Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7775Visninger
AA

14. Listen to your heart

Danielles synsvinkel 

Touching him is like realizing all you ever wanted was right there in front of you
Memorizing him was as easy as knowing all the words to your old favorit song
Fighting with him was like trying to solve a crossword

And realising there's no right answer 
Regretting him was like wishing you never found out love could be that strong
- Taylor Swift * Red

Ligesom som så mange andre dage, var jeg kommet træt og udmattet hjem fra sættet, hvor vi stadig var igang med filmoptagelserne til filmen. Det var virkelig hårdt, fordi der skete så mange ting på én gang, hvilket at jeg overhovedet var vant til, så det var stadig ret nyt for mig. 

Jeg smed min taske det sædvanlige sted, da jeg kom ind ad døren, og ind på hotelværelset. Jeg smækkede døren bag mig, og bukkede mig ned, for at lyne mine sko op, som var af sort læder. Ret nye faktisk, men nu fik jeg jo også en vildt god løn, som jeg snildt kunne leve af. Jeg var ikke afhængig af Harry og hans enorme formue. Jeg havde min egen. 

Jeg havde utroligt nok ikke tænkt så meget på Harry her på det sidste. Jeg så godt dengang, at han ringede til mig. Jeg ville bare ikke besvare hans opkald. Det sidste jeg ønskede lige der, var at snakke med ham. Dog hørte jeg den voicemail, som han lagde - og han lød bestemt ikke glad, hvilket bare formindskede min lyst til at snakke med ham endnu mere. 

Vi kommunikerede på en helt anden plan - når vi endelig kommunikerede. Det var helt ukendt for mig, at det hele var sådan, men som sagt skete der så mange ting i mit liv lige nu, så jeg havde ikke overskud, til at gøre noget ved det. Jeg ville ikke komme krybende til ham, når det var ham, som havde været så ualmindelig dum, at trodse det, som jeg havde sagt til mig, hvor derefter at forsvinde en hel nat, efter at han havde sagt, at han ville få en anden til at smørre hans ryg ind. Idiot. 

Midt i mine agressive tanker fik jeg øje på et brev, som lå lidt inden for døren. Jeg forstod ikke, hvordan det brev var kommet herind, når jeg ikke havde nogen brevsprække i døren, eller noget. På den anden side, så kunne det være personalet, som havde været inde med brevet.  

Jeg bukkede mig ned, for at samle det hvide brev op fra det ny-vaskede gulv. Jeg stod med det i hænderne, inden jeg vendte det om, for at se om afsenderen stod skrevet bag på. Det gjorde den. Brevet var fra Olly. Jeg havde ikke snakket med Olly siden vores skænderi, og det var omkring 2 uger siden, hvis det kunne gøre det. Nysgerrigt åbnede jeg brevet, og bevægede mig ind i stuen, hvor jeg placerede mig i en af de store sofaer. 

 

Kære Dani.  

For det første... Jeg savner dig! 

Jeg vil ikke ringe til dig, for at sige det her. Jeg vil ikke være den storebror, som skal sige, hvad du skal, og hvad du ikke skal. Når du læser dette brev, så sidder jeg i min bil på vej hjem fra mor og far. De savner dig, og det gør jeg også. De kan ikke forstå, at du på ingen tid er vokset dig så stor, og du har opnået så meget, og hvis du ikke selv ved det, så er de meget stolte af dig - og det er jeg også.

Du er efterhånden så voksen, at du selv burde vide, hvordan du vil leve. Siden vi var børn, har vi altid hjulpet og støttet hinanden, og det håber jeg, at vi altid vil blive ved med. Jeg er stolt af at være din bror, for jeg er ikke i tvivl om, at du vil nå langt med din karriere.  

Det er efterhånden gået op for mig, hvor stor en rolle du spiller i mit liv. Hvis jeg ikke havde dig, hvem skulle så få mig til at smile? Hvem skulle så få det bedste frem i mig, og give mig lysten til at gøre det jeg gør? Dani, du inspirere mig hver eneste evige dag, bare ved at være den person, som du allerede er. Du er en stærk pige, selvom jeg ved, at du har levet i skyggen af mig. 

Angående vores skænderi, så syntes jeg ikke, at det er fair, at du blander mig ind i dit og Harrys skænderi. Du ved, at jeg altid vil støtte dig til hver en tid, og det såre mig, at du sætter spørgsmålstegn ved det. Ligemeget, hvad der sker, så vil jeg faktisk altid støtte dig, fordi du støttede mig under hele min rejse igennem X-Factor, og videre derfra. Jeg er her for at støtte dig, og ikke for at bedømme et skænderi.      

Jeg snakkede med Harry her den anden dag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, men du bliver nødt til at fikse det her problem. I er begge lige stædige, hvis ikke du kan være mere. Jeg vil ikke tage hans parti, men jeg vil råde dig til at tænke dig rigtig godt om. Hvor mange gange har han ikke kommet og støttet dig gennem din nye karriere, når det hele blev ret uoverskueligt? Og selvom du er vred på ham, så ved jeg, at du dybest inderst inde elsker ham. Skal en tatovering have lov til at ødelægge jeres forhold?  

Ligemeget, hvad der kommer til at ske nu og i fremtiden, så vil du altid være vores alles Troublemaker - på den gode måde. Btw., du burde nok lige tjekke min helt nye single, som er blevet lagt på youtube, for nogle timer siden. Den hedder Troublemaker. 

Please, ring til mig snart. Jeg savner dig så meget, og jeg glæder mig til at se dig igen, når du engang får tid. 

 

Kærligst din Olly.

 

Der gik ikke ret længe inden, at jeg mærkede, hvordan den ene tåre efter den anden strøg ned af min kind. Ordene ramte mig dybt, ikke i mit ansigt, men i mit hjerte. Det var store ord, at få at vide fra min egen storebror. Hvorfor skulle han være så pokkers poetisk? Han vidste, hvordan han skulle få mig til at græde. Han vidste, hvilke emner han skulle tage op, for at få mig til at græde - men denne gang på den gode måde. 

Uden jeg rigtigt vidste af det, så havde jeg rejst mig fra sofaen, og fundet en notesblog. I løbet af ingen tid var jeg på vej ned med elevatoren, og ud i New Yorks gader. Her var alt for proppet, men det var jeg får blind til at se før. Jeg var blindet af den skønhed New York havde, men lige nu længdes jeg allermest efter at komme hjem til London. Til Olly. Han havde ret i alt, hvad han sagde. Det var først nu, hvor det ligesom gik op for mig. 

Jeg endte med at gå ind i den grønne park, som lå nærmest på mit hotel. Jeg havde egentlig aldrig været her før, men her var dejligt. Jeg tog mig god tid til at gå rundt i parken. Længere fremme kunne jeg se et springvand, hvor en ældre mand med et langt fuldskæg, havde placeret sig med sin guitar. Foran ham på jorden lå en lys cowboyhat, hvor det var meningen at de forbipasserende skulle smide en skilling eller to i. 

Bag den lyse coewboyhat stod der et skilt lænet op mod springvandets fundament, hvor der med kejtede bogstaver stod skrevet: 'I MISS YOU'. Jeg stoppede forvirret op, og så ned på skiltet, op på den gamle mand, som sendte mig et venligt smil. 

"Du ser forvirret ud, min pige?" Hans ansigt var træt, men samtidig fyldt med så meget glæde. Han mindede mig om en vis bedstefar eller sådan noget. "Ja, nej.. Måske... Det er dit skilt, det forvirrer mig." Jeg vidste ikke, hvad jeg helt ærligt skulle sige. Det var som om, at skiltet talte til mig. Det var som om, at det fik mig til at glemme alt det dårlige der var sket tidligere. 

"Det skilt er for at minde folk om, at der altid er nogen, som savner dem. De fleste mennesker her i New York glemmer, hvem de er, fordi der er oceaner af muligheder her. Men når det endelig er tid til at trække sig tilbage, så vil de mennesker, som tidligere savnede dem, ikke være her når de har allermest brug for dem, fordi de glemte sig selv og dem." Mit ansigt havde nok set fuldstændig tomt ud, da han forklarede mig det, men jeg forstod pludseligt det hele.

Jeg havde skubbet Harry væk fra mig, og det samme med Olly. Jeg savnede dem jo mere end noget andet, og jeg glemte dem, jeg glemte hvor vigtige de var i mit liv, og at jeg ikke kan lave om på dem. Jeg faldt for Harry, fordi at han var ligeglad med, hvad andre sagde om hans tatoveringer, så længe at de havde en betydning for ham. Jeg elskede Olly, fordi at han var min bror, og fordi han gav mig den unikke mulighed, at leve et helt nyt liv. Jeg takkede den gamle mand for hans vise ord, inden jeg skyndte mig tilbage til hotellet. 

 

* * * 

 

"Tag den nu!" Mumlede jeg irriteret ind i telefonen, hvor der ingen var i den anden ende. Det eneste jeg kunne høre, var den bibtone, som lød hver gang den ringede i den anden ende, inden den gik på voicemail. 

Jeg lagde på, og sukkede dybt, inden jeg stirrede lidt ned i det hvide køkkenbord, hvorefter jeg regnede med, at Olly nok ville ringe tilbage til mig. Jeg fandt Johns telefonnummer længere nede i mine kontakter. Jeg ringede ham op uden tøven, for jeg vidste lige præcis, hvad jeg ville, og hvad jeg skulle. 

"Dani! Hvad så, hvad kan jeg gøre for dig?" Han tog telefonen med det samme, så han sad sikkert på sit kontor. Han virkede rigtig glad, men det havde også været en rigtig god dag i dag på sættet. 

"Hej John. Jeg går direkte til sagen, jeg bliver nødt til at bede dig om at give mig fri en uges tid." Jeg var ikke glad for at bede om fri, fordi John arbejdede virkelig hårdt med denne her film, og han havde sagt, at vi havde ikke tid til forsinkelser. Men lige nu var jeg ligeglad. 

"Jamen det kan jeg ikke, Dani. Det ved du jo godt"

"Ja, men det er en uges fri, ellers så kommer jeg ikke tilbage mere." Jeg vidste godt, at jeg ikke var helt retfærdigt overfor ham nu, men jeg måtte gøre noget ved mit liv, og det kunne jeg ikke, hvis jeg ikke kunne komme væk herfra. 

"Det kan du ikke gøre mod mig, Dani!" Jeg kunne høre irritationen i hans stemme, og hvis jeg ikke tog ret meget fejl, så gned han sit ansigt i sine hænder i frustration. 

"Jeg er ked af det John, men der er noget meget vigtigt, som jeg skal have styr på, inden jeg kan fortsætte optagelserne." Jeg havde ikke i sinde, at give mig, og det virkede som om, at det måske var ved at gå op for John.

"Og det kan ikke vente?" Sukkede han, mens jeg kunne høre ham vrisse et eller andet utydeligt. 

"Nej det kan det ikke."

"Jamen jeg har vel ikke noget valg?" Sukkede han, og jeg lyste straks op i et stort smil, inden jeg afbrød ham. 

"Tak John. Du kommer ikke til at fortryde det! Jeg lover det." Og der sluttede vores samtale, hvorefter jeg lettet sukkede op, og jublede et kort øjeblik over, at jeg nu var et skridt tættere på at fuldføre min plan. Jeg scrollede lidt længere ned i mine kontakter, hvor jeg hurtigt fandt Zacs nr. Jeg skulle bruge ham. 

"Hey!" Lød i den anden ende af røret, og jeg lyste op i et lille smil. 

"Hey Zac! Du skal hjælpe mig!" Sagde jeg med en glad, men stadig bestemt stemme. 

"Selvfølgelig, med hvad?" Han skrammelede med noget i baggrunden, men det lagde jeg ikke mere mærke til. 

"En god tatovør her i New York" sagde jeg en smule usikkert, men jeg havde en plan, som skulle udføres. 

"En tatovør? Dani, du kan jo ikke lide tatoveringer?" Han lød pænt forvirret, hvis ikke overrasket. Jeg kunne godt forstå ham, for jeg skiftede min mening, så hurtigt som man kunne nå at vende en tallerken. 

"Ja jeg hader tatoveringer, men jeg har en plan, men det kan jeg forklare dig en anden dag."

"Ohm, okay? Men gå ned ad Valley Street, og der vil du finde en lille tatooshop, som hedder Adam's. Der skal du spørge efter Jack Harrinson." Sukkede han lidt, og jeg kunne godt fornemme på ham, at han syntes, at jeg nok havde mistet forstanden. Jeg fandt hurtigt et eller andet at skrive det ned, som han sagde. Det endte med, at jeg skrev det ned på det hvide bord med en blyant.

"Tak Zac! Jeg skal nok forklare dig det hele senere!" Smilede jeg, selvom han ikke kunne se det. 

"Det har du også bare at gøre. Men lad nu være med at gøre noget dumt" han lød et kort sekund, som min far, hvilket egentlig bare fik mig til at smile endnu mere. Zac var blevet en af mine tætte venner på meget kort tid, og jeg var altid glad, når jeg var sammen med ham. 

"Det skal jeg nok selv styre. Pas nu bare på dig selv, og tag dig tid til at se de personer, som du savner!" Sagde jeg med et stort smil, inden jeg afsluttede opkaldet, og for ind i soveværelset, for at pakke en mindre taske med noget tilfældigt tøj, og lidt make-up grej. Og inden jeg vidste af det, så havde jeg lukket og låst hotelværelset af, og gået ned i receptionen, for at fortælle at jeg rejste væk i en uge, men jeg ville komme tilbage igen. 

Med hurtige skridt fik jeg forladt den ellers så stille og kedelige reception, og stod ude foran, og viftede efter en af de mange gule taxier. Der gik ikke ret længe inden, at jeg fik fat i en taxi. Jeg åbnede bagagerummet op, og smed min sportstaske ind, inden jeg satte mig ind i taxien. "Valley Street!" Sagde jeg venligt, men en smule anspændt. Taxichaufføren nikkede, og svingede ud på vejen. 

 

________________________________________________

Hvad tror i, at der sker oppe i hovedet på Dani? 
Undskyld, at kapitlet først kommer ud nu, men jeg har ikke rigtigt været hjemme til at skrive det. Men glæd jer - virkelig! Det næste kapitel bliver vildt spændende!!!!!

Btw., hvis nogen af jer har lyst, og lige i øjeblikket sidder på Instagram - gå ind og følg mig! :D Jeg hedder: idavejlby 

Ha' en rigtig god sommerferie! xoxo

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...