Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1540Visninger
AA

20. Den japanske interneringslejr

 

Næste dag var det tid til at blive indskrevet på skolen. Angela kørte mig. Det var ikke nødvendigt med håndjern nu hvor jeg havde vist at jeg ikke var en flugtrisiko længere og hvor skulle jeg i øvrigt flygte hen? Jeg var i Utah og i nogle byer hvor alle direkte eller indirekte levede at drive hvad jeg vil kalde private fængsler. Vi kørte ned til Hurricane og ud af byen igen imod et område som ret misvisende kaldes Apple Valley for der kan ikke gro æbletræer uden konstant kunstvanding. Jeg så aldrig nogle æbletræder udover de få træer som er på den del af skolens område som bliver brugt til forældrebesøg.

 

Da vi var kommet cirka 5 km ud af byen drejede vi til venstre ned af en markvej, som tilsyneladende førte direkte ud i ørkenen. Vi havde vel kørt 3 km mere at vi kørte over en lille bakke før at skolen pludselig lå foran os. Umiddelbart var det nærmest bizart. Nede i dalen var der en flot anlagt kunstig sø, nogle flotte ranch lignende huse, lade og så hvad der lignede nogle skure helt isoleret i baggrunden.

 

På det tidspunkt viste jeg ikke at de skure skulle blive mit hjem. På Internettet har grupper af unge der har været på skolen lavet sammenligninger mellem skurene og de skure som Amerikanerne internerede Japanske emigranter i under 2. verdenskrig.

 

Vi kørte op foran et af de store huse og en mand kom ud for at tage imod os. ”Goddag. Mit navn er Goodwin og jeg er manager for skolen. Jeg går ud fra at det er Angela fra transportfirmaet X og Janice som skal være elev her på skolen. Følg med ind på kontoret.”

 

Inde på kontoret blev mine papirer gennemgået. Da det var slut, så tog Angela afsked med mig. Jeg skulle nu undersøges af en læge før at jeg kunne blive vist til mit værelse.

 

Jeg frygtede for lægeundersøgelsen, da jeg kunne huske hvordan at det gik sidste gang. Den kvindelige læge var dog mere afslappet. Hun sagde at jeg kunne gøre det på den blide måde eller den hårde måde. Jeg tror at hun vidste hvordan at de tog fat på overlevelseskurserne. Jeg indvilligede i at gøre det på den bløde måde. Så tøjet kom af og jeg blev vist hen til en gynækologisk briks. Jeg ved ikke hvordan at mænd har det, men jeg tror ikke at der er nogle kvinder som finder koldt stål mod de nedre regioner specielt behageligt og jeg skulle undersøges begge steder. Det er at forsøge at slappe af og tænke på noget andet.

 

Lægen var nu flink. Hun fortalte at hun var glad for at jeg tog det så afslappet. At skulle tage blodprøve på en person som kæmper og vrider sig er et mareridt. Det er svært alene at forestille sig tanken.

 

Da det var fastslået at jeg ikke havde gemt noget som jeg ville smugle ind på skolen, så fik jeg min skoleuniform udleveret. Den bestod foruden undertøj af uformelige orange bukser og en lige så orange T-shirt og jakke. Da jeg kom ud fra lægeundersøgelsen tog Goodwin imod mig og bad mig følge efter ham. Imens at vi gik hen til vores bestemmelsessted, så forklarede han mig om stedet. Skolen var etableret i Idaho, men knas med myndighederne gjorde at de flyttede til Utah. Skolen var stiftet af Goodwins far, men han var ikke så meget på skolen fordi at han arbejde som konsulent og ekspert på Tv- og film-produktioner i Californien. Blandt han havde hans ekspertise været brugt i en serie med en ung, senere kendt Star Wars skuespiller.

 

På skolen arbejdede man med forskellige niveauer som man kunne opnå baseret på hård indsats. Med et højere niveau fulgte forskellige privileger. Kunne man ikke opføre sig ordentlig blev man degraderet til niveau 0, som kaldtes ”Observation og Vurdering”. På det niveau måtte man ikke røre sig, tale, gå eller spise uden at der er givet individuel tilladelse. Man kunne komme op på næste niveau ved at løse 14 opgaver, som Goodwin mente at de fleste ville kunne løse indenfor kort tid.

 

Vi passerede de fleste huse og kom til et område hvor at der var slået nogle pavilloner op. I en af pavillonerne stod et bord klar til mig. Der var en vandflaske på bordet og nogle blokke, samt en blyant. ”Sæt dig ned og start. Du er nu officiel student her på skolen”.

 

Jeg bladrede lidt i blokken. Det var lidt de samme spørgsmål som jeg havde set på overlevelseskurset. Hvad havde jeg lavet af forkerte ting i mit liv? Havde jeg et sexliv? Brugte jeg alkohol og stoffer? Hvordan var mit forhold til min mor og far, samt resten af familien? Hvordan gik det i skolen? Hvordan var mine fremtidsplaner osv?

 

Jeg ville spørge Goodwin inden at han gik om han forventede at jeg ville tage det alvorlig og jeg lige sagt et ord da to meget bestemt kvinder kom hen imod mig. De pegede på et skilt hvor reglerne var skrevet. Neden under reglerne stod der, at man blev fastholdt og slæbt ud i en stencirkel udenfor teltet hvor at man kunne sidde i en time, hvis man ikke overholdt reglen om at række hånden i vejret inden at man stillede et spørgsmål.

 

Jeg bøjede hovedet og tav. Deres kropssprog indikerede at alt de ventede på var et slagsmål. Jeg kiggede forsigtigt rundt. En lyshåret pige sad et par borde væk. Pludselig lagde jeg mærke til at hendes bukser skiftede farve. Hun tissede i bukserne! Jeg var forbløffet, men så kom jeg i tanker om at der på skiltet også stod at man kun kunne komme på toilettet to gange om dagen. Senere har jeg erfaret at dette ofte skete på niveau 0. For at undgå mistanke om at man som elev var ude på at snyde sig til fritid og dermed yderligere konsekvenser, så valgte mange elever at tisse i bukserne.

 

Jeg gjorde op med mig selv at jeg ikke ville være på det niveau længe. Jeg måtte lyve og give dem nogle tilståelser så jeg kunne komme op på næste niveau.

 

Vi havde vel nok siddet i teltet nogle timer da en lærer kom ind. ”Kom. Nu er det tid til lidt motion. Vi kan ikke have at vores elever bliver sløve af at sidde i teltet hele dagen.” Vi gik ud af teltet og her stod så endnu engang en af de trækvogne som mormonerne havde brugt. Men i modsætning til overlevelseskurset var denne vogn fyldt med kampesten. Jeg husker endnu de næste 3 timer som de hårdeste i mit liv. Vi var 8 elever om vognen og den flyttede sig få meter af gangen. Vi var 4 elever som trak det bedste vi har lært. Begyndte nogle af os at tale var lærerne straks over den stakkel.

 

Jeg var fuldstændig udkørt og svedig da jeg kom tilbage til teltet. Der var intet bad. Det var bare ned og sidde for at løse opgaver.

 

Det blev tid til aftensmad. Vi fik serveret hvad de andre havde fået at spise i går og det kom frisk fra køleskab. Vi på det laveste niveau havde ikke gjort os fortjent til de store kulinariske udskejelser.

 

Efter maden kom vi omsider i bad. Jeg blev nu sammen med pigerne fra niveau 0 ledt ned til en hytte hvor at vi sov 4 piger på hvert værelse. Der var en lærer i døren konstant, så reglen om at lade være med at tale med andre elever blev stadig håndhævet.

 

Hver dag på niveau 0 lignede hinanden og det var virkelig hårdt. Vi kom ud til gymnastik 2 gange om dagen a 3 timer. Resten af tiden bortset fra frokost og aftensmad blev brugt på at løse opgaverne. Havde man løst alle opgaver skulle man fremlægge det for en gruppe elever på højeste niveau, som åbenbart fik goder for at stille skarpe dumpende spørgsmål. Dagene flød ud i hinanden og jeg husker til dato ikke hvor mange dage at jeg tilbragte på niveau 0, men det har vel været 8-10 dage.

 

Til sidst lykkedes det dog. På det tidspunkt havde jeg givet indrømmelser på noget som jeg ikke havde lavet, men de ville hele tiden have mere. Jeg var ligeglad, jeg ville bare ikke leve på den måde mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...