Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
En novelle om en pige som har mistet sin mor og søster i en bilulykke og kæmper med smerten.

4Likes
2Kommentarer
346Visninger

1. Forladt

Hun kendte det godt. Følelsen af at man ikke ved om man skal grine eller græde og at man simpelthen ikke ved hvad man skal gøre af sig selv. Den følelse kendte hun alt for godt. Hun havde haft mange af de dage. Det kom bare lige pludseligt og så ville det simpelthen ikke gå væk, før hun grædende lagde sig til at sove igen om aftenen. Men denne her dag havde været helt anderledes.

Dagen var startet helt normalt. Line var stået op og havde klaret sine badeværelsesrutiner i ro og mag. Så var hun gået nedenunder for at finde sin far i køkkenet. Hans ubarberede ansigt blev støttet af hans hånd og han lå nærmest hen over computeren. Han så helt kvæstet ud. Det gjorde han de fleste morgener. Siden det der forfærdelige var sket, havde hendes far arbejdet til sent ud på aftenen, nogle gange helt til den næste morgen. Når Line så kom hjem fra skole, lå faren som regel oppe i soveværelset og sov tungt.
Hun havde blidt vækket ham og hjulpet ham op i seng. Hver dag håbede hun, at når hun kom hjem fra skole, ville faren være frisk nok til at tage hende med ned på stranden. Det havde han gjort før i tiden. Så var de alle sammen taget af sted. Alle sammen. Men nu var det hele slut. Hendes liv var slut. Hun var ikke andet end en tom skal. I skolen var hun en zombie. Hun fulgte med i timerne, men var fuldstændig sanseløs over for alt andet omkring hende. Nogle gange stod hun pludselig foran hoveddøren i færd med at finde hovednøglen i den dybe lomme, uden at have vidst hvad hun havde lavet resten af dagen. Hun var egentlig også ligeglad.

I det store frikvarter var hun gået ud på pigetoilettet. De åbne hvide døre til de mange båse overmalet med graffiti, viste at hun var helt alene derinde. Hun stillede sig foran det første spejl, og for første gang i lang tid, så hun rigtigt på sig selv. De røde fyldige læber, den lidt for store næse, det hjerteformede ansigt. Det var først da hun kom til øjnene, at hun var nødt til at slå blikket ned. De mørke rande under øjnene vidnede om utallige søvnløse nætter, men det var ikke det værste. De store sorgfulde øjne, karamelbrune, præcis som hendes mors havde været. Det var det syn som fik bægret til at flyde over.
Hun var styrtet ud af badeværelset og var lige ved at vælte en høj lyshåret pige, som hun ikke kunne huske navnet på. Uden en undskyldning var Line stormet videre.
Hun løb gennem skolegården, kun halvt bevidst om de mange øjne som fulgte hende helt over til skoleporten og vider hen af gaden, til hun til sidst var uden for synsvidde. Hun var ligeglad med at Malene, klassens duks, lige nu var på vej over til deres klasselærer, for at sladre om hendes lille flugt. Ligeglad med alt andet end den ene ting. Den ting som lå godt gemt væk under hendes seng, presset helt op mod væggen og tildækket af støv. Den ene ting måtte hun simpelthen se.

Hun væltede ind af døren og stoppede ikke for at tage de lange snørestøvler af. Hun styrtede bare op ad trappen, ind på værelset og ind under sengen, for til sidst at mærke noget hårdt og velkendt med et tyndt lag støv over. Hun trak forsigtigt armen til sig og kiggede på genstanden i hendes hånd. Hovedet hang lidt til den ene side og det korte sorte hår på hovedet af dukken, strittede lige op i luften. Hun kunne simpelthen ikke bære det. Tårerne strømmede ufortrødent ned af hendes kinder og videre ned på hendes knæ, hvor de lavede store våde pletter. Hun knugede dukken hårdt ind til brystet, mens alle minderne vældede frem i hende. Hvorfor? HVORFOR!?

Hele familien sad samlet ved spisebordet. Det var fredag morgen og far havde hejst dannebrogsflaget i baghaven. Det duftede skønt af kanelsnegle, varme boller og kakao i hele huset. Det var mors fødselsdag. Hun havde lige pakket gaver op. Der var ikke særligt mange. Kun dem fra far, Anna og jeg og så en fra mors søster. Mor sagde at det var fint, men Anna og jeg syntes at det var så synd for mor. Anna havde malet på et krus TIL MIN SØDE MOR JEG ELSKER DIG TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN! Det var næsten ulæseligt, men mors ansigt lyste op i et kæmpe smil og hun gav Anna et kæmpe knus. Far gav hende et fint ur og løbesko. Jeg gav hende et par fine øreringe med blomstermotiv, som jeg havde brugt timevis på at finde.
Resten af morgenen forløb stille og roligt. Vi pjattede og fjollede. Far satte en stor klat flødeskum lige midt på mors næse. Hun spillede fornærmet og gik ned på knæ og undskyldte. Vi var alle sammen flade af grin.
Far arbejdede hjemmefra og jeg skulle først møde halv ti. Mor og Anna tog deres overtøj på. Far og jeg stod i vinduet og vinkede. På vej over vejen vendte mor sig om og vinkede. ”Jeg elsker jer!” råbte hun.

Og så var det slut. Der var ingen af dem som havde set bilen og bilen havde heller ikke set mor og Anna. Den var kørt lige ind i dem, og de var begge døde på stedet. Ikke mere Anna, ikke mere mor og ikke mere at leve for.

Det var fire år siden. Nu sad både far og Line fast. De kunne ikke give slip på fortiden, selvom folk hver dag fortalte dem, at det netop var det de skulle. De forstod det ikke! Hvordan kunne de også det? De havde ikke set deres elskede blive kørt ihjel. De havde ikke siddet grædende ved deres mors og søsters lig og tigget og bedt Gud om, at han for alt i verden skulle lade dem overleve. Ellers ville der ikke være noget godt tilbage. Så ville alt være intet.

Midt i alt Lines indre kaos, kom faren ind på værelset og fandt Line helt knust. De havde aldrig talt om det der var sket. De havde aldrig kunne finde de rigtige ord. De var gledet fra hinanden og længere ind i sig selv. Der hvor al sorg, skyld og følelse nu var gemt væk.
Far satte sig ned og holdt om Line. Sådan sad de i lang tid, det føltes det i hvert fald om. Hun vidste ikke om der var gået ti minutter eller ti timer.
På et tidspunkt begyndte far bare at snakke. Han snakkede om alt det han ikke havde, kunne sige før og det samme gjorde hun. For første gang i lang tid, følte Line sig godt tilpas. Til sidst rejste hun sig op. Hun tog faren i hånden og sammen gik de ned på stranden. Line holdt dukken fast ind til sig. Hun havde fået den af mor sammen med en halskæde med et hjertevedhæng, til sin fødselsdag et halvt år før ulykken. Hun havde fået dukken, som hun var blevet så glad for. Hun havde taget den med overalt, men efter ulykken havde hun smidt den ind under sengen og aldrig taget den frem igen. Når hun så på den, så var det eneste hun kunne se og tænke på, hele skrækscenariet. Hun kunne ikke holde det ud. Halskæden med inskriptionen Du er altid i mit hjerte, din for evigt. Mor., bar hun hver dag. Den ville hun aldrig give slip på, men det var tid til at give slip på de dårlige minder.

Nede på stranden gav hun slip på farens hånd. Hun gik over til en stor flad sten som reflekterede alle solens stråler. Hun ville ligge dukken der. Hun kunne ikke bære at have den mere, når det eneste den symboliserede, var tabet af sin mor og søster. Hun håbede at en anden pige ville finde dukken og blive lige så glad for den, som hun havde været. Hun tog farens hånd igen og sammen gik de langs vandkanten - nu med hinanden som støtte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...