You don’t know you are my special girl (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
*2'eren til From Denmark to London and back again*
Alt er blevet godt igen! Harry, er ved at være færdig med sin tour, han mangler et par uger og så har han ’fri’. Sarah og Frederikke vælger så derfor at tage på musik- og drama camp, men problemet er bare at Harry ikke er villig til at sende hende af sted. Han er bange for at miste hende. Hvorfor ved Sarah ikke, fordi hun syntes at hendes forhold til Harry er så stærkt! Men efter en del overtagelse, overgiver Harry sig, og så kan Sarah se frem til to uger, hvor hun kun skal tænke på det hun elsker i sit liv, andet end Harry, nemlig musik og drama.
Men Harry savner sin kæreste, og han vælger derfor at tage til campen. Men er det en god ide, da Sarah har fået rodet i noget, hun ikke skulle. Og hvad Harry så, så Harry! Pludselig bliver deres forhold til en kamp om at gøre hinanden mest jaloux, i stedet for at tænke på hinanden.

28Likes
16Kommentarer
2734Visninger
AA

5. Kap. 4

Følelsen var dejlig. Jeg kunne blive ved med at ligge i hans arme. Mærke at han kærtegnede mig blidt og behageligt. Mine tanker omkring ham, var bare fantastiske, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på ham, på den måde! Nu hvor han lå, og kyssede min hovedbund, tændte jeg på ham. Jeg havde lyst til at bede ham om at fortsætte, gøre det vildere. Hans ansigtsudtryk var smilende. Jeg kunne ikke lade være med at mærken følelsen af at jeg ville ham. Jeg sukkede, inden hans veltrænet krop lagde sig ovenpå mig, og jeg var omgivet af kys fra kinderne og ned til brystet. Hans hænder formede sig omkring mine bryster. Et støn slap ud igennem mine læber, inden de ramte hans læber. Jeg ville sige noget, noget det gav meningen, men alt sad fast. Jeg kunne ikke beskrive følelsen af hans nærværd. Jeg havde lyst til ham, på mere end en måde. Og jeg ville tro han også havde det på samme måde. Alt gik så stærkt, hans berøring, hans åndedræt, hans alt. Jeg ville ham!

”Saarrah!” Jeg slog mine øjne op med et brag. ”Jeg er vågen!” sagde jeg i ren forskrækkelse og vane, fra da jeg gik i folkeskole, og jeg havde svært ved at stå op om morgen. ”Sarah, der er morgenmad!” sagde en velkendt drengestemme, Georges. Jeg spærrede øjnene op, og kiggede direkte på ham. Min drøm kørte rundt i hovedet. Jeg havde drømt om ham, og det var ikke sådan en drøm hvor han blev jagtet af en kæmpe stor abe, og at jeg så i sidste ende reddet ham. Nej, nej! Det var en svedig drøm, om hvor sexet og tiltrækkende han var. En drøm om det vi skulle øve om og om igen. ”Øh, ja, ja!” svarede jeg bare og viftede med hånden, for at vise at han gerne måtte gå. Jeg kunne ikke se på ham. Det gav mig en form for skyldfølelse, i forhold til Harry. Men hvad skulle jeg gøre? Det var en drøm, og det kunne man altså ikke bestemme over! Men… Den var bare så virkelig! Og hvis jeg skulle være helt ærlig… så glædet jeg mig til at skulle gøre det rigtigt…

 

Georges synsvinkel:

Hvad var der galt med hende? Hun virkede nervøs og bange, og det havde hun gjort siden jeg vækkede hende. Det var som om hun prøvede at undgå mig. Jeg havde flere gange sagt at vi skulle til at øve, men ligeså snart jeg kom ind på emnet, blev hun mærkelig, og jeg blev hele tiden i tvivl om, at det var mig der var noget i vejen med?

Lige nu sad jeg og snakkede med Austin i øvelokalet. Det gik godt, og han var glad for at han ikke skulle spille skuespil, for det var han ikke helt vild god til. Musik var ham, og drama lod han andre folk om. ”Skulle du ikke til at finde Sarah?” spurgte han, i det en lærer kom hen mod os. Jeg nikkede, ”jo, men jeg ved ikke hvor hun er, og jeg…” Jeg stoppede mig selv i at skulle til at brokke mig. Der var noget over Sarah jeg ikke kunne beskrive. Hun var virkelig en dejlig person, og jeg mener virkelig dejlig! ”Jeg må smutte nu!” smilede jeg svagt til Austin inden vi lavede vores håndtegn. ”Vi ses George!” sagde lærer, som for resten hed Justin. Jeg nikkede og smilede.

 

Jeg fandt hurtigt Sarah, hun sad og snakkede med i mobil, men en eller anden veninde, nede i hytten. ”Sarah, kan vi lige tale?” spurgte jeg, for at få hende til at lige på. Hun kiggede usikkert på mig, og nikkede, ”jeg må smutte! Skriver på et tidspunkt!” Jeg satte mig på min seng overfor. ”Sarah? Hvorfor er du sådan?” spurgte jeg. Hun kiggede dumt på mig, ”hvordan?” Jeg smilede til hende, og kom med et lille fnis. Kunne hun ikke selv se det? ”Det er som om du undgår mig, hele tiden?” svarede jeg og kiggede ned i mine hænder. Hendes blik forandrede sig. Der var noget galt. Hun sank en klump i halsen. ”Er der noget jeg ikke ved?” spurgte jeg.

 

Sarahs synsvinkel:

Hvad skulle jeg svare? Ja, jeg er kærester med Harry. Harry Styles fra One Direction, det kendt boyband du sikkert har hørt om ik’? Han skulle ikke vide det, ikke nu! Jeg rystede hurtigt på hovedet, og var ikke helt sikker på om han så det, som noget overbevisende. ”Nej, der er ikke..” sagde jeg i stedet og smilede. Han nikkede og kløede sig på armen. ”Men hvis der er… så sig det til mig! Vi kan altid finde en løsning?” Jeg nikkede. Hvor var han fantastisk! ”Jeg tænkte på om, om vi så ikke kunne øve lidt senere?” spurgte han. Jeg kunne ikke trække den mere, og hvis vi skulle have et nogenlunde godt skuespil ud af det, måtte jeg vel tage mig sammen. ”Det kan vi godt! Skal vi sige klokken tre?” svarede jeg og kiggede på mig mobil. Det var næsten to timer til, så havde jeg lige lidt tid til at sunde mig, hvis det var sådan. Tage et bad, løbe en tur og bare lige være mig selv, hvilket jeg havde været hele dagen! ”Det kan vi godt sige!” smilede han og rejste sig. ”Jeg går lige rundt og ser hvordan de andre har det!” sagde han. Jeg smilede bare og tog min mobil frem.

 

Hvor var det ret at være et sted hvor alle havde det samme interesser! Og det fede af det hele, var at jeg ikke var blevet genkendt endnu. Jeg brød mig ikke om opmærksomheden, men det var jo altid meget dejligt at folk kunne lide mig, som den jeg nu var overfor Harry. At jeg tog mig tid sammen med fans og billeder, og hvad der nu ellers skulle til. Jeg var ikke ligeså kendt som Perrie, Eleanor og Danielle, men de var jo også kendte på en anden måde. Perrie var jo sanger i Little Mix. Eleanor var model, eller fik da nogen modeljobs ind imellem. Og så var der Danielle, der var danser på et højt plan. Hvis man skulle kigge på de tre piger, var Frederikke og jeg jo ingenting i forhold til. Vi kunne prale med at vi kom fra Danmark, og hvor fedt var det lige? Vi havde altid ønsket os at komme der fra. Der var ingen mennesker der kendte Danmark og hvis de enlig gjorde så var det for et eller andet åndsvagt! Danmark var usynligt på verdenskortet, ligesom mine ben var i mine øjne. Jeg kunne ikke lide mine ben – så var det sagt! Men det skulle jeg ikke sige for højt når Harry var der, han gik fuldstændig amok, og stod og forsvarede dem. Han ville ikke havde at jeg skulle føle mig grim og usikker, han ville have at jeg havde det godt.

 

Klokken var ved at blive mange. Og det var tid til at jeg skulle øve med George. Jeg havde altså svært ved at se ham i øjnene, og jeg frygtede at vi skulle øve scenen nu.

Jeg gik ind i hytten, og jeg kunne se fra vinduet i døren, at George var ankommet. Jeg tog en dyb vejrtrækning, og tog fast i dørhåndtaget. ”Hej!” smilede jeg forsigtigt. ”Hvad så? Er du klar?!” svarede han og tog en tår af hans vandflaske. ”Jeg skal lige have mit manus!” smilede jeg og åbnede mine taske. Han nikkede og lagde hans guitar på plads. Der var en akavet stemning. Jeg havde på en måde bare lyst til at grine, hvor var det barnligt det her! Kunne jeg virkelig ikke tage mig sammen, og så øve et skide skuepil?! ”Undskyld George!” sagde jeg og kiggede ned i gulvet. Han rejste sig op, og lagde en hånd på min ryg. En følelse gik i gennem mig. Min mave slog en koldbøtte. ”Det gør ikke noget!” smilede han og nussede mig ryg. Jeg kiggede usikkert på ham. Jeg fik det dårligt. En kvalme steg op i mig. Ikke fordi jeg ikke kunne lide ham, men han gjorde et eller andet ved mig. Et eller andet som Harry også gav mig, dog på en anden måde. Hvad var det dog jeg havde gang i? Det var ikke sådan her jeg skulle havde det hvad gang han rørte mig vel? Vores øjne mødes. Hans smukke, smukke øjne smeltede sammen med mine. Min mave slog den ene knude efter den anden. Han smilede, og jeg kunne heller ikke lade være med at sende ham et smil. Kunne han ikke bare gå, og lade være med at se dejlig og tiltrækkende ud?

Vores hoveder kom tættere og tættere på hinanden. Hvad havde jeg gang i? Jeg kunne ikke kysse ham! Jeg havde en kæreste, jeg havde Harry! ”Øhh… skal vi ikke se at komme i gang?” spurgte jeg, og i et snuptag tog jeg mit manus op ad tasken. George kiggede nervøst væk, og nikkede kort. Det her havde ikke lettede den akavet stemning. Jeg satte mig på sengen, og lagde dynen lidt over mig. Ikke fordi jeg frys, men jeg kunne godt lide det. Det var så hyggeligt. Og hvis jeg var noget, så var jeg en hyggetrunte. Jeg elskede at blive nusset, ligge tæt og bare være omkring andre mennesker på en hyggelig måde! Når jeg så film med Harry, lå vi også altid og puttede. Når jeg var sammen med veninderne, mest Frederikke, så endte det også altid med at jeg fik nusset fødder, arme eller hænder. Håret kunne jeg også godt lide at få sat. Jeg gik engang i klassen med en der elskede at bruge sin tid på at sætte mit når, når vi skulle se film på klassen.

”Skal vi starte fra, ’Kommer du og siger farvel?’?” spurgte George. Jeg nikkede. Og bladrede op side 2. Han skulle starte.

”Kommer du og siger farvel?” spurgte han, og smilede til mig.

Jeg nikkede og gik hen til ham. ”Jeg kommer til at savne dig!” sagde jeg og lod min hånd køre ned over hans mave. ”Jeg lover at ringe hver dag!” smilede han og kyssede mig på kinden.

Det gav at sus i maven. Han kyssede mig. Det var bare sådan et hurtigt et, men det var som om der var mere i det, end bare skuespil. Jeg tog en dyb indånding og skulle til at sige min næste replik, men ordene sad fast i halsen på mig, og det eneste der kun gennem min læber, var en lille lyd han alligevel ikke kunne høre. ”Jeg er ked af det George, kan vi ikke starte et andet sted? Læse det op for hinanden, sådan som det skal siges? Jeg skal bare lige… undskyld?” spurgte jeg og hviskede ’undskyld’. Han kiggede hurtigt på mig og derefter ned i manuskriptet. ”Det kan vi godt!” smilede han. Mit hjerte bankede derud af. Jeg var nervøs for om han kunne høre det. Og jeg var ret sikker på at jeg rødmede. Han begyndte at læse hans op, og derefter mig…

 

Frederikkes synsvinkel:

Jeg kiggede på Luke igen. Hvor var han dog sød. Vi havde snakket sammen meget i dag, og det var dejligt enlig at være sammen med ham alene. Vi sad i øvelokalet, og snakkede, kun mig og ham. ”Her du nogle søskende?” spurgte han. Jeg nikkede, ”jeg har en lillebror!” smilede jeg. ”Er han irriterende?” spurgte han, som om han kunne genkende det. Jeg kunne ikke lade være med at fnis lidt. ”Ja, en smule, men man kan jo heller ikke lade være med at elske ham en smugle!” smilede jeg, ”hvad med dig? Har du nogen søskende?” Han nikkede, ”jeg har to brødre.” ”Nice!” smilede jeg og tog min mobil frem. Jeg havde fået en besked fra Niall. Jeg kunne se starten af beskeden. #Hej Frederikke! Jeg håber du hygger dig…# Et suk kom fra mig, og jeg lagde hurtigt mobilen væk igen. Jeg gad ham ikke, han rodet kun endnu mere rundt i bruddet og det gik mig på naverne. Jeg gad ikke se på ham, eller høre på ham. ”Hvad så?” spurgte Luke og kiggede usikkert på mig. ”Ikke noget… Det var Niall!” svarede jeg, og smilede for at vise ham at jeg var okay. ”Skal jeg smadre ham?” spurgte han, og kom med et lille fnis. Jeg havde fortalt ham havde der var sket. Jeg rystede på hovedet, ”bare fordi han er en idiot, behøver du ikke være en!” svarede jeg. Han nikkede, og stank mig et smil. ”Hvis du ikke gider ham, så skal han da heller ikke blive ved! Han skal jo lære at du ikke gider ham!” sagde Luke i en forsvarende tone. Jeg smilede, ”tak, men jeg tror bare jeg slukke for mobilen, og så må vi se hvad der sker! Jeg gider ikke snakke med ham nu! Og desuden er jeg mere værd end det!” smilede jeg stolt, mens jeg slukkede min mobil. Jeg lød næsten helt voksen, og hvis jeg skulle være helt ærlig, så hver gang jeg snakkede om ham, tænke på hvordan han var overfor mig, så blev jeg bare bekræftet i at jeg fortjente bedre.

”Hvordan er det enlig i Australien?” spurgte jeg, bare for at komme ind på et andet emne. ”Det er et herligt land! Det kunne være jeg skulle inviter dig derned, på et tidspunkt!” smilede han. Hans smil borede sig ind i mig. Det var som om hver gang han kiggede på mig, at hans øjne brændte sig fast i mine øjne. Og når han smilte smelte jeg som smør på en varm pande. Jeg kunne ikke stå for ham. ”Det vil jeg da glæde mig til!” smilede jeg. Vi sad lidt og kiggede på hinanden. Hvorfor skulle han også minde så meget om Niall, og så alligevel ikke? ”Jeg tænkte på om vi i aften, efter aftenmaden, skulle tage ned på stranden?” spurgte Luke pludseligt. En glæde steg op i mig. ”Helt sikkert!” smilede jeg. Han nikkede, ”nå jeg må heller øve videre!” sukkede han. De havde øvet hele dagen, og han var sulten, så han ville rigtig gerne have lov til at holde en pause. Jeg smilede, ”ses i hytten!” Han smilede og blinkede til mig, inden jeg forlod øvelokalet.

 

Sarahs synsvinkel:

Det gik godt! Jeg kunne enlig finde ud af at øve det skuespil sammen med George! ”Skal vi ikke stoppe for i dag?” spurgte George, da jeg havde sagt min slutreplik. ”God ide!” smilede jeg, og smed manuskriptet ned i den anden ende af min seng. ”Hvordan er det så at være dansker?” spurgte George og smilede til mig. Hvis jeg stod op ville jeg sikkert falde sammen. Hans smil var… døden for mig! ”Det er… hvad skal jeg sige? Der er ingen der kender det skide lille land, så jeg er glad for at jeg flyttede til London!” smilede jeg. Han kom med et lille fnis, ”så ved du da at dine børn vil vokse op i trygge rammer!” Jeg rystede på hovedet, ”bare fordi landet er lille, er det nødvendigvis ikke sikkert!” svarede jeg. ”Jamen…” ”Ikke noget jamen, her! Folk bliver stadig skudt ned på åben gade! Og der er stadig folk der bliver svigtet af kommunen!” afbrød jeg ham. Han kiggede overrasket på mig, ”det kom fra din mund, Sarah?!” Jeg smilede stolt, ”engang i mellem kommer der altså noget fornuftigt ud!” ”Ja! Du lød helt voksen!” smilede han flabet. Jeg vidste det bare var for sjovt. ”Ha ha!” svarede jeg, og himlede med øjnene, ”du er bare jaloux!” ”Du har så ret!” grinede han. Jeg kunne ikke lade være med at smile og komme med et lille fnis. ”Du kan li’ det!” ”Og mere end det!” grinede han. Hvor var han dog dejlig! Jeg kunne være mig selv i hans nærværd, virkelig! ”Skal vi ikke komme op og få noget at spise?” spurgte jeg, og kiggede hurtigt på min mobil. Jeg havde fået 3 beskeder og 13 opringninger. De var alle sammen fra Harry. Hvad var der dog sket? Jeg kiggede hurtigt på George, der var på vej ud af døren, og så ned på mobilen igen. Han kunne vente… Jeg smilede og kastede mobilen på min seng. Kunne han ikke forstå jeg var i gang med noget andet?!

 

Efter aftensmaden ville George og mig ud og gå en tur. Bare lige for at se hvordan der så ud omkring. ”Hvor er her smukt!” smilede jeg og kiggede på George. Vi stod nu lige foran den lille skovsø. ”Ja, her er! Men her er ikke lige så smukt som dig!” smilede han. Alt stoppede. Jeg kiggede bare på ham. Havde han lige sagt at jeg var smuk? Hvad skulle jeg sige. Hans blik ændre sig, ”und… undskyld!” Han kiggede hurtigt væk. Jeg smilede helt ved tanken om at han lige havde sagt at jeg var smuk! ”Det gør ikke noget, det kom bare som en chok for mig!” smilede jeg, ”tak!” Hans smil kom frem igen. ”Men er der noget jeg ikke er, så er det smuk!” Han kiggede på mig, som om jeg var dumpet ned fra Mars, ”jeg mener det! Jeg mener det virkelig!” svarede han. Lige nu forgik der ting, som Harry slet ikke skulle vide noget om. Men mine tanker var stadig på Harry, engang i mellem. Jeg savnede ham, men George gjorde noget ved mig, der gjorde at jeg kunne glemme ham. Jeg smilede, ”tak!” Han stillede sig ind foran mig. Hans hænder tog omkring mine, og jeg kunne mærke hans åndedræt. ”Du er en helt fantastik pige!” hviskede han. Jeg kiggede fra vores sammen flettede hænder, ind i hans øjne. Han mente det han sagde, det kunne jeg se! ”Hvorfor siger du det her til mig?” spurgte jeg. ”Fordi jeg mener det! Og jeg er ikke typen det holder ting inden, der burde siges!” smilede han. Jeg kunne mærke blodet stige mig til hovedet. ”Du er dum!” sagde jeg, og kiggede væk. Jeg hadede at rødme, det var så pinligt. ”Det kan godt være, men derfor mener jeg stadig, at du er dejlig!” Jeg smilede og skulle til at svare ham. Men jeg blev afbrudt…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...