City Lights

Chloes liv bliver vendt op og ned på få dage, og hverken hende, hendes familie eller hendes venner havde nogensinde drømt om at det ville ske. På Chloes rejse lærer hun hurtigt at det ikke er altid at ens familie eller venner står bag en, og det måske i virkeligheden kun er musikken man kan stole på...

0Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

1. Everything Has Changed

Solen skinnede ind af vinduet til klasselokalet, mens Mr. Fanning stod og snakkede om matematiske formler og diagrammer. Chloe sad og tykkede lidt på enden af sin blyant, hun var ikke rigtig klar over hvad Mr. Fanning snakkede om, men det var også lige meget, for lige nu ville hun sikkert ikke engang opdage det, hvis en bombe sprang i midten af klassen. 

Chloe var midt i det hun kaldte sin "sangskrivningszone", den zone som hendes venner kaldte "falde i staver", "sove i timen" eller bare "ikke høre efter". I virkeligheden vidste de ikke hvad hun lavede, og de troede nok bare hun sad og lavede kruseduller i sit hæfte, men det var også fint nok for hende. Det var ikke nødvendigt at de vidste hvad hun lavede, i virkeligheden ville hun helst ikke have, at de vidste det.

Chloe boede i Belmont, en lille by i Pennsylvania. Chloe havde boet der hele sit liv med sin mor og far, for det meste kun hendes mor. Hendes far rejste rundt til forskellige stater i hele landet, hvor han solgte elektronik. For det meste bare computere og mobiltelefoner. Hendes mor arbejdede hårdt i den lille grønthandler som hun ejede i midten af byen. Chloe og hendes mor boede ikke langt fra grønthandleren, og hendes mor arbejde helst hele dagen hvis hun kunne komme til det.

Da en papirkugle ramte hende i nakken, ville Chloe have svorret at hendes hjerte holdt op med at slå og hun hoppede en meter i hendes stol. Mr. Fannings øjne landte skarpt på hende, og hun dukkede sig så langt ned i stolen hun kunne, da hun vendte sig om kiggede hun op på Rebeccah, som pegede diskret ned mod jorden hvor papirkuglen lå. 

Rebeccah var Chloes bedste veninde, hun var den eneste der rent faktisk vidste at hun kunne spille guitar og klaver, men alligevel havde Rebeccah aldrig hørt det, selvom hun tit prøvede at plage Chloe til at spille. Rebeccah havde langt mørkebrunt hår, som gik hende ned til livet, en lille opstopper næse, grønne øjne og så havde hun de længste og flotteste ben Chloe havde set. Når Rebeccah stod stille var hun høj og så meget elegant ud, men i virkeligheden var Rebeccah nok den mest klossede skabning på jorden.

Rebeccah var en total modsætning af Chloe. Hun var ikke lille, men heller ikke nær så høj, som hendes veninde. Hun havde blå-grå øjne, og langt mørkblondt hår til under skulderbladene. I modsætning til Rebeccahs hår, som krøllede på den helt rigtige måde, var Chloes bare en smule bølget. Chloe kunne også godt bevæge sig, og det var også det der gjorde, at hun var kommet på skolens cheerleaderhold. Det var ikke noget der interesserede Chloe det mindste, men hun var god til det og så slap hun for, at være med på skolens musikhold. 

Hun bukkede sig forsigtigt ned for at samle papirkuglen op og hun foldede den omhyggeligt ud.

Jeg Rebeccah Parker sværger højt og helligt, at have set Alex Barnes tjekke Chloe Sanders godt og grundigt ud. Jeg mener det Chloe, han kiggede på dig i vildt lang tid!

Chloe bed sig nervøst i læben og skulle tage sig sammen for ikke at flippe helt ud. Hun havde været helt håbløst forelsket i Alex siden.. Ja, hvad der føles som altid. Det var lidt latterligt, at hun havde været vild med ham i så lang tid, uden at gøre noget ved det, men hun kunne bare ikke. Hun var alt for genert, og han var alt for... Altså perfekt. Han havde alle sine venner, og det der smukke lyse hår og skinnede lyse blå øjne, og nu smilede han sit store tandpasta-reklame smil og... Oh shit, nej, nej, nej. Et sted i det fjerne ringede klokken og Alex rejste sig op, han løftede det ene perfekte ben også det andet, og han kom her hen. 

Chloe gik i panik hun var ikke kommet ud af sin drømmeverden, hvor Alex havde en hvid hest og hun en smuk kjole, og hun hendes hjerne fungerede ikke optimalt da han stod foran hende.

"Hej Sanders," sagde han og smilede.

Chloe gjorde store øjne, det var en vane hun havde når hun så på ham, "øhm jeg øh.. Hej, jeg har fri."

Hun kunne have givet hende selv en lussing i det øjeblik.

Alex kiggede forvirret på hende, "Ja, det har jeg også?"

Hun smilede forsigtigt op til ham, og skyndte sig at pakke sine bøger sammen.

"Skal du have hjælp, Chloe?"

Åh gud, han sagde hendes navn, sommerfuglene flaksede vildt i maven på hende.

"Nej, jeg bliver nødt til at gå," var ordene der kom ud af hendes mund, ordene inden i hende skreg, "Ja ja ja! Du blive rogså nødt til at følge mig hjem, for jeg er ved at besvime, fordi jeg er så vild med dig Alex!"

Chloe tog tasken på ryggen og skyndte sig ud af det pludseligt virkelig varme lokale. Eller også var det bare hendes kinder der var varme.

Rebeccah mødte hende ude på gangen, med et højlydt suk, "du er håbløs, Chloe."

"Ja, jeg ved det," mumlede Chloe skuffet, "kommer jeg bare over til dig i dag?"

"Nej, jeg skal med ned til morfar i weekenden."

Chloe stønnede højlydt, "please, lad mig komme med."

"Helt ærligt, Chloe, så slemt kan det ikke være, at være hjemme i weekenden."

"Det eneste tidspunkt hun siger noget til mig er når hun råber af mig, Beccah," sagde Chloe med sin mest plagende stemme, men hun vidste godt det ikke hjalp noget. Rebeccahs familie brød sig ikke særlig meget om udefrakommende til familiefesterne, Chloe havde fået lov til at tage med én gang før, og det havde været et helvede, men det var ikke være end at være alene hjemme med sin mor.

Rebeccah kiggede opgivende på hende, "jeg beklager, Chloe, men du kommer altså ikke med."

Chloe mumlede bare noget uforståeligt, inden de sagde farvel og skiltes.

 

 

Velkomsten Chloe fik, da hun kom hjem overraskede hende ikke det mindste, måske bortset fra at hun ikke havde troet at hendes mor ville have været hjemme.

Hendes råbte op om, at Chloe ikke havde fået ordnet vasketøjet, og at hun ikke selv havde tid til at ordne det, fordi hun havde for travlt med at arbejde.

Chloe klistrede bare et smil på og sagde hej, undskyld og ja på de rigtige tidspunkter, som hun havde vænnet sig til. Moren havde besluttet sig for, at lave noget papirarbejde derhjemme i dag, så da hun sad inde på kontoret, listede Chloe op på værelset og sneg sig ud med hendes guitar.

De boede ikke ret langt væk fra en meget lille park, hvor hun havde fundet et lille hjørne hun kunne spille i. Hun brugte det tit, når moren besluttede sig for at arbejde hjemme, og det så ud til at hun ville få en del skideballer. 

Chloe havde lært at spille guitar på en gammel spansk guitar der lå oppe på loftet, hun vidste ikke hvor den kom fra, men hun havde hurtigt lært sig selv, at spille nogle akkorder. En dag havde hun snakket med en mand nede i grønthandleren, som havde en musikskole inde i byen ved siden af. Han hængte en seddel op om, at han søgte lærer til skolen. Chloe havde fortalt ham, at hun gerne ville undervise nogle begyndere, og for det havde hun fået en sort western guitar. Den var ikke dyr, men det var nok for Chloe. Nu fik hun bare betalt penge, og hun underviste nogle gange eleverne hjemme hos hende selv, når moren var på arbejde.

Chloes mor vidste godt at Chloe spillede guitar og underviste, men hun virkede lidt ligeglad. Det var ikke fordi Chloes mor var ligeglad med alt hvad hun lavede og kun skældte ud. Hun havde bare altid travlt med arbejdet, og hun havde altid stress. Hun elskede selvfølgelig Chloe meget højt, men det viste hun ikke særlig ofte. Når Chloes far kom hjem, blev hendes mor en helt anden, og hun holdt fri så meget hun kunne hele den uge, så de alle sammen kunne være sammen, og moren ville ikke skælde ud hele tiden. Når Chloes far var hjemme ville de lytte til hende spille, opmuntre hende, snakke med hende og fortælle hende hvor stolte de var af hende.

Guitaren kom nemt ud af tasken, og Chloe satte den i hendes skød, på bænken i hjørnet af den lille park gemt bag alle træerne. Hun begyndte at glide fingerne hen over brættet, og spillede den akkord-sammensætning hun var kommet på i  Mr. Fannings time i dag. Hun var ikke rigtig klar over hvor lang tid hun bare sad og spillede, men på et tidspunkt hvor hun holdt pause, syntes hun, at hun så noget bag busken. Hun pakkede hastigt guitaren ned i tasken, og svingede den om bag på ryggen.

Da hun kom ud fra sit skjul, mødte hun en mand der så ud til at være i fyrrernes smil. Han havde mørke øjne og lysebrunt krøllet hår. "Goddag, mit navn er Scott Morris," han rakte en stor hånd ud, og Chloe gav ham hånden.

Kiggede nervøst på ham og kunne mærke hun gik i panik, havde han hørt hende? Hun håbede det ikke, og i det øjeblik overvejede hun at løbe væk, så hurtigt hun kunne. Men i stedet valgte hun at blive, og det viste sig at være starten på en drøm Chloe ikke engang drømte om.

"Jeg hedder Chloe Sanders."

 

 

 

 

 

 

 

 

(Author's note: Hej alle sammen, jeg har valgt at starte historien så hurtigt som muligt. Der er nok nogle småfejl, for jeg havde ikke tid til at rette det i gennem. Der mangler måske også nogle kommaer og sådan. Håber i bryder jer om historien indtil videre (selvom det er første kapitel) xx Littlelights22)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...