Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
5177Visninger
AA

6. Volleyball, næseblod og dårlig samvittighed...

Martin var elendig til volleyball. Det var ingen hemmelighed. Men alligevel følte han, at han MÅTTE vær med. Måtte overvinde frygten og bekymringen for st blive set ned på for at socialisere sig med de andre. Lære de andre at kende. Han havde faktisk kun spillet beach-volley en enkelt gang, og havde der erfaret at det med at stå seks på en banehalvdel og hele tiden rokere rundt efter et hvis antal server og smashere, var for kompliceret og for uoverskueligt fot ham. Han var faktisk så elendig til Beach-volley, at dem han havde spillet det da han prøvede det første gang, var blevet endog temmelig utilfredse og var endt med mere eller mindre at smide ham af holdet så han ikke fik lov til at komme med mere. Og selvom det havde såret ham, forstod han fuldt ud hvorfor. Han var sådan en type, der var bedre til at give modstanderne point ved at ramme ind i nettet istedet for opover det, end han var til at give sit eget hold point. En beach-volley-klovn, som dem fra Hillerødsholm Skole havde stemplet ham som.
  
 Men altså... Det var næsten et år siden. Måske var han blevet bedre nu. Måske kunne han få genopfrisket reglerne bedre og rent faktisk forstå dem. Det var værd at prøve. Han havde først brugt et lille stykke tid med at samle sig nok mod til, at spørge om der var plads til en ekstra spiller. Hvilket det så, tilsyneladende, så ud til at der var. Faktisk blev han en anelse overrasket over, at der ikke kom den mindste reaktion på hans Nordsjællandske accent, selvom alle dem han spillede beach-volley med, var jyder. Der var måske et par enkelte der i sjov havde kommenteret det, men ellers virked det ikke til at de bed synderligt mærke til det. Det var først da han udmeldte, at de nok skulle give ham et par mentale spark, da han ikke ligefrem kunne kaldes verdens bedste til beach-volley. Han havde kigget på de andre, set hvordan mindst halvdelen af hans medspillere tøvende havde kigget på hinanden. Som hvis de overvejede, om det alligevel var en dårlig idé at tage ham med. Martin havde reageret, desperat på ikke at blive afvist endnu engang.

"Rolig, rolig, jeg skal nok tage mig sammen. Det er først når vi skal serve, at det kommer til at gå af lort til."

De andre havde tøvet, men til sidst så det ud til at de ville give ham en chance. Sådan kom han ellers i gang med sit andet beach-volley-spil. Der gik omtrent ligeså dårligt som hans første. Hver gang en fra modstanderholdet på den anden side af nettet lavede en smasher, hvor bolden fik kurs direkte imod ham, blev han impulsiv. Måske var det frygten for at blive ramt af en stenhård solid læderbold midt i ansigtet. Måske var det frygten for at det gik galt. Uanset hvad det havde været, tog han sig selv i at dække sit ansigt og bøje sig forover, under nettets øverste kant. Bolden fløj lige forbi hans ryg, strejfede stoffet på hans T-shirt og landede til sidst på sandet bag ham før nogle af de andre nåede at tage den. Hvilket uundgåeligt førte til et par klageudbrud fra hans medspillere.

"Hvad fanden laver du?"

"Det er BOLDEN du skal gå efter, ikke NETTET!"

"Hvorfor fuck tog du den ikke?"

Martin kiggede på de andre. Smilede afværgende, og viftede med hånden. "Nej, nej... Det ved jeg godt, jeg var bare ikke klar."

"Jamen så BLIV klar. Vi gider ikke miste point fordi du ikke kan tage dig sammen til at spille ordentligt."

Hvorfor så hårde, havde Martin derefter tænkt, men sagde ikke noget til det. Han forsøgte så at tage sig sammen. Virkelig sammen. Selvom han bagefter, til sin frustration, måtte indrømme, at det gik ad mildt sagt helvedes til hele vejen igennem. At afværge bolden og enten sende den tilbage til modstanderholdet på den anden side ad nettet eller en af sine medspillere, klarede han nogenlunde som spillet udfoldede sig, selvom han ramte nettet flere gange end modstanderhalvdelen. Straks var det noget andet, næste gang det blev hans tur til at serve. Første gang va bolden fløjet skævt og var landet i krattet ved samlingen af fyrretræer et par meter til venstre for volleyball-banen. Anden gang var bolden fløjet nedundet nettet - hvordan det så end havde kunnet lade sig gøre, var Martin en gåde - istedet for ovenover det. Tredje gang havde han ramt nettet. Fjerde gang havde han ramt en af sine medspillere i maven. Femte gang havde han ramt nettet. Sjette gang havde han ramt metalstolpen på nettets højre side. Syvende gang var det tydeligt, at de andre var ved at miste tålmodigheden med ham. Martin kunne klart og med al mulig tydelighed se, hvordan flere af dem var friset til enten at forlade spillet og overlade ham til sig selv, eller gå ned og overtage hans plads i serven. På den anden side af nettet, råbte en af modspillerne til ham.

"Giv os flere point igen... Det er du så god til!" 

Martin pressede læberne sammen. Lod fokus være rettet frem imod sig. Dette her ville komme til at tage tid. Det ville komme til at tage LANG tid, hvis han skulle tage sig sammen. Hvis han skulle forsøge af lave en serv, der rent faktisk fløj over nettet og ikke ind i det. Eller en serv, der kunne modtages af en af medspillerne, istedet for dem han havde laver indtil videre. Men det var klart, at han ikke ville kunne samle sig nok tid, før medspillernes tålmodighed ikke længere var at findes. Allerede nu kunne han se, hvordan de fleste af dem allerede overvejede at skride fra spillet. Overlade ham til sig selv, fordi han var så dårlig. 

"Få nu gang i den serv, så vi kan komme videre!" var der en pige der irriteret vrissede til ham. Martin mærkede presset stige. Han så på nettet der skilte det rektangulære sandareal der udgjorde volleybanen i to. Hen på modstanderne, hvor han så et par stykker der stod og forsøgte at kvæle en latter. Hen på hans nu temmelig utålmodige og desperate medspillere. Så tog han sig sammen, stillede sig i den rette positur, strakte armen med læderbolden frem i den ene hånd som han med den anden knyttede næven og gjorde klar til at smashe bolden afsted. 

Men netop da hørte han en velkendt pigestemme, han syntes at have hørt før komme fra sidelinjen på hans højre hånd, i retning mod efterskolen. "Hey, har I plads til en mere på holdet?"

Han skød bolden afsted netop som en brunette med sit lange hår siddende løst, klædt i shorts, løs sommertrøje og flip-flops dukkede op på sidelinjen. En brunette, Martin øjeblikkeligt genkendte som hende, der kom fra Fredensborg. Hende, der var sjællænder ligesom ham selv. Hende, hvis nummer lå på hans kontaktliste. Hende, der hed... Der hed... Cecilie, var det vist...

Men så opdagede han det, længe før Cecilie. Hun stod lige i volleyboldens kurs. Han gjorde store øjne og åbnede munden for at råbe til hende. Men han nåede det aldrig. Hun drejede hovedet. Hendes grønne øjne mødte hans blå, og et strejf af overraskelse og chok viste sig i hendes ansigt da hun lige akkurat nåede at registrere læderbolden der med sindsoprivende fart kom flyvende imod hende. Splisekundet senere hamrede bolden ind i hendes ansigt med et højlydt smæld, og blev kastet tilbage så den landede på kanten mellem græsplænen og sandet. Cecilie blev slynget bagover, landede med ryggen på sandet og drejede sig automatisk rundt. Martin blev stående. Chokeret. Blinkede. De andre så mindst ligeså målløse og overrasket ud. Cecilie rullede om på maven, og klemte begge hænder for næsen. Lige til at starte med, var der ingen der reagerede. Så mærkede Martin skyldfølelsen der som en jernknude strammede sig til i hans mave, men nåede aldrig at sætte sig i bevægelse før en af de andre piger kom Cecilie til undsætning.

Cecilie klynkede af smerte, som hun langsomt satte sig op på knæ. Hendes øjne var presset hårdt sammen, hvide pletter dansede for det indre af hendes blik. En stribe af blod flød nedover læberne, trillede videre ned af hagen. Hun bøjede hovedet, og blev ved med at presse hænderne hårdt imod næsen, så den mulige skade, Martin uforvarende havde forvold hende, ikke kunne ses. Det eneste tegn på, at hendes næse var blevet ramt, var blodstriben lige under hendes hænder. 

"Auv... For... Helvede...!" Klynkede hun, som hun bøjede hovedet. Hendes lange lysebrune hår faldt ned over pande og strejfede sandet under hende. Hendes hænder forblev klemt om næsen. Hun havde ryggen vendt imod Martin, så han intet kunne se. 

"Ej, skete der noget?" spurgte den mørkeblonde pige med fregnerne sympatisk, da hun var nået hen til Cecilie og gik ned på hug ved siden af hende. 

"Min næse... Det gør vildt ondt... Jeg... Jeg tror den er brækket." Cecilie klynkede grædefærdigt mellem sine sammenbidte tænder. Tårer trillede ned ad kinderne på hende, og det var tydeligt at slaget gjorde ondt. Rigtig ondt. 

Martin blev stående, med en klump i halsen. Han mærkede hvordan den ubehagelige selvbebrejdelse kom snigende, som han stod der og betragtede resultatet af den fejlslåede serv, der havde ramt Cecilie på næsen istedet for modstanderholdet. Flot, Martin, hørte han sin egen selvbebrejdende stemme i hovedet sige til ham. Du har ikke engang kendt hende i mere end en halv dag, og så har du allerede dummet dig og skadet hende. Hvorfor skulle hun også lige stå der? Nej, værrere endnu... Hvorfor skulle DU også lige skyde på det tidspunkt? Idiot!

"Lad mig lige se på det." Pigen greb forsigtigt fat i Cecilies ene hånd og fjernede den fra hendes næse, med det resultat at en tyk mørk blodstrøm kom væltende ud fra det ene næsebor og i store mængder begyndte at flyde nedover munden på hende og forgrene sig nedover hagen. Tykke blodklatter ramte sandet under hende, og lavede mørke fordybninger efterfølgende. 

Pigen vrængede på næsen og skar tænder ved synet. "Uha... Det bløder godt nok sygt meget. Men... Men jeg syntes nu ikke, det ser sårn'... alvorligt ud." 

Hun pressede læberne sammen og førte blikket fremefter, imod græsplænen og efterskolens bygninger for enden. Kiggede atter på Cecilie, inden hun forsigtigt greb hendes skulder og hjalp hende op at stå. "Kom, lad os finde en lærer, som kan kigge på det. Bare for en sikkerhedsskyld." Herefter bevægede de sig begge hen mod efterskolen. 

Martin blev stående, og kiggede skamfuldt efter Cecilie. Han mærkede samvittigheden vokse til ubehagelige proportioner, som den knugende fornemmelse i hans mave blev kraftigere. Hvorfor stoppede han ikke bolden i siden? Hvorfor kunne han dog ikke lære at se sig for? Selvom han et eller andet sted godt var klar over, at hans samvittighedsfølelse var overvurderet, kunne han ikke stoppe det. Det var nok den ting ved ham, han hadede mest... At han knap nok kunne gøre en flue fortræd, uden at få det ekstremt dårligt med sig selv. Og da slet ikke at tyre en volleybold direkte i smasken på en pige, der tilmed virkede sød og rar. Den dårlige samvittighed var voldsom. Næsten kvælende. Og den kendsgerning at han ikke var trådt til og havde sagt undskyld, hjulpet hende på en eller anden måde, gjorde det ikke ligefrem bedre.

En af de andre medspillere, kiggede fra Cecilie der blev hjulpet hen mod efterskolen, og hen til Martin inden han opgivende rystede på hovedet. "Du sgu dygtig, du er? Du er virkelig god til at ramme alt andet end det du SKAL ramme med den volleybold. Jeg tror måske det er bedst, du dropper ud af spillet så der ikke sker flere uheld. Det vil gavne os alle." 

Martin kiggede atter efter Cecilie, inden han sukkede tungt og slog blikket ned under sig. Hvorfor fanden skulle han også bare altid fucke alt op, tænkte han, inden han tynget af skyld forlod spillet. Resten af aftenen gnavede samvittigheden i ham, samt frygten for at Cecilie ville hade ham - Også selvom det nok ikke ville være tilfældet. Hans samvittighed var bare blevet for altomfattende, og han vidste at det ville tage ham noget tid at komme over.

*

Lysene på efterskolen blev slukket klokken halv tolv, hvor der så skulle være ro på gangene såvel som på værelserne. Alle skulle op klokken 7 næste morgen, da det var næste dag de første timer og intromøder skulle foregå. Derfor var det vigtigt at være udhvilet og klar. Man SKULLE møde op til tiden. Det var en obligatorisk del. Derfor gav det et minus hvis man kom til at sove over sig.

Men Martin kunne ikke sove. Samvittigheden over hvad der var sket med Cecilie, plagede ham. Han havde ikke set mere til hende resten af aftenen. Hvad nu HVIS hendes næse virkelig var brækket? Så skulle han jo betale erstatning, skulle han ikke? Han havde ikke fået sagt undskyld, og jo mere han lå og tænkte over det, desto mere plagede det ham. Hun havde set ham. Hun havde genkendt ham, det var han overbevist om. Eller havde hun? Han lå og stirrede op i undersiden af den overkøje, der befandt sig ovenover ham. Drejede hovedet og vendte blikket mod venstre, ind mod det øvrige af værelset. Imod skrivebordet, hvor hans telefon samt computer stod. Han kom atter i tanker om det... Samtalen han havde haft med hende tidligere på dagen. Hvordan de havde overdraget hinanden hver sit nummer. Måske skulle han skrive til hende? Høre ind til, hvordan det gik? Måske også sige undskyld, nu hvor han var ved det. Så kunne det måske være, hans følelse af dårlig samvittighed ville gå over. 

Han rettede sig op i sengen, strakte armen frem og greb fat i sin mobil, der lå på kanten af bordet. Hev ørepropperne ud ad stikket og trak sig tilbage i sengen, hvormed han aktiverede skærmen. Hans øjne havde vænnet sig så meget til mørket, at han et kort øjeblik blev blændet af det kraftige lys fra skærmen. Efter at have vænt sine øjne til det, fik han blinket det værste lys væk, fik låst telefonen op og gik ind på kontaktlister. Videre ind på "senest tilføjet." Her fandt han Cecilies nummer. Trykkede på SKRIV BESKED. Da han så kom ind i beskedindbakken, blev hans hjerne blank et øjeblik. Han stirrede på den lille boks, hvor teksten skulle skrives. Det var endnu en ting, han var god til --- At bruge flere linjer på at sige tak. Der skulle altid en hulens masse unødvendige forklaringer og fyldord med, før han endelig nåede til pointen. Og hvor han dog hadede det. Hvorfor så usikker? Fordi han aldrig havde kunnet stole på nogen før... Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var derfor.

Nej, tag dig sammen, Martin, tænkte han som han forsigtigt strakte sin pegefinger ud og aktiverede tastaturet. Bare skriv den forbandede besked, og få lortet overstået. 

Han sank en klump, og nikkede for sig selv hvormed han bed sig let i underlæben og begyndte at skrive. HEY, CECILIE. DET ER MIG, MARTIN - HVIS DU KAN HUSKE MIG? VI SNAKKEDE SAMMEN PÅ BÆNKEN TIDLIGERE I DAG. DET ER MIG DER KOMMER FRA HILLERØD. JEG VIL BARE LIGE SIGE UNDSKYLD FOR, AT JEG RAMTE DIG MED DEN VOLLEYBALL :/ HÅBER IKKE DU ER SUR OVER DET, FOR JEG HAR DET PISSE DÅRLIGT MED DET. VED GODT DET LYDER TØSET, MEN... JEG FÅR DÅRLIG SAMVITTIGHED OVER INGENTING. UNDSKYLD, OG JEG HÅBER IKKE DER ER SKET DIN NÆSE NOGET? DET VAR MIG, DER VAR EN KLOVN, OG DET MÅ DU UNDSKYLDE. GOD BEDRING HVIS DER ER SKET NOGET, OG HÅBER SOM SAGT IKKE DU ER SUR PÅ MIG.

Martin stirrede på beskeden. Læste den igennem. Flere gange. Stønnede opgivende og håbløst. Beskeden virkede idiotisk, dum og akavet på alle områder. Det værste var, at han ikke engang kunne formulere et simpelt "hej, jeg er Martin du snakkede med ved bænken, det var mig der ramte dig med en volleyball og jeg vil bare gerne sige undskyld" uden at gøre hele beskeden til en halv roman. Igen, han fattede ikke hvordan pokker det var lykkedes ham at score Michelle til at starte med. Forholdet gik så også af lort, men ikke desto mindre havde det, trods hans sindssyge akavethed, lykkedes ham at score hende. Han var jo komplet taber-agtig... Kunne ikke engang sige undskyld til en pige, han havde smadret sin volleyball ind i hovedet på.

"Fuck det!" vrissede han irriteret, inden han slettede hele beskeden. Herefter skrev han tre korte sætninger: "Hej, Cecilie. Det er mig, Martin, du snakkede med på bænken. Det var mig der ramte dig med en volleyball. Undskyld, håber ikke der er sket noget og fortsat god nat." Han stirrede på den. Rystede atter på hovedet med et tungt, opgivende suk, slettede beskeden og skrev igen. "Hej... Det er Martin fra Hillerød. Undskyld at jeg ramte dig med en volleyball. Håber ikke det er sket noget." Han kiggede på den, pressede læberne sammen og tog sig mod nok til at sende den. Herefter slukkede han mobilen, lagde den fra sig og lagde hovedet på puden. Stirrede på mobilen. Ventede. Ventede... Ventede... 

Han endte med at falde i søvn, og nåede aldrig at se den besked, der blev sendt tilbage... Ikke før næste morgen... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...