Kære..

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2015
  • Status: Igang

0Likes
1Kommentarer
254Visninger

1. Mor.

Uvished. Jeg vidste ikke hvad det ville sige, før dagen hvor jeg ikke var omgivet af andet end uvished. Det var en helt almindelig dag.  Far og jeg sad og så Dagens Mand genudsendelsen på TV2. Vi grinte og snakkede lidt indtil vi hørte et ordentligt brag indefra kontoret, hvor du spillede computer. Far løb ind til dig. Jeg har aldrig set ham reagere så hurtigt. Han råbte på mig. "Louise, Louise! Kom her ind" Min verden gik i stå. Jeg kunne mærke frustrationen i hans stemme. Han famlede efter sin mobil, imens han prøvede at holde din bevidstløse krop oppe. Han fik ringede til ambulancen, men han kunne ikke formulerer sig. Hans stemme knækkede hele tiden. Jeg holdt hænderne oppe for at dække mine øjne. Jeg ville ikke se dig sådan her. Din krop var i kramper og der kom hvidt skum ud af din mund. Jeg vidste ikke hvad der skulle ske. Fars øjne var våde, men han blinkede for ikke at græde. Han ville ikke se svag ud, ikke nu. Ikke foran mig. Stærk og tapper som altid. Ambulancen kom hurtigt, selvom de 7 minutter føltes som flere timer. De fik dig op på en båre og I kørte af sted. Far pakkede nogen ting og kørte mig ud til farmor. Jeg ville ikke med, for jeg troede ikke at det var så slemt og at du kom hjem med det samme igen, men jeg troede forkert. Lægerne fandt en svulst i din hjerne. De kunne ikke sige hvor længe den havde været der. Jeg kan huske det eneste jeg tænkte var: 'Ikke kræft, ikke kræft'. Jeg vidste jo hvor slemt kræft var. Det tog jo både din egen far og farfar fra verdenen og Onkel Thomas havde jo også haft sine kampe med kræften. Kampe jeg ikke ville ha' du skulle gå igennem, men uheldig som du var, fik du konstateret kræft. Da far fortalte mig at du havde kræft og at du skulle igennem en større operation, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle reagere. Tårerne pressede på, men jeg ville ikke græde. Tåre havde altid været tegn på svaghed i vores familie og jeg skulle være stærk. Især nu. Jeg kan huske, da vi skulle besøge dig, efter operationen. Trine, mig og far. Da jeg så dig i det hvide slidte hospiltalstøj, liggende i din seng,  var det som om mit hjerte blødte. Man kunne virkelig se at du var syg og det kom som et chok for mig, hvor tydeligt det var. Jeg kunne mærke du var syg. Du havde mistet hukommelsen, men trods det, var du stadig gode gamle mor som stadig kunne grine og få smilet frem på mine læber, men noget var forandret, det mærkede jeg med det samme. Operationen gik fint, men de kunne ikke fjerne hele svulsten, så du skulle igennem lidt over 30 strålebehandlinger. Lægerne regnede med at det ville gøre svulsten mindre, men de tog fejl. Efter strålebehandlingerne, var svulsten hverken vokset eller blevet mindre, så de ville se om de kunne fjerne kræftcellerne med kemoterapi. Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor jeg stod op for at gøre mig klar til skole. Du var på kemo og lå i stuen. Døren stod på klem og da jeg skulle til at åbne den, hørte jeg dig. Du kastede op. Jeg havde aldrig set dig på den her måde. Så syg. Så svag. Halv skaldet. Du så pludselig ti år ældre ud end du faktisk er. Du skal nu være på kemoterapi hele dit liv. Der er ingen garanti for at du overlever kampen, eftersom kemoterapi er at sprøjte gift i kroppen. Det er som en ond drøm, der bare ikke gider at stoppe. Jeg kan ikke bare vågne op og så er alting godt igen. Efter du fik konstateret kræft, er jeg begyndt at tænke mere over livet.  Vi skal kun tænke på hvad der er godt for os, vi skal ikke vente med noget vi har haft lyst til i lang tid, vi skal gøre det nu. Ikke vente til i morgen eller dagen efter det, for der kan det være det er for sent. Jeg er også begyndt at tænke meget over døden. Hvis du dør, får jeg dig aldrig at se igen. Døden har aldrig været så tæt på mig før. Det er bare sådan en.. Uhyggelig fornemmelse som får det til at løbe koldt ned af min ryg. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig mor. Jeg ved vi har haft vores skænderier og jeg kan være en værre pestilens, men sådan er det jo altid med mor-datter forhold. Det har gjort vores forhold stærkere. Tankerne kører på fuldt tryk i mit hoved. Tanker som at du ikke kommer til at opleve hvordan føles at blive gammel, se dine børn og børnebørn vokse op. Uvished. Nu ved jeg betydningen af ordet. At være uvis om din skæbne, gør ondt i hver en knogle på mig. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, men jeg kan kun stå på sidelinjen og se dig blive svagere og svagere for hver dag der går. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...