Fri som fuglen!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Stephanie Laaraus er det navn, som mine forældre gav mig. Sheela er det mine venner kalder mig. Jeg bor i Staden, på flugt fra politiet, i min kamp for at være min egen. Jeg er mig! Det er bare ikke helt gået op for dem endnu at de ikke kan sætte mig i en bås..

4Likes
13Kommentarer
449Visninger
AA

2. Morgen.

"Hey frøken! Du kan ikke ligge her og sove."

Hvad? Hvem fuck er det? Jeg tager mig forvirret til hovedet imens jeg kommer til mig selv. Over mig står en mand, der derfra hvor jeg ligger, ser enorm ud. 

"Jaja, okay." Sagde jeg kort, tager min lysebrune rygsæk fra pladsen ved siden af mig på bænken, og forsvinder ud af den alt for grønne park, som blev offer for min nattesøvn. Klokken kunne umuligt være særlig mange? Solen var jo knap stået op. Eller okay, det var måske en overdrivelse, for her i juni står solen ligesom ret tidligt op. 

Jeg gik lidt rundt i gaderne imens både jeg selv og byen langsomt vågnede.

Sjovt nok endte jeg nede på en bænk, ved vandet. Eller det egentlig ikke sjovt, men det var lige her, en sen aften at det gik op for mig, hvad jeg skulle gøre for at få min frihed.

Se min nu. 4 dage efter sidder jeg her. Jeg har ikke flere penge, og jeg er ærlig talt røv træt af at vågne på bænke i offentlige ejede haver, med sure gartnere klokken lort om morgenen. Det kan godt være at det var det her jeg drømte om, men jeg havde troet at det ville være sjovere? Eller i hvert fald at jeg endelig fik den følelse inde i af at være fri. Men sådan havde jeg det stadig ikke. 

Fanget.

Altid fanget.

Måske var jeg bare et af de mennesker, der altid ville føle sig fanget, og aldrig rigtig føle sig fri. Skal jeg så bare acceptere det? For det kan jeg ikke?! Jeg er ikke nogen slave!

 

Midt i min tankerække kom jeg  til at kigge ud på vandet og det gik op for mig at jeg havde siddet her længe. En time. Måske længere? Jeg havde ikke rigtig nogen tidsfornemmelse mere.

I min lomme vibrererede min mobil. Jeg gad ikke se hvem det var der havde skrevet. Det var sikkert min mor. Eller min far. Jeg var ret ligeglad.

Det betød ikke noget. De betyder ikke noget. Det er i hvert fald det jeg prøver at bilde mig selv ind.

Min mave rumlede. Sulten. Jeg havde ikke flere penge, så jeg kunne ikke få mad lige med det samme. Så det måtte vente lidt.

En anden ting der ikke rigtig kunne vente, er at jeg må skaffe mig selv et job. Det kan godt være at jeg kun er 16 år, men at snyde med alderen er der vel ikke nogen der opdager? Er der?

Imens jeg tænkte på hvilke jobs jeg kunne gøre mig interreset i, kom jeg i tanke om den SMS der lå og ventede.

Med en hånd der kun rystede en smule, trak jeg den frem. Det var Tia. Min bedste veninde, igennem tykt og tyndt. Hun havde skrevet til mig mindst 20 gange i løbet af de første to døgn, da jeg var løbet væk hjemmefra. 

Jeg svarede hende ikke. Jeg svarede ingen. Hverken Tia eller min bedste ven Bastian.

Men da hun blev ved med at skrive, og beskederne blev mere og mere desperate, skrev jeg igår morges til hende og forklarede det hele. Hun lovede ikke at sige til min mor at jeg havde skrevet til hende.

Den her besked var bare en slags morgen tjek, for at hun lige kunne sikre sig at jeg havde det godt.

 

Godmorgen Prinsesse! Har du det godt? 

Jeg skal arbejde idag. Kommer du forbi?

 

Jeg hader at skulle skuffe hende. Men at møde op i den menneske fyldte Burger King hvor hun arbejder, virker bare ikke som den bedste idé. Jeg er nemlig ikke sikker på om mine forældre har meldt mit lille forsvindings stunt til politiet.

Nå, gratis burger til morgenmad kan da aldrig skade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...