Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7708Visninger
AA

15. Loving him

Danielles synsvinkel

"Bliv her, jeg kommer tilbage om lidt" sagde jeg venligt til taxichaufføren, som egentlig ikke sagde noget til det, inden jeg var smuttet ud af taxien, og ind i den lille tatooshop, hvor der med med kejtede bogstaver over butikkens ene rude, stod skrevet: Adam's. 

Jeg så mig omkring i den meget lille forretning. En bred overtatoveret mand kom til syne henne fra en dør bag den slidte disk. Han sendte mig et venligt smil, som jeg utrykt og tøvende gengældte. Jeg kom i tanke om dengang, at jeg var med Harry inde i en tatooshop. Jeg var virkelig ikke tryg ved det, men jeg følte mig tryg ved det, men kun fordi, at han var der. 

"Kan jeg hjælpe Dem Frk.?" Jeg kiggede en smule forskrækket hen på ham, inden jeg sendte ham et svagt smil. "Jeg søger en Jack Harrinson?" Jeg tog usikkert et skridt hen mod disken, hvor den store mand sad. Han havde langt blond skæg, iført en slidt sort lædervest, hvor der hang nogle kæder på. Han lignede en rigtig rocker, men han snakkede venligt til mig, selvom han kun havde sagt én sætning til mig. 

"Det er mig, hvad kan jeg gøre for dig?" smilede han, og jeg åndede lettet ud, selvom det værste ikke engang var overstået endnu. "Jeg skal have lavet min første tatovering, og min ven har anbefalet mig dig" fik jeg fremstammet efter et lille stykke tid. Det var virkelig svært for mig, at få sagt det, fordi jeg var imod tatoveringer, men jeg måtte rykke min grænse. Jeg måtte bryde grænsen, ellers ville jeg blive ved med at hade tatoveringer. 

"Hvor spændende! Jeg har faktisk fri nu, men for dig vil jeg med glæde gøre en undtagelse."Smilede han venligt, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage. Han var virkelig rar trods sit ydre. "..Okay, det er bare en lille en" jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at få kolde fødder, og jeg havde allerede nu besvær med at trække vejret. 

"Kom med" smilede han venligt, og viftede med hånden hen mod døren bag den slidte disk. Modvilligt tvang jeg mine fødder til at følge efter ham. Han åbnede døren, som førte ind i et lille værelse, hvor der henne i hjørnet var placeret en stol, som lignede den stol, som man lå i, når man var ved tandlægen.

"Bare smid dig henne i stolen" kommanderede han venligt, da jeg kom ind i værelset. Jeg sank en klump, og tog en dyb vejrtrækning, inden jeg modvilligt lagde mig ned i stolen, og stirrede op i loftet. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg havde så været så bange i hele mit liv før. Min krop rystede, og jeg kunne mærke, hvordan koldsveden ramte min krop. Han vendte sig om mod mig, og så på mig i et kort øjeblik. 

"Er du okay med det her?" Spurgte han, og tøvede med at tage de hvide gummihandsker på hans hænder. Jeg så op på ham, og prøvede at lade som ingenting, men hvem prøvede jeg at narre? Jeg var ikke okay med det her, overhovedet. "Ja, jeg er bare nervøs" sagde jeg med sammenbidte læber, for at prøve at holde fokus på loftpladerne. Jeg ville ikke se på det, som han lavede - det ville bare skræmme mig yderligere. 

"Du ser nærmere skrækslagen ud" kommenterede han, og jeg kneb mine øjne hårdt sammen en enkelt gang, mens jeg var ved at give mig selv en indvendig peptalk. "Det er jeg også" sukkede jeg. "Du kan få en tid en anden dag, hvor du føler dig mere klar?" Foreslog han venligt, men jeg satte mig hurtigt i stolen, og så hen på ham med et bestemt blik. "Nej. Jeg skal gøre det!" Han nikkede bare, og sukkede en enkelt gang, inden han smilede venligt igen. "Du er en bestemt lille ballademager" 

Jeg smilede svagt ved hans ord, og tog en dyb vejrtrækning, og lagde mig tilbage i stolen igen. "Hvad skal det være?" Spurgte han, mens han rodede rundt efter et eller andet. "Det skal være en tatovering på mit venstre håndled, hvor der skal stå Troublemaker" han vendte sig om mod mig i det jeg sagde det, og sendte mig et stort smil. Det var lidt et pudsigt sammentraf det hele.

Han viste mig en mappe med forskellige skifttyper, og det tog mit ikke ret lang tid at vælge den, som jeg ønskede. Jeg valgte en skrifttype, som var elegant, ligesom i gamle dage - samtidig med at den var en smule poppet. "Gør det meget ondt?" Spurgte jeg, da han havde sprittet mit håndled af for bakterier, og tegnet skitsen på min arm med en tusch. "Det gør lidt ondt på håndledet, men det vænner du dig hurtigt til" svarede han mig venligt, inden han fandt den lille maskine frem, som jeg havde så stor en angst for. 

Jeg tvang mig selv til at vende mit hoved den anden vej, og lukke øjnene. Mit hjerte hamrede så hårdt mod mit bryst, at det næsten gjorde helt ondt, og koldsveden kom tilbage sammen med mine vejrtrækningsproblemer. "Det er meget vigtigt at du ligger stille nu" mumlede han koncentreret, og jeg kneb mine øjne hårdt sammen, da jeg mærkede en smerte i mit håndled, som næsten føltes værre end et stik fra en bi, hvis ikke værre. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget jeg ønskede, at Harry sad ved siden af mig lige nu, og holdt min hånd - som jeg nok ville kvase rimelig meget. 

Jeg var så skrækslagen for den smerte, som allerede blev påført mig. Det gjorde så ubeskriveligt ondt, men det var kun fordi, at jeg spændte sådan op i alle musklerne i min krop. Jeg kunne ikke forstå, hvordan folk kunne vende tilbage til den smerte gang på gang? Men det var nok bare mig, som var sart, men jeg havde altid været skrækslagen overfor tatoveringer, men jeg ville bare aldrig indrømme det. Det var kun Olly og Harry, som vidste, at jeg var skrækslagen. 

"Gør det meget ondt?" Spurgte han pludseligt, og det var virkelig rart, at høre noget andet end den konstante summen fra den lille maskine, som nærmest konstant ramte min hund og nerver. "Ja" sagde jeg med sammenbidte tænder, mens jeg desperat prøvede at holde smerten ud, som hurtigt forsvandt efter hvert et stik, men kom tilbage igen, ligeså snart nålen ramte min hud igen. 

 

"Så er du færdig" jeg havde ventet så umenneskelig længe på at høre ham sige den sætning. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og det var helt afslappende at have mine øjne åbne, da alle musklerne i min krop endelig slappede af igen. Jeg drejede forsigtigt mit hoved om mod ham, og han sendte mig et tilfreds smil. Jeg vidste ikke lige, om jeg turde kiggede ned på min venstre hånd. Det føltes som om, at den var smurt ind i blod, og den hævede totalt meget op. 

"Er det slemt?" Spurgte jeg ham, inden jeg rigtigt turde kigge på den færdiglavet tatovering. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, når jeg kastede et blik på det færdige resultat. "Nej overhovedet ikke. Den er perfekt" jeg lod langsomt mit blik glide ned over mit håndled, hvor der med den flotteste skrifttype stod skrevet 'Troublemaker'. "Er De tilfreds?" Spurgte han, og jeg blev revet ud af mine tanker, og så op på ham, inden jeg smilede stort. "Meget, tusinde tak, Jack!"  Jeg var faktisk glad for den tatovering, selvom jeg ikke brød mig om tanken, at den rent faktisk ville være der forevigt. 

"Så lidt" Smilede han, og tog sine gummihandsker, og jeg fulgte efter ham ud fra det lille værelse, og ud til disken, for at betale ham. Mine ben rystede stadig helt, da jeg trådte ud af butikken, for at gå ud til den taxi, som jeg stadig forventede, holdt og ventede på mig. Men der var ingen taxi nogen steder, da jeg kom ud af butikken. "Det er fandme løgn!" Vrissede jeg irriteret. Chaufføren var kørt væk med min sportstaske, hvor alt mit tøj var i!? Det eneste jeg havde var min pung, hvori mit pas heldigvis var.

Jeg fandt min mobil frem, og fik hurtigt fundet Matt's nummer. Jeg ventede utålmodig på, at han ville besvare mit opkald, hvilket han ikke altid gjorde. 

"Hej Dani!" Endelig tog han sin telefon, og han lød rimelig træt. Han havde nok taget en morfar eller noget. 

"Matt, jeg skal bruge din hjælp, og det skal gå hurtigt!" Sagde jeg bestemt. Jeg havde ikke tid til at chit-chatte med ham - altså hyggesnakke. 

"Åh nej. Hvad skal jeg gøre?" Sukkede han, fordi han kendte til mine - nogle gange, langt ude planer.

"Hold da op. Du skal finde ud af, hvor One Direction befinder sig henne lige nu og de næste par dage. Når du har fundet ud af det, så skal du bestille en flybillet til mig." Jeg kunne høre ham sukke i den anden ende af røret. 

"Dani, du har ikke ferie. Du kan ikke bare rejse, som det passer dig!" Prøvede han at snakke mig til fornuft, men jeg var ligeglad, han kunne sige alt det han ville lige nu, for det ville ikke røre mig. 

"Der tager du fejl. Jeg har snakket med John, og det er okay med ham. Men jeg står midt ude på gaden, og jeg har ikke nogen taxi, fordi chaufføren kørte væk med min bagage!" Vrissede jeg let irriteret. 

"Hvordan kan det det være?" Spurgte han forvirret, mens jeg kunne høre ham skramle med noget i baggrunden, men det var sikkert hans laptop, som han var ved at finde frem. 

"..Det forklarer jeg dig senere. Bare skynd dig, at finde det!" Jeg begyndte at gå ned ad gaden, og længere ind mod centrum. Jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle gå hen lige nu, men jeg regnede med at få Matt til at hente mig i en taxi, når han havde min flybillet.

"Her! Lige nu befinder de sig i Italien. De har lige haft en koncert i Pisa, så de er på vej mod Verona, hvor de vil være i morgen."

"Perfekt. Har du tjekket flybillet?" Spurgte jeg spændt. Matt var genial til alt det der med at arrangere, så jeg var ikke tvivl om, at han allerede havde tjek på det hele. 

"Du skal med et fly om en time." Svarede han stolt. 

"Perfekt. Kan du komme og hente mig?" Spurgte jeg, da jeg ikke rigtigt vidste, hvor henne jeg befandt mig. Flot Dani, jeg var allerede faret vild. 

"Ja, hvor er du?" Jeg kiggede mig rundt omkring, for at se om jeg kunne få øje på et vejnavn. Jeg gik nogle meter længere hen, hvor jeg fandt en sidevej, som hed Flower Street. Sært navn. 

"Flower Street. Skynd dig." Sagde jeg, og afsluttede opkaldet. Jeg fattede ikke, hvad det var, at jeg havde gang i. Men lige nu vidste jeg, at jeg allerede havde overskredet en stor grænse. Jeg kiggede ned på min ny lavet tatovering, som fik mine læber til at gå op i et lille smil. Jeg kunne kende mig selv igen. 

 

* * * 

 

Jeg var totalt bombet efter den lange flytur i et lorte fly, som larmede så meget. Og for at gøre turen endnu bedre, så sad jeg ved siden af fed savlende mand, som sov op ad min skulder. På min anden side sad en gammel dame, og plabrede løs om hele sit liv, hvor ensom hun havde været. Og prikken over i'et, var den møgunge, som sad, og sparkede til mit sæde. Jeg måtte ligne en drukken mus, da jeg var kommet ud af flyet, og ind i lufthavnen i Verona.

Selvom jeg var ødelagt og træt, tvang jeg mig selv til at løbe igennem lufthavnen, for at nå frem til koncerten, så hurtigt som muligt. Jeg havde regnet mig frem til, at jeg ville være i Verona en time før koncerten startede. Men jeg var allerede sent på den. 

Langt om længe nåede jeg ud af den store lufthavn, og ud på parkeringspladsen, hvor der ikke holdt nogle taxier, overhovedet. Jeg snakkede ikke italiensk, så jeg følte mig totalt lost. Jeg sukkede irriteret, og stampede af irritation i jorden. "Ikke igen!" Vrissede jeg irriteret, inden jeg fandt min telefon frem, som snart var det, som jeg ville kalde stendød. Jeg var sikker på, at jeg havde nok strøm til ét opkald. Min bedste chance var at ringe til Harry. Jeg fandt hans nummer frem inde under fortrukne kontakter, og ringede ham op. Den blev ved med at ringe, inden den slog over på voicemail. "Hej, du har ringet til Harry, jeg er ikke til telefonen lige nu, men ha' en rigtig god dag, og lad være med at bruge alarmtonen: Marimba - den er træls. Hej"

Jeg nåede ikke engang, at lægge en voicemail, inden min telefon løb tør for strøm. Jeg sukkede irriteret, inden jeg lagde min telefon tilbage i min lomme igen. Den dreng havde aldrig nogensinde været særlig normal. 

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg stod, og ventede på, før jeg så en yngre - sikkert italiensk fyr komme ud fra lufthavnens udgang, og fiskede sin bilnøgler op. Jeg så min chance til at få et lift herfra. Jeg løb efter den unge fyr, mens jeg råbte et eller andet for at få hans opmærksomhed. Han stoppede op, og så på mig, som om jeg havde mistet forstanden. Jeg stoppede op lidt fra ham, mens jeg inderligt bad til, at han forstod engelsk. 

"Undskyld, mens skal du ind til centrum?" Spurgte jeg venligt, men ret stresset, fordi det var det, som jeg var. Han sendte mig et venligt skævt smil, inden han nikkede. "Ja, du kan sagtens køre med" han havde den sødeste accent når han snakkede engelsk. Jeg smilede taknemmeligt til ham, inden jeg takkede ham. Jeg fulgte efter ham hen til hans lille røde fiat, som så ret gammel ud. "Hvor skal du hen?" Spurgte han, da vi kørte ud fra parkeringspladsen. 

"Jeg skal hen til koncerten, som bliver holdt på Stadion Marc'Antonio?" Jeg var ikke helt sikker på, at det var det den hed, men jeg krydsede fingre for det. "Det er lige herhenne, forresten jeg er Lorenzo." Smilede han venligt til mig, og jeg gengældte det hurtigt. Jeg var derhenne lige om lidt. Jeg vidste ikke, om koncerten allerede var startet, for jeg kunne ikke tjekke klokken, fordi min mobil var død. "Fedt, jeg er Dani." - "Arg, forkortelse af Danielle?" Spurgte han nysgerrigt, inden han svingede bilen til højre ind af en smal vej, og jeg kunne allerede se den store Stadion. 

"Præcis." Han trillede lidt længere hen mod stadion, men da jeg kunne se, at der var proppet med biler alle vegne, bad jeg Lorenzo stoppe her. "Tak for hjælpen Lorenzo!" Smilede jeg venligt til ham, inden jeg lukkede bildøren i efter mig. Han gengældte mit smil, med et charmerende italiensk smil. "Så lidt. Addio Bella!" Jeg smilede ved hans ord, inden jeg smækkede bildøren i, og satte i løb henover parkeringspladsen, og hen i mod indgangen, hvor der var helt tomt for mennesker. De eneste mennesker der var der, var mine rigtig gode venner, som jeg kaldte sikkerhedsfolk. Not.

"Koncerten er startet, så de kan ikke komme ind Frk." Jeg blev selvfølgelig stoppet i indgangen af en sikkerhedsmand. "Jamen jeg skal ind!" Blev jeg ved med at sige, men han blev ved med at sige, at jeg skulle gå. Nu var jeg kommet så langt, og det her skulle bare ikke stoppe mig. Jeg stod et stykke tid, og tænkte over, hvad jeg lige skulle gøre, da et gammelt trick faldt mig ind. "Er det røg?" Udbrød jeg, og skulle lige til at løbe hen til hegnet, hvor jeg kunne se at drengenes tourbusser holdte. Sikkerhedsmanden overhalede mig hurtigt, og jeg vendte hurtigt rundt på hælen, og løb så hurtigt jeg kunne ind gennem indgangen. Jeg kunne med det samme høre drengenes stemmer, som sang med til musikken derinde.

Forpustet prøvede jeg at finde en indgang til koncerten. Min plan var at finde Harry backstage, men nu hvor koncerten allerede var startet, så havde jeg vel ikke noget valg? Jeg måtte finde en plan B. Jeg valgte af følge den enorm høje lyd af skrigene fans, som jeg kunne høre fra indgangen, men der gik ikke særlig længe inden, at jeg kunne høre ham sikkerhedsmanden råbe et eller andet. Fuck. Jeg måtte tage den første dør, som jeg nåede til, for at slippe væk fra ham. Døren jeg smækkede op førte åbenbart direkte ind til koncertsalen, da jeg næsten blev blæst baglæns af den høje musik, og af de mange skrigende fans. 

Jeg kunne ikke se særlig meget, da jeg åbenbart befandt mig helt nede i den modsatte ende, end jeg skulle. Uden at tænke det hele igennem, begyndte jeg at mase mig igennem de mange skrigende piger, som skubbede til hinanden, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var sluppet igennem mængden uden at få en albue i siden eller noget. Jeg kunne begynde, at ane den enorme scene, hvor de dansede nogle små mennesker rundt. Den ene af dem var Harry. 

Tanken om at han var oppe på scenen, fik mig til at fortsætte med at mase mig igennem mængden af skubbende og skrigende piger. Jeg nåede med meget besvær hen til front-row, som man kaldte det, hvor der var en pige, som opdagede mig. At snakke til hende, var nok det sidste, som ville lykkes mig, for musikken var så høj, at jeg ikke ville kunne overdøve den. Drengene var lige startet på sangen, Nobody Compares. Jeg prøvede at pege hen på den sikkerhedsmand, som stod tættest på os. Det så ud som om, at hun forstod, hvor jeg ville hen med det, for hun flyttede sig med samme, og rendte hen foran ham, og begyndte at hoppe op og ned af det jernhegn, som holdt os tilbage. 

Jeg så mit snit til at klatre over hegnet, og styrte hen til scenen, inden jeg blev opdaget. Desværre havde en anden sikkerhedsmand set mig, så jeg sprang op af scenen, i håb om at jeg ville kunne klatre op på den i første forsøg. Jeg nåede heldigvis op på scenen, inden de fik fat i mig. Jeg så mig forvirret og stresset rundt på scenen, for at få øje på Harry. Det var først, da jeg opdagede, at Liam og Niall stod, og pegede hen på mig, og derefter længere henne på scenen, hvor jeg kunne se ham i en hvid t-shirt, og et par stramme sorte jeans. Jeg kunne genkende ham med det samme. Han stod, og sang sit stykke i sangen. 

Uden at takke Liam eller Niall satte jeg i løb hen i mod ham. Han kiggede op, og fik øje på mig. Han stoppede op, og stoppede med at synge, inden han fjernede sin mikrofon fra sin mund. Han stod bare, og så helt forvirret ud, inden jeg faldt ham om halsen. Uden tøven slog han sine arme om mig, og knugede mig helt ind til sig. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget jeg havde savnet det. Hvor meget jeg havde savnet ham, og hvor meget jeg fortrød vores skænderi. 

Han trak sig lidt væk fra mig, for at se på mig. Hans øjne var helt blanke, men der var ingen tåre at se. "Hvad laver du her?" Spurgte han forvirret, mens han langsomt lod sine hænder glide ned af mine skuldre, og ned mod mine hænder. "Undskyld Harry, jeg har været så dum. Jeg skulle aldrig været blevet sur på dig!"  Sagde jeg forpustet, og prøvede at få styr på mine vejrtrækninger, og tanker. 

"Jeg siger også undskyld. Jeg var ikke fair overfor dig, jeg.." - "AV!" Udbrød jeg, og hev min venstre hånd til mig, da hans hånd gled ned over mit hævede håndled. Han så bekymret på mig, inden han forsigtigt tog min hånd i sin, så han kunne se på den. "Hvad er der galt?" Han vendte, og drejede min hånd, men han kunne intet se.

Forsigtigt hev jeg op i mit jakkeærme, og vendte mit håndled om, og min tatovering kom til syne. Hans ansigt så helt anderledes ud. Jeg kunne ikke tyde hans reaktion på min tatovering. "Har du?" Han så spørgende op på mig, men uden at slippe min hånd. Jeg nikkede med et lille smil. "Ja, jeg ..." Jeg nåede ikke at sige mere, inden han slap min hånd, og tog mit ansigt i sine hænder, inden han pressede sine læber mod mine. Jeg kunne høre, hvordan publikum begyndte at skrige helt vildt, og jeg kunne ikke lade være med at smile under kysset. 

Han slap mig efter noget tid, og sendte mig et stort smil, inden jeg kunne ane en tåre i hans øjenkrog, som blot fik mig til at smile yderligere. Jeg krammede ham en sidste gang, inden jeg gik ned bag scenen, og ud backstage hvor jeg ville vente på ham.

Alt føltes så godt lige nu, så godt at det ikke kunne være sandt. At se ham, mærke, føle og røre ham var helt fantastisk. 

 

_____________________________________________________________

Okay nok det længste kapitel nogensinde, men håber i kan lide det. Har nemlig lallet rundt med den her slutning længe, så jeg håber, at i kan lide den :) 
Desværre er movellaen ved at række mod enden :( Men allerede fra starten af har det været en fornøjelse at skrive Troublemaker! Tak for det Xxxxxxxxxxxxx

Det ville betyde meget for mig, hvis i gad smide et like xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...