Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7725Visninger
AA

6. Surprise

Danielles synsvinkel 

There's still a little bit of your taste in my mouth
There's still a little bit of you laced with my doubt
It's still a little hard to say what's going on
There's still a little bit of your ghost, your witness
There's still a little bit of your face I haven't kissed

Little Mix * Cannonball

 

Jeg var lige steget ud af taxien, da Matt kom mig i møde foran den store bygning. Hans sorte hår var gemt væk under en cremefarvet hat, og et kort sekund mindede han mig lidt om Ian Somerhalder – what a hottie! Men Matt.. Nej.. ”Godt du kom, vi venter kun på dig!” Smilte han, og jeg nåede lige at betale taxachaufføren, inden Matt hev fat i min hånd, og trak mig med sig ind i den store bygning.

Matt havde ikke fortalt mig, hvilke skuespillere jeg skulle arbejde sammen med. Jeg var ret træt af det, men så havde jeg noget at se frem til nu – ikke at jeg havde i forvejen, jeg glædede mig ufattelig meget til at møde dem alle sammen.

”Slap nu af Matt, vi når det nok!” Grinede jeg lidt, mens han hev mig med sig. ”Du skal virkelig glæde dig til at møde dine kollegaer!” Jeg kunne se et hemmelighedsfuldt smil brede sig over hans læber, hvilket gjorde mig en smule utryg. ”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal forvente af det her Matt?" Han stoppede op ved en dør ind til et mødelokale eller så var det et kontor. Døren var hvertfald helt sort, og dørhåndtaget var af messing. Matt kiggede nøje på mig, inden han rettede på min jakke og mit hår, og et smil bredte sig på hans læber. "Han venter på dig!" 

Jeg så tøvende på den sorte dør, inden min hånd lukkede sig om dørhåndtaget, og jeg skubbede forsigtigt døren op. Jeg tænkte overhovedet ikke på at banke på døren, fordi jeg var så nervøs. Mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst, og jeg havde svært ved at tænke klart. "Danielle Murs?" En ældre men forholdsvis ung mand sad henne ved det store skrivebord, og smilede venligt til mig. "Ja, det er mig" Svarede jeg venligt, mens jeg kunne mærke min stemme ryste. 

"Dejligt at møde dig! Jeg er John Clark Phillips. Jeg kan forstå, at du er kommet langvejsfra?" Han rejste sig fra sin store kontorstol, og gik over og trykkede min hånd. Jeg smilede stort, og nikkede. "I lige måde. Ja det er jeg." Grinede jeg svagt, og så mig hurtigt omkring i værelset, som var et kontor. Væggene var fyldte med diplomer, og flere steder hængte der glasskabe med pokaler og andre præmier. 

"Jeg er glad for at have dig her! Jeg kan forstå, at du ikke har været i denne branche i så lang tid, men du har arbejdet sammen med store stjerner, som One Direction, Olly Murs, Maroon 5 osv.?" Han smilede venligt til mig, men den måde han sagde det på, fik mig til at føle mig lidt utryk ved hele situationen. Han var tydeligvis en dygtig mand, som vidste, hvad han havde at gøre med. 

"Ja, det er rigtigt Hr. Phillips" Svarede jeg venligt, mens mit hjerte blev ved med at hamre hårdt mod mit bryst. Jeg var virkelig nervøs for, hvad han ville sige til det. Jeg var ikke en erfaren skuespiller, som mange af de skuespillere han arbejde sammen med var, tværtimod var jeg nybegynder. 

"Bare kald mig John" Smilede han venligt, men samtidig varmt til mig, og det hjalp en del på min nervøsitet, og jeg nikkede sammentykkende til ham. "Det er kun fordi jeg er nysgerrig, men er du i familie med Olly Murs?" Jeg smilede ved hans spørgsmål, fordi alle spurgte mig om det. "Ja, han er min bror, det var ham der fik mig med i alt det her" Jeg var stolt over Olly, og det havde jeg altid været, så derfor fortalte jeg John Clark Phillips det som det var. 

"Interessant, sikke en dejlig bror!" Fastslog han roligt, og lænede sig mod sit skrivebord, mens han så på mig. "Ja, det er han i den grad også!" Sammentykkede jeg, og sendte ham et venligt smil. "Men er du klar til at møde dine kollegaer?" Smilede han hemlighedsfuldt, og det irriterede mig virkelig! Han var ligesom Matt nu, han ville intet fortælle mig, og det irriterede mig, fordi jeg fik bare så høje forventninger, at jeg var bange for, at jeg ville blive skuffet. 

"Det tror jeg?" Sagde jeg uroligt, og John rejste sig op fra skrivebordet, og gik hen mod en anden dør, som var i den anden ende af værelset. Jeg fulgte stille efter ham, mens jeg prøvede at få styr på mine vejrtrækninger, som ikke fulgte mit hjertes rytme - måske fordi det var pænt umuligt for mine lunger. "Godt, følg efter mig." Smilede han venligt, og åbnede døren, som førte ud til en lang gang med en masse døre. Vi gik hen til døren helt nede i enden af gangen, og han åbnede hurtigt døren. 

Ind trådte vi i en kæmpe, hvis ikke gigantisk hal med alle mulige forskellige ting. Rekvisitter, kameraer, biler, kulisser osv. Der var en masse folk derinde, men det lagde jeg først mærke til, da John piftede og råbte op, for at få deres opmærksomhed. "Det her er Danielle Murs, og hun skal spille den kvindelige hovedrolle i filmen, tag godt i mod hende, og vis hende gerne lidt rundt" Jeg ville virkelig ønske, at jeg bare kunne forsvinde langt væk, hvor var det dog pinligt. Jeg kunne mærke mit ansigt blive helt varmt, og det var bare endnu mere pinligt. 

Alle de forskellige folk smilede venligt til mig, inden de vendte deres opmærksomhed mod det, som de var i gang med før. Jeg nåede ikke at se nærmere på de forskellige mennesker før John lagde sin arm omkring min skulder, og førte mig hen til en gruppe mennesker, som virkede ret bekendte. "Danielle, mød din kollega, som spiller den mandelig hovedrolle..." Jeg fangede ikke rigtig, hvad han mere sagde, da en høj mørkhåret fyr vender sig om mod mig, og sender mig et venligt smil. Hans smil, hans øjne, hans hår, alt ved ham skinner - definitionen af perfekt! 

"Hej jeg er Zac Efron" Smilede han venligt, og rakte sin hånd ud i mod mig, og jeg trykte den let, mens jeg kiggede nøje på ham. "Det ved jeg!" Røg det ud af mig, og jeg kunne mærke mine kinder blusse op. Han grinede af mig, men på en venlig måde. "Undskyld jeg.." - "Tænk ikke over det.. Så hvor er du fra?" Spurgte han venligt, og jeg sværgede, jeg var klar til at falde død om, hver gang han smilede til mig. "London.. Jeg er fra London." Nej hvor det akavet det her. Jeg faldt over mine egne ord, og min tunge slog knuder. 

"Wauw, det er langt væk!" Jeg nikkede samstemmende, mens jeg smilede skævt. Mine tanker fløj tilbage til Harry, som stadig befandt sig i London. Jeg ville virkelig ønske han kunne dele den her oplevelse med mig. "Kom lad mig vise dig rundt!" Fastslog han roligt, og kørte en hånd igennem sit hår. "Tak" Svarede jeg, og fulgte efter ham. Alle menneskerne som jeg hilste på var virkelig rare imod mig, og jeg følte mig hurtigt hjemme blandt de mange mennesker. Zac viste mig en masse ting, samtidig med, at vi snakkede om filmen.

"Så det er din første spillefilm?" Spurgte han, og kiggede på mig. Jeg grinede svagt ned i jorden, inden jeg så op på ham, og nikkede. "Fedt, jeg glæder mig til at arbejde sammen med dig, du virker som en sød pige" Det var så urealistisk det her. Altså jeg havde altid siddet derhjemme og savlet over film med Zac Efron, og at jeg skulle spille sammen med ham nu, det kunne jeg slet ikke forstå. Udenpå virkede jeg nok ret cool med det hele og sådan, men inden i var jeg jo en fan, som havde den største lyst til bare at skrige og fangirle helt vildt. Men det gjorde jeg ikke. 

"I lige måde. Jeg må indrømme, det er ret vildt, at jeg har fået denne kæmpe mulighed." Jeg kunne ligeså godt fortælle ham, at jeg var glad for, at jeg skulle arbejde sammen med ham, fordi han var for det første vildt lækker, men for det andet en rigtig dygtig skuespiller, som jeg kunne lære en del af. 

"Livet giver mange muligheder, og det er bare med at gribe dem, når man har chancen." Smilede han, åbnede døren ind til den giganske hal igen. Han lod mig gå ind først, og lukkede døren bag os, og mit blik mødte hans. "Ja præcis!" Sagde jeg samstemmende, og afbrød øjenkontakten. Jeg kunne se, at han lige skulle til at åbne munden, og sige noget da John kom hen til os. "Har du vist hende rundt?" Smilede han stort, og lagde armen omkring Zacs skulder, og han grinede lidt ned i jorden. "Ja" Zac forklarede hurtigt, hvor vi havde været, mens jeg bare stod, og så på. 

"Perfekt! Men Danielle.."  Begyndte John, men jeg afbrød ham for første gang, jeg var ikke helt tryg ved det - men jeg gjorde det. "Kald mig Dani." Han kiggede lidt underligt på mig, men smilede så venligt. "Jo, Dani.. Tag hjem på dit hotel få noget søvn, så du er frisk til i morgen." Smilede han venligt, og jeg gengældte hans smil, inden mit blik et kort sekund faldt på Zac, som stod ved siden af ham. 

"Okay, det trænger jeg også til." Fastslog jeg, fordi det var ingen hemmelighed, at jeg var virkelig bombet efter den lange flyvetur fra London til New York. "Godt, så ses vi i morgen kl 7!" Jeg spærrede øjnene op, og kiggede spørgende på ham, som om at det var en spøg. Klokken 7!!?! Jeg havde regnet med, at det ville blive hårdt, men ikke SÅ hårdt. "Okay" Min stemme var ret lys, og grin lød fra dem. 

"Du er måske ikke vant til at stå så tidligt op måske?" Kom det fra Zac, som prøvede at lade være med at grine af mig. Jeg lod som om, at jeg selv syntes, at det var sjovt, men det var det ikke. "Overhovedet ikke!" Jeg rystede på hovedet en enkelt gang, inden John brød ind. "Det kan du godt vænne dig til, for det bliver hårdt for dig ellers!" Advarede han mig, men jeg nikkede bare. "Det tager jeg som en udfordring!" Mumlede jeg lidt, inden jeg bakkede lidt bagud, for at gøre tegn til, at nu smuttede jeg. 

"Det lyder godt, vi ses i morgen tidlig" Smilede John, og gik hen til nogle kamerafolk lidt længere væk. En akavet tavshed bredte sig mellem Zac og jeg, som stod tilbage. "Vi ses i morgen" Sagde jeg tøvende, og sendte ham et lille smil. "Ja, vi ses" Han gengældte mit smil, og jeg vendte om, for at finde den dør, som jeg var kommet ud af. Jeg åbnede døren, og kom igen ud på den lange gang, og jeg satte i hurtig gang hen i mod den dør, som gerne skulle være ind til Johns kontor. 

Det var heldigvis den rigtige dør, som jeg fandt. Jeg gik hurtigt igennem hans kontor, og ud til entréen, hvor jeg sidst så Matt. Godt nok stod han ikke derude længere, men det havde jeg heller ikke regnet med at han ville. Jeg fik fat på en taxi ikke ret lang tid efter. Turen gennem New York var noget af en oplevelse, selvom den ikke var særlig lang. London var jo nærmest ingenting i forhold til New York. Der var hele tiden trafik, og der var nærmest ikke ét minut, hvor der ikke var et bilhorn, som lød gennem gaderne. 

 

Træt og udmattet, fik jeg slæbt mig selv op på 6. etage, hvor mit hotelværelse befandt sig. Jeg stak nøglen i låsen, og drejede så nøglen om, inden jeg trak ned i dørhåndtaget, og lukkede mig selv ind. Duften herinde var frisk - men det skulle den også gerne være. Jeg smed nøglerne på det lille hvide bor inden for døren, og kiggede mig i spejlet. Jeg lignede virkelig også en, som var rimelig træt - hvilket jeg også var. 

Jeg fandt fjernbetjeningen til det store fladskærms tv inde i stuen, ved de flotte sorte læder sofaer, som nærmest kaldte på mig. Godt nok var klokken kun var omkring 15 eller sådan noget, så jeg var virkelig træt. Jeg satte mig ned i sofaen, hvor jeg lod mig glide ned på siden. Jeg tog en pude, som jeg lagde mit hoved til rette på, og til lyden fra tv'et blev mine øjenlåg utrolig tunge, og jeg faldt hen i en rolig søvn. 

 

 

* * * 

 

Jeg vågnede ved den voldsomme lyd fra en actionfilm, som kørte i tv'et. Jeg rakte ud efter min mobil, som lå på sofabordet. Klokken var 17.37, og jeg kunne se, at Harry havde sendt en sms til mig, og mine gik op i et smil, da jeg så han havde skrevet. 

 

From: Harry
16:58

Hi babe. Just wanted to tell u that I miss u! xoxo Harry

 

Sent: 
17:37

Aww, I miss u too sweetheart! Can I call u? xoxo Dani

 

Jeg ville så gerne fortælle ham, hvad jeg havde oplevede i dag, og hvem jeg skulle spille sammen med, fordi det ville Matt ikke fortælle mig dengang han fandt ud af det, fordi det skulle være en overraskelse. Jeg lagde min iPhone på sofaen ved siden af mig, mens jeg ventede på svar. Jeg lå og regnede på, hvad klokken ville være derhjemme i London nu, hvis den var ca. 17.40 nu? 

Jeg kom frem til at klokken ca. ville være 22.40pm i London, så det var ikke sikkert, at Harry ville være vågen nu, men jeg håbede det virkelig. Jeg savnede ham virkelig, og det var et tidspunkt som dette, at jeg var en smule nedtrykt over, at han var så kendt, som han nu var. Havde han ikke været kendt, så kunne han have været her sammen med med mig nu, men så havde jeg nok heller aldrig mødt ham. 

Min mobil vibrerede ved siden af mig, og jeg rakte hurtigt ud efter den i desperation, for at se om det var Harry, som svarede. Det gik op for mig lidt efter, at det ikke var en sms, som tikkede ind, men et opkald fra Harry. Jeg tog hurtigt min mobil op til mit øre, mens jeg fumlede med at få skruet ned for lyden fra tv'et. 

"Hej skat!" Min stemme, og var fyldt med glæde. Jeg var virkelig glad for at han ringede. 

"Hey babe, hvad så?" Jeg kunne tydeligt høre på hans stemme, at han var træt, og jeg fik en smule dårlig samvittighed, over at jeg måske havde vækket ham. 

"Sov du? Og forresten, hvorfor måtte jeg ikke ringe til dig?" Spurgte jeg med et lille skævt smil, som han selvfølgelig ikke kunne se. 

"Nej, jeg var lige på vej i seng. Fordi du skal ikke betale for det. Hvordan har du det?" Spurgte han nysgerrigt, og jeg smilede ved hans spørgsmål. Det var virkelig rart, at han gik op i, hvordan jeg havde det. 

"Hvor er du sød Styles!, men er ret bombet efter den lange dag, og efter mit første møde med dem henne på sættet." Sukkede jeg udmattet, og vendte mig om på ryggen i sofaen. 

"Hvordan var det? Fortæl mig alt!" Insisterede han bestemt, og det fik mig til at grine lidt. 

"Siden du nu tikker og beder sådan.." Jeg begyndte at fortælle ham om min instruktør John Clark Phillips, og hvordan han tog i mod mig, og om den gigantiske hal, hvor det hele foregik inde. Jeg var virkelig fascineret af det hele. 

"Og du gætter aldrig, hvem den mandelige hovedrolle er!" Jeg vidste godt, at han ikke var så glad for, at jeg snakkede om andre mænd, men lige nu var jeg pænt ligeglad. 

"Så længe det ikke er Matt.." Mumlede han lavt, men jeg kunne sagtens høre ham. Nogle gange morerede det mig virkelig, hvor meget Harry hadet Matt, og omvendt.. men andre gange var det også bare død og helvede - mildt sagt.

"Nej selvfølgelig er det ikke Matt, din nød." Jeg himlede med øjnene, mens jeg grinede svagt af ham.

"Hvem så?" Hans stemme lød ikke længere så træt, og det livede hele samtalen lidt mere op. 

"Det er så vildt! Zac Efron!" Jeg prøvede at lade være med at hvine, men jeg ved ikke lige, hvor godt det gik for mig. Jeg var virkelig oppe at køre over det, og jeg vidste nu, hvorda de mange directioners måtte have det, når  de mødte drengene.   

"Hvor er det vildt babe! Jeg er virkelig glad på dine vegne!" Hans stemme lød begejstret, og jeg kunne nærmest forstille mig hans ansigt, som lyste op i et kæmpe stort smil, som nåede hans øjne, som nærmest strålede. Tanken om, at jeg ikke ville se det ansigt, gjorde mig en smule trist, og mit smil forsvandt kort. 

"Tak sweetheart! Hvad med dig? Hvordan har du det?" Jeg skiftede hurtigt emne, så vi ikke kun snakkede om mig.

"Jeg har det godt. Vi havde et interview efter du var rejst," Jeg elskede at høre om drengenes interviews, fordi nogle gange fik de sådan nogle latterlige spørgsmål, som de havde de mest latterlige svar til.

"Var det et af de der kedelige interviews, eller et af de mere spøjse?" Spurgte jeg interesseret. 

"Det var okay, det var nok lidt mere et af de der kedelige.. Men vi skal Scotland i morgen til koncert, så det er ikke sikkert jeg svarer lige med det samme." Hans stemme lød en smule nedtrykt, hvilket fik sin indvirkning på mig. 

"Nå.. Det er okay, glæder mig til at hører om det søde!" Jeg prøvede at få min stemme, til at lyde optimistisk, men jeg fejlede. Den lød nærmere nedtrykt. 

"Jeg skal nok ringe så snart jeg kan. Godnat babe, jeg savner dig!"

"Godnat Styles! I miss you tooooo" Jeg blev mere nedtrykt, da han sagde godnat, men pga. tidsforskellen mellem os, var det svært at holde en lang samtale.  

"Vi ses babe, pas godt på dig selv." Hans stemme lød utrolig træt, og jeg bed mig selv i læben, for ikke at sukke dybt. 

"Det skal jeg nok, hvis du gør det samme, vi ses" Jeg afsluttede opkaldet, og sad et stykke tid, og kiggede på min baggrund. Det var et billede af Harry og jeg, hvor vores ansigter er smurt ind i barberskum. Jeg smilede lidt, da mine tanker fløj tilbage til dengang vi tog billedet. 

 

Jeg stod i døråbningen til badeværelset, hvor jeg betragtede Harry stå og smørre sit ansigt ind i barberskum. "Du er godt nok sexet Styles" Han vendte sig om, og sendte mig et skævt smil. "Det ved jeg" sammentykkede han flabet, og jeg himlede med øjnene. "Du er virkelig dårlig til at opfange en sarkastisk bemærkning" grinede jeg lidt, og rystede på hovedet af ham. Han grinede selv lidt, af det jeg sagde, og gik stille og rolig hen til mig, mens han kiggede på mig. Jeg stod som lammet, jeg  havde ingen kontakt til mine arme eller ben, fordi den måde han kiggede på mig, fik mit hjerte til at banke hårdt, og min krop til at reagere på denne her måde. 

Jeg mærkede noget skummet mod min næse, og  et hvin undslap mine læber. "HARRY!" Skreg jeg, og tørrede barberskummen af med min ene hånd, men han grinede bare af mig. "Din lort!" Grinede jeg, og skyndte mig hen til håndvasken, hvor flasken med barberskum stod. Jeg trykkede hurtigt en klat ud i min hånd, og kiggede hævntørstigt på ham. 

Jeg skulle lige til at smørre hans nakke ind, da han greb mine hænder, og uden problemer fik lagt mig ned på gulvet. Han satte sig oven på mig, med hver hans knæ over mine arme, så han var sikker på, at jeg ikke ville få dem fri. Jeg hvinede, men han grinede bare af mig. "Hvad vil du så gøre nu?" Spurgte han flabet, og sendte mig et flabet smil. Jeg hev lidt efter vejret, da han var en del tungere end jeg, og han blokerede lidt for mine luftveje. 

"Det vil jeg da ikke fortælle dig!" Svarede jeg ham flabet, mens jeg grinede lidt. "Tving mig ikke til at afpresse dig" Sukkede han drillende. "Jamen jeg fortæller dig det ikke!" Jeg nåede ikke at sige mere, inden han lænede sig ned over mig, og hans ansigt var lige overfor mit. Han kiggede mig dybt i øjnene, og dum som jeg var, lod jeg mig forføre af hans smukke grønne øjne - det skulle jeg aldrig have gjort. Med en bevægelse tørrede han sir ansigt med barberskum af i mit, og jeg hvinede hysterisk. 

Han grinede højt af mig, og fjernede sig fra mig, og jeg kiggede mig i spejlet. Jeg vidste ikke, hvad jeg lignede. "Tak Styles!" Sagde jeg ironisk, og skubbede til ham. "Du er godt nok sexet, Murs" Sagde han flabet, og sendte mig uimodståligt smil, som jeg ikke kunne stå for. "Du er så dum!"  Grinede jeg lidt, men han lagde sin hænder omkring mine hofter, og pressede mig helt ind til sig, inden hans læber smedede sig om mine.  

 

 

_______________________________________________________________________

Jeg håber i kunne lide kapitlet, og tak fordi der er så mange, som følger med! :D

Tror i Harry er 'oprigtig' glad for Danis vegne, nu hvor hun skal spille sammen med den flotte Zaaaaaac? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...