Det Glemte Folk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Cassi er Prinsesse i landet Mulcarius. Hendes far er en elsket konge. Han er retfærdigt, og alt er som det skal være. Men ikke alle er tilfredse. Under Cassi's 15 års fødselsdag dukker en uventet gæst op. Cassi bliver nødt til at flygte med sin ven Will. De flygter op i bjergene, men hvem skal hjælpe dem nu? De er alene. Mod alt hvad de har lært rejser de videre over bjergene, på jagt efter Det Glemte Folk. Et folk inden kender til, men som i følge myterne har stor magt. På deres rejse mod Det Glemte Folk, finder Will ud af noget om sig selv, der ændrer det hele.

10Likes
29Kommentarer
540Visninger
AA

2. Den hårde virkelighed

Cassi faldt i søvn med det samme, på trods af jorden. Hun drømte om alt det der var sket.

 

En kappeklædt skikelse stod nede i landsbyen, personen smed hætten af hoved, og kiggede op på slottet...

"Kommer du my lady?", stuepigen stod stille og ventede. "Ja jeg kommer", cassi vendte sig om og små løb derhen. Det var den store dag, hendes store dag. Det var hendes fødselsdag. Hele dagen havde været planlagt i månedsvis, og nu var den der. Der skulle være kæmpe fest om aftnen. Og Cassi glædede sig. Stuepigen hjalp hende i hendes tøj, en kort, men smuk kjole. Den var lavet af et væld af blå nuancer. Det blå stod godt til hendes røde hår. På selve dagen, skulle der om eftermiddagen være et åbent arrangemang hvor alle kunne komme, og give gaver, og hilse på prinsessen. Senere hen på aftenen ville der være en mere privat fest, med spisning og dans. Cassi spiste let frokost, hun ville have god appetit til aftensmad. En time efter middag satte hun sig til rette i sin stol i den store bal sal på slottet. De næste mange timer gik med at hilse, og modtage gaver fra folk i landsbyerne lige omkring slottet. Der var flere hundrede der havde stillet sig op for at møde prinsessen. Cassi syntes det var lidt små kedeligt  Hun elskede når der var fuld fart på, og gang i den. Men når man er prinsesse må man ofre sig, så det gjorde hun. 

Efter flere timer, blev det endelig tid til maden, og fest. De var godt inde i festen da der kom en hel masse larm nede fra indgangen. "Hvad sker der?" spurgte Cassi. "Jeg ved det ikke" svarede hendes far. Efter lidt tid kom en mand gående med faste skridt op mod højbordet. Cassi kunne først ikke se hvem det var, men så gik der et lys op for hende. "Hvad laver Onkel Iranick her?" spurgte hun stille. Hendes far svaret ikke. Lige så stille vendte Cassi sig mod sin far. I højre side af sit syns felt, kunne hun se et eller andet bevæge sig. Et split sekundt senere hører hun et lille skrig et eller andet sted fra. Hun vender sig det sidste stykke mod sin far, og nåede lige at se ham trække en kniv ud af maven, før han falder død om. Hun er helt målløs  Kan ikke græde, eller gøre noget. Så vender hun sig mod sin onkel og råber. "Hvad laver du?". Til hendes overraskelse står hendes onkel og smiler. "Jeg tager det tilbage som er mit" siger han. Han fører en ny kniv tilbage, og begynder at kaste den imod hende. Et split sekundt inden den rammer, mærker hun et hårdt stød i maven. Hun trimler ned på gulvet, sammen med hvem der nu end reder hende. Til hendes store overraskelse står hendes bedste ven, det eneste mennesker ud over sin far, hun rigtig stoler på. Will. Mange mennesker vidste ikke at de var venner, mange vil nok heller ikke syntes om det efter som han er stalddreng, men for Cassi var han den bedste ven man kunne forstille sig. Han hiver hende på benene, og de løber sammen mod bagindgangen, lige bag Cassi's sæde. Det var nok også det der reddet hende anden gang, da en kniv bore sig lige ind i hendes sæde sekunder efter hun er væk. 

"Vi bliver nødt til at få dig væk" hvisker Will. De løber mod hans kvarter. Der hvor han bor sammen med resten af stalddrengene. Da de kom ind skubbede Will en reol for døren, og vendte sig om mod hende. Hun stod abre der helt målløs. "Du bliver nødt til at skifte tøj," sagde Will og kastede et sæt tøj til hende. Hun gik ind i et rum for sig selv og skiftede hurtigt. To minutter senere kom hun ud far rummet igen. Denne gang havde hun, en lidt for lang skjorte, en skindvest, nogle stramme bukser, samt knæ høje sko. Will nikkede anerkende. Så gik han hen til den lille pejs der var det, trykkede på en bestemt mursten, og en lille dør åbnede sig. "Denne dør fører til stalden" forklarede Will. De små løb gennem tunnelen, til de kom til en lille lue i loftet. Will skubbede den forsigtigt op, og kravlede op i stalden, så ragte han hånden ned og hjalp Cassi op.

Cassi gik straks ind til Snowfall og begyndte at sadle ham op. Hun var kommet over det største chok, og kunne godt se vigtigheden i at komme væk. Men på den anden side var hun heller ikke meget for at efterlade, alle dem hun kender, sine stuepiger, hendes venner far køknet, alle baroner og ander der var til festen. Hun sagde det til Will, og han svarede: "hvis du bliver får de det bare værre". Og så var det afgjort. I en høstak tog Will en bue og nogle pile i et kogger, samt en dolk. "Hvorfor har du det her?" spurgte Cassi noget undrende. "Jeg kan godt lide at jage" svarede Will med et svagt smil om munden. Da de begge var færdige med at sadle op rakte Will dolken til Cassi, og sagde: "hvis nu du får brug for den". Cassi nikkede og lagde den ned i sin sadel taske. I hendes sadel taske var også lidt mad, som Will havde taget fra sit hjem, og et tæppe, samt en vand dunk. Han åbnede forsigtigt porten til stalden og kiggede ud. Det myldrede med Iranick's soldater. "Bare rid som lyn og torden" sagde Will "Kig ikke tilbage!". Cassi nikkede, hun kunne umuligt få nogle ord frem. De svang sig begge i sadlen. Will åbnede hurtigt porten, og de satte begge i galop. Da de kom ud i det fri hørte de en masse råb. Cassi vendte Snowfal mod den stor port ud til byen, og tordnede frem i fuld galop. Bag sig kunne hun høre Will bruge buen. Han var en mester skytte. Så det var intet problem at skyde fra hesteryg. cassi kunne genkende nogle af de vagter der stod undre hende, og kunne se at de prøvede at holde porten oppe, og vindebroen nede. Hun takkede dem stille i sit sind. Bag sig begyndte Iranick's mænd at skyde efter dem. En pil ramte Will i benet. Cassi hørte ham råbe og så sig tilbage, men Will gjorde tegn til at hun abre skulle ride hurtigere. Hun øgede tempoed lidt, men kun å meget at Will kunne komme op på siden af hende. 

Da de var kommet ude af syne nogle kilometer borte, gjorde de kort hold. Will trak pilen ud af benet, og forbandt det. "Jeg vil ride mod skoven, og sørge forat de forfølger mig. Det vil give dig noget tid til at komme væk. Når de er kommet på vildspor, rider jeg mod syd efter dig. Find et sikkert sted at sove i nat. Jeg skal nok finde dig. Cassi nikkede. Hun var ikke meget for at lade Will ride mod skoven alene, med Iranick's mænd efter sig, men hun kunne dog godt se at det var nødvendigt. Med et lille vink begyndte Will at ride tilbage mod slottet, for at sørge for at forfølgerne for færten af ham, og så derefter vende sig mod skoven. 

Cassi rider bare videre, væk fra den tryghed hun altid havde følt på slottet, væk fra sin far, væk fra sine venner, væk fra alt hvad der gjorde hende til den hun er. Med tåre i øjnene sporede hun Snowfall mere, ud mod den hurtig nedgående sol.

 

Den kappeklædte skikkelse så alt. Den så også da Cassi og Will kom rideende forbi, og de tyve forfølgere. Efter ti minutter svang  personen sig op på sin sorte hingst, og red hurtiger end noget andet mod bjergene. Jeg har noget at fortælle de vise, tænkte personen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...