod Loa som var den største by på egnen. Men Loa husede forskellige overlevelseskurser og kostskoler. Dvs. at hele byen var afhængig af samme industri. Alle ville dække over alle blot at der kom unge til byen som kunne sendes ud til kurserne og skolerne. Vi ville blive angivet indenfor et kvarter efter at vi krydsede bygrænsen. Loa var udelukket. Lindsay satsede i stedet på at vi skulle nå Otter Creek som var en sø. Folk kom langvejs fra for at fiske regnbueørreder. Vi skulle have fat i en telefon, så ville Lindsay’s venner klare resten derfra.

 

Da det var tæt på morgenen så slog vi lejr en gang til. Vi så slet ikke nogen biler hele dagen. Det var klart at guiderne måtte have troet at vi ville søge imod Loa. Lindsay fortalte om sit liv.

 

Hun var født i Boheme, som er en forstad til New York. Hendes far havde kontrakt med hæren og var ofte væk. Hendes mor var assistent i et ejendomsmægler selskab. Det var hendes opgave at lave om på indretningen i folks huse så de så mest mulig præsentable ud. Nogle gange skulle sælgernes møbler helt ud og andre som de så lagerførte ind. Hun gik meget op i sit arbejde, så Lindsay havde været overladt til hendes mormor, der døde da hun var 13 år. Det havde været et stort tab for Lindsay og hun fik mere og mere lyst til at være sammen med kammeraterne. Jeg forstod hende så godt. Min far som om nogle ville gå hele vejen for mig kunne ikke erstatte min mor og jeg havde også valgt John og kammeraterne fordi at jeg følte at jeg manglede et eller andet.

 

Lindsay blev sendt væk første gang da hun var 14. Hun blev sendt til North Carolina på et overlevelseskursus. Hun stak af. Så kom hun til et sted i Utah og da hun stak af derfra, så var hun hjemme i en periode før at hun blev sendt til dette kursus. Det var meningen at hun bagefter skulle til en kostskole oppe i Vermont.

 

Vi snakkede om vores liv og vores fyre. Selvom Lindsay var et år yngre end mig, så havde hun haft tre fyre. Den ene var 21 hvilket jeg fandt at være et oldtidsfund.

 

Da det blev aften så gik vi igen. Der var nu mange bakker. Vi havde vel gået den halve nat, da der pludselig var lys på vejen nogle kilometer væk. Vi lagde os hurtigt ned. Bilen stoppede og der blev lyst rundt om på bakkerne. Havde de opdaget os? Hvad ville der ske os hvis vi blev fanget? Jeg har aldrig været så bange i mit liv før. Der gik 10 minutter før at bilen satte i gang igen og kørte videre.

 

Om morgenen lå vi og ventede på næste nat. Vi havde et problem. Vi havde ikke mere vand. Jeg havde skaffet os nogle blade fra en plante som Peter havde forklaret os var spiselig og som vi ville være nød til at leve af hvis vi brugte vores ugeration af mad før tid. Der var sat 2.000 kalorier af til os pr. dag, hvilket var et krav myndighederne i Utah havde dikteret efter at flere teenagere var døde i 90’erne på lignede overlevelseskurser. På nettet kan man finde en film om drengen Aaron Bacon som døde for en del år siden og som viser hvor barske at kurserne var dengang. Når jeg tænker på det i dag så var det mest traumatiske for mig ikke selve kurset, men de ting som ledte op til det.

 

Jeg brød mig ikke om at blive tvunget til at dele mig selv og guderne måtte vide hvor lang tid at det ville have taget for mig at nå alle niveauer igennem. Mand hvor var jeg tørstig. Det var nu blevet eftermiddag og solen stod højt på himmelen. Jeg ville så godt videre, men Lindsay sagde at det nu handlede om disciplin. Vi skulle vente til i aften og vi skulle helst nå søen i morgen.

 

Endelig blev det aften. Det var hårdt at komme op af bakkerne. En hel dag uden vand havde drænet mig for mine kræfter. Jeg måtte tvinge mig selv til at tage hvert skridt jeg tog. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs, da Lindsay stoppede op og sagde at vi er fremme. Over bakketoppen kunne jeg se en kæmpe sø. Jeg ville løbe ned til den, men Lindsay sagde at der kunne være campister og vi derfor skulle være meget forsigtige. Der var også lokale som boede i området og bestyrere af campingpladser, der viste at vi med stor sandsynlighed var nogle som var på flugt.

 

Det var tæt ved morgengry før at vi var nede ved søen. Aldrig har almindelig vand smagt så godt. Lindsay fortalte mig at der var en rasteplads i den sydlige ende af øen. Det var der vi skulle hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...