Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1593Visninger
AA

10. Musen der ville finde hullet

 

Jeg ved ikke hvor længe at vi kørte. Måske var det en time. Måske var det to. Når jeg tænker over det så sover jeg altid med lys på. Det gjorde jeg ikke før at jeg kom til Utah. Måske var det denne lange tid i mørket som har medført dette.

 

Hætten kom af og jeg kom ud af stolen. Nu var min krop rigtig ødelagt. Håndjernene kom af og jeg blev fulgt ned til to hippier. Ja, det lignede de. De præsenterede sig som Brad og Nancy. De viste mig et lille en-mands telt og et bunke pinde. Her bad de mig om at sidde og så skulle jeg lige aflevere mine støvler. Da jeg spurgte så sagde de at det var fordi at nogle af de unge der kom til lejren følte sig fristet til at løbe væk.

 

Jeg kunne se et bål et stykke væk. Jeg spurgte om jeg ikke også kunne få et bål da det var gået hen og var blevet koldt. De sagde at jeg havde det der skulle til. Jeg kunne få bål når jeg havde lært at tænde det. Havde de slugt søm? Jeg grundede lidt over det og så tænkte jeg at det nok var en slags test. Nu var det sådan at jeg faktisk næsten altid var den som tændte bål ude i Hareskoven fordi at jeg var gået til Spejder et halvt års tid før at vi måtte flytte fra Hillerød, så jeg tog en snor som lå ved brændet og begyndte at file løs. Der gik måske en halv time før at der kom røg. Jeg tænkte at jeg var blevet rusten, men ild kom der og Brad kom forbløffet op til mig for at spørge om jeg havde snydt mig til tændstikker. Jeg sagde at jeg havde været spejder i Danmark og så rystede han på hovedet hvorefter at halvt brokkende mumlede noget om at jeg nok ville blive en svær nød at knække.

 

På trods af bålet så var det svært at falde i søvn. Min krop protesterede over de sidste døgns hændelser og nu lå jeg i en sovepose nærmest ude i det fri hvor at fremmede lyde fyldte området. Men til sidst lykkedes det dog.

 

Næste morgenen vågnede jeg og opdagede et fantastisk syn. Der var bjerge hele vejen rundt. Jeg rejste mig op og kiggede rundt. Der var intet – absolut intet at se. Ingen huse, ingen veje udover nogle stier. 30 meter væk lå den lejr som de andre unge sov i. Der var en enkelt voksen som sad og passede deres bål og som vinkede til mig. Jeg gik ned til lejren.

 

Det var blevet tid til morgenmad. I hvert fald troede jeg sådan. Vi fik noget grød. Da jeg smagte det så manglede det alt. Da jeg sagde det så svarede Brad at tilsætningsstoffer som salt og sukker ikke var tilladt ude i felten. Vi kunne få den grød der blev serveret med vand til eller sulte. Som han sagde så er der nogle som sulter i starten men deres overlevelsesinstinkt plejer at slå igennem.

 

Efter maden satte de forskellige i gruppen sig ned og præsenterede sig. Det var unge fra mange steder i USA. Vi var 5 i alt mig inklusive. Der var to guider sammen med os unge og en som var et sted derude for at holde øje med os og som kunne tilkalde hjælp hvis vi angreb guiderne. (Det var sket på en tidligere tur kunne jeg efterfølgende læse da jeg søgte på kurset.)

 

Her i starten ville jeg ikke have så meget kontakt med gruppen da jeg først skulle finde ud af hvad jeg kunne tilbyde gruppen. Herude var jeg det laveste niveau på fødekæden. Jeg var en mus som de kaldte det. Jeg fik udleveret en blok til at skrive på og to opgaver som jeg skulle løse. Først og fremmest skulle jeg skrive hvad jeg troede var årsagen til at jeg var blevet sendt hertil og for det andet skulle jeg så skrive hvad jeg troede der skulle til for at jeg kunne forandre mig.

 

Det første var en nem opgave. Min mor var gået amok. Nummer to kunne ikke løses, for jeg ønskede ikke at ændre mig. Jeg havde et godt liv i Værebroparken. Jeg havde min fremtid planlagt. Jeg skulle være sammen med John. Så jeg skrev at der absolut intet var jeg ville lave om.

 

Om eftermiddagen kom Brad op til mig og vi satte os ned. Jeg fortalte hvad jeg havde skrevet. Hans svar var at det ikke var godt nok. Det måtte jeg lave bedre. Han gik. Lige før aftensmaden som også bestod af grød, så kom der pludselig en mand til lejren. Brad fulgte ham op til mig. De bad mig stå foran teltet og smile. Da jeg spurgte om hvad det skulle til for, så sagde de at de havde brug for et billede til mine forældre. Jeg syntes ikke at der var noget at være glad over, men de sagde at de ikke tager billeder af triste unger, så jeg kunne lige så godt få det overstået. Så jeg gav dem det mest fake smil jeg kan huske. De tog billedet og så tilfredse ud.

 

Næste morgen var det samme uspiselige grød. De andre fik the og jeg spurgte om jeg også måtte få noget, men så længe at jeg ikke havde løst min opgave, så måtte jeg kun få vand. Ved middagstid var Brad igen forbi og han forlod mig med samme bemærkning som dagen før da han forstod at jeg ikke havde ændret mening om opgavernes besvarelser.

 

Hen under aftenen kom en af pigerne i gruppen hen til mig. Hendes navn var Misha. Hun var fra Florida. Hun spurgte hvorfor at jeg ikke havde svaret på opgaverne. Hun lod mig forstå at de andre unge var fanget på et bestemt niveau i programmet indtil at de kom ud og vandre. Der var ingen vandring før at jeg havde bestået opgaverne. Hun bad mig om at løse dem. Ja, det var lige før at hun ville kysse mine fødder hvis jeg gjorde det. Hvad var det for en vandretur at jeg var kommet på? Her var jo ingen som ville være her.

 

Lige før at jeg skulle sove fik jeg ondt i maven. Jeg havde ikke været på toilettet siden at jeg forlod Loa. Jeg bad om at få vist toilettet. Nancy gav mig en spade. Jeg måtte have set dum ud for alle i lejren begyndte at grine. Nancy tog spaden og fortalte mig at hun ville vise mig hvordan at man gør det i naturen. Det var et upraktisk foretagende. Bukserne var halvejs overalls. De skulle af og da det var lidt køligt hen under aftenen tog man ikke dem helt af. Papir havde man men vand var der intet af. Man skulle virke passe på når man kæmpede med tøjet og papir så man ikke fik noget på hænderne. Selerne skulle jo heller ikke ned i hullet. Det var noget af det mest uhumske jeg havde oplevet i mit liv. Men jeg fik gravet mit hul og jeg fik afleveret nummer 2. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk herfra, så jeg fik skrevet noget om at jeg ikke havde klaret mig så godt i skolen (Jeg var skoletræt) og at oplevelsen havde fået mig til at indse at jeg måtte have mig en uddannelse og tage mig sammen.

 

Men i virkeligheden ønskede jeg at jeg kunne have taget spaden for at grave et hul så stort at jeg kunne kravle tilbage til Danmark gennem det. Det var jo fake alt det jeg skrev. Var jeg svag? Gav jeg efter bare fordi at der ingen vej var ud af det her?

 

Næste morgen efter morgenmaden gav jeg Brad besvarelserne. Selvom at jeg nok kunne se at han troede at han vidste bedre, så accepterede han besvarelserne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...