Det Glemte Folk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Cassi er Prinsesse i landet Mulcarius. Hendes far er en elsket konge. Han er retfærdigt, og alt er som det skal være. Men ikke alle er tilfredse. Under Cassi's 15 års fødselsdag dukker en uventet gæst op. Cassi bliver nødt til at flygte med sin ven Will. De flygter op i bjergene, men hvem skal hjælpe dem nu? De er alene. Mod alt hvad de har lært rejser de videre over bjergene, på jagt efter Det Glemte Folk. Et folk inden kender til, men som i følge myterne har stor magt. På deres rejse mod Det Glemte Folk, finder Will ud af noget om sig selv, der ændrer det hele.

10Likes
29Kommentarer
559Visninger
AA

4. På vej - Mod hvad?

De red hele dagen. Den første dag skete der ikke så meget. De var begge evige bange for, at blive opdaget. Et par gange blev de nødt til at tage, en kæmpe omvej rundt om nogle små landsbyer. De prøvede at komme så hurtigt frem som muligt. Men det var svært, de blev nødt til at tage omveje og standse hele tiden.

"Hvor længe skal vi blive ved med at undvige mennesker?" spurgte Will træt. De havde lige redet en stor omvej, uden om en af de større byer. "Indtil vi er i bjergene, og der ikke er så mange der kender os" svarede Cassi, Will lagde hovedt på skrå, og lignede meget en der var ved at løse en gåde, efter lidt tid sagde han så: "Nu du nævner det, hvordan skal vi overhoved finde Det Glemte Folk. Vores eneste plan lige nu er at komme frem til bjergene. Men hvad så, vi bliver nødt til at finde dem på en eller anden måde". Cassi nikkede flere gange. Hun havde selv tænkt på problemet meget. Det var en af de svage ting, ved deres plan. De ante ikke hvor de skulle lede, eller om der overhoved var en mulighed for at finde Det Glemte Folk. Eller om Folket overhoved vil hjælpe dem. Hvis ikke de ville hjælpe, tænkte Cassi, så kan vi lige så godt lide tilbage og overgive os. Det var deres eneste mulighed. Det var også derfor at det var så vigtigt, at de fandt Det Glemte Folk. Ikke mindst fordi det stort set var glemt. Det var en seriøs fordel. Det ville kommer som en overraskelse for alle, hvis Will og Cassi kunne finde en styrke til at hjælpe dem med at generobre slottet. Og hvis det hele lykkes skulle de også finde på en måde... 

"Cassi!" råbte Will. Cassi blev trukket ud af sin tankegang. "Hvad?!, svarede hun irriterende. "Hørte du ikke lyden?", spurgte Will, "Nej da", "det var ellers rimelig højt". Så kom dre pludselig et højt dyreligne skrig. Det var helt sikkert ikke fra et menneske, måske fra et døende dyr. Den teori blev dog ødelagt da Will sagde: "Det der er ikke et dyr, ikke et levende ikke et døende". Det var ved at blive mørkt. "Vi må finde et sted at sove" sagde Cassi sagte, Will nikkede. Men hvor? Den skræmmende lyd blev ved med at komme, nogle gange gik der ti sekunder mellem at man hørte lyden, andre gange ti minutter. De fandt et træ der var væltede, nogle meter væk fra vejen. Træet lå sådan, at hvis man gemte sig bag det kunne man ikke, blive set fra vejen. De steg af og gik derhen. På den anden side af det store væltede træ, var der nogle buske der gav ly for vinden, og gjorde at man heller ikke kunne se fra siden af. Alså de blev nødt til at gå et godt stykke væk fra træet, uden om buskene, for så derefter at gå tilbage mod træet igen. De bandt deres heste fast i en sidegren til det store træ. 

"Prøv at få noget søvn" sagde Will, "jeg skal nok holde øje med om der kommer nogle". Og Cassi faldt stille hen, og til sidst faldt hun helt i søvn. Hun drømte om den kappeklædte skikkelse igen. 

Han red på den vej de lige var kommet af. Pludselig hørte han det skrig, som Will og Cassi også havde hørt. Han kiggede sig omkring for at se om der var noget. Men der var kun stilhed. De får sig en grim overraskelse, tænkte han. Så trak han på smilebåndet. Det har de også godt af, tænkte han, det ville hjælpe dem til at blive mere forsigtige, og ikke bar styrte igennem landet. Et kort øjeblik overvejede han alligevel at advare dem, men skød tanken fra sig. Hvis de virkelig var dem, de gav udtryk for at være, skulle de nok klarer sig. Hvis ikke, måtte han prøve at hjælpe dem. Selvom det kunne blive svært på....

Cassi blev revet ud af sin drøm, ved at hun hørte skriget igen. Denne gang bare maximum 10 meter væk. Will havde rejst sig halvt op, og stod og spejdede hen mod vejen. Der var en stor sort skygge der. Man kunne ikke rigtig se den, for den stod stadig i skyggerne, men så tog den et skridt frem. Cassi nåede lige at kvale sit gisp, ved hurtigt at tage hånden for munden. Bare ikke hurtigt nok. Det store væsen - en blanding mellem en bjørn, en lv, og et eller andet tredje, den var 2 meter høj, og meget kraftig - så lynhurtigt mod vores skjul. Den lavede en smile agtigt grimasse. Så sprang den over træet, "Will!", råbte Cassi. Will nåede lige at rulle ind under træstammen, og ud på den anden side. Will var ikke blevet knust, men nu stod Cassi overfor væsnet alene, med kun en lille kniv. På den anden side af træet kæmpede Will for at komme op på den store træstamme. Han vidste godt at hvis han ikke nåede det, ville Cassi dø. Da han var kommet op, tænkte han ikke meget over nogen teknik, hev bare sit sværd, og jog det gennem væsnet. Cassi så ikke hvad Will gjorde, men da væsnet begyndte at ryste sig, og krympe sig i smerte. Will blev kastet over skulderen på væsnet, heldigvis stadig med sværdet i hånden. Da han landte slog han skulderen af led, Cassi der ikke vidste han havde et sværd, blev totalt overraskede, men fattede sig dog hurtigt  Snuppede sværdet, og stod truende med det, vendt lige mod væsnets mave. Med vrede i øjnene vendte væsnet sig om, sprang over træstammen, og flygtede væk.

Cassi smed sværdet fra sig, og satte sig ned ved siden af Will. "Du bliver nødt til at sætte den på plads", sagde Will med sammenbidte tænder. Cassi nikkede, hun vidste at det ville være bedste hvis hun gjorde det med det samme, og gjorde det hurtigt. Lyn hurtigt tog hun i hans arm, og satte den på plads med et ryk. Will krympede sig, men nikkede så til tak.  

Væsnet vidte godt hvor de var henne, så de kunne lig så godt tænde et bål. Cassi gjorde hurtigt noget mad klar, og gav lidt til Will og tog lidt selv. Da de sad der og stirrede ind i bålet sagde Will:"Vi bliver nødt til at komme videre!", Cassi rystede allerede på hoved inden han var færdig med at snakke, og sagde: "Du skal først sove, jeg skal nok holde vagt". Taknemmelig rullede Will sig ind i sine tæpper, og lagde sig til at sove. Cassi satte sig så tæt åp træstammen, at un kunne kigge under den, så kunne hun også holde øje med den side. 

Inde far sit skjul så den kappeklædte skikkelse tilfreds til. De havde - som han havde regnet med - klaret det. Nu skulle han bare ud på jagt, for at dræbe væsnet. De ville nok kunne klare den en gang, men næppe to. Med et suk vendte skikkelsen sin sorte hingst omkring, og galoperede i kort galop efter væsnet.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...