Forever alone in Amarica

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 10 okt. 2013
  • Status: Igang
Madison er en pige på 16 år, hele sit liv har hun levet under dårlige vilkår, hendes mor var narkoman, og oveni hendes store forbrug af stoffer, drak hun også hver evig eneste dag. I skolen blev hun mobbet med det, ingen kunne lide hende, når hun var alene skar hun i sine arme og da man tydeligt begyndte og kunne se hun var cutter begyndte hun i benene, så hun ikke lavede flere ar på armene, hun har ingen veninder. eller det ville sige hendes bedste ven Ryan sprang ud foran et tog. de havde været i gennem noget af det samme, mobning, dårlige vilkår. han boede på børnehjem, men til sidst fik han nok, han kunne ikke mere og derefter tog han sit liv. hans forældre døde i en bilulykke da han var 7 derefter kom han på børnehjem. på børnehjemmet var der heller ikke nogle der kunne lide ham, hver dag han kom hjem efter skole, gik han direkte ind på hans værelse hvor han nu sov. og satte sig i sin seng. jeg har faktisk aldrig mødt min far. han er også død sagde min mor da. dunno om det passer.

1Likes
0Kommentarer
299Visninger
AA

2. Take care

Endnu en dag med spydige kommentar fra min klasse, hvornår mon det holder op. 'Aldrig' er det ord jeg bruger mest, heldigvis skal jeg snart ud af skolen, så skal jeg finde ud af hvad for en uddannelse jeg skal på, jeg tænkte lidt på at tage noget inde for stewardesse, da jeg virkelig elsker at flyve og komme til andre lande, og så er det også en meget god stilling at have. og jeg kommer væk fra alting her i Amerika, min mor, min skole, alle fra min klasse, Ingen til at mobbe mere, årh det liv ville jeg have.

Jeg kom hjem, og smed mig på sengen. kedelig dag som altid. Min Iphone ringede, jeg skyndte mig at se på displayet, 'Ukendt nummer' hmm, jeg må hellere tage  den, hvis det er noget vigtigt.  ''Det er Madison'' - '' Hvad så, har du snart fået din selvtillid så meget i bund, at du overvejer selvmord bitch'' Derefter lå personen på, tårende begyndte at trille ned af kinden på mig, Hvorfor mig?. Hvad har jeg gjort for det her sker?. Skulle jeg overveje selvmord igen?. spørgsmålende fløj igennem hovedet på mig. Mit liv er en fiasko, jeg begyndte at gå ned mod garagen, for at finde et reb, De skulle ikke tro de kunne få mig ned med flaget, men inderst inde vidste jeg jo godt at de kunne, de havde gjort det så mange gange, og det her skulle være den sidste, ikke mere. Jeg skal ikke opleve mere i mit liv, og sådan er det bare fra nu af, jeg begyndte at gå mod skoven, Folk kiggede på mig da jeg bar et reb. som om de aldrig har set et reb før, da jeg kom til skoven begyndte jeg at lave en lykke, som passede til mig hoved, derefter kravlede jeg op i træet for at binde det fast. Nu er det nu!. Jeg begyndte at skrive et brev så folk forstod hvorfor jeg gjorde det her, så de ikke bare tror jeg er en dum abe der tror det er den letteste udvej, der er folk på hospitalet der ville betale en for ikke at dø, mens jeg bare ville dø, men der var virkelig også en grund. ' Kære Mor, jeg gør det her fordi jeg ikke kan klare mere pres, alle jeg går forbi der ikke engang kender mig, siger spydige ting som jeg ikke engang ved hvad betyd..''Hvad laver du?'' var der mørkhåret dreng der afbrød mine tanker, han var på alder med mig ca. 16 år, jeg var chokeret over der var en der havde stået og kigget på hvad jeg lavede. ''ohm'' var det eneste jeg kunne få stammet frem. ''Kom lige ned derfra så vi kan snakke'' sagde han med et bekymret smil, jeg gjorde som drengen sagde, min øjne begyndte at være tunge af vand, ''Hvad var det lige du lavede der?'' spurgte han usikkert. ''J je jeg'' begyndte jeg mens jeg kunne mærke tårende presse sig på, ''Jeg kan ikke mere'' fik jeg sagt med gråd i stemmen. han kiggede som ingen andre havde kigget på mig før, ''Jeg kender dig ikke, men har du lyst til at fortælle?'' fortsatte han, jeg nikkede en enkelt gang for et ja, en smule usikker men han forstod det vel. ''Jeg er mobbe offer, det har jeg været siden jeg næsten startede i skolen, det ville sige ihvertfald 1. klasse begyndte det.''-''og hvad går du i nu?'' jeg kiggede ned, men det var ikke lang tid efter han, snakkede igen. ''Hey det er altså okay, du skal ikke være bange for at fortælle mig det!'' han smilede lidt. Han havde virkelig flotte tænder. ''Jeg går i 10. klasse nu!'' Han kiggede undret på mig!. ''Det er lang tid, har du aldrig haft venner så?'' og der brød jeg så sammen, der kunne jeg ikke mere, ''Hey, rolig nu'' Begyndte han, og trak mig stille og rolig ind til et kram, wow jeg havde kendt drengen i 3 minutter måske og alligevel krammer han mig, jeg ved ikke engang hvad han hedder. ''Jo, jeg HAVDE en ven'' sagde jeg som en eller anden der næsten ikke kunne trække vejret af gråd. ''Hvad skete der?'' spurgte han en smule ked af det, sikkert på mine vegne. ''Ha han sprang ud foran et tog og døde'' begyndte jeg at stamme, jeg stammer en ikke sådan rigtig men når der er noget jeg skal sige mens jeg ikke er i det bedste humør så stammer jeg. ''Nej, for frygtelig'' - ''Tja, men det er fint nok, jeg er kommet lidt over det'' sagde jeg. ''Mhh'' sagde han bare. ''Hvad bliver du mobbet med?'' -'' Jeg er grim, tyk, klam, min mor, min far, min ven der begik selvmord'' sagde jeg stille!. han kiggede igen undret på mig. ''Det lyder underligt!'' sagde han stille''Hvad mener du?'' spurgte jeg  ''Jeg mener, Du er hverken Grim, Tyk, Klam, og hvorfor dog det med din mor og far og ven!'' gav han mig lige et kompliment der!. Ja det tror jeg nok lige. OMG, kender du følelsen af at blive rost, eller få et kompliment. ''Min Mor tager stoffer og drikker, men alligevel bor jeg hjemme, Min far fordi han gjorde det samme som jeg ville have gjort. eller det ville sige min mor siger han hang sig selv. men jeg ved ikke om jeg tror på det, jeg føler ikke inden i mig selv han er død, og Ryan mener de det var mig der drev ham til vanvid så han sprang ud foran det tog. Og tak'' han smilede et roligt smil til mig. '' Det er hverken din skyld din mor tager stoffer og hun drikker, eller at din far tog sit liv, hvis han gjorde det! eller Ryan gjorde, det er overhovedet ikke din skyld'' jeg smilede lidt usikker til ham, ''Hvad hedder du egentlig?'' spurgte han. ''Madison, og dig?'' spurgte jeg hurtigt. ''Alo!'' svarede han stille. ''Er der noget galt?''spurgte jeg-''Nej, det er bare, jeg hader mit navn!'' Jeg kiggede på ham med et virkelig undret blik. ''Et grimt navn!, er du sådan dum eller sådan noget?'' spurgte jeg sarkastisk Han kiggede nu undret på mig igen. ''Nej?, det tror jeg da ikke!'' jeg rejste mig op fra den træstamme vi sad på, ''Hvad skal du?'' spurgte han, da jeg gik hen til træet, jeg skal hente mit reb!. ''Lad mig gøre det'' sagde han. hmm måske, det var ret højt oppe og jeg er højde skræk, men jeg tænkte jo ikke klar da jeg klatrede op med det. jeg nikkede bare som et svar!. han begyndte at tage det ned og kom ned til mig, ''Ville du have brevet tilbage?'' de lå også deroppe, kom jeg i tanke om nu da han spurgte. ''Nej tak'' han kiggede hurtigt på brevet og det jeg havde skrevet.. han krøllede det og smed det på jorden. ''Ville du med?'' Spurgte han. ''Hvorhen?'' -''Det ved jeg ikke, du kan tage med mig hjem og se hvor jeg bor?'' jeg smilede et stort smil, som ikke var falsk. endelig havde jeg fundet en jeg kunne snakke med. vi snakkede hele vejen hjem til ham, han virkede virkelig rar, og jeg skyldte ham faktisk noget.. han havde redet mit liv!. ''Alo?'' -''Mhh'' var hans svar til det. ''Jeg skylder dig seriøst noget, du har reddet mit liv'' lige mu sad vi i hans seng og snakkede, han havde et vildt flot hus. ''Madison, det skal du ikke, jeg fik for det første et venskab ud af det! og for det andet er jeg bare glad for at du lever!'' jeg begyndte at smile over hans ord. han var den eneste der har kunne mig til at smile siden Ryan døde. Men den her dreng var bare så sød mod en.. 

''Hvad er klokken?'' spurgte jeg Alo om. Han kiggede på sit armbånds ur ''Lidt i syv, Ville du spise med?'' jeg tænkte lidt. på ene side, så ville jeg ikke få noget der hjemme, det er virkelig lang tid siden jeg sidst har spist aftensmad, jeg plejer bare at tage noget at spise når jeg er sulten. som jeg selvfølgelig køber ind, det eneste hun selv køber ind, altså min mor, er hendes stofmisbrug som kokain og speed, og så hendes forbandede øl.. ''Jo tak, hvis jeg må!'' han smilede bare og nikkede, derefter gik han nedenunder så jeg sad på hans værelse alene. Jeg rejste mig, for at se lidt på de ting der stod fremme, han havde et maleri, et virkelig flot et, hvor der stod en tekst i. ' Smil til andre og de smiler igen, smil altid til folk du ved aldrig hvem der falder for det!' virkelig godt skrevet. men desværre er det ikke altid nemt at smile. ''Hvad smiler du af?'' der gik det op for mig, jeg stod og smilede ud i luften. ''Det er bare godt lavet det der maleri'' -''Tak'' svarede han, jeg kiggede med store øjne, ''Har du lavet det?'' han nikkede taknemlig. ''Wow'' Han smilede bare. ''Hvad lavede du egentlig ude i skoven der?'' han kiggede ned. ''Min mor kan også godt være lidt belastende engang imellem. '' startede han. ''Og?'' fortsatte jeg hans sætning. ''Og så nogle gange går jeg en tur i skoven for at få lidt ro'' jeg smilede. vi er næsten i samme båd så, det gør jeg også engang i mellem, han grinede. ''Sjovt vi aldrig har mødtes før nu så!'' jeg nikkede mens jeg grinede.

Efter vi havde spist havde vi sat os op på værelset igen. hans mor havde fået hele historien så hun ikke troede det var en flirt eller sådan noget. hvilket det ikke var. Hun havde end da sagt at hvis jeg havde problemer der hjemme kunne jeg flytte og bo hos dem ind til jeg skulle herfra, det ville sige hun nærmest har forældre myndighederne over mig så. det kunne være så rart, hun virkede ikke så belastende som han havde sagt, men okay nu var jeg også lige kommet jeg var jo ny her. ''Men Alo, jeg skal til at hjemad, min mor ved ikke engang jeg er her''  Han nikkede og vi gik ned til indgangen. ''Skal jeg køre dig hjem?'' jeg kiggede lidt på ham, men nikkede derefter, efter jeg ikke vidste hvor hjem var her fra!. han tog nogle bil nøgler og hans jakke over armen. vi sad ude i bilen, og han havde fået adressen.. da vi kom gik han med hen til døren, ''Må jeg se dit hus, nu hvor du har set mit?'' spurgte han, jeg nikkede bare som svar. Han fulgte efter mig ind i huset. jeg viste ham rundt i huset. og han betragtede det, derefter gik han ind på mit værelse igen. ''Hvad for en skole går du på?'' spurgte han mig om. ''American student high school'' svarede jeg. ''Seriøst?'' - ''Ja?'' han gloede med store øjne på mig. ''Det gør jeg altså også!'' jeg lavede mine kæmpe øjne. ''Hvad klasse?'' -''Eller jeg går der ikke endnu, jeg skal starte imorgen.'' jeg så bare med kæmpe øjne. ''I hvad for en klasse?'' - ''10. klasse'' okay! det var lidt underligt det her. ''Men Madison?'' jeg kiggede ham. ''Mmh?'' - '' Jeg tænkte, du ville sikkert hellere værre hos os end du ville værre her, ville du pakke en taske så du kan tage med?'' jeg kiggede undret på ham, ''Alo, Jeg bor her, og hvis jeg skal med dig hjem nu, skal min mor vide det og hun sover og hader at blive forstyret når hun sover, og hun undre sig sikkert over hvorfor jeg ikke er hjemme imorgen tidelig så, så det kan jeg desværre ikke, jeg bliver nødt til at blive her, ihvertfald til imorgen så hun ved jeg har fået en ven som jeg nok kommer til at bo ved nu her, da jeg som du sagde ikke gider jeg ikke være her, det tror jeg også godt du fandt ud af da jeg fortalte om min mor.'' Han nikkede som svar, så pakker du alle de ting du tager med imorgen og så kører vi her hjem efter skole og henter alle de ting du skal bruge okay?'' svarede han. jeg nikkede igen som svar. og begyndte at pakke tøj og sådan hvad jeg skulle bruge. han stod og betragtede mig efter om jeg glemte noget som han vidste jeg skulle bruge.Efter jeg var færdig i kiggede jeg på klokken, den er ved at værre 22:00, ''jeg tror godt jeg ville sove.'' sagde jeg stille, han smilede og kiggede hen mod min væg, ''Jamen så godnat, jeg finder selv ud'' svarede han og gik. jeg fik et farvel kram, allerede nu føler jeg at jeg kan stole på ham og der skal ellers meget til, men på en eller anden måde virkede han ikke som en af dem der ville sårer mig, han virker som om han virkelig ville dyrke et venskab og for at sige det ligeud er det dejligt at endelig have en på sin egen alder, istedet for ens mor, der ikke engang gider at lytte fordi hun er pisse fuld, og skæv også har hun allerede glemt det dagen efter. 

jeg kunne høre døren smække så jeg gik ned og låste da jeg kom i tanke om det nok var en god idé, der havde været nogle indbrud i området for nylig, derfor ville det være en god idé at lukke vinduer og døre om natten. jeg begyndte, at tage mit tøj af og fik et par løse shorts på og en stram Only top, min øjne faldt hurtigt i. Zzzzzz

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...