Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7734Visninger
AA

12. Turn your face

Danielles synsvinkel

Turn your face, and now I can't feel you anymore
Turn your face, so now I can't see you anymore
Walk away until you're not standing at my door
Turn your face, walk away and stay
- Little Mix * Turn Your Face

Jeg havde intet hørt fra ham i et par dage endnu, jeg havde heller ikke kontaktet ham. Jeg var for stædig til at se min egen fejl, hvis det overhovedet var en fejl fra min side af. Olly havde jeg snakket meget med de sidste par dage, fordi jeg ikke rigtigt havde nogen andre. Det hele føltes bare så tomt på en måde. 

Jeg låste døren op til mit hotelværelse, og trådte hurtigt ind, inden jeg smed min taske på gulvet. Jeg nåede lige at lukke døren bag mig, da min mobil begyndte at ringe. Jeg for hen til min taske, hvor jeg hurtigt fik fisket min mobil op. Jeg nåede ikke lige, at se hvem der ringede før jeg løftede røret. 

"Hallo?" Spurgte jeg ind i telefonen, og rejste mig fra gulvet, mens jeg skubbede mine sko af mine fødder. 

"Hej Dani, det er Zac" Jeg genkendte hurtigt hans stemme, og lod et lille smil titte frem på mine læber. 

"Hey, hvad så?" Spurgte jeg friskt, og gik ud i mod køkkenet, for at finde et eller andet at spise. Det var faktisk blevet til en vane, efter jeg flyttede ind på hotellet. 

"Jeg ville høre om du skulle noget i aften?" Hans stemme var meget rolig, og jeg stod et øjeblik, og tyggede på hans spørgsmål. 

"Er du der?" Grinede han måske en smule nervøst, og jeg var klar over, at jeg måtte bikse op med et svar til ham.

"Undskyld ja, jeg var lige ved noget." Fløj det ud af munden på mig. Jeg følte mig så dum, når jeg stod og løj overfor folk - fordi jeg kunne ikke lyve. Jeg afslørede mig selv - eller mit ansigt gjorde.

"Skulle du noget i aften?" Spurgte han igen. 

"Nej, du kan bare kommer over" sagde jeg roligt, og fandt en müslibar i et af skabene ude i køkkenet. 

"Fedt, men tænkte nu lidt mere på, om du ville med ud at spise eller sådan noget?" Jeg spærrede mine øjne op, og jeg holdt op med at spise af min müslibar. 

"Øh.." Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle sige ja til det, fordi.. jeg vidste ikke, om jeg stadig var sammen med Harry, og hvis jeg blev set sammen med Zac, sådan privat, ville det ikke gavne vores forhold lige nu. 

"Det er ikke nogen date, det er bare som venner. Vi kan bare tage på McD eller sådan noget." Skyndte han at tilføje, og jeg åndede lettet ud. Jeg blev helt bange et kort sekund. 

"Jo, det er fint. Hvornår?" Jeg var blevet meget mere rolig, efter at han havde udtrykt det hele på en rolig måde. 

"Har du noget i mod, at jeg kommer over nu her, så kan vi bare chille lidt inden?"

"Nej nej, det er helt fint" svarede jeg bare, og gik lidt rundt i køkkenet, fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Det var en dårlig vane, som jeg havde tillagt mig med tiden. 

Vi fik sagt farvel, og jeg fik travlt med at få ryddet op både i stuen og i køkkenet. Det lignede et kæmpe kaos, efter Harry havde forladt hotellet. Jeg havde fået et form for raserianfald, efter vores skænderi. Jeg var blevet så gal, samtidig med, at jeg var dybt såret. Han var bare gået, og han var blevet væk hele natten. Jeg havde ingen anelse om, hvor han var, eller hvad han foretog sig. Jeg vidste ikke, om han var skredet med en eller anden tilfældig pige eller fan, som han gav udtryk for, lige inden han forlod hotellet. 

Fik ryddet alt skraldet op, som lå gulvet, og det glas, som jeg fik smadret her den anden aften i et af mine raserianfald. 

Zac skulle ikke komme herhen, og se, hvordan hele hotelværelset så ud. Han ville tro, at jeg enten havde mistet forstanden, eller noget helt andet. 

 

* * *

 

"Wow, det her er større end min egen lejlighed. Hvordan har du råd til det her?" Han så sig betaget rundt i mit hotelværelse, som jeg nærmere ville kalde en lejlighed. Jeg trak lidt på smilebåndet, af det han sagde, mens jeg fulgte efter ham rundt i min lejlighed, mest for at holde øje med, at han ikke fik øje på det skrammel, som jeg havde gemt diverse steder. 

"Det gør jeg heller ikke." Svarede jeg ham, da vi nåede ind i stuen, hvor han så sig rundt, inden han vendte sig mod mig, og så på mig med løftede øjenbryn. "Hvem gør så? Din kæreste?" Jeg tav lidt ved hans sidste ord, men bed det hurtigt i mig igen. Jeg vidste faktisk ikke om Harry og jeg var kærester længere, fordi jeg lod ham bare gå, og jeg havde ingen kontakt haft med ham siden han rejste. "Nej det gør John." Han så overrasket hen på mig, inden han nikkede langsomt. 

"Oh, John er en god mand. Han ville kun have dig, og hvis det her var prisen, så kommer det ikke bag på mig, at han ville betale den."  Mumlede han lidt, og jeg så overrasket, men samtidig forvirret på ham, og jeg måtte ligne en, som havde set et spøgelse. 

"Hvad mener du?" Spurgte jeg en smule mistænkeligt, inden jeg lagde armene let over kors, og så hen på ham med løftede øjenbryn, og et spørgende blik. Han vendte sig om mod mig, og trak lidt på skulderen, inden han smilede let. 

"Ja, John var helt betaget af dig, da han så dig til den der forpremiere på Maroon 5's nye musikvideo. Han sagde, at filmen ikke ville blive til noget, hvis du ikke fik den kvindelig hovedrolle." Jeg stod og slugte det Zac stod, og forklarede mig. Et eller andet sted forstod jeg det overhovedet ikke. Jeg var overvældet, fordi det var store ord, som jeg fik at vide - og sådan var der aldrig nogen, som havde sagt om mig før. 

"Men.. hvorfor? Jeg er jo ikke mere speciel end jer andre?" Jeg måtte ligne et stort spørgsmåltegn, da han stod og fortalte mig det. "Men du er dygtig, virkelig. Og du er sød og sjov at være sammen med." Han sendte mig et skævt smil, og jeg kunne mærke, hvordan varmen i mine kinder steg. "Tak Zac - men lad lige være med at få det til at lyde sååå..." jeg stod, og tøvede lidt ved mine ord. "Såå hvad?" Spurgte han med et spørgende blik, inden han trådte nogle få skridt hen i mod mig. 

"Glem det, jeg går lige ind og finder min pung, også tager vi på McD" jeg skiftede hurtigt emne med et smil, inden jeg gik ud i gangen, for at lede efter min pung, som gerne skulle ligge i min taske. Jeg samlede min sorte taske op fra gulvet ude i gangen, for at stikke min hånd ned i tasken, for at føle efter min pung. "For helvede" mumlede jeg, da jeg ikke kunne finde den, men dog blev jeg alligevel ved med at lede febrilsk efter den.

Jeg smed tasken fra mig, og tænkte på, at jeg kunne have lagt den ude i køkken, da jeg ryddet op, men jeg huskede ikke, at jeg havde taget min pung op af min taske. Men der var mange ting, som jeg bare gjorde, uden at jeg kunne huske det. 

Jeg fandt den omsider. Jeg var kommet til at ligge den ind i køkkenskabet ved siden af müslierne, som jeg spiste af tidligere i dag. Det var virkelig heldig, at jeg fandt den der - kun af den grund, at jeg glemte at lukke skabet efter mig. Jeg tog pungen i hånden, og gik ind i stuen igen, hvor jeg var sikker på, at Zac stadig befandt sig inde - men det gjorde han ikke. 

"Zac?" Kaldte jeg, men han svarede ikke. Jeg så mig rundt i stuen, men han var ikke at se. Jeg kiggede hen mod døren, som befandt sig længst væk fra mig - den dør, som førte ind til mit soveværelse. Den stod åben, men jeg var rimelig sikker på, at jeg havde lukket den inden Zac var kommet herhen, med mindre? 

Jeg gik med lange skridt hen mod mit soveværelse, hvorefter jeg langsomt stak hovedet ind af den halvåbne dør, for at se, om han befandt sig herinde. Jeg kunne se, at han stod næsten inden for døren og med ryggen til mig. "Hvad laver du herinde?" Spurgte jeg en smule fornærmet, fordi en lukket dør, normalt symboliserede: 'Hold dig væk. Du skal ikke gå herind!' Men det så ikke ud til, at han opfangede det. 

"Spørgsmålet er, hvad er der sket herinde?" Han blev stående med ryggen til mig, og han lød ret chokket. Hele værelset lignede et sprunget lokum. Vaserne som før stod i vinduet, lå nu nede på gulvet, smadret i flere stykker. Noget tøj som ikke tilhørte mig, lå spredt ud over hele gulvet, og meget af det lå i to eller flere forskellige stykker. 

Jeg trak på skulderen og sukkede. Det var ikke meningen, at han skulle have set det her. "Det.." Jeg kunne ikke finde en ordentlig forklaring, så jeg endte ikke med at fuldføre sætningen. Jeg kunne ikke stå, og fortælle ham, at Harry og jeg havde et voldsomt skænderi og, at jeg  var gået rimelig meget amok derefter. "Er du okay?" Han vendte sig om mod mig med et bekymret ansigtsudtryk. "Er du okay?" - "Ja, jeg har bare ikke fået ryddet op endnu." Skyndte jeg mig at sige, som om at der intet var sket - men jeg sagde det lidt for hurtigt, til at det lød sandt. 

"Er du sikker? Det er ikke Harry, som har gjort det her?" Jeg så overrasket på ham, og grinede en smule åndssvagt af det han sagde, for at lade som ingenting. "Nej overhovedet ikke, jeg var bare i gang med at gøre rent her den anden dag, da jeg kom til at vælte vaserne ned." Det så ud som om, at han troede på min løgn, og jeg tog let fat omkring hans skuldre, inden jeg guidede ham ud af soveværelset. 

"Skal vi komme afsted?" Jeg holdt min pung op foran mit ansigt, og sendte ham et stort smil. Han gengældte det hurtigt, og vi forlod hotelværelset. 

 

* * * 

 

"Hi Olly, hvordan går det?" Spurgte jeg glad, da han tog sin telefon. Jeg havde ikke snakket med ham i et godt stykke tid, og jeg savnede ham virkelig. Jeg havde bare ikke haft tid til at ringe til ham lige for tiden. Jeg var næsten lige kommet hjem fra arbejde, da jeg kom i tanke om, at jeg ville ringe til ham. 

"Hi babe! Det går rigtig godt! Jeg er ved at indspille mit nye album." Han lød virkelig glad, og det hjalp virkelig på mit humør, som ikke var det bedste for tiden.

"Ej, hvor godt! Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kan være der til at høre det" sukkede jeg en smule irriteret. Til tider hadet jeg faktisk at være her i New York, for jeg følte virkelig, at jeg gik glip af så meget derhjemme i London. 

"Det er jeg også. Du ville virkelig elske det!" Jeg kunne høre på hans stemme, hvor meget han mente det, for han lagde trykket på 'virkelig'. 

"Hold op Olly. Du piner mig!" Mumlede jeg, og tværede mit ansigt ud i mine hænder, selvom han ikke kunne se det. 

"Undskyld, søde. Jeg savner dig bare" sukkede han, og det fik min hals til at snørre sig lidt sammen.

"Savner virkelig også dig, Ol" min stemme var ret lav, men han hørte det, fordi jeg kunne høre ham sukke i den anden ende. 

"Det er sygt, at du allerede har været væk i næsten to måneder!" 

"Ja, det er det faktisk." sukkede jeg lidt, men jeg smilede alligevel, fordi jeg var virkelig stolt over mig selv. Jeg troede virkelig ikke, at jeg kunne holde det ud så længe.

"Hvad siger Harry til det?" Spurgte han efter lidt tavshed, som om han var en smule bange for at spørge ind til det. 

"Jeg har ikke snakket med ham det sidste stykke tid." sukkede jeg lidt, og jeg kunne høre på min stemme, at den blev lidt lysere end den plejede. 

"Hvorfor dog ikke det?" Han lød ret overrasket, fordi Harry og jeg var næsten ikke til at skille ad nogle gange. Hvis vi ikke var sammen, så skrev vi sammen eller noget. 

"Vi havde et skænderi dagen før han rejste, og han forlod hotellet, og blev væk hele natten." Sukkede jeg, mens jeg prøvede at lade som om, at det ikke var noget, men en klump samlede sig i min hals. 

"Hvad skete der?" Spurgte han bekymret, og jeg vidste at jeg ikke kunne slippe for sandheden nu. 

"Han kom hjem med en kæmpe rygtatovering - som han vidste, at jeg ikke ville have.. også fortsatte det bare." sagde jeg lavt, og kiggede ned i køkkenbordet, hvor jeg lige nu sad. 

"Overreagere du ikke en smule, Dani?" Sagde han lidt efter, og jeg udstødte et mindre fnys.

"Mig?! Er det mig, som overreagere!?" Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at hidse mig op, fordi jeg følte overhovedet ikke, at det var min skyld, eller at det var mig, som overreagererede. 

"Rolig nu. Det er jo hans krop, han bestemmer jo selv" sagde han med en rolig stemme, men det hjalp ham overhovedet ikke lige nu.

 

 

Ollys synsvinkel

Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun var ret pissed. Hendes stemme var skinger, og ikke ligefrem venlig.

"Det ved jeg! Men han er jo ude af kontrol!" Vrissede hun koldt, og jeg kunne selv mærke, hvordan jeg begyndte at hidse mig op.

"Du ved jo, at han altid har været vild med tatoveringer, og det er nok noget, som du ikke kan tage fra ham, så lad ham dog være sig selv" prøvede jeg at overbevise hende, men jeg var ret sikker på, at hun ikke ville lytte. 

"Det ved jeg, men det er bare heller ikke fair, at han så bliver væk, uden at informere mig om, hvorhenne han er!" Hendes stemme dæmpede sig lidt, og jeg kunne høre hende sukke dybt.

"Nej, men det lyder heller ikke til, at du helt fair overfor ham" tænkte jeg lidt for højt, for jeg kunne høre hun blev helt stille. 

"Sig mig, hvems' side er du egentlig på?" Lød det spydigt fra den anden ende af telefonen, og jeg bed mig nervøst i læben. 

"Hold nu op med det der, Dani!" Sukkede jeg irriteret, og satte mig bedre til rette i kontorstolen inde i studiet. 

"Nej, for det lyder til, at du holder med ham fremfor din egen søster!" 

"Stop det der, Dani! Jeg holder ikke mere med ham, end jeg gør med dig. Jeg vil faktisk ikke blandes ind i jeres skænderi! Om det er dig, eller ham der har begået en fejl, det må i selv finde ud af, fordi det er ikke mit job!" Jeg mistede kontrollen over mig selv et kort øjeblik, idet jeg sagde det, og jeg vidste godt, at nu havde jeg trykket på de rigtige knapper, for nu ville hun lukke af for mig.

"Tak for hjælpen, Olly!" Og med de ord lagde hun på, og opkaldet var afsluttet. Jeg så på skærmen, inden jeg lagde den ned på bordet, og begravede mit hoved i mine hænder. 

Et eller andet sted, så havde jeg ikke fortrudt det, som jeg havde sagt til hende. For som hun fortalte det, så lød det til, at de begge to var lige gode om det - men ingen af dem ville indrømme det. De var lige stædige, og det var til tider et stort problem.

Hun havde altid haft noget imod tatoveringer, lige siden hun var barn. Jeg vidste, at hun ikke brød sig om dem, men mest, fordi at hun selv var skrækslagen for, at få lavet en selv. Men så finder hun sammen med Harry, som derimod elsker tatoveringer. De var ikke til af finde, hverken hoved eller hale i

Jeg vidste ikke, om hun ville ringe igen, eller om hun ville tage telefonen, når jeg ringede hende op. Så jeg lod være, jeg lod hende være, hvilket nok også var det bedste lige nu. Jeg ville virkelig ikke blandes ind i det her, bare for at hun skulle have den første stemme, så hun kunne 'vinde' over Harry. Det gjorde hende ikke til et bedre menneske. Jeg var træt af, altid at skulle være dommeren i deres forhold, fordi det ønskede jeg ikke. De måtte selv løse deres problemer. 

 

 

___________________________________________________

Wauw, Dani og Harry er godt nok sure på hinanden - og ret stædige, som Olly beskriver sidst. Harry føler, at det er en del af hans skyld, samtidig med at han ikke er helt sikker. 
Danielle derimod, hun synes overhovedet ikke, at det er hendes skyld, og nu har hun også set sig sur på Olly. 

Vil Harry eller Dani tage kontakt til hinanden, eller må der tages andre midler i brug?

Tak fordi i følger med - i er skønne! xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...