En pil gennem hjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Igang
En pige ved navn Emily mister sin far i en trafik ulykke. I dyb sorg drager hun videre i sit teenage liv med masser af udfordringer. På sin vej gennem sorgen møder hun den søde Jake. (15+)

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

2. Far

Jeg kunne mærke at bilen bare kørte rundt. Mit hjerte bankede som en vild, jeg kunne ikke se noget og heller ikke tænke klart. Pludselig blev det hele sort. Det næste jeg så var en mand som var lænet ind over mig. "Hallo kan du høre mig?". Jeg åbnede mine øjne helt og prøvede at sætte mig op indtil jeg fandt ud af jeg havde en halskrave på og jeg lå i en ambulance seng. "Hvad er der sket?" Spurgte jeg og var helt målløs. "Du var med i en trafik ulykke og er kommet slemt til skade". Jeg kiggede rundt så meget som jeg nu kunne dreje mit hoved men jeg kunne ikke se nogle jeg kendte. "Hvor er min far?" Jeg havde en tåre i hver øje. "Han ligger i en anden ambulance, du ser ham når vi kommer ind på hospitalet". Jeg blev spurgt om nogle forskellige ting som hvilken dag det var og hvad jeg hed til efternavn. Vi kom ind på hospitalet og jeg blev tjekket om jeg var kommet til skade. Jeg havde virkelig ondt i min venstre arm så den blev røngenfolgraferet og den viste sig at være brækket. En halv time senere kom min mor og søster. "Emily er du okay??" Spurgte hun og græd. "Jeg har det fint" sagde jeg selv om jeg havde mega ondt i mit hovede og var meget træt. "Hvor   er far?" Spurgte jeg. "Oh mus" sagde min mor og græd endnu mere. Jeg vidste der var noget galt, jeg kunne mærke det. Lægen sagde jeg ville se min far så snart jeg kom ind på hospitalet., både min mor og søster græd, noget var galt rigtig galt. "Mor hvor er han?" sagde jeg igen og blev utålmodig. "Far...." græd hun endnu mere. "Han er død" hun kiggede mig i øjene og jeg kunne se hun snart ikke kunne holde mere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle se eller gøre. Skulle jeg græde. Jeg kunne intet gøre. Jeg sad bare der kiggede ud i luften og lige pludselig sagde det nærmest klik i hovedet på mig og så begyndte tårerne bare at trille ned af kinderne på mig og så græd jeg. Jeg græd, og græd, og græd. Jeg kunne slet ikke stoppe. Dagen efter fik jeg lov til at tage hjem. Jeg tror ikke jeg sagde noget hele dagen. Da jeg kom hjem lå jeg i min seng, min mor kom op et par gange og trøstede mig. Jeg tror jeg havde grædt uafbrudt i en uge. Jeg havde været til begravelsen men havde også bare grædt hele tiden. Efter nogle uger begyndte jeg i skole igen. Jeg sagde aldrig noget i timerne og mine lærer spurgte mig heller ikke. Jeg begyndte ikke at spise noget og jeg sov når jeg kunne komme til det. Jeg begyndte at blive rigtig tynd, men jeg sagde ikke noget. En dag da jeg kom i skole spugte Anna mig "Emily hvordan kan du være blevet så tynd?" Jeg sagde ikke noget jeg gik bare min vej. Jeg gik hjem. Uden at tænke over at jeg engtlig forlod skolens område klokken 10.30. Jeg kom hjem og min mor styrtede ud til mig." Hvad laver du her?”. Jeg gik op af trappen og på mit værese og græd. Igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...