You don’t know you are my special girl (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
*2'eren til From Denmark to London and back again*
Alt er blevet godt igen! Harry, er ved at være færdig med sin tour, han mangler et par uger og så har han ’fri’. Sarah og Frederikke vælger så derfor at tage på musik- og drama camp, men problemet er bare at Harry ikke er villig til at sende hende af sted. Han er bange for at miste hende. Hvorfor ved Sarah ikke, fordi hun syntes at hendes forhold til Harry er så stærkt! Men efter en del overtagelse, overgiver Harry sig, og så kan Sarah se frem til to uger, hvor hun kun skal tænke på det hun elsker i sit liv, andet end Harry, nemlig musik og drama.
Men Harry savner sin kæreste, og han vælger derfor at tage til campen. Men er det en god ide, da Sarah har fået rodet i noget, hun ikke skulle. Og hvad Harry så, så Harry! Pludselig bliver deres forhold til en kamp om at gøre hinanden mest jaloux, i stedet for at tænke på hinanden.

28Likes
16Kommentarer
2780Visninger
AA

9. Kap. 8

Mit blik fløj fra side til side. ”Hvad fanden er det så? HVAD ER DET SÅ DU LIGGER OG LAVER MED DEN klam sæk lort?!” skreg jeg. Alt rystede på mig, mens tårerne trillede ned af kinderne på mig. Især fordi jeg kendte ham der lå ovenpå hende! Jeg havde lyst til at gå over og flå ham af hende, men jeg ville heller ikke se det han nu var iført i. ”Er han grunden til at du ikke har svaret mig?!” råbte jeg. Hun kiggede hurtigt ned af sig selv, og nikkede. Jeg kunne se på hende at hun var skuffet over sig selv. ”Kæft Sarah!” sagde jeg og rystede på hovedet. ”Harry, undskyld!” kom det stille fra hende, inden tårerne trillede ned af kinderne på hende.

 

Sarahs synsvinkel:

Jeg havde lyst til at skubbede George væk fra mig. Skubbe ham langt væk, og løbe hen til Harry, men jeg vidste også hvilken akavet situation det var for os alle. Jeg greb ud for at tage min bh. Hurtigt fik jeg den knappet på ryggen. ”Harry… Jeg ville have sagt det til dig, men…” ”… Men hvad?! Du kunne ikke, fordi du knepper ham hele tiden!!” afbrød han mig. Tårerne trillede ned af kinderne på ham. ”Harry… undskyld!!” svarede jeg, og tørrede mine øjne. George kiggede bare på mig. Jeg kunne se at han var sur og skuffet. Og jeg kunne forstå ham fuldt ud! Jeg var også skuffet over mig selv. ”Er du sød at række mig de trusser der?” spurgte jeg Harry. Han kiggede sig omkring, ”helst ikke, men jeg gør det kun for at ham der kan komme ud af den her hytte!” snerrede han, og kastede mine trusser over til mig. Jeg fik dem hurtigt på, og rejste mig op for at tage min dyne omkring mig. Jeg kiggede på George og gjorde tegn til at han skulle forlade hytten. Han nikkede og rejste sig op, med dynen omkring sig, ”vi ses bare senere!” svarede han og tog hans tøj under armen. I det George forlod hytten, smækkede Harry døren i, ”fortæl..!” sagde han skuffet. Jeg satte mig på sengen og kiggede ned i gulvet, ”vi skulle øve…” svarede jeg. Harry satte sig over på min seng, ”kalder du det der for at øve? Jeg har en helt anden ide om hvad det vil sige at øve!” Jeg nikkede forstående, hvordan skulle jeg få ham til at forstå at vi virkelig skulle øve? ”Du ved godt det skuepil vi skal lave?” Han nikkede, og jeg kunne se at han ventede utålmodigt på at pointen ville komme frem. ”Du ved også godt at jeg skal spille hovedpersonenes kæreste?” Han nikkede igen og kløede sig på armen, ”og så skal man have sex?!” råbte han. Alt rumsterede inde i mig. Jeg nikkede kort, ”ja…” ”Fed undskyldning Sarah! Sig dog for helvede sandheden!” råbte han og pludselig stod han op. ”Kontakt mig når du er voksen nok til at fortælle sandheden!” sagde han, inden han tog fat i håndtaget. ”Men…” ”Ikke noget men… Jeg håber han var det værd!” svarede han og smækkede døren i efter sig. ”… men det er sandheden..” sagde jeg stille, selvom jeg godt vidste at han ikke hørte det. Jeg sukkede, jeg havde lært at man bare skulle sige tingene som det var i stedet for at pakke dem ind. Hvad havde jeg dog gjort?! Hold kæft hvor var jeg dog sur på mig selv. Jeg tog hænderne på til mig ansigt. Det var nu jeg ønskede at jeg var en mus. En mus der kunne forsvinde ned i sit hul i væggen, eller blive lokket af ost i en mussefælde, og så få knækket nakken! Jeg tog hurtigt min mobil frem, jeg måtte i kontakt med ham, fortælle han hvad der virkelig var sket, og jeg måtte snakke med George. Han var sikkert også helt ud af den. Jeg havde jo på en måde også løjet overfor ham. Men Harry var ærligtalt vigtigst, lige nu og her! #Harry, please lyt til mig! Jeg er så ked af det!! Og jeg mener det virkelig! Jeg ved hvad du føler lige nu, og jeg fortryder at jeg ikke sagde sandheden noget før! Harry, vi skulle øve, og det mener jeg!! Spørg selv Frederikke..# skrev jeg til ham, men hvis jeg kendte Harry godt nok, så var jeg også sikker på at han ikke var villig til at snakke med mig lige nu.

 

Jeg kiggede mig omkring. Der var mørkt udenfor, og klokken var ved at nærme sig midnat. Harry havde stadig ikke svaret mig, og jeg havde ikke været udenfor hytten siden Harry forlod den. Jeg var skide sulten, men jeg ville ikke ud blandt de folk der. Men nu var klokken vel så mange at de var inde i hytterne. Hurtigt kiggede jeg ud af vinduet, for at se om min tanke var rigtig. Der sad nogen omkring det store bål, men hvis jeg gik langs træerne ville jeg sikkert ikke blive opdaget. Hurtigt fik jeg mine sko på, og forlod hytten. Jeg skulle op i køkkenet, og tage lidt mad, og så kunne jeg liste tilbage til hytten igen, og lade som om jeg aldrig havde været udenfor døren.

 

Et en snuptag fik jeg køleskabet op, og en masse mad kom til syne. Jeg ville gætte på at hvis Niall var her lige nu, var det køleskab tømt på nul komma fem. Jeg gennemgik hurtigt køleskabet fra top til tå. Det eneste jeg fandt var nogle frikadeller og noget tzatziki. Med det på en tallerken i den ene hånd og et glas saftevand i den anden hånd, gik jeg ud i spisesalen. Der var ikke nogen, så jeg kunne godt sætte mig her og spise det.

 

”Kom her!” og derefter en pigelatter. Jeg havde hørt stemmen hør. Stemmen var velkendt. Stemmen tilhørte Harry. HARRY?! Det gik pludselig op for mig at Harry var på vej herind. Jeg vendte mig om mod døren, og pludselig kom han til syne, sammen med en pige. Jeg syntes ikke rigtigt at jeg havde set hende før, men jeg gættede på at hun var fan, og var på musikholdet. Hvad skulle jeg sige og gøre? Jeg måtte gøre et eller andet, for det var nu jeg havde muligheden for at snakke med ham, nu hvor han ikke svarede på min besked. ”Harry?” fik jeg pludselig sagt, hvilket kom som en overraskelse for mig selv og sikkert også for dem. Der blev pludselig helt stille. ”Sarah?” kunne jeg hører Harry sukke. Okay, hvorfor havde jeg også sagt noget til ham, det var da det dummeste jeg kunne gøre. ”Kan vi ikke tale lidt sammen?” spurgte jeg, og kunne fornemme at det nok ikke var det mest passende tidspunkt. Ikke kun fordi klokken var mange, men også fordi han var sammen med en eller anden pige. ”ikke nu Sarah, jeg skal lige i gang med at øve!” svarede han i et hånende tonefald. Tusind følelser gik igennem mig, og jeg var i tvivle om hvorvidt, jeg skulle reager på det. ”Harry, hold nu op! Kan vi ikke tale sammen om det her?!” spurgte jeg og kunne mærke vreden stig op i mig. ”Jo, det kunne vi godt! Men jeg har andre ting at tage mig til lige nu, og jeg har ikke tænkt mig at du skal ødelægge det lige nu! I hvert fald ikke sådan som du har ødelagt mig!” svarede han, og jeg kunne gætte ud fra han stemme at han var sur. Jeg kunne godt forstå ham, men… Arrh, kunne vi ikke bare tale sammen? Jeg havde lavet en fejl og jeg vidste det godt. ”Sarah, ved du hvad? – Vi snakkes…” sagde han, og tog ved pigens hånd og forsvandt. Jeg lukkede mine øjne og tog en bid af en frikadelle, men jeg måtte hurtigt få den ud af munden igen. En kvalme gik igennem mig krop, og jeg følte at jeg skulle besvime. Var Harry og jeg stadig kæreste, eller? Men hvis jeg lige tænkte mig ordenligt om, så vidste jeg også godt, hvad svaret var.

 

Frederikkes synsvinkel:

En solstråle fik mig til at vågne med at sæt. Jeg gabte inden jeg kiggede mig omkring. Austin lå i sin seng neden under mig og Luke lå i den øverste køje ved siden af mig. Alt var som det plejede, bortset fra… Til min store overraskelse så lå George i den anden underkøje som var under Lukes køje.

 

Det havde været en mærkelig dag i går, og nogen af tingene var jeg også lidt forvirret over om hvorvidt jeg havde drømt eller oplevet i virkeligheden. Jeg havde ikke snakket med Sarah, hvilket gjorde mig lidt nervøs, efter alt det med Harry og Niall der var dukket op her. Jeg havde ikke selv snakket mere med Niall, da jeg på ingen måde havde lyst eller pligt til at skulle tale med ham. Hvis jeg overhovedet skulle snakke med ham, så skulle det da være fordi jeg skulle havde en undskyldning, på det han havde gjort overfor mig.

 

#Det er helt gal! S.O.S please!!# Det var fra Sarah, og jeg fik hurtigt den mistanke at Harry havde opdaget at Sarah måske ikke havde talt helt sandt. Jeg fik hurtigt noget tøj på og noget makeup i ansigtet, og der gik ikke længe for jeg var ude af døren, og henne ved Sarahs hytte. Jeg var allerede i gang med at forberede mig på at Sarah ikke ville være i særligt godt humør. Man jeg kunne jo heller ikke forvente andet, end at hun ville være en smule ked af det. For selvom vi ikke havde snakket sammen, kunne jeg godt regne ud af at der nok ikke var noget ’Sarry’ mere.

Jeg kunne høre en stille gråd derinde fra. Alt blev pludseligt bekræftet, og jeg vidste nu, at den sommerlejer der skulle ryste os lidt sammen og den lejer hvor vi skulle hygge os omkring de ting vi godt kunne lide, nu ikke ville blive som jeg, og sikkert også Sarah, havde forventet.

Jeg bankede forsigtigt på døren, inden jeg gik ind. ”Årrh, Sarah!” udbrød jeg, da jeg fik øje på Sarah, oppe i hendes køje. Hun kiggede hurtigt op på mig, men hurtigt fandt hendes hænder hendes kønne ansigt igen, og endnu flere tårer fik frit løb. Jeg sukkede inden jeg tog fat i stigen, for at komme op til hende. ”Er du okay?” spurgte jeg, selvom jeg godt vidste at det nok var det det dummeste spørgsmål, jeg kunne stille lige nu. ”Skal jeg købe noget is?” spurgte jeg. ”Hvad har jeg gjort?!” spurgte hun helt fortabt. ”Rolig Sarah, han skal nok komme til sig selv!” svarede jeg i håb om at det kunne hjælpe lidt. ”Jeg mødte ham i går i spisesalen, og der var han sammen med en eller anden pige!” sukkede hun og måtte fjerne de tårer der var på vej ned af kinderne på hende. ”Skal jeg tage en snak med ham?” spurgte jeg. Han var forhåbentlig ikke sur på mig, og hvis jeg kunne redde Sarahs forhold gjorde jeg der gerne. ”Det behøver du ikke, du skal ikke blandes ind i det her, det er en sag mellem mig og Harry, og det er helt fint…” svarede hun, selvom jeg godt kunne mærke på hende at hun faktisk godt ville have at jeg tog en snak med ham. ”Det er okay.. men sig til hvis jeg kan hjælpe på nogen måde!” svarede jeg og lagde en hånd på hendes ben. ”Jeg har ødelagt mit forhold, jeg har ødelagt forholdet til den fyr jeg elsker!” svarede hun og jeg kunne se at hun mente det. 

 

Harry synsvinkel:

Fuck Sarah! Fuck verden! Og fuck George! Var der noget jeg aldrig havde troet om George så var det at han skulle tage andres piger! Jeg kendte godt George hjemme fra London. Vi havde festet sammen på en tidspunkt, og der virkede han overhovedet ikke som om player. Men jeg blev overrasket. Meget overraket! Da jeg så at det var ham der lå der ovenpå min kæreste, eller retter sagt eks-kæreste. Jeg kiggede ned af mig selv. Nu stod mig og Sarah vidst lige. Hun havde været sammen med min gamle bedsteven, som på mærkværdigvis ikke var min ven mere, og jeg var måske kommet til at have sex med en tilfældig pige. Jeg tror faktisk at hun hed Rose. En køn pige, men ikke ligesom Sarah. Sarahs skønhed var der ingen der kunne hamle op med. Alt kørte bare rundt i hovedet på mig, jeg synes det hele var som en drøm, men jeg vidste godt at det kun var overfladisk, indeni, helt inde i hjertet, vidste jeg godt at det var rigtigt det der var sket. Den besked jeg havde fået fra Sarah i går havde jeg ikke reageret på, men nu hvor jeg tænkte over, det kunne det jo være meget godt. Hun havde jo ret, vi måtte snakke om det, men jeg gad ikke at snakke med sådan en løgner som hende! Mine følelser var tusind steder, og jeg kunne ikke få en samling på dem. Hvis bare jeg få nogen af dem sat lidt i orden, så kunne det være at jeg også kunne tænke klart. Jeg tog min mobil frem. #Ja, du har ret… Vi burde tale sammen om det her, og det skal vi selvfølgelig også ingen tvivl om det! Hvis vi skal snakke må det blive over mobil, SMS eller opkald. Jeg kan desværre ikke se dig i øjnene.# Jeg trykkede på send og pludselig var den besked ude af mine hænder. Jeg fik et sus i maven, og jeg var bange for at det jeg havde skrevet var dumt. Jeg fortrød det allerede lidt, men der var ikke noget at gøre, og var der noget jeg havde lært af at være kendt, så var det at; lige meget hvor meget man gerne vil hjælpe en anden person, så må man tænke på sig selv i sidste ende, og der var det jeg gjorde nu.

Eller det håbede jeg da på, at det var det jeg gjorde…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...