Hviskende ord i natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2014
  • Status: Igang
I denne movella ligger jeg digte ud, der kommer hviskende til mig når mørket er faldet på.
Den er mærket "gul", da det måske ikke er alle, der kan, vil, skal eller må forstå, det jeg skriver. Det er digte skrevet i desperate tider og forstyrrende tanker kan krybe indimellem sætningerne.

Men jeg håber, I vil kunne lide dem, og det vil sætte tanker igang hos jer, der læser med.

19Likes
55Kommentarer
1033Visninger
AA

23. Uvenner

”Hvis du var et barn,

havde jeg taget dig i nakken,

og råbt hvor uforskammet, du er.”

 

Vreden væltede ud af hendes øjne,

og jeg kunne pludselig ikke få vejret.

Gispende efter luft,

trådte jeg et skridt tilbage

og faldt ned på knæ.

 

”Du må ikke gå,

jeg kan ikke undvære dig,

jeg elsker dig.”

 

Ordene kunne næsten ikke høres

mellem grådens dybe hulk.

Jeg kunne ikke mere.

Det måtte ikke ske.

Jeg kan ikke være alene.

 

”Dette er ikke kærlighed,

ikke længere.

Jeg er så vred på dig, jeg kunne skrige!”

 

Hun spyttede ordene ud,

og de ramte mig som lussinger i mit ansigt.

Alene sidder jeg nu

og stirrer ind i sorgens mørke ansigt.

Gardinet trækkes for, og alting bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...