Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7735Visninger
AA

9. Reunited for a time

Harrys synsvinkel

I don't know where to start
I'm just a little lost
I wanna feel like we never gone, ever stopped
I don't know what to do, I'm right in front of you
Asking you to stay,
you should stay with me tonight
- Maroon 5 * Love Somebody

 

Lufthavnen i New York var kaotisk som altid. Det var ikke første gang, at jeg var her, så jeg kendte godt til stedet. Paul var taget med mig herover, for at hjælpe mig, hvis der nu skulle ske noget. Vi havde aftalt, at han bare skulle blive herovre i New York, mens jeg var her, hvis der skulle opstå problemer. 

Jeg blev ikke genkendt, mens jeg ledte efter min kuffert på samlebåndet, hvilket for engangskyld var rart. Jeg gjorde tegn til, at Paul skulle holde sig lidt i baggrunden, mens jeg gik ud mod ankomsthallen. Dér blev jeg så opdaget, og det var ikke af Dani. En gruppe piger kom stormende henimod mig, og jeg stoppede forskrækket op, men Paul var hurtigt til at komme hen til mig. "Harry, må vi please få et billede?!" Hvinede de, og jeg sukkede lidt, inden jeg nikkede, og stillede mig hen ved siden af den ene pige, og derefter den anden, tredje osv. 

Pigerne løsrev sig endelig fra mig, og jeg kunne fortsætte rundt i ankomsthallen, mens mit blik desperat søge en slank skikkelse, med langt mørkt hår, et smil som ikke var til at tage fejl af og et par øjne, som fik mig til at glemme tid og sted. "Har du fundet hende?" Kom det fra Paul, som var kommet op ved siden af mig. Jeg rystede tungt på hovedet. "Nej" mens jeg blev ved med at søge efter hende i menneskemængden. 

Efter et kvarters tid fik jeg øje på en gruppe piger, som stod samlet henne ved et af de store vinduer med deres mobiltelefoner. Jeg drejede derhen, jeg vidste ikke hvorfor, men noget sagde mig, at det kunne være Dani? Chancen var lille, men den var der. Jeg stoppede op lidt fra dem, og bad Paul gå derover, for at være sikker på, at det var Dani. Jeg selv betragtede dem på afstand, men da jeg lige kunne ane den slanke skikkelse, det lange mørke hår, smilet og øjnene slap jeg alt, hvad jeg havde i hænderne, og satte i løb hen mod gruppen af piger. 

Uden at tænke mig om, maste jeg mig igennem pigerne, og fandt Dani stående ind i midten. Hendes ansigt lyste op, og jeg lagde mine arme omkring hende, og trak hende ind i tæt og kærligt kram. Jeg kunne høre Paul bede pigerne op til flere gange om at forlade os, men jeg var ligeglad. Jeg havde fundet hende, og det var lige nu det vigtigste.    

Hun trak sig lidt væk fra mig, og så op på mig med et stort smil. "Se jo lige, hvem vi har her, Mr. Styles." Jeg grinede og rystede let på hovedet af hendes ord. "Har du savnet mig?" Jeg sendte hende et skævt smil, mens jeg umage betragtede hendes ansigtstræk. Selvom det kun var omkring 1½ uge siden, at jeg sidst så hende, så føltes det som længere tid.    

"Ja, det kan jeg vidst ikke lyve mig fra." Smilede hun, og fjernede sit blik fra mig. Jeg vendte mig om, for at se, hvad hun kiggede på. Jeg så Paul komme gående med mine ting, som jeg bare havde smidt. "Tak Paul, undskyld, jeg.." Han grinede bare af mig, og klappede mig på skulderen. "Jeg er en bodyguard, ikke din far." Jeg grinede lidt, og vendte igen min opmærksomhed mod Dani, som stod lige ved siden af mig. Jeg tog min frie hånd, og flettede mine fingre ind i hendes.      

"Kom, der holder en taxi ude og venter på os." Hun trak mig med sig, og uden problemer kom vi ud til taxien. Dani og jeg satte os på bagsædet, mens Paul satte sig på forsædet ved siden af chaufføren. "Hilton Hotel" forklarede Dani chaufføren, og han trykkede på speederen, og New York fløj forbi os. 

Denne her gang var det noget helt andet at være i New York. Jeg havde intet jeg skulle nå. Ingen forpligtelser, ingen der holdt øje med mig. Hvis jeg skulle kalde det noget, så ville det være en form for ferie for mig. Jeg skulle bare nyde de få dage jeg havde her i New York sammen med Dani.

Vi blev sat af ved den store indgang til det store Hilton Hotel midt inde i New York. Jeg tog mine ting fra bagagerummet, og taxichaufføren kørte hurtigt videre. Jeg mærkede Danis hånd i min, og mit blik faldt på hende, men hun sendte mig bare et lille smil, som fik de sommerfugle, som allrede eksisterede i min mave til at vende sig.

Jeg gengældte hendes smil, inden hun trak mig med sig ind gennem den store indgang, hvor to vagter stod indenfor døren. ”Undskyld Hr. må vi se dit nøglekort?” En af vagterne greb let fat i min arm, og jeg stoppede op, mens Dani fortsatte nogle skidt fremad, inden hun stoppede op. ”Nøglekort?” Sagde jeg spørgende, og sendte vagten et spørgende blik.

”Det er okay, han er med mig.” Kom det fra Dani, som viste et kort – eller et kort, som fungerede som nøgle sikkert. Vagten slap sit greb omkring min arm, og sendte mig et undskyldende blik. ”Undskyld Hr.” Jeg nikkede som tak, inden jeg igen tog Danis hånd i min, og hun udbrød i et let grin.

”Jeg troede aldrig, at det ville ske!” – ”At hvad?” Jeg var ikke helt sikker på det, hvad hun mente. Om jeg ville blive snuppet i kontrollen uden nøglekort, eller? ”At jeg skulle sige det. Det plejer altid at være dig, som redder mig.” Jeg kunne høre, hvor meget hun frydede sig over det, men hvis det gjorde hende lykkelig. ”Ja, der var vidst også ved at være på tide, at det blev din tur.” Grinede jeg, og fulgte efter hende ind i elevatoren. Jeg skulle lige til at trykke på en af elevatorknapperne, da hun klaskede sin hånd mod min overhånd.

”Glem det Styles.” Jeg så forvirret på hende, men jeg kunne ikke lade være med at grine en smule af hende alligevel. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg hende uskyldigt, selvom jeg inderst inde godt vidste, hvad hun mente, jeg ville bare ikke give udtryk for det. ”Det smil, og det glimt i dine øjne er ikke til at tage fejl af. Jeg kender dig bedre end du tro Styles, og jeg ved hvad du er ude på.” Hun sendte mig et skarpt blik, og jeg vidste med det samme, at hun havde afsløret mig. Men ville jeg vise hende det – nej.

”Hvad snakker du om babe? Jeg er ikke ude på noget.” Jeg sendte hende et uskyldigt smil, og klemte hendes hånd, men hun sendte mig bare endnu et blik. ”Du er forfærdelig” Dørene til elevatoren gik op, og hurtigt trådte hun ud af elevatoren.

Vi gik i en behagelig tavshed hen af den store fine hvide gang, som var flot pyntet med diverse vaser, farver og møbler. Hun stoppede op helt nede i enden af gangen til højre, hvorefter hun låste døren op med sit kort. Hun trak ned i dørhåndtaget, og jeg fulgte lydigt efter hende ind. ”Wauw, du lever et prinsesseliv.” Mumlede jeg, og så mig rundt i de pragtfulde omgivelser.

Jeg havde endnu ikke været på så fint et hotel før, og det irriterede mig lidt, at det var Dani, som fik denne her ære. ”Det gør jeg da i forvejen.” Hun tog sin tynde læderjakke af, og skubbede sine sommersko af fødderne, inden hun tog min taske ud af min hånd. ”Jeg kan altså godt selv..” – ”Ja, men nu er jeg sød ved dig.” Smilede hun skævt, og forsvandt længere ind i hotelværelset, som nærmere var en lejlighed. ”Det er da noget nyt.” Smilede jeg for mig selv, og fulgte efter hende.

”Det hørte jeg godt.” Kommenterede hun, da jeg trådte ind i soveværelset. Hun stod med ryggen til mig, og let foroverbøjet over sengen, for at rydde noget tøj væk, da jeg pludselig udbrød: "Fuck!" Hun vendte sig hurtigt om mod mig, mens hun sendte mig et spørgende blik. "Hvad?" Jeg trådte frem mod hende, men hun blev bare stående, mens hun kiggede på mig. "Jeg har glemt noget meget vigtigt!" - "Hvad er det?" Spurgte hun igen, mens hun kiggede mig i øjnene, og det fik mig til at holde vejret nogle sekunder. 

"Jeg kan ikke fatte, at jeg har glemt det!" Jeg spillede på, at det var noget virkelig forfærdelig, hvilket det også var, men ikke i den forstand. Jeg tog forsigtig hendes hånd i min, og et lille smil tittede frem på hendes læber, men det forsvandt hurtigt igen, og hun blev igen alvorlig. "Kan du ikke leve de få dage uden det?" Hendes stemme var en smule småirriteret, men jeg lod mig ikke påvirke af det. Jeg kendte godt selv grænsen, og den var ikke nået endnu. 

"Nej det kan jeg ikke." Jeg kiggede hende dybt i øjnene, men hun kiggede så stadig en smule skeptisk på mig. "Jamen Harry, hvad er det, som du har glemt?" Sukkede hun opgivende, og tog sin hånd til sig, og jeg lagde forsigtigt min hånd op mod hendes kind, og pressede langsomt mine læber mod hendes silkebløde læber. Jeg havde ikke haft muligheden for at give hende det kys, som jeg havde levet længe uden.

Jeg havde længdes efter dette her øjeblik lige siden, at hun rejste fra London. Jeg kunne mærke, hvordan hendes læber gik op i et smil, efter at jeg havde smedet mine læber om hendes. Automatisk gik mine læber op i et smil, da jeg mærkede det, men hun besvarede mit kys, og kysset udviklede sig. Jeg trak hende tættere ind til mig, og hun lagde sine hænder omkring min nakke, og mine hænder gled om bag hendes ryg, og ind under hendes trøje.      

Hun afbrød kysset, og så på mig med et skævt smil. "Skal vi ikke gemme det til senere, Styles?" Jeg kiggede lidt på hendes læber, som smilede til mig, inden mit blik gled op til hendes øjne. "Hvorfor kalder du mig altid Styles?" Hun hun grinede svagt ved mit pludselige spørgsmål, og hun trak sig lidt væk fra mig. "Vil du hellere kaldes Edward?" Hun løftede spørgende det ene øjenbryn, og jeg skjulte mit ansigt i skam for sjov. "Please, lad være.." Grinede jeg svagt, og jeg kunne høre hendes sukkersøde latter. "Jeg tror jeg vil kalde dig Edward i stedet for Styles, Edward." Jeg sendte hende et opgivende blik, og rullede med øjnene.    

"Hvad skal jeg stille op med dig?" Jeg kiggede hen på hende, men hun smilede bare til mig, inden hun forsvandt ud af soveværelset, og der stod jeg tilbage. Det tog mig ikke særlig tid at finde ud af, at hun legede med mig nu. Jeg gik langsomt ud af soveværelset, og ud i den store stue, hvor jeg fandt hende henne ved et af de mange vinduer, mens hun vendte ryggen til mig. 

 

 

* * *

 

 

"Jeg ved du ikke kan tage 70 armbøjninger." Sagde hun stædigt, og jeg fjernede pizzabakken fra hendes mave. Vi lå i sofaen, og hun mellem mine ben, så hendes hoved lå mod min brystkasse. "Du kan ikke engang tage én." Svarede jeg hende kækt, bare for at beholde lidt af min mandighed. "Nej, det er heller ikke nødvendigt. Jeg er jo en pige." Smilede hun kækt igen, og jeg følte endnu mere, at jeg blev nødt til at bevise det overfor hende, at jeg ikke var svag. 

"Skal vi vædde, jeg kan tage 70 armbøjninger!" Jeg rakte ud efter fjernbetjeningen til tv'et, for at slukke for lyden, og hun satte sig op i sofaen, og lænede sig helt ind over mig. Hendes ansigt var lige overfor mit, og jeg kunne mærke hendes varme ånde mod min hud. "Bring it on" hviskede hun mod mine læber, og jeg kunne mærke, hvordan de små hår på mine arme rejste sig. 

"Okay, læg dig ned på gulvet." Jeg skubbede hende blidt væk fra mig, så jeg kunne rejse mig fra sofaen. Hun sendte mig et forvirret blik. "Hvorfor?" - "Bare gør det babe" uden at stille yderlige spørgsmål til det, rejste hun sig roligt fra sofaen, og lagde sig ned på gulvet. Jeg kunne ikke lade være med at betragte hendes slanke - men perfekte krop, og fryde mig over, at jeg havde hende for mig selv. 

Jeg tog mig selv i at smile, da jeg lagde mig overfor hende, og hun udbrød i et sødt grin. "Du kan ikke. Indrøm det nu bare." Hendes hvide tænder kom til syne, da hendes læber gik op i et kæmpe smil. "Nej jeg vil ej. Jeg kan godt." Svarede jeg hende påstående, og lagde mig overfor hende i den korrekte stilling til at påbegynde mine armbøjninger. Mit hoved var lige over hendes, og jeg lod mine arme bøje, og samtidig med at jeg lod mine arme sænke min krop længere ned, pressede jeg blidt mine læber mod Danis. "En." - "To." jeg gentog den samme bevægelse, hvor jeg lod min krop sænke, og jeg kyssede hende blidt igen. 

"Harry, hvad har du gang i?" Spurgte hun med et lille grin, og min krop frøs i en bevægelse. "Altså jeg har brug for en form for motivation, og ja.. du motivere mig til at blive ved." Hendes smil voksede ved mine ord, og jeg kunne se, hvordan begge hendes øjne strålede, og det gav mig endnu mere styrke til at forsætte. 

 

........................................................

"Kom nu, Harry!" Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og jeg hev drastisk efter vejret. Mine overarme syrede voldsomt, og det gjorde ondt som bare f*****!  "68" Stønnede jeg, og lod mine arme sænke min krop ned mod hendes læber endnu engang. "Du kan godt." Selvom hun sagde, at jeg ikke kunne, så hjalp hendes opbakning mig meget. 

"69" Jeg vidste ikke, hvor længe jeg kunne holde denne smerte ud. Jeg gentog den samme bevægelse endnu engang, og lod min krop falde tungt - men tilfreds til jorden. "70" stønnede jeg, og hev efter vejret. Jeg var virkelig i dårlig form, værre end jeg egentlig havde forventet. "Du klarede det!" Dani trillede om ved siden af mig på gulvet, så på mig med et stort smil. "Ja, men næste gang.. så lad vær med at påstå, at jeg ikke kan noget." Sagde jeg med få mellemrum mellem mine vejrtrækninger. 

"Sorry, skat. Men jeg vil se det, før jeg tror det." Hun aede mig på kinden, og jeg smilede tilfreds. Jeg var uendelig stolt over, at jeg overlevede 70 armbøjninger, men jeg var blot endnu mere sikker på, at så længe jeg havde Dani ved min side til at bakke mig op, så kunne verden bare komme an. 

 

 

_____________________________________________________

Awww, hvor sødt! Gid jeg havde sådan en kæreste!

Det var så Dani's fridag, som gik med at være sammen med Harry - så hvordan vil det gå, når hun skal op på arbejde igen? Og hvad slår Harry tiden ihjel med?

Lad mig sige, at selvom man har tid og pengene, så skal man ikke bruge dem uden omtanke!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...