Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1630Visninger
AA

12. Dødsmarchen ud i intetheden

 

Næste morgen stod der pludselig to mennesker i lejren. De præsenterede sig som Kathy og Peter. De var vores nye guider. De var ikke meget ældre end os. Misha sagde til mig at det var normalt at kurserne hyrede unge som lige var blevet færdige med gymnasiet og som nærmest var lige så nye i naturen som os. Ideen var at vi bedre kunne åbne os og tale med dem, da de lignede os.

 

Vi skulle nu pakke lejren og efter anvisninger fik jeg pakket min rygsæk som jeg selv mente så lige voldsom ud. Jeg skulle til at tage den på ryggen da jeg nærmest faldt bagover i forsøget. ”Der er vist en som lige skal lære det.” Alle lo.

 

Det viste sig at den vejede lidt over 20 kg. Var de sindssyge? Det var meningen. Jeg fik hjælp til at komme op og jeg vidste nu at jeg helst ikke skulle sætte mig ned. Vi begyndte at gå. Efter nogle få kilometre var jeg fuldstændig død. De andre så dog ikke ud til at de ville beklage sig. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs før at jeg syntes at jeg blev svimmel. Misha kom hen til mig. ”Du skal huske at drikke”. Jeg drak noget af vandet og fortsatte. Peter og Kathy så ud som om at de snakkede om noget og efter nogen tid begyndte de at debattere. De var åbenbart ikke enige om retningen. Vi havde nu gået hvad jeg senere fik at vide var 2 timer. Vi unge måtte ikke have ur på fordi at vi skulle frigøre os selv var det minut-tyranni vi angiveligt skulle være underlagt derhjemme.

 

Pludselig kunne jeg ikke mere. Jeg satte mig ned hvilket blev til at jeg rullet om på ryggen da den massive vægt af rygsækken tvang mig bagover. Peter kom hen til mig og sagde at jeg skulle rejse mig op. Jeg nægtede. Kathy kom til og trak mig op på benene. Jeg skulle til at lave mig falde ned da Peter stak sin hånd ind i min armhule og pressede nogle fingre opad. Det gjorde sindssygt ondt og jeg skreg i smerte. Jeg sparkede ud efter ham og straks tog Kathy min hånd og vred mit håndled så det også gjorde ondt. De blev ved med at fastholde deres greb indtil at jeg lovede at få videre uden protester.

 

Jeg fandt senere ud af via søgen på nettet at metoden de brugte hed Positive Control System, hvilket jeg finder temmelig misvisende, da det ikke er positivt at få vredet sine led eller få stukket fingre ind i armhulen eller op under kindbenet, hvilket jeg prøvede senere på dagen.

 

Jeg vaklede videre indtil at vi kom til et bord som stod midt ude på marken. På bordet var der nye vandflasker, brød og noget frugt. Vi spiste stående fordi at vi alle var så presset at det ville kræve temmelig smertefuld hjælp fra personale at komme op og stå igen, hvis vi satte os ned.

 

Vi gik i måske en time. Det var stegende hedt og jeg blev svimmel igen. Jeg forsøgte at drikke, men jeg kastede vandet op. Kathy kom hen til mig og tvang mig til at drikke indtil at jeg fik en smule ned. Vi begyndte at gå igen. Vi så ikke ud til at komme nogle vegne. Da jeg det at jeg faldt og jeg gik ud som et lys.

 

Da jeg vågnede sad de andre omkring mig. Lægens assistent var der også og hun havde givet mig et drop med væske. Peter rasede fordi at vi ikke havde nået dagens mål, men assistenten sagde at vi skulle slå lejr her fordi at min krop lige skulle stabilisere sig.

 

Vi slog lejr og Kathy gav mig en notesbog. I bogen skulle jeg skrive dagens oplevelser og det var så meningen at jeg skulle snakke med psykologen senere på ugen. I bogen var der også nogle uddybende personlige spørgsmål om vores angivelige misbrug, forhold og vaner i forbindelse med sidstnævnte. Som om at jeg ville hælde mit liv ud på papir overfor en fremmed psykolog som jeg var blevet tvunget til at konsultere.

 

Da vi havde spist og vi havde lagt os kunne jeg ikke falde i søvn. I dag havde jeg været tæt ved at dø. Ville jeg overleve kurset? Var det derfor at man kalder det en overlevelsestur?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...