Brændende Hemmeligheder

En brand efterlod sine spor i hende for altid. En brand, ingen kunne forklare, dræbte hendes familie. I efterforskningen gik de så langt til at prøve, at hive sandheden ud af hende. De prøvede at gøre hende sindssyg, så hun ville indrømme, at hun havde gjort det - startet branden. De bedste psykologer i verden blev hyret for at tvinge hemmelighederne ud af hende. Men nogle hemmeligheder skal forblive hemmeligheder. Især når de brænder, som flammer. *Det flotte cover er lavet af Smitten Kitten*

29Likes
26Kommentarer
568Visninger
AA

2. Burning Secrets

”Vil du fortælle mig om, hvad der skete den aften?” spurgte damen over for hende sukkersødt. Det blændende smil var lige så falsk, som det var grimt.

Hun rystede på hovedet, og kiggede ned i gulvet. Det var gråt i dag. Ligesom vejret. Det havde også været gråt i går, og i forgårs, og dagen før i forgårs. Ligesom vejret. Der var aldrig noget, der ændrede sig her. Det var altid det samme. Den samme falske psykolog, der sad i sit grå tøj og smilte sit store smil. De samme grå vægge. De samme grå møbler. Det samme grå gulv. Det samme grå vejr. Alt var gråt, gråt og atter gråt. Men hver dag, var det som om, det blev endnu mere gråt. De grå skyer trak sig mere sammen. Det trak op til storm. Ligesom alle de andre dage. Men stormen kom aldrig. Den stilhed, der altid herskede før en storm, varede ved. Og ligesom at stormen aldrig kom, så kom hun aldrig ud. Hun skulle sidde her, indtil hun svarede på spørgsmålene. Indtil hun sagde sandheden. De ville have hende til at sige, at det var hende, der havde gjort det. Hun kunne se det i deres blikke, der blev lyst op, når hun åbnede munden.

”Kom nu,” lokkede psykologen, der i dag hed Dianna, og smilede større, selvom det knap nok var muligt, ”det er ikke farligt. Vi vil jo bare hjælpe dig, ikke?”

Hun så på psykologen, og rystede så på hovedet. Det var hendes hemmeligheder. Og hendes alene. Ingen skulle få dem at vide, og da slet ikke psykologerne. Det var en hemmelighed i mellem hende, og hendes familie.

'Fire kan holde på en hemmelighed, når tre af dem er døde' havde Benjamin Franklin sagt, og hun kunne ikke være mere enig. I dette tilfælde var hemmeligheden i mellem hendes mor, far, Amber og hende selv. Hvis hun fortalte den til nogen anden, ville det ikke længere være en hemmelighed. Det ville være en nyhed, en sensation; hun havde endelig snakket, og at hun sagde sandheden, gjorde det jo bare bedre.

Jeg lover dig,” smilede psykologen, ”at der ikke sker dig noget, hvis du siger noget. Tvært i mod – det vil hjælpe dig. Du kan snart se din familie igen.”

Hendes familie var død. Og det vidste psykologen også godt, ellers ville hun ikke sidde her. Snart ville psykologen give op, ligesom alle andre. De kunne ikke holde til hendes tavshed i længden. De fungerede bedst, når offeret plaprede ud med deres inderste følelser. Men når offeret ikke talte, kunne de ikke skrive noget ned, og så kunne de ikke få deres penge. For penge, var alt en psykolog gik op i.

”Vær nu sød at sige noget, min ven,” sagde hun kvalmende sødt, og udtrykket 'min ven' fik det hele til at se dobbelt så utroværdigt ud – de var ikke venner, ”jeg vil jo gerne hjælpe dig.”

Lige så meget som psykologen ville hjælpe, ville hun have sine penge. Måske endda mere. Hvis psykologen virkelig ville hjælpe hende, forlod hun rummet lige med det samme. Psykologer vidste ikke, hvordan man hjælp mennesker. De troede ganske vist, at de vidste det, men ved at vide, hvordan man hjælper ét menneske, kan man ikke hjælpe alle. Hun var en af de mennesker, der ikke kunne hjælpes. For at kunne hjælpes, skal man ville hjælpes. Og hun ville ikke hjælpes, for hun havde det hele under kontrol. I hvert fald så længe psykologen var i rummet, havde hun det hele under kontrol.

”Jeg kommer igen efter frokost,” sukkede psykologen, og klappede sig på lårene, ”vi ses.”

Hun så efter psykologen, der med lettede skridt trådte ud af rummet. Alene. Endelig alene.

Ild. Ild over det hele. Hun så på væggen med billeder, der blev fortæret af de røde flammer. En flamme var i øjeblikket ved at ødelægge et billede af hendes familie; Ambers smilende ansigt var væk, hendes mors smilende ansigt væk, hendes fars smilende ansigt var væk – kun hun var tilbage. Men hendes mund var væk. Flammerne slap fotografiet og begav sig hen mod nogle andre fotografier. Hun strammede grebet om gulvtæppet, og skreg. For hvert eneste fotografi, der blev brændt, blev et stykke af hendes sjæl, af hendes identitet, brændt sammen med det. Hvert eneste billede, hun var på, lod flammerne hende være tilbage. Men uden mund. Uden evnen til at tale. Hun lagde en hånd over sin mund, og kunne nærmest mærke, hvordan flammerne tog den fra hende. Brændte den. Sved den væk. Hun kunne se, hvordan det røg fra den. Det var som om flammerne tog munden fra hende, og røgen tog hendes stemme. Hun skreg endnu en gang, da flammerne rørte ved hendes hud. De var kolde, og faste. Nærmest som hænder. Hænder, der holdt hende. De var overalt. Endnu et skrig. Hendes stemme var nærmest helt borte. For hvert skrig, blev hendes stemme mindre og mindre. Hun så, hvordan flammerne kom nærmere, og hun spærrede øjnene op. De ville brænde hende op. Endnu en flamme rørte hende, endnu en hånd. Og en til. Hun vred sig under flammernes greb, under hændernes faste, kolde greb. Og så forsvandt det hele, og der var kun mørke. Mørke over det hele. Flammerne var væk. Hænderne var væk. Hendes mund var væk. Hendes stemme var væk. Fotografierne var væk. Huset var væk. Hendes verden var væk. Undtagen stemmerne.

Hvorfor hjalp du os ikke?”

Hvorfor lå du bare der?”

Vi råbte på dig!”

Vi havde brug for dig!”

Vi ville have været sammen, alle fire, hvis det ikke var for dig!”

 

Hun satte sig op i sengen og så rundt i det grå rum. Uden for hang de grå skyer og så endnu mere grå ud end før. Hun bemærkede, hvordan et drop sad til hendes arm. Hun havde prøvet det her før. Hun havde prøvet det meste, af hvad de udsatte hende for, før. Der skete aldrig noget nyt her på stedet. De eneste forandringer var grå. Og selv de var ikke forandringer.

”Har du det bedre?” spurgte en venlig kvindestemme ved hendes side, ”er du klar til at fortælle noget nu?”

Hun orkede ikke engang at dreje hovedet for at se på psykologen med det falske smil. Om det var en ny kvinde, gjorde ikke nogen forskel. De var alle lige ude efter sandheden. Hvorfor de ikke bare kunne få sandheden fra andre vidner, forstod hun ikke. Faktisk forstod hun ikke så meget af deres system. Men det var nok også derfor, det var deres system, og ikke hendes. Hvis det var hendes, ville folk ikke sidde med en falsk psykolog – de ville ikke få en hel masse medicin, som formentlig skulle hjælpe. Og vigtigst, de ville ikke sidde i et gråt rum.

”Vil du ikke godt svare mig? Vil du ikke i det mindste kigge på mig?” spurgte psykologen desperat, som om det virkelig gik hende på, at hun ikke kunne få kontakt.

Hun kiggede til siden og så en kvinde i gråt tøj med en mappe i hånden. Hun så ikke det venlige, men falske, smil på hendes læber. Hun så ikke det insisterende blik i øjnene. Hun så en kvinde i gråt tøj med en grå mappe, og med et hvidt navneskilt. Viola hed hun. Så Dianna havde givet op? Hun satte et kryds på sin mentale liste. Violas navn dukkede op på den lige under Dianna, som stod under Ashley. Over Ashley stod der en hel række af navne, der skulle have været de bedste psykologer i England. I hendes hoved var de alle de samme; mennesker, der tjente penge på at presse folk til at tale om deres problemer. De var, kort sagt, mennesker, der tjente penge på andres lidelser.

Men hende skulle de ikke tjene penge på. De skulle ikke vide noget om flammerne, om hænderne, om stemmerne, om fotografierne. Det var hendes hemmelighed.

”Vil du ikke godt sige noget?” spurgte psykologen, mens hun lagde sin mappe på det lille, grå bord ved sengen, ”de siger, at du ikke har sagt noget siden... branden.”

Hun ikke så meget som fik gåsehud ved ordet branden, det var jo kun det, der skete fysisk. Det havde intet med hendes tilstand at gøre. Det var grunden, ja, men intet med hende at gøre som sådan. Det havde alt sammen noget med fotografierne, flammerne, stemmerne og hænderne at gøre. Hun kiggede hen på det grå bord, og den grå mappe. Prøvede at forestille sig det i en anden farve. Der skete intet. Hun så kun flammer, der fortærede et gråt bord og en grå mappe.

”Du kan ikke lide os psykologer, vel?” spurgte – sjovt nok – psykologen, mens hun krydsede benene, ”det er helt okay. Da jeg var lille, kunne jeg heller ikke lide min psykolog – jeg forbandt ham altid med dårlige ting.”

Psykologen kiggede lidt rundt i rummet og rynkede brynene, før hun sukkede.

”Du forbinder os med det her grå værelse,” fortsatte psykologen og slog ud med den ene hånd, ”og når du tænker på det grå værelse, tænker du vel ikke på noget godt, vel?”

Hun rystede på hovedet, og så væk fra kvinden igen. Hun var ligesom de andre. Først skulle hun lige komplimentere psykologerne, og så rive og flå for at få fat i en sandhed, hun aldrig ville høre.

Hun lukkede øjnene, og prøvede at sove. Hun havde ikke lyst til at høre mere. Ingen ord kunne hende få at høre efter. Så hellere flammerne. Ikke flere psykologer. Flammer. Flammer. Flammer. Hænder. Hænder. Hænder. Hænder. Stemmer. Stemmer. Stemmer. Flammer. Flammer.

”Prøv at forestille dig rummet i farver. Mange flotte farver. Alle regnbuens farver.”

Flammer. Flammer over det hele. De brændte hele huset ned til grunden, og med sig tog de hele hendes barndom med sig. De stjal. De røvede. De brændte. Alt, hvad flammer bragte med sig, var pine, lidelse, savn, tårer og smerte. Aldrig noget godt. Der var aldrig nogen, der jublede, når de så deres kære brænde inde. Ikke hvis de var ved deres fulde fem.

Et skrig skar i gennem den brændende stilhed. Men det var ikke fra hendes strube, det kom fra. Det kom oppefra. Fra Ambers værelse.

Hjælp!” skreg hun med en stemme, der genlød af smerte og lidelse, ”det brænder! Hjælp!”

Hun ville gerne komme til hjælp. Det kriblede og krablede i hele hendes krop for at komme op og stå, og bare løbe op til Amber. Få hende ud af huset. Hjælpe hende. Redde hende.

Flammerne slikkede sig op ad træet, huset var lavet af. Flere skrig lød der fra Ambers værelse, før der var komplet stilhed. Kun flammernes evige fortæren kunne stadig høres. Og selv den lyd var langt borte. Hun hørte et bump, og stilheden tog atter til i styrke. Hun skreg. Skreg Ambers navn. Igen og igen. Hun kunne høre, hvordan Amber kæmpede for at trække vejret. Det skar i hendes hjerte. Hun kunne høre, hvordan de tre person, hun elskede mest, alle kæmpede for at holde sig i live. Skønt de var langt væk, kæmpede deres kroppe stadig. Men selv de tomme hylstre, vidste, at det var for sent.

Flammerne lagde deres kolde hænder på hendes krop, og hun skreg af smerte. Ikke fordi det brændte, men fordi hun kunne føle, at hvor flammerne stjal hendes families liv, gav de hende liv. De ville sørge for, at hendes liv skulle blive så forfærdeligt, som muligt. Og hvis hun var død, kunne hun ikke pines.

Hun ville væk fra dem. De skulle ikke redde hende. Hun ville ikke reddes. Hun ville ikke hjælpes. Hvorfor kunne de ikke forstå det? De var flammer, og folk sagde altid, at ilden var levende. Så måtte de da kunne forstå det? Forstå, hvordan det gjorde så ufatteligt ondt, når man mistede nogen, man holdt af. Hun prøvede at slippe. Prøvede at løbe væk. Men flammerne holdt hende fast. Neglet til jorden, så hun, hvordan flammerne tog form af hendes kære. Hun prøvede at lukke øjnene, men noget holdt hende fra det. Hun så, hvordan Ambers rødglødende, slappe krop blev fortæret af ilden. Hvordan hendes mor og far, der lå i hinandens arme, lige så langsomt blev kvalt. Tårerne begyndte at trille, og flammerne lo. De lo en forfærdelig latter, der fik hende til at skrige igen. Hun rullede fra side til side på gulvet, hvor hun lå. Hun ville væk. Væk fra flammerne. Væk fra hendes familie. Hun så hen på møblerne. En grå mappe, der var ved at blive fortæret af den sidste ild. Et gråt bord. Hun lå i et gråt rum, og det stod i flammer.

”Sluk ilden!” blev der råbt ude på gangen, ”hvor er den sidste? Har I husket hende?”

Den sidste. Den sidste var hende. Hun smilede lettet, da hun så, hvordan det grå rum blev oplyst af flammerne. Det grå loft var helt orange. Væggene var røde. Møblerne var gyldne. Hun kiggede til siden, og ud af vinduet. Det regnede. Dråberne trommede mod vinduerne, og langsomt blev skyerne mere og mere hvid. Stormen var kommet. Der var ikke stille mere.

Hun kunne mærke, hvordan flammerne kom nærmere sin seng. Varmen blev mere og mere intens i takt med at de brændte sig længere og længere hen imod hende. En flamme rørte hendes arm, og hun trak den til sig, da hun mærkede heden, der svitsede de sidste hår af. Den havde ikke været kold. Hun grinede sindssygt, og lagde hendes arm ned i flammehavet igen. Hendes dyne var let at fortære. Flammerne gjorde ondt, men de var varme. Hun blev forbrændt. Hun fik ikke liv – hendes liv blev taget fra hende. Hendes hår blev antændt, og hele hendes hoved havde en slags glorie af ild. Hendes hoved smertede, og hun kunne nærmest mærke, hvordan flammerne brændte sig ned i hendes hud, og kød. Ilden bredte sig til hele puden, og for andre ville hun næsten gå i ét med ilden. For andre ville hun være ilden.

Hun gispede, da røgen trængte ned i hendes lunger. Den hev og sled i dem, og gjorde det uudholdeligt at ligge i sengen, men hun vidste, at hun måtte holde ud. Tårerne strømmede ned ad hendes plettede kinder, og langsomt blev hendes synsflet mindre og mindre. Flammerne blev utydelige, og farverige pletter dansede for hendes øjne. Andre, der kom ind i rummet, ville ikke se hendes glasklare, grønne øjne, når de kiggede i dem – de ville se flammerne, der brændte i rummet, og dem, der brændte i hende. Ligesom de havde gjort lige siden hun blev anbragt på hospitalet.

Hun lukkede øjnene, og trak vejret i tunge stød. Det skulle overstås. Hun kunne mærke, at hun aldrig ville vende tilbage til det grå rum.

Hun er her!” lød et utydeligt råb, og hun trak vejret i endnu dybere åndedrag. Hun ville ikke tilbage.

Nogen råbte til hinanden, og lidt efter blev hun forsigtigt løftet op. Men om de reddede hende eller ej, ville de aldrig få hende til at tale. Hun ville afvise evnen til at tale, og tage hendes brændende hemmeligheder med i graven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...