You don’t know you are my special girl (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
*2'eren til From Denmark to London and back again*
Alt er blevet godt igen! Harry, er ved at være færdig med sin tour, han mangler et par uger og så har han ’fri’. Sarah og Frederikke vælger så derfor at tage på musik- og drama camp, men problemet er bare at Harry ikke er villig til at sende hende af sted. Han er bange for at miste hende. Hvorfor ved Sarah ikke, fordi hun syntes at hendes forhold til Harry er så stærkt! Men efter en del overtagelse, overgiver Harry sig, og så kan Sarah se frem til to uger, hvor hun kun skal tænke på det hun elsker i sit liv, andet end Harry, nemlig musik og drama.
Men Harry savner sin kæreste, og han vælger derfor at tage til campen. Men er det en god ide, da Sarah har fået rodet i noget, hun ikke skulle. Og hvad Harry så, så Harry! Pludselig bliver deres forhold til en kamp om at gøre hinanden mest jaloux, i stedet for at tænke på hinanden.

28Likes
16Kommentarer
2740Visninger
AA

11. Kap. 10

Jeg var kommet lidt til mig selv, og hans øjne fandt i mine igen. ”Hej Frederikke,” smilede han og fjerende noget hår fra min pande. Jeg smilede, ”hej..” ”Er du okay?” jeg nikkede, selvom jeg måtte indrømme at jeg havde lidt ondt i mit haleben. ”Godt, men Frederikke, jeg ved godt jeg ikke har opført mig særlig pænt overfor dig, men jeg bliver nød til at fortælle dig noget!” Jeg nikkede, ”men Niall, kan det ikke vente?” Han rystede på hovedet, ”jeg bliver nød til at sige det nu ellers er det for sent, og det vil jeg helst ikke have at det er, for jeg elsker dig stadig!” På den ene side ville jeg ikke snakke med ham, men jeg kunne heller ikke sige nej, og så bare gå min vej, det ville ligesom ikke være helt fair.  ”Hvad vil du så sige, eller fortælle?” Min stemme var overraskende sød og venlig. Hvad skete der, jeg skulle være sur på ham. Han havde ødelagt en del af mit liv, og nu stod han der og ville snakke. Jeg var sikkert ikke helt rask, det var nok svaret!

”Kan vi ikke sætte os?” Jeg nikkede og satte mig på stolen ved siden af. ”Jeg har lavet et fejl, og det har jeg først indset nu. Jeg fortryder alt hvad jeg har gjort, at jeg slog op, de trælse beskeder, det hele!” sagde han, og holdte en pause, ”jeg har ligget søvnløs og har flere gange ønsket at jeg bare har kunnet spole tiden tilbage. Men det ved jeg, at det kan jeg ikke, og så jeg jo prøve at tage mig sammen og så snakke med dig.” Min mave slog en knude, og en klump sad i min hals. Jeg havde lyst til at kysse ham, jeg havde lyst tilgive ham, og fortælle hvor dejlig han var, men jeg kunne ikke. Der var noget der stoppede mig. En dreng stoppede mig. Luke stoppede mig. Han var i mit hoved, også nu her, hvor han ikke skulle være det, men det var han. Desværre. ”Niall, jeg ved ikke hvad jeg skal sige…” ”Du behøver ikke at sige noget!” Jeg smilede kort. Jeg skulle jo sige et eller andet, men jeg vidste ikke hvad. Ville det ikke være underligt at fortælle ham at jeg var sammen med en anden, og at jeg halvt havde glemt ham, lige indtil han stod her. Jeg kunne mærke tårerne trille ned af kinderne på mig. Jeg ville ikke græde, jeg ville græde overfor ham, han skulle ikke se mig græde, selvom han havde set mig græde tusinde gange før. Han skulle ikke se hvor svag jeg var nu. Han var ikke det værd,. Jeg sad og gentog mig selv inden i. Jeg skulle jo tage mig sammen, jeg skulle ikke sidde her, og græde over ham, bare fordi han havde sagt nogle ord, det faktisk betød noget for mig. ”Niall, ikke for noget, men jeg skal altså nå en masse ting… snakkes,” smilede jeg og forlod hytten, da jeg tørrede mine tåre væk. Jeg skulle finde Luke…

 

Sarahs synsvinkel:

Jeg forstod ærligtalt ikke særlig meget mere. Det hele kørte bare rundt og rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde noget der bare gjorde mig lidt glad. Ikke engang et billede af Mille, kunne få et smil på læben af mig. Jeg havde lyst til at sove. Sove længe eller aldrig vågne op igen. Jeg kunne være glad for at der ikke var lang tid til at campen var slut. Så kunne jeg komme hjem, og glemme alt – forhåbentligt. Der var to dage tilbage.  

 

Jeg tændte for musikken. Det var Miley Cyrus’ Wrecking Ball. Jeg kunne græde hver gang jeg hørte den. Og lige nu hvor jeg allerede var ked af det, var det en kamp om at holde tårerne tilbage.

En stille banken vækkede mig, og døren åbnede op. ”Der er vandkamp senere i dag. Her klokken 14:00 og så i aften er der fest…” smilede Ella. Jeg nikkede kort, og tørrede mine kinder. ”Er du okay?” spurgte hun. Jeg nikkede, ”det er helt fint, jeg kommer klokken 14:00.” Hun smilede, ”godt at hører, og husk det jeg sagde, hvis du har brug…” ”… for hjælp, så komme. Det skal jeg nok.” Med de ord forlod hun hytten, og lukkede døren omhyggeligt.

Med hænderne op til mit ansigt, og tårerne trillende ned af kinderne, gik en masse tanker igennem mig, omkring Harry. Jeg savnede ham. Jeg elskede ham jo forfanden stadig. Bare fordi jeg havde været en klovn, var han jo stadig den fyr jeg elskede, og det ville han altid være!

 

Harry synsvinkel:

”I will always want you…” Hun græd. Jeg klappede min computer i, og tog hænderne op til ansigtet. Hun skulle havde ligget her i mine arme. Hun skulle have grædt i mine arme, og jeg skulle have trøstet hende. Sagt at det hele var okay, og at det kun var en film. Ligesom jeg følte mit liv var lige nu.

George var en nar, med stort N. Hvorfor havde jeg ikke set det noget før? Som jeg havde sagt til ham, nogle mennesker er bare meget sødere når de er fulde. Hvad så Sarah i ham?

Jeg havde hørt at hun havde meldt sig fra, til at spille med i skuespillet. På et eller andet plan var jeg glad for at hun havde gjort det. Så skulle jeg ikke se hende havde sex med en anden, og hun havde vist mig at hun var ked af det, ved at gøre det. At hun ikke ville, fordi jeg betød så meget for hende – hvis altså det var en af grundene. Det der gjorde mig ked af at hun havde meldt fra, hun elskede jo alt spille skuespil.

Hvis jeg kendte Sarah godt nok, så gik der ligeså mange tanker igennem hendes hoved, som der gjorde i mit. Hun betød meget for mig, næsten alt for meget – du ved på den der måde, hvor hun bare er i ens hoved hele tiden, og man bare ikke kan tænke på andet.

 

”Vil du snakke med Sarah i dag?” spurgte Niall. Jeg trak på skulderne, ”det ved jeg ikke, det ville måske være en god ide at gøre, men jeg ved bare ikke hvordan det vil ende.” Niall nikkede forstående, ”jeg kender det!” Jeg sukkede, ”piger kan sgu tage pusten fra en, på mere end en måde…” Niall kom med et lille fnis, ”ja, og jeg vil sgu hellere have tage pusten på en helt anden måde.” Jeg nikkede, jeg kunne ikke give ham mere ret i det han sagde. ”Hvordan gik det med Frederikke?” ”PÅ ingen måde godt… Hun vil snakkes, og jeg hvis jeg kender hende, så er ’snakkes’ aldrig i hendes verden..” ”Det er jeg ked af bro! Skal jeg prøve at snakke med hende?” Han trak på skulderne, ”det hjælper sikkert ikke… Næste gang jeg ser hende, tager jeg en alvorlig snak med hende, og så må jeg finde ud af om jeg kan rette op på det, eller ej…” Jeg nikkede, ”så må jeg vidst også hellere få snakket med Sarah.” Niall nikkede, ”det lyder som en god ide, det kan jo være hun kan forklare…” Jeg nikkede, ”man kunne håbe, for hun betyder for meget, til at jeg kan give slip på hende!” ”Du skal heller ikke give slip på hende, hun er den bedst kæreste du har haft!” Jeg smilede,  og hvis jeg kendte mig selv godt nok, var jeg sikkert også rød som en tomat i ansigtet. Sarah var et punkt i mig, man skulle passe på med. Hun betød alt for mig.

Jeg satte mig på bordet. ”Hvad er der Harry?” Jeg smilede, ”jeg har bare indset at Sarah er min pige, og ingen andens…” ”Så fortæl hende det forfanden da!” sagde Niall og slog mig ’kærligt’ på skulderen. Jeg nikkede og smilede, ”ja selvfølgelig!” Niall smilede igen, ”jeg tror hun savner dig!” ”Det var vel godt, for jeg savner skam også hende!”

 

 

Sarahs synsvinkel:

”Hey, hvad så? Er du okay?” Jeg smilede, ”det er okay, George.” Han nikkede, ”jeg har tænkt på dig, og jeg er ked af alt det der er sket!” ”Det er okay, det er ikke din skyld – kun lidt af det.” Han smilede og kom med et lille fnis. ”George, du må ikke tro at jeg ikke elsker dig.” Jeg rykkede mig lidt så han kunne side ved siden af mig på trappen. ”Har du snakket med Harry?” Jeg rystede på hovedet, ”nej, og det regner jeg heller ikke med at jeg vil gøre. Jeg har ikke lyst til at snakke med ham, og jeg tror bestemt heller ikke at han har lyst til at snakke med ham der, tog hans pige.” Jeg smilede, selvom intet af det var særlig sjovt. Jeg savnede Harry og jeg havde følelser for George. Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre, det hele kørte bare rundt, og jeg ville bare ønske at det var her man havde nogle forældre der kunne sige at det var sådan man skulle gøre og ikke sådan. Men det havde jeg ikke, og jeg var gammel nok til selv at bestemme og finde ud af mit liv.

”Jeg tænkte på om vi ikke skulle tage op og bade i poolen, når jeg har øvet?” Jeg nikkede, da han rejste sig op. ”Vi ses smukke!” sagde han og kyssede mig. ”Ses!” Jeg smilede svagt. Alt gik i stå. Fuck. Fuck. Fuck…. Han havde ikke lige set, nej vel?!

 

Lort, pis, røven, fucking ARRRRGH!!! Harry havde set at George og mig havde kysset. Hans skuffede blik, havde boret sig ind i mig, og jeg kunne ikke få det ud igen. Det var det blik jeg havde set et par gange før, og jeg kunne ikke lide det. Det gjorde mig bange, nervøs og utryg. #Undskyld…# skrev jeg til Harry, velvidnet om at han ikke engang ville tænke på at åbne den. Om ti minutter skulle jeg mødes med George ved poolen, selvom jeg bare havde lyst til at være her. Eller det havde jeg ikke engang. Jeg havde bare lyst til at…. Ja, kort sagt dø. Ingen havde sagt at livet var let, og jeg ville havde slået dem der havde sagt det, for de ville havde løjet mig på det groveste op i ansigtet.

 

Jeg havde fået skiftet, så jeg havde bikini på under mit tøj, og jeg var nu på vej op til poolen. George var allerede kommet og stod nu og ventede på mig. ”Heeey, smukke!” smiler han. Jeg smilede tilbage, ”hej George.” Han kunne se på mig at der var noget galt, men at han ikke skulle spørge indtil det. Han vidste jo udmærket godt hvad det var, og at han ikke skulle rode mere i det. Han havde ødelagt nok, og vi havde kun kendt hinanden i næsten to uger.

 

Vi gik ind i pool-området da noget fangede mit blik. Harry. Harry og en pige. Harry med en pige på hans skuldre. Jeg kiggede hurtigt væk. Jeg kunne ikke se på det. Det gjorde ondt. Virkelig ondt. Det var mig der skulle have siddet der. Det var mig der skulle have leget det der med Frederikke, Niall og Harry. Harry og jeg skulle juble og  kysse og…. vær glade over at have vundet. Ikke kun kampen mellem os og Frederikke og Niall. Men også hinandens hjerte. Jeg kiggede på ham igen. Hans blik var rette mod dig. Han smilede hånende til dig. Jeg smilede bare, selvom jeg var sprængt i atomer. Selvom det 100% var min egen skyld at jeg havde det sådan her. Harry skulle bare rode i det. Men okay, det havde jeg vel også fortjent!

”Ehm… George, kom!” smilede jeg og tog hans hånd. Jeg kiggede hurtigt på Harry, og smilede, inden jeg førte George over til nogle solsenge nær Harry og hende pigen. ”Hvad sker der Sarah?” spurgte han. ”Ikke noget,” smilede jeg bare, selvom der forgik 1000 ting. ”Okaaay?” Jeg smilede bare, ”i aften ik’? Skal vi så ikke bare hygge os, og ja hvad ved jeg? Putte, se film og spise slik?” Smilet på Georges læber voksede. Mit blik faldt ned på Harry, jeg sørgede jeg selvfølgelig for at han kunne høre det hele.

 

Frederikkes synsvinkel:

”… Jeg er mindst ligeså ked af det som du er, Niall. Jeg ønsker ikke det skal ende her. Du har gjort nogle dumme ting, og du har indset det, og jeg har tilgivet det!” Han smilede. Han var glad, rigtig glad! ”Frederikke! Undskyld, undskyld, UNDSKYLD!!” Jeg smilede, ”det er okay, Nialler! Jeg har tilgivet dig, og skal vi så ikke glemme det hele, og så bare lade som om at intet af det er sket?” Han nikkede, ”der er ikke noget jeg hellere vil!” Han løftede mig op, og drejede mig rundt. Vores læber rørte hinanden. De rørte endelig hinanden efter lang tid hvor de ikke havde rørt hinanden. ”Jeg elsker dig!” sagde jeg. Niall smilede, det smil der fik mig til at dræbe mig, ”jeg elsker bestemt også dig!” Jeg var lykkelig. Jeg havde glemt det hele. Alle hans dumme kommentar, dårlig opførsel, og alt hvad han nu havde ødelagt i mit liv inden for de sidste uger var nu glemt, Niall var min igen, og jeg var hans.

 

”Hvordan går det med Harry?” spurgte jeg.  Niall trak på skulderne, ”det ved jeg ikke. Altså han vil virkelig gerne havde Sarah tilbage, og jeg tror da også at han vil snakke med hende. Han er vel bare skuffet over at hun ikke kunne fortælle ham hvad der virkelig skete her.” Jeg nikkede, jeg kunne godt forstå Harry, og jeg kunne også godt forstå Sarah at hun havde svært ved at sige det. Det ville jeg ærligtalt også have. ”Jeg håber de finder ud af noget. Sarah er knust, og hvis jeg kender Harry ret, så er han også ked af det, jeg håber bare ikke han bruger jaloux-teknikken…” ”Det håber jeg heller ikke!” Niall og jeg vidste vel godt hvad han lavede lige nu. Niall havde fundet mig oppe ved poolen, hvor jeg havde siddet sammen med Luke. Luke og jeg havde snakket om Sarah og Harry. Vi kunne jo godt se hvad der skete mellem dem. Sarah havde levet højlytte aftaler med George, og Harry havde fjollet rundt med en pige. Ja, det ville ikke ende godt, og lige nu var jeg sikker på at Harry ville gøre Sarah jaloux, og Sarah ville gøre Harry jaloux.

”Kan vi ikke snakke med dem?” ”Sidste gang vi snakkede med dem gik det ikke helt så godt, og jeg har snakket med Harry, og jeg fik bare at vide at han ville snakke med Sarah.” Jeg nikkede, så var der vel heller ikke så meget at gøre mere. ”Så må de vel også selv finde ud af det…” Han nikkede, ”lige nu er det vigtigste at jeg har min prinsesse igen!” Jeg smilede og kunne ikke lade være med at grine lidt, ”hvor er du bare sød, skat!” ”Ikke sødere end dig, min pige!” ”Jo, du er 1000 gange sødere end mig!” ”Noooo!!” ”Joooo!” ”Skal jeg voldtage dig?” Jeg rystede på hovedet, ”så anmelder jeg dig, og så ryger du ind!” Han grinede, ”jeg hopper gerne i fængsel for dig!” Alle de dejlige følelser jeg havde for Niall, var kommet tilbage. Jeg havde allerede gemt Luke. Skulle jeg presse lidt humor ind i det her, så var det da, at når jeg følte mig speciel fra en fyr, så glemte jeg alt det dårlige. Haha!

 

Harrys synsvinkel:

Hvad fanden havde jeg gang i?! Som en totalt klapidiot! Harry, din… ARRRGH! Mens jeg lå her og legede fangelege efter en pige, jeg havde givet mit nummer til forleden dag, sad Sarah der og legede bolleven med min eks-ven, George. Det kunne godt være jeg havde set hende kysse med ham tideligere, men jeg burde ikke have forsat. Det var ikke Sarah det der, eller jo det var jo Sarah, men det var ikke hende. Hun ville ikke gøre en fyr jaloux, for at få hans opmærksomhed. Hun ville ikke være sammen med en anden. Jo mere jeg havde tænkt over det, kunne jeg vel godt forstå at Sarah ikke havde sagt noget om det skuespil. Jeg ville jo også selv havde svært ved det hvis det var mig, der var i sammen situation. ”Heeeey Harry!” Hun holdte igen om mig, på den måde som Sarah skulle holde om mig. Jeg havde lyt til at skubbe hende væk, råbe af hende spørge hvad hun ar gang i. Hendes læber rørte min hals, og hendes hænder kørte op og ned af min krop. Alting blev for meget, jeg kunne ikke det her. Det føltes så forkert at jeg havde lyst til at brække mig. Og lige pludselig skete det. ”HVAD FANDEN HAR DU GANG I?!” ”HAR DU IKKE EN KÆRESTE DERHJEMME?!” ”ER DU IKKE MODEN NOK TIL AT TAKKE NEJ OG HAR DU IKKE BARE EN SMULE ANSVAR?!” ”JEG GIDER DIG IKKE, DU ER IKKE DET HER VÆRD, DU ER BARE KLAM, OG JEG HAR LIGE LÆRT DIG AT KENDE OG SÅ RAVER DU PÅ MIG, SOM OM VI HAVDE VÆRET SAMMEN I 1000 ÅR!!!” Alle ordene fløj ud af munden på mig, jeg kunne ikke stoppe mig selv. Jeg havde ikke tænkt over et eneste af de ord, og jeg måtte indrømme at jeg var lidt flov, men jeg mente det, jeg ville have Sarah tilbage. Helt tilbage. Mit blik fløj op på hende. Hun sad med åben mund og lignede et spørgsmålstegn. Jeg forstod hende godt. Alle kiggede på mig. Hende pigen jeg lige havde skændt ud hun stod bare og var ved at tude. ”Undskyld…” sagde jeg, og kravlede op af stigen og kom op på land. Jeg skulle væk. Så langt væk jeg nu kunne komme.

 

Sarahs synsvinkel:

Hvad skete der lige der? Det var ikke Harry. Jeg havde aldrig set ham sådan der før. Bare han var okay. Hende pigen stod nu og græd. ”George, jeg bliver nød til…” Han nikkede skuffet. ”Undskyld..”

 

Jeg løb efter Harry. Han løb ned i deres hytte. Jeg kaldte på ham, men han reagerede ikke. Jeg skulle snakke med ham. Han kunne ikke det her, og jeg kunne heller ikke. ”Harry forfanden stop nu!” Han reagerede. ”Hvad er der? Skal du ikke være sammen med George, kysse ham, kneppe ham?!” Jeg rystede på hovedet, ”jeg skal snakke med dig!” Han rystede på hovedet, ”du skal være ligeglad med mig! Du skal kneppe ham!” Jeg kunne mærke tårerne trille ned af kinderne på mig, ”Harry vi skal snakke, jeg vil ikke give slip nu, forstår du det?!” Tårerne trillede også ned af kinderne på ham. Jeg gik hen til ham. ”Harry, lad os nu tale!” ”Sarah.. jeg elsker dig forfanden!” Jeg smilede, ”det ved jeg, og jeg elsker dig!” Tårerne blev pludselig til smil. Min hånd fandt hans kind, og min tommelfinger tørrede hans kinder. ”Skal vi ikke gå ned i jeres hytte?” Han nikkede. Min hånd fandt hans, ”du må ikke være ked af det, vi skal nok finde ud af det!” Han nikkede, ”det skal vi nok!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...