Forever alone in Amarica

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 10 okt. 2013
  • Status: Igang
Madison er en pige på 16 år, hele sit liv har hun levet under dårlige vilkår, hendes mor var narkoman, og oveni hendes store forbrug af stoffer, drak hun også hver evig eneste dag. I skolen blev hun mobbet med det, ingen kunne lide hende, når hun var alene skar hun i sine arme og da man tydeligt begyndte og kunne se hun var cutter begyndte hun i benene, så hun ikke lavede flere ar på armene, hun har ingen veninder. eller det ville sige hendes bedste ven Ryan sprang ud foran et tog. de havde været i gennem noget af det samme, mobning, dårlige vilkår. han boede på børnehjem, men til sidst fik han nok, han kunne ikke mere og derefter tog han sit liv. hans forældre døde i en bilulykke da han var 7 derefter kom han på børnehjem. på børnehjemmet var der heller ikke nogle der kunne lide ham, hver dag han kom hjem efter skole, gik han direkte ind på hans værelse hvor han nu sov. og satte sig i sin seng. jeg har faktisk aldrig mødt min far. han er også død sagde min mor da. dunno om det passer.

1Likes
0Kommentarer
317Visninger
AA

4. I want to leave this world

Tidligere i Forever alone in America

 ''HEY, HVAD FANDEN SKER DER?'' kunne lige nå at høre en stemme sige før det gik sort. 

 

jeg vågnede ved en bib lyd, der irriterede mine øre konstant. 

'' Madison du er vågen!'' kunne jeg høre en stemme, jeg kæmpede for at åbne mine øjne, jeg fik endelig åbnet dem og blev mødt at et bekymret blik fra en dreng jeg ikke rigtig kan huske 

''Hvem er du?'' spurgte jeg undret

''Jeg er Alo, Kan du ikke huske mig?'' 

''Jeg er ked af det Alo, men nej, kan jeg få noget mere at vide om dig, så jeg måske kan komme i tanke om noget?'' 

''Jo selvfølgelig søde, Jeg hedder som sagt Alo, jeg er 16 år gammel ligesom dig, jeg mødte dig i skoven dengang du prøvede på at.. ''  Han stoppede og kiggede ned, Hvad har jeg gjort? jeg blev bange

''Prøvede på hvad?'' spurgte jeg bekymret!

''At begå selvmord'' sagde han lidt trist. 

''Har jeg prøvet på det?'' spurgte jeg han nikkede som svar og rejste sig så op, og trak i snoren ved min seng. 

''Hvad er det?'' han fniste lidt og kiggede sødt ned på mig 

''jeg tilkalder bare en læge, da de skal se på dig,  om du må komme hjem, sagde han roligt. der glemte jeg alt igen, 

''Jamen jeg ville ikke hjem?'' jeg kunne sagtens huske alt det med min mor, men hvorfor kan jeg så ikke huske ham, det kommer nok hen af vejen, jeg lærer ham sikkert at kende. 

''Madison du kan ikke blive her på hospitalet for evigt?'' han fniste. lidt efter kom der en mand med gråt hår ind af døren 

''Miss Carter, godt de er vågen!'' sagde han ligeglad. Er det godt jeg er vågen, når han alligevel bare er ligeglad?, jeg fatter ikke denne verden. 

''Ehm?'' svarede jeg ham bare langtrukket 

''Jeg har kigget lidt på nogle blodprøver, der er ikke umiddelbart noget galt, men du har fået dig en slem hjerne rystelse og, det ville kunne ses ved hukommelses tab lige nu, der går nok lige en måneds tid før du er på dupperne igen, med at kunne huske folk og du ved vel nok hvad jeg mener!'' jeg nikkede svagt som svar, selvom jeg var en smule forvirret skulle jeg blive her eller ikke?, jeg ville bare ikke hjem til min mor. 

''Hvor lang tid skal jeg blive her?'' spurgte jeg en smule frustreret. han smilede blot og sagde 

''Du kan tage her fra om en time, vi skal lige se  din reaktion på opkast og med hensyn til hvordan du klare dig'' Igen virkede han ligeglad. jeg nikkede igen bare svagt som svar. 

Alo stod og holde øje med vores samtale, Han smilede til lægen da han gik ud af døren!. 

''Alo?'' han kiggede hen på mig. 

''Madison?'' svarede han 

''Jeg ville altså ikke hjem til min mor!'' sagde jeg trist, han grinede virkelig højt af mig. Hvad fanden er der galt med den dreng, kan griner eller fniser fandme hele tiden. 

''Madison du bor ikke hos din more længere, du er næsten lige flyttet hjem til mig.'' Hvad tænkte jeg, mit smil faldmede, Er mig og Alo kærester siden jeg bor hos ham?, Kan jeg overhovedet få det forhold bygget op, selvom lægen sagde jeg ville kunne huske igen om en måned? spørgsmålene fløj rundt i hovedet på mig. han kiggede bekymret på mig. Havde vi vores egen lejlighed sammen? 

''Er der noget galt Madison?'' jeg rystede stærkt på hovedet, det skulle jeg ikke have gjort, oh mit hoved gør mere ondt end nogensinde før. jeg tror det eksplodere. løøøøøøb, Ha nej. 

''Jeg tror jeg lægger mig til at sove i den time, jeg har det ikke så godt!'' han nikkede og satte sig hen på en stol henne ved vinduet jeg lå med ryggen til ham, så han ikke kunne se mit grimme lorte fjæs når jeg sov. lidt tid efter faldt jeg i søvn. 

 

''Madison, Madison, Madison!'' kunne jeg høre en stemme kalde. jeg vågnede forsigtigt op af min trance. Hvor længe har jeg lige sovet det er mørkt og jeg er et andet sted end før? 

 

''Hvor er jeg?'' spurgte jeg forundret, ikke fordi her ikke var flot for det var der, men det virkede overhovedet ikke bekendt eller på en lille bitte, bitte, bitte grad måske, men så heller ikke mere.

''Hjemme, som sagt hjemme ved mig og min mor!'' jeg kiggede rundt og satte mig så op, Alo sad på sengen og kiggede. 

''Hvad er klokken?'' spurgte jeg, og han smilede og kiggede så ned på sit håndled hvorpå der sad et ret flot ur. 

'' 20:30, jeg kom egentlig for at høre om du ikke ville med ned og have lidt at spise, min mor er ikke hjemme så jeg har prøvet så godt som jeg kunne at bikse lidt mad sammen'' igen, igen, igen nikkede jeg bare som svar, selvom jeg egentligt ikke var sulten skulle jeg vel prøve at spise, ellers dør jeg bare af sult, Måske lidt overdrevet, men whatever. 

jeg havde et par løse fodboldshorts og en løs trøje på, så jeg kunne bare gå der ned, jeg prøvede at rejse mig op, lige i det jeg kom op at så fik jeg en arm rundt om mig, det var Alo's hvis i var i tvivl, og nej jeg kunne næsten ikke gå, det gjorde herre ondt nede i skinnebenet, jeg haltede nedenunder og ned i et kæmpe køkken. 

''WOW, det er flot!'' sagde jeg overrasket. han grinede bare og placerede mig på en stol over for hans, hvor der stod 2 tallerkener  med spaghetti og kødsovs noget af det bedste jeg ved. Selv om der kun var gået lidt over et døgn havde det vist fremskridt allerede nu.. det kunne jeg bestemt ikke klage over. 

''Haha, det sagde du også første gang du så det!'' grinede han. jeg blottede dog bare mine tænder. vi begyndte begge at spise lige så roligt. jeg havde ikke set hans mor være hjemme endnu. 

''Hvor er din mor egentligt lige nu?'' spurgte jeg. han kiggede ned i bordet. 

''Ja angående det, Hun skal til at arbejde et andet sted så jeg for huset for mig selv, hun skal bo på et hotel i Atlanta og jeg skal bo her, sammen med dig'' Han rødmede lidt. Hvilket jeg synes var sødt. 

''Aww du rødmer!'' sagde jeg stille. han kiggede hurtigt væk, og lidt tid efter kom hans hoved tilbage på sin plads. Okay det lød som om han havde tabt hovedet. 

''Er du færdig med at spise!?'' spurgte han hurtigt. Emneskift, Jeg nikkede og tog tallerken og prøvede så godt jeg kunne at få den ind i opvaskemaskinen. 

''Bare stil den på bordet, det skal jeg nok ordne det der'' Kom det ovre fra Alo som var fuld i gang med at tømme sin tallerken for madrester.

''Okay, Hvad skal vi lave efter?'' spurgte jeg nysgerrig  

''jeg tænkte på at gå en lille tur udenfor - Ville du med?'' spurgte han hurtigt efter. Jeg nikkede blot, og han fik et smil. åh gud. nu skal jeg nok ligne en spadser. 

Vi begyndte begge at tage overtøj på og hvad vi ellers skulle have, jeg havde skiftet til et par lang bukser da vi skulle udenfor. vi gik ud, og det var begyndt at blive lidt mørkt, han tog sin pung og sine nøgler til huset. 

''Hvorfor tager du din pung med?'' spurgte jeg forundret

''Der ligger en tank lige her henne, jeg tænkte at købe lidt guf med hjem, så kan vi hygge lidt med det over et spil, du må jo ikke se tv før imorgen!'' jeg nikkede stille. 

 

 

En måned efter. 

 

Jeg måtte stadig ikke gå i skole, men jeg måtte godt være der hjemme og se tv nu, og ja alt det jeg ville, bare ikke skole lige nu, da det var en stor belastning at skulle side så mange timer, især efter det store slag, jeg kan huske næsten alt igen, der var dog nogle småting, men lægen sagde at det var normalt, vi skulle bare have tålmodighed, det skulle nok komme en eller anden dag! 

Bib bib, bib bib. jeg fik en sms, den var fra Alo. 

# Hey smukke, jeg kommer hjem lidt senere idag, jeg skal lave et projekt med en dreng fra klassen. - Alo :)

han kaldte mig hele tiden smukke. Men jeg er da ligeglad, han må da kalde mig det han har lyst til bortset fra skældsord. 

# Heeej, øv jeg keder mig ellers sådan, kan i ikke bare komme her hjem og lave det projekt, så kan jeg bare hjælpe? - Madison :) 

jeg skyndte mig at sende den, så de ikke nåede at gå hjem til ham først. lidt efter kom der en ny sms. 

# Jeg har lige spurgt, det ville han godt, vi kommer om 15 minutter. Du behøves ikke at hjælpe sweety, vi kan sagtens selv. - Alo <3 

HVAD?, han sendte freeking fucking lige et hjerte. 

# Alo? hvaaa!? synes du lige jeg skulle have et hjerte. -Madison

Haha, igen kom der en ny besked. 

# Ja, det synes jeg faktisk lige du skulle, Haha ej undskyld det var en fejl. - Alo 

puha godt det var en fejl, jeg har på ingen måde tænkt Alo som en kæreste for mig, altså jo venner kan godt skrive hjerter, men mig og Alo gjorde bare ikke. 

#Iorden, Kommer i ikke snaaaart, det er så kedeligt - Madison. 

lige i det jeg sendte den kunne jeg høre en dør åbne. 

''Heey, vi er her nu!'' råbte en velkendt stemme, som sandsynligvist var Alo's. og jeg havde ret. 

''Heeeeeeeeeej'' svarede jeg og rejste mig op, for at gå hen til ham. 

''Det her er Robin'' 

vi gav hånd og sagde hej og hvad man nu ellers siger. 

''Hyggeligt at møde dig Madison, kom det fra Robin'' 

''Jamen jeg kan da kun sige i lige måde'' svarede jeg Robin, efter hvad hans arme symboliserede, viste det sig lidt han var lidt af et vaskebræt, eller hans arme var ihvertfald gode, så det tror jeg da også hans mave er - Ej stop dig selv Madison, du kender ham knap nok, han er lige gået ind ad døren altså. OMG. 

''Hvad for et projekt skal i så lave drenge?'' spurgte jeg interesseret 

''Noget om naturen, og miljøet'' svarede de i munden på hinanden, hvilket jeg fandt sjovt så jeg begyndte at grine. 

''Hvad griner du af?'' spurgte Robin 

'' I sagde det bare i munden på hinanden'' han nikkede underligt på hovedet, jeg stopepde hurtigt og tog mig godt og veldigt sammen, han tror sikkert jeg er sådan en tard fordi jeg sådan uden lige begynder at grine og stopper på et sært tidspunkt igen!. Årh, lort

'' Skal jeg lave noget mad til jer?'' spurgte jeg hurtigt, for at skifte emne. de nikkede begge 2

''Hvad kunne i tænke jer?'' spurgte jeg mere interesseret end de andre gange. 

''Jeg ville gerne bede om en sandwich med det du nu propper i'' svarede Alo 

''og jeg tager bare det samme!'' sagde Robin hurtigt efter. 

''Hvor mange?'' de blev hurtige enige i at 2 var passende. 

jeg gik ud i køkkenet og begyndte at lave nogle sandwich til dem, jeg lavede en tun sandwich og en hambrugryg sandwich. til dem hver, jeg var ikke sulten så jeg lavede ikke noget til mig selv, jeg fandt hurtigt 2 glas og noget Cola, og hældte forsigtigt Cola i begge glas, så fandt jeg et fad og så lidt frugt og lagde på fadet, også alt det andet jeg havde lavet til dem, så gik jeg ind med fadet til dem. 

''Så, er maden klar!'' sagde jeg så de kunne høre det, de havde sat musik på og hyggede sig veldigt. jeg stillede fadet på bordet ved dem, 

''I kan bare kalde, hvis der er mere'' 

''MADISON!'' kunne jeg høre Alo sige, jeg blev forskrækket og spjættede dog en lille smule. 

''Ja?'' svarede jeg 

''Ville du ikke blive her inde, så har vi lidt selvskab, og så keder du dig heller ikke'' svarede han hurtigt, jeg nikkede dog bare, og satte mig på senge kanten, der blev slukket for musikken og der var stille, det her er akavet. 

''Hvad laver du i din fritid Madison?'' kunne jeg lige høre Robin sige, da han åbenbart var genert, pga stilheden.

''ikke en skid. er her hjemme!'' Robin var en ny i klassen så han kendte mig ikke. han nikkede, skal du ikke gå i skole, du er jo kun 16 år. 

''jo, jeg går rent faktisk i din klasse'' svarede jeg, han begyndte at smile. 

''virkelig?'' svarede han. jeg nikkede, han kiggede over på Alo, som også nikkede, 

''jamen hvorfor ser vi dig så ikke?'' spurgte han. jeg kiggede ned i jorden. 

''For en måned siden kom jeg ret slemt til skade efter at være mobbeoffer for en af de tidligere elever, fra årgangen'' svarede jeg stille. 

''Robin, Kan vi ikke lave det her en anden dag, jeg ville gerne være lidt alene med Madison lige nu'' han nikkede forstående og kiggede så på mig. jeg var så tæt på at fælde en tårer foran ham, men han nåede at gå før at tårene brød ud. 

''Madison det er okay, du skal ikke bekymre dig sådan!'' sagde Alo stille. jeg begyndte at græde lidt mere end før, Alo kom hen og trak mig ind i et kram, hans kram kan altid få en til at blive rolig. efter 5 minutter hvor han bare stod og krammede mig, stoppede jeg med at græde. 

''Shh, rolig!'' kom det fra ham. vi trak os ud af krammet, og jeg satte mig ned på sengen. det var ikke på grund af skaden jeg græd, det var mere alt det jeg havde oplevet igennem mit liv. 

Jeg fik en sms, jeg gik ind for at se hvem der skrev til mig. 

# Hey, jeg høre du er kommet dig bedre over skaden.. Godt for så kan jeg jo komme og gøre det igen.. klamme luder - Louise. der brød tårene ud igen. hvordan fanden i helved ved hun alt det der fra. jeg kunne snart ikke se en grund mere, en grund til at leve mere jeg havde virkelig lyst til at gøre det jeg var ved da Alo og Jeg blev venner. 

''Hvad står der?'' spurgte Alo forvirret, jeg gav ham min telefon. han læste og kiggede så op.

''Hey hør, du skal ikke lytte til hende, vi er mange der elsker dig i det her liv, jeg ved hvad du tænker lige nu, du må ikke gøre sådan noget over for mig'' jeg kiggede op. jeg nikkede stille og blev trukket ind i et nyt kram, denne gang ikke så lang tid, jeg kyssede mit hår og slap så igen. jeg kiggede ned i gulvet endnu engang.

 

                                                                  ** Alo's synsvinkel ** 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, inden i mig råber det, Kys hende, men uden på er jeg en svag kylling der ikke tør. Hvad nu hvis hun ikke har følelser for mig. jeg ved det er underligt men årh jeg kan snart ikke holde det inde mere. er det her det rigtige tidspunkt at gøre det på, eller skal jeg bare fortælle hende om mine følelser. det hjerte jeg sendte turde jeg ikke engang at sige det var med vilje at jeg sendte det, jeg lod bare som om det var en fejl. 

''Madison!'' sagde jeg uden at tænke mig om, fuck nu er jeg nærmest tvunget til at sige det. 

''Mhh'' sagde hun stille, hun var ligeså stille faldet til ro igen. 

''Jeg har noget jeg gerne ville sige!'' hun kiggede undret på mig, mens hendes øjne var røde fra før. 

''Hva så?'' 

''Je - Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her!'' hendes øjne strålede som diamanter. lysten til at sige det var der. og jeg var også i gang, jeg skulle bare lige tage mig sammen. 

''Hvad Alo?'' sagde hun smilende. 

''Jeg har fået følelser for dig!'' sagde jeg stille så hun næsten ikke kunne høre der!. 

''Seriøst?'' svarede hun lidt ulæstlig 

''Ja!'' svarede jeg modigt. jeg kiggede ned, jeg turde ikke se hendes reaktion. der var stille i noget tid. 

''Madison er du sur nu?'' spurgte jeg igen stille 

''Jeg er ikke sur, jeg er bare lidt overrasket, det var ikke det jeg havde regnet med du ville sige'' svarede hun. jeg nikkede, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

''Må jeg prøve noget?'' spurgte hun.  jeg kiggede op og nikkede stille.

 

** Madison's synsvinkel  **

Jeg lænede mig frem mod ham, jeg skulle finde ud af det her, jeg ville finde ud af om det her kunne udvikle sig eller det her bare er noget jeg drømmer. jeg var få millimeter væk fra hans læber og nu mødtes de endelig. Det var lidt underligt det her, men da vi havde kysset i lidt tid og vi havde sluppet hinanden, smilede vi begge, jeg fik et sus i maven, nu kunne jeg endelig sige det samme som ham. det her er det jeg ville, jeg ville være sammen med Alo, jeg nikkede. 

''Alo?'' sagde jeg 

''Mhh?'' svarede han smilende. 

''J - jeg føler det samme!'' sagde jeg roligt. han lyste op i et kæmpe smil. og vores læber mødtes igen. 

 

 

 

Hvad synes i om at de er blevet så tætte, og at deres forhold ændres!?, er det godt eller dårligt?. Kom gerne med noget kritik 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...