Janice's rejse

Jeg blev kontaktet af Janice som hun har valgt at kalde sig. Vi har sammen gennemgået hendes manuskript, som hun havde udgivet som rå blog. Vi er i en proces med at lave en engelsk version som vil blive udgivet andet steds og en dansk version med skitser.

Dette er en omskrevet version af bloggen som skal danne basis for den illustrede udgave.

Vi håber at Janice's beretning finder Jeres smag.

0Likes
0Kommentarer
1528Visninger
AA

7. Angela og Chelsea

 

Da vi var kommet lidt ud af byen så begyndte Angela at snakke. Hun fortalte at de arbejdede for et professionelt transportselskab som hjalp unge som havde mistet sig selv og havde lavet dårligt valg i livet med at transporteret til behandlingssteder og kostskoler som kunne hjælpe dem. Hun fortalte at de begge havde tjent i hæren for forsyningstropperne og de efter at have gennemført deres kontraktperiode var blevet headhuntet af transportselskabet på grund af deres viden om logistik. Jeg tænkte at de nok også var blevet hyret fordi at de frygtindgydende. Jeg var i hvert fald ikke helt trygge ved dem.

 

De fortalte at vi skulle køre hele vejen til Utah som ville være en køretur på 2.000 kilometre da jeg havde en profil som indikerede at jeg nok ville stikke af hvis jeg fik chancen. De undskyldte endnu engang for den nødvendige fiksering af mig som mest af alt var for min sikkerhed. De regnede med at vi skulle have en overnatning og nogle pauser undervejs.

 

Jeg var stadig lidt i chok, men også træt så jeg faldt i søvn.

 

Jeg ved ikke hvor lang tid at der var gået men Angela ruskede mig og sagde at det var tid til morgenmad. Jeg var forvirret. Var dette en drøm? De løsnede kæden på gulvet så jeg kunne stige ud. Jeg så over på hvad der var et cafeteria. Kunne jeg blive ført ind i cafeteriaet i lænker i fuld offentlighed. Angela hev en strikket Poncho frem og puttede den på mig. På den måde vækkede jeg ikke så meget opsigt mente hun. Angela støttede mig da jeg skulle til at gå for jeg kunne kun tage små skridt.

 

Ponchoen skulle sikre at situationen ikke så bizar ud. Alligevel så larmede lænkerne og jeg følte at alle kiggede på mig. Ikke engang en brandhane kunne være så rød som jeg var i hovedet. Ejeren hilste på kvinderne og spurgte til om det var en tur til Utah eller Missouri som om at det var noget som foregik hver dag.

 

Vi satte os ned og jeg fik tilbudt stort set alt fra menuen jeg kunne finde på for som de sagde. ”Der er nok ikke så meget mad ude i naturen”. De løsnede min ene arm så jeg kunne bruge en gaffel og jeg spiste hvad jeg kunne selvom jeg ikke rigtig kunne fatte hvad der var sket.

 

Efter maden skulle jeg på toilettet. Ejeren kom med en nøgle. Han var vant til den rutine som kvinderne ville have. Ude på toilettet fik jeg læderremme og kæder af bortset fra fodlænkerne. Bagefter var det på med det hele igen og vi kørte videre.

 

Vi kørte for evigt. I hvert fald føltes det sådan. Der var ingenting at se på. Bare uendelige marker med en lille by eller en klump træer som afveksling. Vi holdte nogle flere pauser på forskellige små cafeer. Hver gang samme rutine og med Ponchoen som eneste forklædning i forhold til den bizarre mængde af kæder jeg var bundet med. Min krop begyndte at beklage sig. Jeg kunne ikke bøje mig forover eller bagover fordi at kæderne på maven og ryggen holdte min krop lige. Angela bemærkede at det godt nok kunne føles lidt snærrene men de havde købt systemet fra en butik der blev drevet af en tidligere ansat i Kansas fængselsvæsen efter at have set hvor effektivt at det forbedrede folks holdning i en film. Jeg fandt senere ud af at det var en filmatisering af Capotes roman ”In cold blood”. Jeg så filmen på DVD og måtte løbe ud og brække mig til sidst filmen da jeg genkendte systemet.

 

Det var nu blevet aften og vi skulle finde et sted at overnatte. Vi kom til en by som hedder North Platte. Angela fortalte at det var et stort jernbaneknudepunkt og floden som gik nær byen mundede ud i Mississippi. Chelsea supplerede med en vis stolthed med at hendes familie havde boet i byen og ældre kvinder havde været med i verdens største kantine som blevet drevet under 2. verdenskrig for at brødføde soldater der var på vej i krig. Vi kom til et lille hotel. Chelsea etablerede sig med en sovepose på gulvet. Angela satte sig i en stol. Jeg blev lagt på dobbeltsengen stadig i kæder. Jeg protesterede og sagde at jeg ikke kunne sove på den måde, men det de ignorerede mig. Jeg havde intet valg. Jeg måtte sove bundet. Chelsea lagde en dyne over mig og slukkede lyset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...