Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1594Visninger
AA

9. Fra asken til ilden

 

Det var lyst udenfor da jeg vågnede. Angela sagde at vi havde morgene fri da jeg først kunne checkes ind senere. De tog lænkerne mod at jeg lovede at jeg ikke ville løbe væk. Jeg var så øm i kroppen at jeg ikke kunne løbe 2 meter om jeg så fik med pisken så det var let at love. Vi gik ned på en terrasse hvor der blev serveret morgenmad.

 

Angela følte at hun måtte forklare lidt om Utah. Utah er USA’s private ungdomsfængsel nummer 1. Man må ikke ryge, man må ikke drikke alkohol, stoffer er selvfølgelig forbudt og faktisk så måtte man heller ikke drikke kaffe på grund af koffeinen i den, men som hun sagde vi må synde lidt en gang imellem. Hun ville advare mig imod at løbe væk. Hvis jeg syntes at hun og Chelsea var strenge så var det intet imod hvad man kunne forvente her i staten. Hvis de bad om at man skulle hoppe, var det eneste spørgsmål: ”Hvor Højt?”

 

Vi havde siddet der i en halv time da Chelsea kom med en mand som præsenterede sig som Joe. Han kyssede først Angela og derefter Chelsea. Jeg var ved at tabe både mund og næse da de præsenterede ham som deres mand. Han havde en gård oppe ved en by som hed Virgin (Ja, det lyder som en joke), men det tørre klima gjorde udbytte vanskeligt så konerne havde arbejde ude i byen, hvilket ellers ikke var så velset. Jeg som troede at den slags var forbudt (Jeg har siden fundet ud af at det var forbudt, men at flerkoneri stadig praktiseres ude på landet om end ikke på papiret.)

 

Men det var blevet tid til at tage afsked. Jeg skulle ned på det kontor som tilhørte det firma som arrangerede vandreture. Vi gik ned af hovedgaden. Lige inden at vi kom til kontoret som lå i en rød bygning i baggården til en flot hvid bygning i hovedgaden, så stoppede Angela mig. ”Du er nød til at have håndjern på. Når de læser dine papirer vil de tro at vi har bestukket dig med stoffer for at få dig med. Det vil vi ikke have på vores renommé.” Jeg følte en smule tiltro til hende nu hvor at hun havde åbnet sig for mig, så jeg lod hende give mig håndjern på uden protester. Vi gik ind i bygningen hvor at en dame tog imod.

 

Hun præsenterede sig som Nicole. Hun bad mig følge med ind til et venteværelse. Jeg skulle undersøges af en læge så de ikke sendte unge ud på vandretur der ikke kunne klare det fysisk. Jeg fik også håndjernene af og jeg sagde farvel til Angela for hvad jeg troede skulle være for sidste gang.

 

Der gik vel nok 10 minutter imens at mine papirer blev undersøgt. Så fulgte Nicole mig ind til en kvindelig læge og en assistent som jeg ikke husker navnet på. De næste par linjer har været svære at skrive. Da jeg skrev de første ord måtte jeg stoppe. Jeg kan ikke beskrive hvad der skete. Jeg har jo drømt det så mange gange at jeg burde kunne gengive hvert sekund, men hvert ord kræver køkkenrulle og min mave vender sig.

 

De bad mig smide alt tøjet. Jeg protesterede og straks tog Nicole fat i min arm og vred dem om på ryggen. Jeg skreg af smerte. De lod forstå at de virkelig mente det. Jeg græd da jeg tog kedeldragten af og derefter undertøjet. Jeg blev sendt på vægten og jeg blev målt. Derefter blev jeg sat meget bestemt på en stol og de tog en blodprøve og jeg fik målt mit blodtryk. Derefter udspurgte de mig om stoffer og medicin. Jeg kunne se på dem at de ikke troede på mig når jeg sagde at jeg ikke brugte noget.

 

Nicole bad mig stå op og sprede benene. Jeg skulle hoppe på stedet for at vise at jeg ikke havde skjult noget inde i mig. Da var grænsen nået. Jeg råbte og skreg af dem. Det skulle jeg have gjort. Nicole smed jeg ind over bordet og assistenten holdte mig fast. Den til dato meget ubehagelig lyd af en latex handske der blev taget på genlød i rummet og jeg mærkede hvordan at jeg blev befølt jeg bagi. Lægens fingre arbejde sig ind i mig for som hun sagde jeg var jo ikke jomfru hverken det ene eller andet sted. Hvordan kunne hun vide det? Jeg havde jo ingenting sagt om hvor meget jeg havde været sammen med John eller hvad jeg havde gjort under min flugt til Minneapolis. Jeg skreg i en blanding af smerte og forskrækkelse da hun undersøgte mig i endetarmen.

 

Det føles som evigheder før at lægen sagde at jeg var tom hvilket Nicole lød noget forbløffet over. De rejste mig op igen. På det tidspunkt kollapsede jeg nærmest og de måtte løfte mig over til et andet bord hvor at der lå noget tøj til mig. Jeg rystede over hele kroppen.

 

Jeg kunne se at tøjet var beregnet til vandreture. Der var solide støvler m.v. Da jeg havde fået tøjet på, fik jeg håndjern på ryggen hvorefter at de førte mig ud til en ventede varevogn. Inde i den bagerste del af varevognen var der nogle specielle sæder hvor at der var en fordybning i sædet så man kunne sidde i dem med hænderne i håndjern på ryggen. Da jeg var blevet sat i sædet fik jeg ikke mindre end to sikkerhedsseler på og mand hvor kunne de spændes hårdt ind. Ved fødderne var der læderstropper, som blev bundet rundt om mine ben. Jeg skulle vist ingen steder. Lige før at vi skulle køre sagde chaufføren at vi nu skulle ud i ørkenen og jeg ikke måtte vide hvordan at lejren lå. Han trak hurtigt en hætte ned over mit ansigt så kun min mund var fri. Jeg kunne mærke at vognen begyndte at køre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...