Forgive Me? ∞ 1D & JB (pause)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Den 18-årige Yasmin MeCranie er kendt som den smukke model. Men hvad folk ikke ved er at hun er hemmelig sangskriver. Hun har blandt andet skrevet sangen 'As long as you love me' til den kendte popsanger Justin Bieber og 'I know you were troublel' til sangerinden Taylor Swift. Med hendes smukke udseende har hun efterhånden fået en masse drenge på krogen, men hun har afvist dem alle. Kærlighed mener hun kan rende hende, siden hun som 16 årig blev droppet af sin 'eneste ene'. Hun er bange for at få knust sit hjerte igen, derfor har hun efter en lang beslutning besluttet sig for at flytte til Canada, hvor hun vil starte et helt nyt liv og fokusere på sit sangskriveri. Men sådan blev det ikke, for mødet med en sød ukendt dreng og et uventet møde med hendes ekskæreste ændre det hele. En sang skal skrives til hans band, men vil hun gemnemføre det? Gamle følelser for ekskæresten bliver genoplivet men der er også noget ved den anden ukendte dreng hun finder interessant..

19Likes
8Kommentarer
1146Visninger
AA

7. Who am I to say

Jeg slog øjnene op, da hurtigt kunne jeg genkende at det her ikke var min værelse. For det første var det pænere og for det andet var det gigantisk. Ligesom sengen, som forresten var virkelig blød, og jeg havde ikke rigtig lyst til at rejse mig - men forhelvede, jeg kan ikke blive liggende i en fremmeds seng, kan jeg? Uhm.. Hvor er jeg egentlig? 

Ud af øjenkrogen kunne jeg se noget bevæge sig, hvilket gav et sus i min mave. Jeg drejede stille mit hoved, og fik øje på en brunhåret dreng som lå og sov  ved siden af mig. Justin?

Minder fra igår skyllede ind over mig. 

Jeg havde fortalt Justin alt, da vi så film igår. Og, forhelvede hvor jeg fortryder det. Hvorfor gjorde jeg det overhovedet? Hvorfor fortalte jeg om.. Niall.

Niall, åhh nej ikke Niall ...

Det begyndte at prikke i mine øjne, og jeg bed mig hårdt i kinden. Hvorfor skal jeg altid huskes på ham? Hvorfor kan jeg ikke komme videre? Han droppede mig - og er forlængst ovre mig, så hvorfor kan jeg ikke komme videre? 
Hvorfor er jeg så svag? 

 

Jeg rykkede mig en smule længere væk fra Justin, som lå og sov tungt. Jeg lænede mig mod væggen bag sengen og samlede benene op foran mig. Hovedet begravede jeg i mine læber, som lå på mine knæskaller. 

Og ellers så fløj alle tårrene bare ud af mig. Like, alt vandet i min krop.

Alle de minder vi har haft. Hvor meget jeg elskede ham. Hvor mange gange han havde fortalt at han elskede mig. Men det var sikkert bare løgn.

Og det værste: Solnedgangen jeg husker tydeligt bevægede sig ned fra himlen, mens han kom hen til mig, og sagde de sårede ord. Og jeg kunne stadig huske dem ligeså tydelig. 

 

Pludselig kunne jeg mærke nogen armene om mig, hvilket gav et sæt i mig.. Med det samme gav jeg et lille skrig fra mig, som knækkede over, fordi min stemme var fuldstendig.. ødelagt.

Jeg kiggede hen i Justins bekymrede øjne, som borrede sig ind i mine. Uden at tænke mere over det lagde jeg hovedet på hans skulder. 

" Det skal nok gåm" hviskede Justin stille i mit øre. Jeg ved ikke om han prøvede at berolige mig på den måde, men det virkede ihvertfald ikke særlig godt.

Jeg prøvede at tænke på noget andet, men det var umuligt. Niall fyldte mit hoved.

Tårende strømmede stadigvæk ned af min kinder, uden jeg egentlig lagde mærke til det.

Jeg hadede når jeg fik de her udbrud. Det sker bare så pludselig, når jeg kommer til at tænke på.. ham. 

Jeg lagde mine arme omkring Justin og knugede ham hårdt ind til mig. For at være sikker at han var der. At han ikke også bare sådan pludselig ville forsvinde ligesom.. Niall gjorde.

 

" Jeg er her for dig," lød det næsten utydeligt for Justin. 

Og det var som om de 5 ord med et gjorde med roligere. Jeg ved ikke hvorfor, men den havde åbenbart en utrolig virkning på mig, som straks fik mig til at falde til ro. Mine tårre kunne jeg ihvertfald mærke stoppede.

Nok fordi Justin nynnende en sang for mig.

Jeg tror det var Who i'm to say med Hope.
En vidunderlig sang.

 

Til sidst havde vi på en eller anden magisk måde fået lagt os ned. Jeg lå med hovedet på hans brust og legede med kanten af hans tshirt, og han var stadig igang med at synge sangen. Eller, nu sang han en anden - og jeg kunne hurtige genkende at det var en af hans egne. Be Alright. 

Sådan her har jeg faktisk også lagt med Niall. Men .. på en eller anden måde så var det.. anderledes med Justin.

 

Oh gud, nu kom han ind i mine tanker igen.

 

" Er du ok?" spurgte han forsigt. Jeg åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud. Var jeg okay? Jeg kunne ingengang selv, selv sætte finger på det. Jeg var tvivl. 

Jeg.. var vel nogenlunde?

 

" Det ...... ved jeg ikke" mumlede jeg og kiggede fortabt op i Justins varme brune øjne, som fik et sus til at gå igennem maven på mig.

Han trak i den ene mundvige og man kunne næsten læse ud fra hans blik og det smil, at det nok skulle gå. 
Et smil poppede pludselig op på mine læber. Han havde ret. Det skulle nok gå. Jeg skal bare .. forblive stærk og.. tage mig sammen.
Jeg kan godt!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...