Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1541Visninger
AA

14. Pigen de kaldte hest

 

Mormon handcart? Hvad er det?

 

Jo for mange år siden så flyttede mormonerne til Utah. Egentlig havde de slået sig ned i Ohio og Missiouri, men et bankkrak tvang dem til Illinios. Her kunne de ikke tåle den fri presse og ødelagde et avistrykkeri der havde skrevet kritisk om dem. Lokalbefolkningen blev sur og lynchede lederen, hvorefter at de tog det store skridt og bogstavlig talt gik til Utah. De brugte ikke trækdyr, men trak vogne med deres oppakning. Der er masser af billeder af disse vogne på internettet, hvis man søger efter dem. 

 

Alt det foregik omkring 1850, men i 2006 stod jeg foran en sådan vogn uden helt at forstå hvorfor at det skulle være en ide at smide alle vores rygsække op i den for at trække en vogn der vejede mere en dobbelt så meget som rygsækkene tilsammen. Det ville så tredoble den vægt der skulle flyttes.

 

Men ordren var klar og da jeg havde den laveste status på holdet var det mig som skulle trække vognen og de andre som skulle skubbe. Der er så lige det med vægtfordelingen. Inden længe hang jeg oppe i luften uden jordforbindelse.

 

Ned på jorden kom jeg da efter at de havde justeret på placeringen af deres rygsække. Vi talte til 3 og jeg trak imens at de andre skubbede. Vognen rykkede sig kun ganske lidt. Peter og Leslie skubbede på og vognen kom lidt op i fart. Tricket var at holde den kørende. Men det var også konstant koncentration omkring at holde vægten ligelig fordelt. Jeg havde personerne bag kurset mistænkt for at have fået lavet en speciel udgave af vognen som var ustabil og så tror jeg ikke at de havde smurt akslerne for vognen peb konstant.

 

Sveden perlede af mig. Leslie gik op på siden af mig og holdte en vandflaske så jeg kunne få noget at drikke imens at jeg trak vognen. Vi havde vel nok brugt omkring en time eller to. Når ure er forbudt så er det svært at sige. Det føltes som en evighed.

 

Da jeg endelig havde fået lov til at slippe vognen, så mærkede jeg for alvor hvor øm i kroppen jeg var blevet af det hårde arbejde. Alt gjorde ondt. Alt!

 

For at det ikke skulle være løgn så var det meningen at jeg skulle trække vognen igen efter frokosten. Jeg nægtede. De var på vej hen imod mig for at vride mine håndled om og jeg bakkede ud. Peter besindede sig og besluttede sig at en samtale måske ville være at foretrække i stedet for en konfrontation. ”Janice. Hvorfor svigter du holdet? Kan du ikke se at vi alle prøver at bakke dig op med at skubbe vognen. Vi yder vores, men du yder ikke dit”.

 

Det var jo ikke sådan at jeg så det. Jeg trak den forbandede vogn. Men Leslie mindede mig om at jeg jo ikke kunne få vognen i gang af mig selv. Det var jo gruppen inklusive guiderne der havde givet vognen det sidste skub. Jeg var egoistisk når jeg bare sådan melder mig ud af gruppen blot fordi at jeg var en smule øm. Jeg kunne få et kvarter at tænke over det i. Hvis jeg ikke tænkte mig om, så måtte de tage hårdere metoder i brug.

 

Jeg havde ikke lyst til trække vognen videre, men på den anden side så huskede jeg sidste gang at de vred mine håndled af led. Så jeg gik tilbage til vognen. Jeg kunne næsten ikke gå, men gruppen skubbede og efter noget masen så kom der gang i vognen igen.

 

Vi fortsatte hele dagen indtil at det blev tid til at slå lejr. Efter måltidet ville Leslie evaluere dagen. Hun talte meget om værdien i at forstå at vi alle nok er enkelte individer, men vi er også dele af fællesskaber i skolen, til sport og i familien. Vi er nød til at tænke på hvordan at vi relaterer til hinanden. Byder vi ind med noget eller har vi konstant nej-hatten på.

 

Uden at nogen af os havde bemærket det, så dukkede Brad op. Det var på en eller anden måde irriterende at vide at der nærmest ud af ingenting kunne dukke folk, drikkedunke, forsyninger og vogne op. Var vi en del af et realityshow? Var der i virkeligheden massere af kameraer derude? Sad folk hjemme i stuerne og stemte om hvorvidt at vi måtte have lov til at forlade kurset?

 

Brad tog ordet. ”Janice. Du har i dag vist at du kan mere end du selv tror, er muligt. Her på kurset får alle et indiansk navn fordi at stedet her for længe siden har rummet et oprindeligt folk som har færdes på disse vide landskaber. Dit Indianske navn er Den utæmmede hest. Du er solid, du er stærk, men du er også stædig. Tillykke du er nu et skridt tættere på at komme på Ørne-niveau”.

 

De andre i gruppen rejste sig op og klappede af mig. Jeg forstod ikke navnet. Var jeg utæmmet? Bøjede jeg ikke af for vinden? Var jeg ikke blevet en del af deres beskidte spil, da jeg angreb Robert? Havde jeg ikke accepteret at trække vognen videre blot fordi at jeg ikke ville risikere at få vredet håndledne af guiderne?

 

Selvom at jeg havde fået en plageånd af nakken og påstås at have lært noget om samarbejde, så kunne jeg stadig ikke forlade kurset. Det krævede hjælp fra oven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...