Troublemaker II - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Fortsættelse til Troublemaker.. Efter at have opnået succes, som skuespiller i forskellige musikvideoer tager Danielles karriere en uventet drejning. Hun får muligheden for at øge sin succes markant, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en ny film. Men hvad med hendes forhold til den verdenskendte Harry Styles? Hans karriere er muligvis ved at nå toppen, og der ligger en verdens turnée lige rundt om hjørnet. Danielle må tage en svær beslutning om, hvad der betyder mest? Karriere eller kærlighed? Karrieren er hendes fremtid - men er den vigtigere end hendes kærlighed til Harry? Vil hendes valg få alvorlige konsekvenser for hendes forhold til Harry - og ikke mindst hendes elskede bror, Olly? Vil det virkelig lykkes Danielle at træffe den rigtige beslutning, også selvom det vil det ødelægge alt det hun har opbygget?

73Likes
42Kommentarer
7713Visninger
AA

11. I should have kissed you

Harrys synsvinkel

I keep playing it inside my head
All that you said to me
I lie awake just to convince myself

This wasn’t just a dream
Cos you were right here and I should have taken the chance
But I got so scared and I lost the moment again

- One Direction * I Should Have Kissed You

Det var længe siden, at jeg havde set Dani så vred, som hun var nu. Hun ville hverken se på mig, eller snakke til mig. Vi bestilte endda pizza, hver for sig, og spiste vores egen pizza, i hvert vores rum. Det var et eller andet sted så dybt latterligt. Det var jo mit eget valg, om jeg ville have en tatovering, eller ej. Jeg vidste jo godt, at hun ikke ville bryde sig om det, for hun havde nævnt det overfor mig før. Jeg lyttede bare ikke. 

Jeg satte den tomme pizzabakke fra mig, og rejste mig fra sofaen, for at tage det første skridt ud i mod køkkenet, men jeg stoppede op. Jeg ville ikke komme krybende, som den svage af os. Jeg skulle ikke sige undskyld, for at få en tatovering. Hun var ikke min mor. Hun var min kæreste, og hun burde bakke mig op, i stedet for at opføre sig sådan der. 

Uden jeg tænkte over det, så stod jeg lige pludselig ude i køkkenet, hvor Dani sad ved det lille køkkenbord, med en halv spist pizza. Hun kiggede ikke engang op på mig, men jeg vidste, at hun havde set mig, for hun slukkede skærmen på sin iPhone. 

"Synes du ikke selv, at det her er ret latterligt?" Spurgte jeg langsomt, og lænede mig op af dørkarmen til køkkenet, mens mit blik lå fast på hende. Hun udstødte et koldt fnys, inden hun rystede på hovedet. "Latterligt?" Hun løftede begge sine øjenbryn, inden hun så op på mig med et koldt blik. Det gjorde faktisk ondt at se hende sådan. Jeg vidste ikke, at hun ville blive så ... kold. 

"Ja, hvad vil du ellers kalde det?" Spurgte jeg roligt, og holdt vejret lidt tid. Jeg havde ikke i sinde, at overgive mig, fordi den 'skide' tatovering betød rent faktisk noget for mig, men det var hun jo tydeligvis ligeglad med. 

"Tåbelig og uansvarligt." Vrissede hun, og pakkede sin pizzabakke sammen, og stillede den over på køkkenbordet. "Nå, og hvorfor det?" Jeg vidste godt, at jeg spurgte ret dumt, men jeg så intet fornuftigt lige nu. Hun vidste, hvordan hun kunne pisse mig af, og jeg vidste omvendt, også hvordan jeg kunne pisse hende af. "Fordi det ved du udmærket godt, Harry! Du vidste, hvor gal jeg ville blive, hvis du fik det gjort, også gør du fandme alligevel!" Hun råbte det ikke, men hun talte høj, og hendes stemme var skinger. 

"Hold nu op Dani, du kan jo være ligeglad! Det er min krop, det er mig, som skal leve med det!" Jeg prøvede at forholde mig roligt, og beholde den fornuftige tone, men hun gjorde det overhovedet ikke nemt for mig. 

"Ja, det er din krop, det ved jeg! Men det er mig, som skal rende rundt og se på den!" Hun kastede sig nærmest over den lille opvask, som var ved håndvasken, for at undgå øjenkontakt med mig. Hendes ord ramte mig knytnæver i ansigtet. Var den virkelig så afskyelig? Havde hun ingen fornemmelse for dens betydning for mig?

"Bare fordi at du er så meget i mod tatoveringer, og at du er skrækslagen for det, betyder det ikke, at du skal dømme mig!" Hvæsede jeg nærmest af hende, og knyttede arrigt min ene hånd, for at komme en smule af med den enorme vrede, som jeg brændte inde med. 

"Jeg dømmer dig overhovedet ikke!? Jeg synes bare, at det er totalt uansvarligt!" Hun vendte sig om og så på mig med sit kolde blik, men ignorerede det bare. Hun havde såret mig på det groveste, og det ville jeg ikke finde mig i. "Du ved at alle de tatoveringer har en betydning for mig, og det vidste du allerede fra en start af! Du vidste, hvad du gik ind til!" - "Og du vidste også, at jeg ikke ville have noget med det at gøre!" Afbrød hun mig uventet, og smed opvaskebørsten fra sig, så vandet i vasken plaskede ud over det hele. 

"Godt så! Så spørger jeg da bare en anden om hjælp til at smørre det her creme ind på min ryg!" Jeg holdt en lille pose med creme op, inden jeg hurtigt puttede den tilbage i min lomme igen. (Når man får lavet en tattoo, så skal den smøres med noget creme, for at den ikke tørrer ud, og bliver ødelagt). Hun fnøs koldt, inden hun lagde armene over kors, og sendte mig et flabet blik.

"Hvem vil du så få til det?" Hun løftede det ene øjenbryn, og jeg kunne mærke, at jeg ikke lige havde et smart svar hængende. 

"Det ved jeg ikke.. En fan!? De dømmer mig ikke, for den jeg er!" Jeg knyttede hårdt min ene næve, inden jeg hurtigt forsvandt ud af køkkenet, og ud i entréen. Idet jeg forlod køkkenåbningen, kunne jeg høre et smæld mod dørkarmen, og nogle våde dråber ramme min nakke. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, og så opvaksebørsten ligge på jorden. Jeg tænkte ikke så meget over det, jeg fortsatte bare ud mod entréen. 

I løbet af ingen tid fik jeg trukket i mine sko, og mit overtøj. Uden at sige et eneste ord til hende, åbnede jeg døren ud til den store hotelgang, og smækkede den godt efter mig, inden jeg fortsatte forbi elevatoren, og hen mod trapperne. Jeg var alt for oprevet til at stå i en elevator lige nu, så jeg tog de mange trapper. 

Jeg kunne stadig høre fansene ude foran hotellet, men lige nu var jeg ret ligeglad. De måtte fandme følge efter mig, hvis det var det de ville. Jeg havde mest af alt bare mest brug for at få mine tanker afledt. Jeg ville ikke tænke på, hvordan Dani havde det lige nu, fordi det gjorde mig bare endnu mere oprevet. Det gav mig skyldfølelse, men det var hendes egen skyld, og ikke min. 

 

 

* * *

 

Vi havde ikke udvekslet ét eneste ord, da jeg kom tilbage til hende hotelværelse, for at hente mine ting. Jeg gik bare direkte ind i soveværelset, hvor jeg hurtigt pakkede min bagage sammen, og slæbte det ud i entréen. Jeg stod et øjeblik og overvejede, om jeg bare skulle forsvinde nu uden at sige så meget som et farvel. Hun havde såret mig på det groveste, og jeg var virkelig ked af, at vi skulle tage afsked på denne måde.

Jeg var kun et menneske, og jeg elskede hende virkelig, så det mindste jeg kunne gøre, var at sige til hende, at jeg rejste nu. Med tøvende skridt begav jeg mig ind i stuen, hvor jeg nok tænkte, at hun befandt sig. Og ganske rigtigt. 

"Jeg rejser nu." Jeg kunne mærke, at min stemme rystede, da jeg lukkede ordende ud af min mund. Hun sad med ryggen til mig i den store sofa, mens der kørte noget i tv'et. Hun vendte sig ikke engang om mod mig, men blev blot siddende. "Nå."

"Så det er sådan, at du vil tage afsked?" Jeg slog let ud med armen, men mest i frustration. Hun vendte sig langsomt om mod mig, og jeg kunne se på afstand, at hendes øjne var helt røde Hun havde grædt. Meget endda. Jeg stod herhenne, og fik helt dårlig smag i munden, fordi i bund og grund, så var hele det her skænderi unødvendigt og ligegyldigt. Jeg forlod hende sen aften, og jeg fortalte hende ikke engang, hvor jeg tog hen. Jeg skred bare, og kom først hjem nu, dagen efter.

"Dani, jeg.." Jeg tog et skridt hen i mod hende, men hun rejste sig hurtigt op fra sofaen, og trådte væk fra mig. "Lad være, Harry." Hendes øjne var tårevæddet, og hendes stemme grødret. For at være helt ærlig så lignede hun en, som ikke havde sovet hele natten. 

Jeg stoppede op, og så forvirret på hende. "Jeg er ked af det... det.." - "Har du ikke et fly, som du skal nå? Har du ikke en masse skrigende tøser, som du skal ud til!?" Jeg stod lamslået tilbage, og lod hendes ord gennemtæve mig, inden jeg langsomt nikkede. Mit blik undersøgte hende nøje, inden jeg sukkede, og forlod stuen, tog mine ting, og forlod hotellet.

Jeg lod hende stå tilbage i det store tomme hotelværelse. Jeg fik ikke engang et lille smil. Men jeg forstod hende et eller andet sted. 

Paul stod allerede klar nede i lobbyen ligesom aftalt. Han sendte mig et spørgende blik, da jeg nåede hen til ham. "Er du okay makker?" Jeg så hurtigt op på ham, og sendte ham et falsk smil. "Ja, det er okay." Han kiggede bag mig, som om at han troede, at Dani ville komme løbende. Men det ville hun ikke. "Skal Dani ikke med?" Spurgte han smule forvirret, men jeg rystede bare på hovedet. "Nej, hun var for træt." Løj eg, og gik hen mod den store udgang, hvor der stadig stod en masse fans. 

 

 

* * * 

 

Vi tog et direkte fly fra New York til Paris, hvor vores næste koncert ville være. Jeg havde ikke lukket et øje under flyrejsen, fordi jeg hele tiden blev ved med at tænke på Dani. Jeg havde det virkelig dårlig med, at jeg bare rejste fra hende, når jeg kunne se, hvor såret hun var. Men jeg var bare så skide stædig. Jeg ville ikke give mig, jeg ville ikke stå frem og sige, at det var mig, som havde begået en fejltagelse. Jeg ville ikke være den svage i forholdet, jeg ville ikke komme krybende til hende.

"Heeeey Hazza!" Jeg blev mødt af de andre drenge bag koncerthallen i Paris, hvor aftenens koncert forgik. Jeg nåede ikke rigtigt at reagere, før de begyndte at stille mig en masse spørgsmål. "Hvordan havde Dani det?" Spurgte de i munden på hinanden, og de gjorde bestemt ikke mit humør bedre. Uvidende hældte de salt i mit åbne sår, og det gjorde ondt. 

"Fint, tror jeg. Spørg hende selv." Mumlede jeg uden rigtigt at se på dem, inden jeg gik ind i vores tourbus, for at komme af med min bagage. Jeg nåede kun lige at smide min sportstaske på den nederste køje, som tilhørte mig, inden jeg kunne høre drengene bag mig. 

”Harry er alt okay?” Spurgte Zayn forsigtigt, mens de andre drenge var helt stille. Jeg stod med ryggen til dem, men jeg vidste, at de kiggede på mig. Jeg bed mig i læben, inden jeg tog en dyb indånding, og vendte mig om mod dem. Skulle jeg bare lade som ingenting, eller skulle jeg bare stå frem og sige, hvad der var sket? Jeg var splittet. Jeg havde ingen grund til at være splittet, for de drenge var mine bedste venner, og de brødre, som jeg aldrig fik. Jeg vidste, at jeg kunne fortælle dem alt, men hvorfor var det så, så svært? Var det fordi, at Dani også var blevet deres ven? Jeg vidste det ikke.

”Ja, det går nok.” Jeg trak på skulderen, inden jeg sendte dem et falsk smil. ”Harry, du lyver.” Louis kendte nok mig bedst, så selvfølgelig kunne han se, at jeg stod og løj. Jeg sukkede dybt, og så ned på mine fødder, mens mine tanker arbejdede på højtryk. ”Hvad er der sket?” Spurgte Liam roligt, og satte sig på den nederste køje overfor mig.

”Vi havde bare et skænderi.” Mumlede jeg ned i jorden, men drengene hørte det sikkert, for de var helt stille, men ikke ret længe. ”Om hvad?” Kom det fra Niall, som altid forholdt sig rimelig passiv i sådanne situationer, men ikke denne gang. ”Rygtatovering” sukkede jeg lidt, og satte mig ned overfor Liam, mens jeg stadig fastholdte mit blik mod gulvet.

Jeg kunne ligeså godt bare stå frem og sige sandheden. Der var ingen grund til at lyve, og specielt ikke overfor drengene, som kendte mig ind og ud. ”Har du fået den lavet?” Spurgte Louis med en overrasket stemme, og jeg nikkede langsomt. ”Ja, i skal nok få den at se senere.” Sagde jeg lavt, og rettede hurtigt på mit hår, som hang ned i mine øjne.

”Jamen hvad var det der gik galt?” Kom det fra Liam, som var totalt rolig omkring det. Han havde jo også haft en del gode skænderier med hans Danielle gennem tiden. ”Jamen.. hun ville ikke have, at jeg fik den tattoo, men jeg gjorde det alligevel.. Også blev hun pænt sur, og jeg fik sagt nogle dumme ting.” Jeg tog mig til hovedet et kort øjeblik, fordi jeg virkelig prøvede at holde mine tårer tilbage. Min hals havde snurret sig godt sammen, og mine øjne stikkede en smule, fordi jeg holdt mine tårer tilbage.

”Det sker jo. Og det hele skal nok gå Harry, hun bliver god igen.” Jeg mærkede Louis’ hånd omkring min skulder, og jeg så op på ham, og han sendte mig et varmt smil, inden vi blev enige om, at gå ud og spille noget bold inden koncerten. Jeg fortalte ikke drengene, hvad det var, at jeg havde sagt til hende siden det hele endte sådan.  Jeg havde heller ikke rigtigt i sinde, at fortælle dem det, fordi jeg skammede mig virkelig over det, som jeg fik sagt. 

 

 

* * * 

 

Stemningen under hele koncerten her i Paris var fantastisk. Det var virkelig en oplevelse at få denne ære at optræde for så mange mennesker. Selvom jeg var smadret efter turen fra New York, og skænderiet med Dani, så var det fedt, at jeg kunne få lov til at gå op på en scene, og give mig fuldt ud. Gøre det, som jeg er bedst til.

Vi sluttede koncerten af med Moments, som en lille ekstrasang til vores mange fans, som var mødt op til koncerten i aften. Lyset på scenen blev dæmpet, og Liam begyndte at synge hans del. Den akustiske guitar, som der spillede sangens melodi, fik mig lige pludselig til at lytte til teksten. Det hele gav mening nu.

Hendes smukke blå øjne var røde, og fyldte med tårer. Og det var min skyld. Jeg ville trække hende ind til mig, jeg ville trøste hende, og fortælle hende, at jeg ikke mente det. Jeg ville aldrig nogensinde såre hende på denne her måde. Det fortjente hun ikke. Jeg ville mærke den søde duft af hendes parfume i mine næsebor, som altid fik sommerfuglene i min mave til at blive en smule vildere.

Jeg savnede hende virkelig, men jeg kunne intet gøre. Jeg kunne ikke rejse herfra, for at møde op ved hendes dør, og knuge hende tæt ind til mig, mens jeg fortalte hende, at jeg var ked af det. Men jeg kunne ikke.  

Inden jeg vidste af det, gik det op for mig, at Liam sang den sidste sætning i hans del af sangen. Jeg førte mikrofonen op mod mine læber, for at synge mine få linjer af sangen, men ordende havde sat sig fast. Jeg havde ikke mærket, at tårerne rendte ned af mine kinder. Jeg kiggede ud mod den store menneskemængde, inden jeg kiggede ned på mine fødder, og førte min arm op foran mine øjne, for at tørre mine tårer væk.

Musikken fortsatte med at spille i baggrunden, og fansene holdt op med at skrige. Der var stille. Jeg ville gerne synge, men jeg kunne ikke. Ordene havde sat sig fast, og mine øjne løb i vand. Alt inde i mig skreg. ”Jeg kan ikke” hviskede jeg med en grødret stemme, inden jeg rejste mig fra scenen, og skyndte mig ud bag ved. Jeg var flov over mig selv. Jeg var flov over, at jeg begyndte at tude oppe på scenen, fordi jeg havde dummet mig, fordi sangen mindede mig om alt ved Dani.

Jeg kunne bare ikke gøre noget ved det.  

 

_______________________________________________________________

2.603 ord. Tror aldrig, at jeg har skrevet så meget på et kapitel før. 
Omg, what a fight! Hvem synes i der har begået en fejl? Er det virkelig Harry, som har dummet sig? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...