Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7843Visninger
AA

5. Stay my baby

Harrys synsvinkel

Everything will be ok
everything will be all right
I know that it will go my way
if you stay my baby
I'm never gonna give you up
I'm never gonna have enough
So now 'til forever
Stay my baby
- Amy Diamond * Stay My Baby

 

 

Jeg var oprigtig glad på Danielles vegne, men jeg var samtidig splittet over hele situationen. Jeg kunne ikke klare tanken om, at hun skulle være væk i et halvt år, og mine muligheder for at besøge hende var små, da jeg selv var ude at rejse.

Et eller andet sted var jeg ked af, at hun så, hvordan jeg reagerede, da hun fortalte mig det. Jeg kunne se, at hun blev ked af det, men jeg vidste bare ikke lige, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg kunne ikke bede hende om at blive hjemme, så ville hun aldrig tilgive mig. Jeg var bare totalt splittet inden i, samtidig med at jeg var frustreret. Okay, alle mine følelser inden i eksploderede inden i mig, og det var ret svært, at holde det hele tilbage overfor hende.

Jeg havde fortalt drengene det, og de var også glade på hendes vegne, men de ville også komme til at savne hende. One Direction var ikke længere en gruppe på fem, men seks. Dani var somregel altid med, når vi lavede 'drenge' ting sammen, så selvfølgelig ville de savne hende. 

Det var virkelig en lorte situation, som vi var kommet i, men vi måtte tage tingene, som de kom.

Dani havde offentliggjort sin rolle på sin Twitter profil, for at fortælle hendes fans, hvad der foregik lige nu og her, og siden da havde spørgsmål fra fans og journalister væltet ind på min Twitter.

’Hvordan har du det med det Harry?’

’Hvordan vil i få tid til hinanden?’

’Er du glad på Danielles vegne?’

Jeg var bestemt ikke nogen snob, men jeg ignorerede beskederne. Jeg ønskede ikke at svare på dem, fordi det tog virkelig hårdt på mig. Det var ikke relativt for hele verden, hvordan jeg følte lige nu. 

Det her var meget værre end første gang, hvor vi skulle tage afsked.  Jeg ville komme til at savne hende inderligt, og det ville være en del af mig, som rejste. Dani var en del af mig, og den del af mig havde jeg svært ved at give slip på.

 

Lige nu stod jeg i lufthavnen med Danis hånd i min. Det var i slutningen af januar, og det betød, at det var tid til at tage afsked med hende. Jeg ville ikke se hende i et par dage, da jeg selv havde mange koncerter rundt omkring i UK her i starten. Det var ikke nemt for mig at rejse i 12 timer hver vej, for kun at kunne se hende i et par timer, før jeg måtte rejse igen. 

Jeg vendte tøvende mit blik mod hende, og hun kiggede hurtigt op på mig. Jeg kunne se, hvordan hun kæmpede med at holde sine tårer tilbage, og det gjorde ondt på mig. Det ramte mig virkelig hårdt. For hvis der var noget, som jeg ikke kunne klare, så var det at se hende græde.

Vi havde lige afleveret hendes kufferter, og tjekket hendes flybillet, så vi ventede bare på, at tiden rendte fra os. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende, fordi jeg ikke havde lyst til at sige farvel til hende.  ”Hvornår komme du over og besøger mig?” Spurgte hun med en skrøbelig stemme. Jeg flettede mine fingre ind i hendes, mens jeg prøvede at kigge hende i øjnene. ”På onsdag” Jeg sendte hende et lille smil, som hun svagt gengældte. Hun nikkede bare, og så ned i jorden.

”Dani, du må ikke græde.” Jeg bad hende virkelig inderligt om ikke at græde, fordi jeg kunne ikke holde det ud. Der lød et lille snøft fra hende, og hun begravede sit hoved i sine hænder. Jeg omfavnede hende hurtigt, og trak hende helt ind til mig, for at trøste hende, samtidig med at jeg prøvede at holde mine egne tåre tilbage.

Efter lidt tid trak hun sig væk, og kiggede mig i øjnene. Hendes øjne var helt røde, og hendes makeup var væk. Hun havde ingen makeup taget på i dag, hvilket nok var en klog idé. ”Jeg forstår det virkelig ikke. Jeg forstår ikke, hvad der sker..” Sagde hun stille, og jeg nikkede sammentykkende. ” Heller ikke jeg.” 

Jeg vidste, at dette var hendes store drøm, og det havde det altid været, så selvom jeg virkelig inderligt havde lyst til at bede hende om at blive hjemme, så kunne jeg ikke få mig selv til det. Hvilken kæreste ville jeg så være, hvis jeg bad hende opgive hendes drøm, bare fordi jeg ikke kunne undvære hende i så lang tid? 

"Dani.. Ligemeget, hvad der vil ske derovre i New York, så vil jeg altid elske dig, og selvom jeg befinder mig på den anden side af Jorden, så skal det ikke holde mig væk fra dig." Jeg tog hendes hoved i mine hænder, og borrede mine øjne ind i hendes, for at vise hende, at jeg virkelig mente det, som jeg sagde. Hendes læber gik op i et smil, som nåede hendes øjne, som nærmest strålede. 

En tåre blev hurtigt til flere, og inden længe strømmede tårene ned af hendes kinder, og jeg måtte virkelig kæmpe for at holde mine egne tåre tilbage. "Jeg elsker virkelig også dig, Styles" Mumlede hun mod mit bryst, da hun omfavnede mig endnu engang. Jeg smilede lidt hendes ord, da det var typisk hende at kalde mig Styles fremfor Harry. 

"Lov mig nu, at passe på dig selv derovre" Jeg trak hende lidt væk fra mig, så jeg kunne se hendes ansigt. Hun nikkede med et lille grin, mens hun hurtigt tørrede hendes tåre væk med sin ene hånd. "Undskyld jeg tuder sådan" Mumlede hun lidt, men grinede bare lidt. "Det skal du ikke undskylde for." Sagde jeg roligt, og tog hendes hånd væk fra hendes kønne ansigt. 

En kvindelig stemme lød i højtalerne ved gaten, og jeg var klar over, at det var nu. Jeg måtte give slip på hende, jeg måtte lade hende udvikle sig, jeg måtte lade hende følge sin drøm. Uden at tænke pressede jeg mine læber mod hendes i et følelsesladet kys, men dette kys var anderledes. Der lå ikke blot en følelse i dette kys, men alle mine følelser. Selvom kysset langsomt udviklede sig, så tvang jeg mig selv til at trække mig væk fra hende.

”Ring til mig når du er landet” hviskede jeg, mens jeg bed mig selv hårdt i læben, for ikke at komme til at græde, men det var for sent. Tårerene skød op i mine øjne, og hun så det. ”Det skal jeg nok. Jeg vil savne dig så ubeskriveligt” Hun flettede sine fingre ind i mine igen, og med den anden hånd aede hun blidt min kind, som var våd af tåre.

”Du er noget specielt, Styles – og jeg glæder mig til at se dig igen” Smilede hun svagt, inden hun pressede sine læber mod mine en sidste gang. Mine arme omfavnede hende, men ligeså hurtigt som jeg omfavnede, blev jeg nødt til at slippe hende, og hun trak sig tøvende væk fra mig.

”Jeg elsker dig” Mimede hun idet hun så på mig. Og inden længe forsvandt hun hen til gaten, og det var sidste gang i flere dage, hvor jeg ikke ville se hende. Gjorde det altid så ondt, at lade den man elsker udvikle sig? Jeg kunne huske, at min mor engang fortalte mig, da jeg var gået videre i X-Factor, og jeg skulle flytte sammen med drengene:

”Man bliver nødt til at give slip på dem man elsker, og lade dem vokse op og blive selvstændige, også selvom det gør ondt.”

Så her stod jeg. Alene i lufthavnen, hvor jeg lige havde sagt farvel til Dani, inden hun rejste. De få måneder vi havde sammen tilbage fløj hurtigt afsted, og vores tid var rendt ud. 

Jeg bed mig hårdt i læben, og gav slip på mine tåre, som jeg ikke længere kunne holde inde. Jeg kunne se hendes fly lette herfra, hvor jeg stod, og det føltes samtidig som om, at mit hjerte også lettede. Tilbage stod jeg med en tom følelse i kroppen, og et kæmpe savn. 

Jeg tvang mig selv til at tørre mine tåre væk, inden jeg vendte mig og hastede ud af den kæmpe store lufthavn. Flere gange blev jeg stoppet af fans og paps.., men skyndte mig hurtigt videre. Jeg havde bare ikke brug for at blive set lige nu, og jeg havde ikke overskud til alt den opmærksomhed. 

 

 

* * * 

 

"Har du hørt fra Dani?" Kom det Niall, som sad i sofaen overfor mig. Jeg rystede tungt på hovedet, og fiskede endnu engang utålmodig min telefon op fra min lomme, for at tjekke om hun havde haft ringet eller sendt en sms. Men til min skuffelse, så var der stadig ingenting fra hende. 

"Det tager jo ca. 12 timer med fly til New York, Niall" Svarede jeg en smule træt. Jeg havde lovet mig selv, at selvom Dani var væk, så ville jeg ikke blive ligeså fraværende, som jeg var sidst. Det skulle ikke gå udover drengene, at jeg havde det svært med at være adskilt fra hende. 

"Det er rigtigt" Sammentykkede han, og sendte mig et skævt smil, som jeg svagt gengældte. "Men hun skal nok ringe, Harry." Forsikrede Liam mig, og klappede mig på skulderen, mens han smilede venligt til mig. "Ja, jeg er bare bekymret" Mumlede jeg lavt, og prøvede at skubbe min bekymring væk. Det er flere timer siden, at hun rejste, og jeg var begyndt at få bange anelser om, at hendes fly ville styrte ned eller noget. 

"Der er intet at være bekymret for, jeg er sikker på at hun nok skal klare det hele fint" Liam var rigtig god til at berolige mig, når jeg var nervøs. Han var altid så rolig, lyttende og omsorgsfuld når man havde brug for det, og det hjalp mig virkelig med at finde ro. 

Lige nu befandt jeg mig sammen med drengene i et studie kort før et interview med Sugarscapes. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være med i dette interview, fordi jeg frygtede virkelig inderligt, at de ville spørge ind til Dani, men det var jo det folk ville vide. De ville vide alt det om os, som vi ikke havde udtalt os om. 

"Er i ved at være klar, drenge?" Kom det fra Zayn, som klappede hurtigt i sine hænder, mens han gjorde tegn til, at vi skulle hen på vores pladser foran kameraet. Jeg svarede ham ikke, men fulgte bare med de andre drenge. Jeg placerede mig yderst, ved siden af Liam. En ung kvindelig journalist kom ind, og hilste på os inden hun satte sig i en sort designerstol lidt  foran os. 

"5-4-3-2-1. Vi kører" Blev der råbt af en mand med et headset, og kvinden begyndte at præsentere sig selv, og derefter os. Men det var der intet nyt i. Vi blev altid ved med at sidde og sige det samme: "Hi we're One Direction" og helt ærligt, så var jeg ved at blive ret træt af det. Der skete aldrig noget nyt, en variation i det vi gjorde. 

"Så starter jeres verdenstourné, hvordan har i det med det?" Spurgte den kvindelige journalist, og smilede venligt til os, mens hun afventede svar fra en af os. "Vi er så glade for at vi har fået denne store mulighed, og det var det, som vi altid havde gået og drømt om, siden vores berømthed steg markant." Det var Zayn, som greb dette spørgsmål, og han besvarede det godt. 

"Så hvordan reagerede i, da i fik det at vide?" Smilede den unge kvinde. Jeg grinede lidt, da mit blik mødte Liams. Vi tænkte begge to akkurat det samme. "Lidt sådan her" Grinede han, og vi rejste fra sofaen og begyndte at juble, men det var ikke ligesom første gang. En kvindelig latter lød, og vi krammede hurtigt hinanden inden vi satte os ned igen. Jeg rettede lidt på mit hår, og kiggede hen på igen. 

"Så er der en masse lande, og dermed en masse fans, som i ikke har mødt endnu?" - "Bestemt, men det er bl.a. grunden til at vi tager på verdenstourné" Svarede Zayn hurtigt. Jeg vidste at han løj, men det gjorde heller ingenting. Det ville heller ikke være fedt, at vi sad og pralede om, at det var fordi, at vores indtægter steg, og vi var blevet utrolig populære. 

"Hvor er i søde drenge. Hvordan går det ellers?" Hun smilede venligt, og uskyldigt - men jeg vidste godt, hvad det spørgsmål betød. Nu kom det personlige. "Godt" - "Meget godt" Sagde vi i munden på hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det. 

"Hvor dejligt. Og i har stadig kærester?" Spurgte hun interesseret, og vi svarede alle sammen undtagen Niall. "Nej" Svarede han stolt, og vi grinede lidt af ham. "Undtagen dig Niall, hvordan er det at være den eneste der stadig er single?" - "Det er selvfølgelig lidt ensomt nogle gange, men jeg har det faktisk fint med det. Jeg har bare ikke mødt den rigtige pige endnu" Svarede han roligt. Nialls kommende kæreste må virkelig være noget specielt, for han har ventet længe på hende. 

"Gid alle drenge var som dig Niall" Smilede hun venligt, og vendte sit blik mod mig, og nervøsiteten skød op i mig. "Hvad med dig Harry, hvor lang tid har du været i et forhold?" Jeg trak vejret dybt, og smilede venligt til hende. "Omkring et halvt år" Smilede jeg, og hun lavede et overrasket udtryk. "Allerede? Sikke dog som tiden flyver." - "Ja" Sammentykkede jeg hurtigt, i håb om at hun ville flytte sit spot fra mig, mens så nemt slap jeg ikke.

"Hvad er det hun laver nu?" Spurgte hun interesseret, og hendes øjne fokuserede kun på mig. Normalt havde jeg ikke nogle problemer med at tale om Dani foran pressen eller fans, men lige nu.. gjorde det ondt som bare fanden. 

"Hun er påbegyndt en skuespillerkarriere" Svarede jeg hurtigt, og sendte hende et falsk smil, og jeg håbede virkelig inderligt, at hun opfattede det, som et tegn til, at hun skulle lade mig være. "Wauw, og det er sandt, at hun er søster til Olly Murs?" Hun opfattede tydeligvis ikke mit falske smil, og min halv kolde stemme, hun fortsatte bare. 

"Ja.." - "De minder slet ikke om hinanden, men de er begge fantastiske mennesker, som vi er taknemmelige for at vi kender." Afbrød Louis mig hurtigt, og jeg kiggede overrasket hen på ham, men han blinkede bare hurtigt til mig. Jeg kunne ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg var for, at Louis havde reddet mig. 

"Okay drenge, vi har ikke særlig lang tid tilbage, så jeg laver en lynrunde med nogle spørgsmål fra jeres fans." 

 

* * * 

 

Siden vi kom hjem fra interviewet var Louis taget med mig hjem for engangskyld, måske mest fordi jeg spurgte ham, fordi jeg ikke kunne være alene lige nu. Vi havde bestilt pizza, mens vi havde siddet og set Forrest Gump, Will&Grace og Friends. Jeg tjekkede stadig uafbrudt min mobil i håb om, at Dani ville ringe til mig. "Hvor lang tid er det siden hun tog afsted?" Jeg så over på Louis, som vovede at spørge om det. "Det er lidt over 12 timer siden.." Svarede jeg en smule uroligt, og tjekkede endnu engang min mobil. Jeg havde efterhånden sendt en del sms'ser til hende, men hun havde ikke besvaret dem. 

"Der er ikke sket hende noget, hun er nok bare træt, det er en lang rejse." Jeg gentog hans ord inde i mit hoved, mens jeg prøvede at berolige mig selv, men det hjalp ikke rigtigt. "Hun lovede at ringe" Mumlede jeg en smule irriteret. Jeg mærkede noget, som ramte mit ene øre, og jeg så hurtigt over på Louis, som sad og kastede rester fra pomfritterne efter mig. 

"Den bad du selv om!" Smilede jeg drillende, og samlede pomfritten om, og kastede den efter ham. Og for første gang i lang tid slap jeg min telefon. 

Louis og jeg tumlede rundt i stuen, mens vi smed mad efter hianden - så barnlige var vi, men det var okay, fordi det var lang tid siden, at vi havde haft sådan et moment. "Du sigter godt - men rammer skidt" Drillede Louis, og dukkede sig bare den ene lænestol, idet jeg kastede endnu en pomfrit efter ham. Det fik bare min lyst til at ramme ham lige i ansigtet til at vokse endnu mere. 

"Louis, se nu hvad du har gjort ved mit gulv!" Udbrød jeg irriteret, og han rejste sig forskrækket op bag lænestolen, mens han kiggede på gulvet, og jeg så mit snit til at kaste den klamme pomfrit lige i ansigtet på ham. "FY FOR......." Udbrød han tøset, og tørrede sit ansigt i sin trøje. Jeg grinede højt af ham, og jeg havde omsider fået min hævn. 

"Lær det Lou!" Jeg tog mig til maven, og han skar en grimasse, mens han kiggede rundt i stuen, som sikkert lignede en svinesti. "Din telefon ringer, Harry" Sagde han, men jeg var jo ikke dum. "Jeg hopper ikke på den, Lou - jeg er ikke dum" Grinede jeg sarkastisk, og rakte tunge af ham, men han blev ved med at kigge over mod sofaerne. Jeg vidste godt, at Louis var mester i tricks, og han ville gøre sit ypperste for at få narre folk. 

"Glem det, Louis, jeg hopper ikke på den!" Sagde jeg stædigt med et smil. Han skyndte sig hen til mig, og vendte mit ansigt hen mod den sofa, hvor jeg sad i før Louis kastede en pomfrit i øret på mig. "Jeg lyver ikke" Jeg fik hurtigt øje på min telefon, som lyste op henne i sofaen. Jeg satte i løb hen til sofaen, hvor jeg smed mig lige så lang, som jeg var. Jeg tog telefonen op til mit øre, da jeg så det var Dani, som ringede. 

"Hi babe!" Sagde jeg hurtigt, og prøvede at lyde normal, men jeg var bange for, at hun kunne høre, at min stemme var urolig.

"Hey, jeg troede ikke du ville tage den" Min urolighed forsvandt hurtigt, da jeg hørte hendes bløde lyse stemme. 

"Jo, jeg nåede det lige. Havde du en god tur derover?" Grinede jeg lavt, og kiggede kort hen på Louis, som havde sat sig tilbage i sin sofa igen. 

"Ja, den var lang. Undskyld ikke besvarede dine beskeder, men pilotten ville ikke have dem tændt ombord på flyet. Spaser" Hendes stemme var tør og træt, men det var sødt. Jeg var bare mest ked af, at jeg ikke kunne putte hende ind til mig lige nu. 

"Hvor underligt, man plejer da godt at må have telefonen tændt?" Sagde jeg en smule overrasket det hun fortalte, men jeg var glad for hun i det mindste fortalte mig, hvorfor hun ikke svarede mig. 

"Ja, jeg forstår det heller ikke"

"Er du kommet hen på hotellet?" 

"Ja, jeg er ligeså lige kommet ind. Du skal glæde dig til at se det - det er for sygt!" Hendes stemme lød begejstret over det, og det var helt urealistisk, at hun befandt sig på den anden side af jorden, mens jeg stadig var i London. 

"Tro mig, jeg ville ønske jeg kunne være der" Sagde jeg en smule trist, men det gjorde heller ikke noget,  at hun kunne mærke på mig, at jeg savnede hende. 

"Hvad laver du skat?" Spurgte hun med en træt, men blød stemme. Mit blik fløj hurtigt hen på Louis, som hurtigt kiggede tilbage på mig, inden han hurtigt kiggede rundt i stuen, og udbrød i grin. 

"Louis er herhjemme, vi ligger bare og ser film" Svarede jeg roligt, mens jeg prøvede at holde masken. Hun ville flippe skråt, hvis hun så stuen lige nu. 

"Hvorfor er jeg ikke tryg ved det?" Grinede hun lidt, og jeg grinede lidt samtidig, fordi det var typisk hende og Louis, at snakke sådan om hinanden. 

"Det skal du ikke være, det er ligesom at passe et barn" Forsikrede jeg hende hurtigt om. Et hyperaktivt møgbarn. 

"Godt, men må jeg ringe til dig i aften skat? Jeg har et møde lige om lidt." Jeg kunne høre,noget støj i baggrunden, så jeg gik udfra, at hun havde en smule småtravlt. 

"Ja, det var rart at du ringede. Bare ikke ring kl. lort i morgen tidlig" Hun grinede svagt af mine ord, og det fik mig til at smile. 

"Jeg skal nok prøve at lade være søde. Vi ses skat, elsker dig" 

"Vi ses, elsker dig" Jeg lagde telefonen på stuebordet ved siden af min tomme pizzabakke, og sukkede lettet. Jeg var glad for at høre fra hende, det havde jeg ventet på hele dagen. 

"Var hun kommet derover?" Spurgte Louis, og vendte sit blik mod mig. "Ja, det lyder til at være et lækkert hotel hun bor på" Smilede jeg stort, og jeg kunne mærke, hvor meget gladere jeg følte mig efter, at jeg havde snakket med hende. "Hvor lækkert, jeg vil også til New York.." Han lavede et form for baby-face, og jeg rullede øjne af ham. "Det skal du også senere, men nu skal du hjælpe med at rydde op på det her svineri." Grinede jeg, og rejste mig fra sofaen, og gik over og prikkede til ham, så han kom op at stå. 

Louis rodede generelt bare meget, også i mit hjem. Jeg kumme simpelthen ikke have det i længden, så nu skulle han lette røven, og komme i gang. "Din gris, Louis!" Klagede jeg, og samlede en slatten pomfrit op fra gulvet, og han grinede lidt af det. "Godt Dani ikke var hjemme" Mumlede han, mens han spiste en pomfrit. "Hvis hun var det, så fik du aldrig lov til at komme herhjem igen!" Grinede jeg svagt, og gik ud i køkkenet, for at hente en klud. 

Selvom jeg synes, at det var rigtig hårdt, at lade Dani rejse, så havde jeg intet valg. Jeg havde nok heller ikke været den allermest festlige person at være sammen med i dag, men jeg havde bare været så urolig, da jeg ikke fik nogle svar fra hende. Men nu vidste jeg, at hun var kommet godt derover, og hun var kommet godt ind på hotellet, så jeg havde intet at bekymre mig - ihvertfald ikke lige nu. 

 

____________________________________________________________________

Bonjour ! :D

Har i set, at jeg har fået lavet en trailer til movellaen - og hvad synes i om den? :D

Jeg ved godt, at jeg springer frem i tiden, men synes ikke, at der var noget relevant at fortælle i den tid inden Dani skulle rejse, så jeg lod hende rejse nu :-) 

Hvad tror i der sker ovre i NY, hvor Dani befinder sig lige nu, og meget langt væk fra Harry... ? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...