Kære..

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2015
  • Status: Igang

0Likes
1Kommentarer
226Visninger

2. Tiden.

Med tiden blev du svagere. Du fik kemo- og strålebehandlinger. Det var et nederlag for dig, jeg kunne se det i dine øjne. Jeg havde det værste skræk scenarie i mit hoved. Du ville blive skaldet, du vil blive tynd og ikke have nogen appetit. Jeg havde set så mange film om kræftpatienter. Du blev ikke helt skaldet, men dit ellers velplejet og tykke hår blev tyndt og du mistede meget af det. Du havde altid haft en flot figur med kvindelige former. Du kom på medicin som gjorde dig oppustet. Jeg kunne næsten ikke genkende dig. Du blev så svag at du ikke kunne tage dig af det huslige, så vi hjalp dig. Den dag du skulle med mig til frisøren gik alt galt. Imens jeg sad klar til at blive klippet og du sad oppe i stolen, hvor man ventede. Du fik et anfald. Der kom hvide fråde ud af din mund, du gik i kramper og du blev igen hentet af ambulancen. Det var snart min fødselsdag og du var stadig indlagt. Far kom hjem dagen før min fødselsdag. Han havde besøgt dig hele dagen. Han kom hjem med den værste nyhed. "Mor har kun 6 måneder tilbage at leve i" sagde han og tårerne løb ned af hans kinder. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Det føltes så urealistisk det hele. Jeg græd og græd. Jeg vidste ikke hvor slem og aggressiv kræften var. Da jeg havde samlet mig, besluttede jeg mig for at vi skulle nyde tiden. Hvert og et sekund. Men mor, det var så svært. Det var så svært at se dig blive ædt op af kræft. Jeg ved godt det virker som et dumt udtryk kræften æder én op, men det er sandt. Kræften åd dig stykke for stykke og slugte dig med velbehag. Kræften spiste din personlighed, din evne til at tale og din evne til at gå. Der gik kun få uger efter jul hvor du ikke længere var i stand til at gå uden at falde, men du havde altid været så selvstændig, så når man prøvede at hjælpe dig op blev du irriteret og frustreret. Din hjerne kunne mere end din krop var i stand til nu og det forstod du ikke. Der gik ikke lang tid så sad du i kørestol og boede på Hospice. Endestationen. Du kunne ikke snakke. Det var forfærdeligt. Det knuste mig hver gang jeg skulle besøge dig på hospice sammen med far. Når du så ham, lyste du op og smilede. Jeg kunne se kærligheden i jeres øjne. Ham, som tog sig af dig og hjalp dig med alt. Han var din store kærlighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...