Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1521Visninger
AA

18. Den Amerikanske Farm

 

Ved morgenmaden havde jeg fået at vide at jeg skulle starte på skolen om mandagen, men at de ville tage mig med til deres gård, som de også brugte som overnatningssted for de unge, der ikke kunne afleveres med det samme.

 

Det blev en lang dag i bilen før at vi sent aften kom til familiens gård, som lå nær landsbyen Virgin ikke så langt fra den skole, jeg skulle gå på. Skolen lå udenfor Hurricane, men jeg måtte ikke se skolen på forhånd på grund af skolens regler.

 

Der var tale om to huse forbundet med en gang og så en lade. Da vi standsede kom 4 børn ud og kastede sig i armene på de to kvinder. Det er så vores børn ”Mary, Lucy Ann, Augusta og lille Brigham. Følg efter os.” Jeg fulgte efter dem ind i det ene hus. Joe sad i køkkenet og hilste på mig. Vi kom ned til et rum for enden af gangen, hvor at der var et alarmpanel ved siden af selve døren. Chelsea tastede en kode ind og viste mig ind i værelset hvor at der var et TV, en indbygget brusekabine og en seng. Der var også et vindue, men det var ikke til at åbne. Chelsea bankede på det og sagde ”Panserglas”. Hun tog alle kæder og læderremme af og viste mig et håndklæde og en bunke tøj på sengen jeg kunne skifte til, hvorefter at hun forlod rummet.

 

Jeg tog et meget eftertragtet bad og begyndte at tage tøj på. Det var halvlange underbukser som gik til knæene og en undertrøje som dækkede skuldre. Derefter var der ankelsokker og en ternet kjole. Jeg kom til at tænke på at jeg faktisk havde det samme tøj på som deres børn bar. Jeg skulle åbenbart passe ind. Chelsea kom ind og spurgte om tøjet passede. Da jeg nikkede bad hun mig dreje mig for at hun kunne sikre at jeg så ordentlig ud.

 

Derefter blev jeg inviteret ind i huset. Det var tid til aftensmad. Joe havde jo kørt i forvejen og stod for madlavningen. Mary som så ud som om at hun var 17 var også i køkkenet. Lucy Ann dækkede bord imens at Augusta og den lille dreng rendte rundt udenfor.

 

Ved bordet gik snakken mest om hvor at Mary skulle rejse hen når hun skulle ud og missionere i et andet land. Det var åbenbart normalt at de unge mennesker skulle gøre det inden at de giftede sig og fik forpligtelser.

 

Efter maden så satte Joe og Angela sig ind i stuen, imens at resten ryddede op. Jeg spurgte hvem der var mor til børnene. Angela sagde at det var de begge to. Joe og Angela havde mødt hinanden for mange år siden, men de kunne ikke få børn. Chelseas mand var nogle år forinden omkommet ved en trafikulykke og hun var Angela’s kollega i hæren. Hendes datter Miriam som ikke boede hjemme mere manglede et hjem når mor var oversøs og så lå en løsning lige for. Rent teknisk var Joe kun gift med en kvinde, men i praksis udgjorde de en familie.

 

”Vi er så lykkelige og vi ser børnene som vores fælles projekt. Vi har været nød til at lave en plan som Joe skal følge så ingen føler sig overset. Det er derfor der er to huse, men derudover så fungerer vi som alle andre familier. Vi kan ikke forestille os det på en anden måde.”

 

Jeg havde et spørgsmål mere. Jeg spurgte hvorfor at de havde valgt det job, når de nu var i hæren. Angela fik tårer i øjnene. ”Det er Miriam. Hun bor vist over i Californien og arbejder i en restaurant. Det går fint nu, men vi havde nogle rigtige hårde år. Hun mistede sin far og hun forsvandt herfra da hun blev 17 år. Vi ledte efter hende i et helt år, men fandt hende først da hun havde haft sin 18 års fødselsdag. Vi kunne ikke få hende med tilbage på trods af at hun flere gange var hjemløs og boede hos venner eller i sin slidte bil. Hun var også i fængsel en gang. Der gik 4-5 år før at hun fik vendt sit liv om, men troen har hun nok mistet for evigt.”

 

Hun rømmede sig. At sige det havde berørt hende dybt. ”Vi forstod at vi havde svigtet hende, men mere vigtigt så manglede ressourcerne for forældre som os. Vi besluttede os for at hjælpe andre som måtte komme i vores situation. Vi arbejdede først for et andet transportfirma som udførte interventioner, men hans metoder som bestod af peberspray og håndjern brød vi os ikke om. Desuden gik han ikke så meget op i om den transportør som skulle stå for transporten var af samme køn som teenageren der skulle transporteres. Ville du have klædt dig af overfor en fremmed mand? Vi transporterer kun piger og det er kun på hel specielle missioner at vi bruger Joe som backup, men Joe er aldrig alene med pigerne.”

 

Jeg skulle til at spørge om mere, men så kom drengen ind. ”Mors lille Brigham. Er det blevet tid til at sove? Kom med mor.” Joe tændte TV’et. Han indtastede en kode på fjernbetjeningen. ”Ja, men nutidens TV er man nød til at styre hvad børnene ser 100 procent.”

 

Vi sad og så aftenens nyheder, da Chelsea kom ind. ”Janice. Det er tid til at du skal sove. Kom med.” Jeg blev fulgt ned på værelset. Hun viste mig en samtaleknap på indersiden af værelset, som jeg skulle bruge hvis jeg skulle på toilettet. De havde faktisk bygget deres egen lille fængselscelle i huset. På sin vis irriterende, men på den anden side skulle jeg ikke sove bundet i kæder.

 

Næste morgen så vækkede Chelsea mig klokken 6. Efter maden skulle vi ud i marken. Vi hyppede kartofler på den gamle måde. Det var et slidsomt arbejde, men jeg kunne se at alle børnene lagde energi og glæde i deres arbejde og selvom at det ikke var i min interesse at arbejde på deres mark syntes jeg ikke at jeg ville ødelægge noget for børnene ved at sætte mig ned og nægte at arbejde. Jeg må indrømme at jeg til dato finder det mærkeligt at selv børn kan finde glæde med hårdt arbejde. Måske ved børnene ikke bedre.

 

Efter frokost skulle Chelsea ud og handle ind. Hun gav mig en slags elektronisk fodlænke på. Den var forbundet med en lille boks som hun havde i sin lomme. Gik jeg mere end 10 meter væk ville fodlænke larme som en bilalarm. På den måde behøvede jeg ikke at få alle kæderne på og som hun sagde. ”Alle i byen er næsten i samme branche. Der er ikke så meget at leve af, så flugt er formålsløst.” Vi kørte mod en større by som hed La Verkin. Da vi kom til byen parkerede vi ved et lille center som hed Farmer’s market. Imens at vi handlede, så hviskede Chelsea til mig. ”Se. Hvor alle de unge ekspedienter ligner hinanden med hensyn til frisure og fremtoning. Det er unge som er på øverste niveau fra en kostskole længere nede af gaden. De har fået det privilegium at få lov til at arbejde for mindsteløn.” Det var rigtigt når man lagde mærke til det. De lignede jo næsten alle hinanden. Deres smil og deres reaktionsmønster var som om at de var blevet samlet på samme samlebånd.

 

Da vi havde handlet så kørte vi en omvej hjem. Hun viste mig lidt rundt i La Verkin. Den største skole havde afdelinger på ikke mindre end 3 steder på hovedgaden. Hun talte om at de havde cirka 500 elever alene på den skole. På vej gennem Virgin så pegede hun på en gård og fortalte at det var et opholdssted for piger. De arbejdede meget med heste. Stort set lige over på den anden side af vejen var der nogle huset omgrænset af et højt hvidt plankeværk. Det var en slags boot camp for drenge. Nogle drenge gik og malede plankeværket. De var alle barberet skaldet. Det lød som et barsk sted.

 

Vi kom hjem til farmen igen. Det var blevet tid til aftensmad. De næste par dage gik med arbejde i marken. Det blev også tid til lidt boldspil. Fjernsyn og computer var ikke noget børnene havde andet afmålt adgang til og det var naturligvis ikke muligt for mig at komme til computeren. Aftenen før at jeg skulle møde på skolen kom vi efter maden ind på hvad jeg havde tænkt mig af planer for mit liv når jeg havde fået min eksamen. Jeg fortalte at jeg blot ville tilbage til Danmark. Det var slet ikke meningen at jeg skulle blive student. Jeg ville blot hjem og have et almindelig arbejde i en butik og så være sammen med John. Jeg fortalte at det var min far som havde forældremyndigheden og at jeg ville kunne komme hjem til ham med det samme, hvis jeg blot kunne få fat i ham. Da var det at Chelsea sagde: ”Det skal du nok ikke være så sikker på.”

 

Jeg var chokeret: ”Hvad mener du med det?”

 

”Jeg talte med din mor omkring betalingen for dit ophold her på gården. Jeg troede at hun havde hyret flere firmaer i forbindelse med din flugt, men så mange penge har hun ikke. Hun har faktisk taget et lån i huset for at kunne finansiere overlevelseskurset og kostskolen. Grunden til at vi kunne finde dig i Californien var at hun havde fået en mail fra din far om at det var der at du var. Faktisk havde hun også fået en mail fra din far i forbindelse med din flugt fra hendes hus som fortalte at du var flygtet til Minneapolis. Din far må være enig med din mor om at dit forhold til John er en dårlig ide. Hvis at det er rigtigt at han har forældremyndigheden og han ville have dig hjem, så havde han vel gjort noget for det.”

 

”Du lyver.” Jeg blev rimelig ophidset.

 

”Fald ned Janice. Lad os nu ikke blive ophidset. Jeg kan kun gengive hvad din mor har fortalt mig. Det er hvad hun siger. Hvis du vil have ordene fra din fars egen mund, så får du chancen på kostskolen, da familieterapi er en del af skolens behandlingstilbud. Lad os nu ikke tale mere om det.”

 

Jeg sad stille og drak resten af min te. Tankerne flød igennem mit hoved. Var jeg nu helt alene i verdenen. Min far var min eneste billet hjem. Hvad var der galt med mit forhold til John?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...