Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7821Visninger
AA

13. Personal

Harrys synsvinkel

All these days I've missed her, can't break down
Can't break up sleepless nights that come around
I wish I could pretend
I can't do this anymore
I've tried everything, to get you off my mind
I've been running round, breaking things, getting into fights.
- Olly Murs * I've Tried Everyting

Min kontakt til Dani siden jeg forlod hende i New York, var ikke noget at prale af. Vi snakkede overhovedet ikke sammen. Det var virkelig hårdt ved mig, den aften i Paris, hvor jeg forlod scenen grædende. Jeg kunne ikke gennemføre det. Jeg savnede hende virkelig, og alt inde i mig gik bare i stå. Alt inde i mig skreg efter hende, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg ville ikke ødelægge mig selv, ved at kontakte hende, og derefter lade hende kritisere den person, som jeg er.

Lige nu befandt jeg mig i Schweiz, sammen med drengene. Jetlaget havde næsten ødelagt mig helt, jeg følte mig ikke tilpas fysisk, og psykisk havde Dani smadret mig.

"Ring nu til hende" blev drengene ved med at sige til mig, og jeg blev ved med at stirre på hendes nr., som allerede var tastet ind på min iPhone. Jeg savnede virkelig hendes stemme, jeg savnede hende virkelig, men jeg ville ikke komme krybende til hende, ligesom jeg altid gjorde. 

"Jeg ved det ikke." Mumlede jeg irriteret, og slukkede skærmen på min telefon, og sukkede dybt, inden mit blik fandt jorden. "Jamen i kan ikke fortsætte sådan her!" Brød Zayn ind, og jeg vidste godt, at han havde ret. Det kunne vi ikke, men vi var jo lige stædige, hvis ikke hun var mere end jeg. "Nej, men jeg vil ikke være den svage i forholdet" mumlede jeg, mens jeg stadig blev ved med at se ned mod jorden. 

"Det er du da heller ikke! Du er den der tager initiativet til at få løst det problem." Oversatte Liam, og jeg kiggede langsomt op på ham. "Måske, men jeg gider ikke blive ved med det her, hvis hun ikke kan acceptere mig, som den jeg er." Sukkede jeg, inden jeg kørte en hånd igennem mit store krøllede hår.Der var stilhed mellem os alle fem i et stykke tid, inden Zayn rejste sig, og gik hen i mod mig. 

"Det er dit valg, Harry." Jeg kunne høre Zayns stemme, som ikke lød ret glad - nærmere skuffet. Han klappede mig en enkelt gang på skulderen, inden Liam og Niall forlod tourbussen sammen med ham. Det var kun Louis, som sad tilbage. 

"Kan du huske den første gang, hvor vi mødte Dani?" Louis' stemme var en blanding mellem trist, men samtidig en smule munter. Jeg blev dog stadig ved med at kigge ned i jorden, mens jeg prøvede at lukke ham lidt ude af min verden, men jeg blev bare ved med at lytte til det, som han sagde. Han vidste hvordan, han skulle fange min opmærksomhed. Uden at give nogen form for lyd fra mig, så fortsatte han bare med at snakke. 

"Hun havde lukket sig selv ude, og du tog hende med ind til os. Hun virkede faktisk ikke særlig glad for os, for hun smilede ikke - men da vi endelig fik hendes smil at se, så var det som om, at hendes smil kunne lægge enhver fare ned. Hun var ikke bange for verden. Hun..." Jeg afbrød ham midt i hans mærkelig tale, fordi jeg så ikke pointen i det. "Louis, hvor vil du hen med det her?"

"Jeg er ikke færdig, Harry." Svarede han roligt, og jeg sukkede tungt, og lod ham snakke videre. "Hun var ikke bange for at komme til London for at udforske sin fremtid. Selvom i fik en skæv start sammen, så endte hun alligevel med at lægge dig ned. Bare fordi, at hun har sine egne meninger om ting, ligesom du har, så skal det ikke lade jer skille ad." Han holdt en lille kunstpause, som han nok selv ville kalde det, hvis man spurgte ham. 

Jeg lyttede opmærksomt til det, som han fortalte. Han havde min fulde opmærksomhed, og ventede spændt på det næste, som han havde at sige. 

"Jeg kan godt forstå, hvorfor hun er sur på dig, når du efterlader hende uden at fortælle hende, hvor du går hen.." - "Louis, det her er ikke kun min skyld!" Mumlede jeg med sammenbidte tænder, da jeg følte, at han skød hele skylden på mig, når jeg bestemt ikke syntes, at det hele var min skyld. "Lad mig tale ud." sagde han igen, med en rolig stemme, som nærmest tvang mig til at klappe i. 

"Kan du huske til vores koncert i Paris? Kan du huske, at du grædende forlod scenen, midt under en sang?" Jeg nikkede langsomt, mens jeg slugte hans ord, som nærmest gjorde ondt. "Der var en grund til, at du gjorde det. Du savnede hende. Og ikke engang din egen mor, har fået dig til at græde sådan før - så Harry, hvis du ikke snart tager dig sammen, og ringer til Dani, og siger undskyld, så får du hende ikke tilbage. Også skal du ikke komme grædende til mig, og sige at du fortryder." Med disse ord, kunne jeg høre ham rejse sig fra, hvor han sad, og forlod tourbussen, og lod mig sidde alene med alle mine tanker. 

Det føltes som, at jeg var blevet slået ned, da jeg var mest sårbar. Ordene havde ramt som knytnæver i ansigtet, og benspark i maven. Jeg havde svært ved at trække vejret rigtigt, og jeg havde svært ved at fokusere på noget lige nu. Jeg var så splittet. Skulle jeg bare overgive mig, og så ville alt være godt igen? Eller skulle jeg holde fast i mig selv, og stå ved den person, som jeg hele tiden havde været?

Efter en endeløst lang diskussion med mig selv, ringede jeg hende op. Nervøst sad jeg, og bed mig selv hårdt i underlæben, mens jeg adskillige gange hørte bibtonen i højtaleren mod mit øre, før den gik på voicemail. Jeg skulle lige til at lægge på, da jeg i sidste øjeblik ombestemte mig, og lagde en voicemail til hende. 

"Hey.. Ohm..." jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg ville sige, jeg ville hvertfald ikke undskylde overfor hende. "Synes du ikke det her er latterligt? Jeg ved faktisk ikke engang, om du overhovedet vil tjekke den her voicemail? Så måske er det hele ret irrelevant?" Mine tanker begyndte med det samme at tænke på Matt og Zac, som konstant var omkring hende, og det gjorde mig faktisk ret ked af det. De var mere sammen med min kæreste, end jeg selv var. Og det var ikke en fed fornemmelse at have i sin krop. 

"Kan vi ikke snakke det her igennem? Hvis vi skal opgive hinanden på grund af min rygtatovering, så må jeg jo ikke betyde noget for dig. Jeg vil ikke komme krybende denne her gang. Ring til mig, så kan vi i det mindste snakke om det, istedet for at jeg skal lægge en voicemail." Jeg sagde ikke engang farvel, eller vi ses. Jeg ville ikke slippe min kolde facade. Jeg vidste ikke engang, om hun sad, og kiggede på sin telefon, da jeg ringede hende op, og om hun lod den ringe med vilje, fordi hun overhovedet ikke ville snakke med mig. 

Der gik ikke ret lang tid før der tikkede en sms fra hende. Jeg åbnede beskeden, og strammede mit greb om min iPhone yderligere, da mit blik havde skimtet bogstaverne, som formede sig som sætninger.

 

From: Dani 
15:47

Had u realized that u hurt me pretty much?

 

Selvfølgelig, så hun at jeg ringede hende op, og selvfølgelig lod hun den ringe. Hun ville ikke snakke med mig, selvom der var gået godt omkring en uge siden, at jeg forlod New York. Det var så barnligt det her. Hun ville ikke snakke med mig, hun ville have mig til at undskylde - og jeg ville have hende til at undskylde. Det ville jo aldrig gå op.

 

Sent:
21:47

Had u realized that u hurt me too? U ask me to change, but I can't.

 

Jeg ville ikke krybe tilbage til hende. Vi skulle blive enige, men den måde, som ignorerede mit opkald på, og den måde, som hun svarede mig på, fik min aggressive side frem. Jeg vidste, at jeg burde ignorere hendes besked, men det kunne jeg ikke.  

 

From: Dani
15:51

But I don't know about I can live with that fact, that u go behind my back again when u knew that I wouldn't allow it.

 

Jeg forstod godt, hvorfor hun var sur over, at jeg forlod hende alene den nat, men jeg forstod ikke, hvorfor hun var så sur over min rygtatovering. Det var en del af mig, den havde en stor betydning for mig, og det skulle hun ikke ændre på. Udfra hendes besked, kunne jeg godt fornemme, at hun var i tvivl om vores forhold, og det fik mig til at sidde og kigge lidt, mens mine tanker arbejdede på højtryk. 

 

Sent:
21:56

Just because you're afraid of tattoos it shouldn't destroy our relationship! Don't want to discuss this over text. Just call if u want to talk, or then we leave it here. Your choice. 

 

Dengang på vores date i London, hvor jeg tog hende med hen til min lokale tatovør, for at bestille tid til en ny tatovering, fik jeg allerede fornemmelse af, at hun ikke var til tatoveringer, måske direkte bange for dem. Men det var jeg ikke, og tatoveringer skulle ikke ændre vores forhold. Jeg forventede hverken et opkald, eller et svar fra hende, da jeg havde sendt hende beskeden. Jeg gav hende valget, for det var tydeligvis hende, som var i tvivl om vores forhold. 

 

 

* * *

 

Jeg havde stadig ikke modtaget nogle beskeder eller opkald fra Dani, siden vi førte en kort samtale over sms, sidste mandag. Jeg var begyndt at få det dårligt med mig selv. Det var min egen skyld, at jeg var ved at miste hende. Flere gange dagligt tjekkede hendes twitter, for at se, hvad der foregik i hendes liv - for hun lukkede mig overhovedet ikke ind i sit liv mere. Flere af hendes tweets var om, hvor fedt New York var, og hvor meget hun glædet sig til, at filmen var færdig. 

Jeg scrollede længere ned i hendes nyeste tweets, og fandt et billede med hende og Zac på en Starbucks. Det skar som knive i mit hjerte at se det billede. Jeg ville virkelig ønske, at jeg ikke havde jokket så meget i spinaten, som jeg havde gjort - så havde jeg ikke haft det sådan her. 

 

Danielle Murs @DaniMurs:
"Chillin' with my mate @ZacEfron"

 

Hun tweetede om alle de pinlige ting, som skete i hendes liv - dem hun plejede at fortælle mig. Det bragte altid smilet frem på mine læber, fordi det mindende mig om, hvorfor hun ikke var ligesom alle andre. Hun begik fejl, hun fik folk til at grine også var hun ikke kedelig at være sammen med. Alle de ting, som hun hadet sig selv, fandt jeg attraktivt og charmerende.

Jeg bad mig selvom, at give slip på hende - men alligevel endte jeg med at sidde, og læse hendes tweets. Den ene del i mig bad mig om at holde fast i hende, og ikke opgive håbet omkring os. Mens den anden del bad mig om at holde fast i mig selv, og komme videre. Jeg kunne ikke forandre mig - ligesom der var tatoveret på min arm. I can't change. 

 

Danielle Murs @DaniMurs: 
Was at a interview today. I was pretty nervous, then I spilled my water over the journalist. She got pretty angry.

 

Det var mig, som hun skulle ringe, og fortælle det til. Hun skulle ikke tweete det. Jeg tog den beslutning, at gå ind under mine egne mentions, for at se, hvad fansene skrev. De fleste, som jeg så, var mest de der I LOVE YOU HARRY! PLEASE FOLLOW ME!!!!!!! tweeets, som jeg faktisk ikke gad at svare på. Misforstå mig ikke. Jeg holdt virkelig meget af fansene, men det er ikke den måde, som man beder sit idol følge sig. 

Jeg svarede på nogle få tweets, inden jeg gik ind under mine direkte beskeder, for at se om, der skete noget mere interessant. Det var som sagt mest fans, som skrev til mig derinde, hvor de gav andre brugere shotouts, som jeg for det meste ignorerede. 

Dog var der faktisk en besked, som  fangede min opmærksomhed. Det var en pige, som tit skrev direkte beskeder til mig, men jeg svarede hende aldrig. Denne gang gik hendes beskeder ikke ud på, at få mig til at følge nogen. Hun havde faktisk noget på hjerte.

 

If she's amazing, she won't be easy. If she's easy, she won't be amazing. If she's worth it, you won't give up. If you give up, you're not worthy.

 

Jeg vidste helt ærligt ikke, hvilken del jeg skulle lytte til. Pigen, som skrev dette Bob Marley citat, havde sat mine tanker på højtryk. Jeg vidste godt, hvad hun mente, samtidig med, at jeg ikke gjorde. Jeg var så splittet, og jeg kunne ikke spørge drenge, for de ville sige, at jeg skulle opsøge hende, men hvis jeg spurgte mig selv, så skulle jeg lade være.

 

Thank u babe. I'm trying to figure something out. Maybe I should read some more quotes by Bob. xx

 

_________________________________________________________

Har Louis fat i noget, i hans lille peptalk for Harry?

Vil han få Harry til at ændre sine tanker, og vil Dani åbne øjnene op for sine egne fejl, da hun modtager et pludseligt brev? 

Undskyld kapitlet ikke er det helt store, men glæd jer til næste! Der går desværre lidt tid inden næste, da jeg skal på ridelejr i næste uge. 

Så mange favoritlister allerede, fortjener vidst en kæmpe TAK! TAK! TAK! Jeg er virkelig taknemmelig over, at i er så mange, som følger med! Troublemaker har også opnået 100 favoritlister, som går langt ud over det, som jeg nogensinde havde forventet. I

I er skønne mennesker - don't forget that!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...