Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4834Visninger
AA

7. Virkeligheden er kliché...

DET ER I ORDEN, MARTIN :) DU KUNNE JO IKKE VIDE DET - DET VAR MIG DER GIK I VEJEN FOR BOLDEN. INGEN GRUND TIL DÅRLIG SAMVITTIGHED. OG MIN NÆSE ER I ORDEN, DER ER IKKE KOMMET NOGET BRUD, BARE ET SLAG :) SOV GODT, SES I MORGEN :)
 
Martin stirrede på beskeden. Noget af det første som havde mødt hans øjne netop som han vågnede. Han mærkede hvordan klumpen i maven forsvandt fra dug som solen og mærkede følelsen af, hvordan han atter kunne ånde lettet op. Han satte sin hånd på brystet, hvormed et lettet smil tegnede sig om hans læber. Et eller andet sted, så kom det ikke rigtig som nogen større overraskelse. Selvfølgelig var hun ikke blevet sur. For som hun selv havde nævnt, var det bare et uheld... Et ganske almindeligt uheld, om end et rimelig voldsomt et. Men der var ikke sket Cecilie noget, og hun havde heller ikke taget det som noget særligt. Det var det vigtigste.
 
*
 
"Jeg må sgu sige, at det der nummer i går... Det var altså lidt kliché," sagde Cecilie med et fornøjet smil på læben, som hun satte sig ned i den røde polstrede stol ved opholdsstuens sofagruppe. Martin havde sat sig ned på den røde sofa ved siden af hende, som han tjekkede noget på sin telefon. Klokken var halv fem, så den første rigtige skoledag var ovre. Det var første gang, Martin og Cecilie rent faktisk indledte en samtale med hinanden - En rigtig frivillig samtale. Det startede ud med, at Martin havde svaret tilbage på Cecilies tilbagesvar, samtidig med at han klædte sig på til dagen. Samtalen udviklede sig, og blev til en hyggesnak over SMS. Ikke en særlig seriøs en, bare en ganske almindelig hyggesnak som hvis hun fysisk havde været til stede. Cecilie havde spurgt noget mere ind til Martin - Om de var i samme gruppe, om hvor gammel han var, om hvor i Hillerød han kom fra og om de ikke skulle lave noget sammen når skoledagen var ovre? Måske gå en tur og få sig en snak. Martin havde så vidt muligt fået besvaret dem alle. Hun var sjov at skrive med, erfarede han. Hun var en person, der sagtens kunne joke med sit udseende eller gøre grin med sin status - "os to outsidere fra Sjælland må jo holde sammen" -, hvilket Martin elskede. Hun virkede ikke som den typiske pige med selvværdsproblemerne... Virkede ikke ligesom Michelle. Hun var ydmyg, hun var imødekommende og så var hun, først og fremmest, åben. Og sjov, ikke at forglemme. Det forekom ham, at hendes humor lå meget tæt op ad hans egen... Han kunne i hvertfald forstå hendes bemærkninger og syntes faktisk at de var vældig sjove. Hvilket han også havde skrevet til hende. Meget overraskende var hendes tilbagesvar ikke et tak, men derimod et "lol, de fleste plejer ellers altid at syntes at min humor er alt for underlig til at man kan grine af den."

Martin begyndte virkelig at fornemme, at der var muligheder i Cecilie. Hans selvsikkerhed voksede i løbet af formiddagen... Cecilie virkede til at blive en person, der kunne være den rigtige ven for ham. Være en person, han kunne finde tilflugt hos, søge trøst hos. Selvom de kun havde mødt hinanden kortvarigt og kun skrevet med hinanden en halv time, var der allerede nu et eller andet ved Cecilie, der gjorde Martin interreseret. Særligt det med, at hun mindede om ham selv på mange områder. Humoristisk. Selvironisk og til tyder yderst sarkastisk - På en god måde. 

Og nu befandt de sig så her. I opholdsstuen, hvis vinduer vendte ud mod den store indergård, hvor man længst henne kunne se drengefløjen med dens røde mursten, store panoramaruder, to etager og fyrretræsplantagen bagved. Lokalet var større, end Martin havde troet - Der stod tre forskellige sofagrupper, en sodavandsautomat samt en bardisk i det fjerneste hjørne, lige under et fladskærms-tv. Ovenover dem løb der langs begge sider af loftet to par cirkelrunde ventilationskanaler, og hele vejen langs midten af loftet strakte lysstoflamperne sig ned ad gangen, der førte mod hallen og spisesalen i den fjerneste ende. Sofagruppen, som Cecilie og Martin befandt sig i, bestod af et sort aflangt sofabord, tre røde sofaer og samme antal røde lænestole. Bagved midtersofaen, den som Martin sad i, befandt der sig en enkelt potteplante samt en rød murstensvæg, der strakte sig op til loftet som var lavet af firkantede paneler med indlagt strå. 
 
Martin kiggede fra sin telefon og hen på Cecilie, der storsmilende havde smidt sig ned på den røde lænestol, samtidig med at hun i samme bevægelse trak sin iPhone med det hvide cover frem. En enkelt undrende fure skilte hans pande i to, inden han lagde hovedet let på skrå. "Kliché? Hvad mener du med det?"

Cecilie rystede smilende på hovedet. "Ej, det er bare en dårlig joke. Det er bare, lidt ligesom de der teen love historier, du ved... Hvor pigen i historien spørger drengen om noget, og drengen dummer sig og skader pigen ved et uheld og så vupti, så er det kærlighed ved første blik. Det var mere det."

Martin blinkede. Forvirret. Enten vrøvlede hun, eller også havde han ikke helt fulgt med i hvad der foregik. "Men... Vi to... Vi kender jo knap nok hinanden, og vi har da ikke...!"

"Nej, det ved jeg godt, og det var også bare en dårlig joke." Cecilie rystede på hovedet med et opgivende smil, men Martin blev ikke fornærmet - Han regnede med at det var sig selv og sin egen dumhed, hun rystede på hovedet af. "Det bunder nok primært i, at jeg har et meget specielt forhold til ord. Og kliché... det er mit yndlingsord, og jeg elsker at bruge det i de mest underlige sammenhænge. Kliché pizza, kliché musik, kliché person, kliché historie... Virkeligheden er kliché. Ja, jeg er lidt underlig, det ved jeg godt, men det er bare, du ved...!"

"Kliché," svarede Martin med et fornøjet smil og et enkelt nik. 

Cecilie smilte bredt og nikkede. "Ja, Kliché." Hun kastede et enkelt blik til siden, i retning mod hovedindgangen, der befandt sig ved T-krydst for enden af den gang der gik til venstre for dem. Kiggede atter på Martin, og rynkede brynene. "Har du egentlig et yndlingsord?"

"Mmm, det ved jeg ikke... Det har jeg aldrig tænkt over." Han kastede blikket op mod panelerne i loftet, tænkende. "Jeg ved ikke lige, hvad det skulle være... Det er ikke fordi, jeg går specielt meget op i ord. Nej, jeg tror det ikke. Altså, hvad vil det helt konkret sige, at have et yndlingsord?"

Cecilie trak på skulderen. Hendes stemme var rolig men stadigvæk tydeligt fornøjet. Men alligevel, et eller andet sted, kunne Martin skimte noget bag hendes livlige grønne øjne. Usikkerhed? Nervøsitet? Nej, det var ikke det... Det var noget andet. Noget mørkt og dystert, noget melankolsk... Angst. Frygt og angst. Men det var ikke noget, man ved første øjekast lagde mærke til, og det kom kun i enkelte glimt og forsvandt igen. Måske var hun bare bange, fordi hun stadig ikke kendte til efterskolen, og ligesom ham selv, stadig følte sig som en outsider. De to var trods alt de eneste jyder på stedet. 

"Altså, som navnet antyder... Så er ens yndlingsord vel bare det ord, man bruger mest eller syntes er sejest. Ikke fordi kliché ligefrem er direkte sejt, men du ved hvad jeg mener." Hun lo en anelse nervøst bagefter. Det var først nu, det begyndte at gå op for Martin, at Cecilie måske alligevel ikke var helt så selvsikker, som han havde troet til at starte med. Han begyndte at blive nysgerrig. Det forekom ham at der var noget hemmelighedsfuldt over Cecilie... Noget, som han følte at han burde vide besked om. Burde have kendskab til. Men han vurderede, at det var bedre at lære hende at kende først. Så kunne det måske være, at de andre ting ville komme helt naturligt oveni.

Han nikkede forstårende. "Ah. På den måde. Nej, jeg er mere en person der går op i sætninger og citater. Det er sådan, mere mig."

"Uh. Nåda. Jamen, har du så en yndlingssætning eller et yndlingscitat?" 

"Jaaa," sagde Martin med en let tøven i stemmen. "Altså, jeg ved ikke om jeg bare kan vælge ét... Der er så mange fede citater og sætninger, at det er ret svært direkte at vælge det bedste."

"Jamen, så bare nævn dem, du bruger mest eller du husker bedst?"

"Der er en, der personligt har en stor betydning for mig... Den er fra Løvernes Konge. ”Ja, fortiden gør ondt... Men du kan vælge enten at flygte fra den eller at lære af den”. Så er der ”du skal ikke græde fordi det er ovre, men smile og være glad fordi det skete.”"

"Wow," udbrød Cecilie, og Martin bemærkede hvordan hun var oprigtigt overrasket. Positivt overrasket. "Det må jeg sige, det er da alligevel nogle ret filosofiske citater. Faktisk... Så er du den første dreng jeg har mødt, der bruger sådan nogle citater. De fleste plejer at have noget som "here's Johnny" eller "Yippee-kay-aii motherfucker" eller sådan noget."

Martin mærkede hvordan han blev forlegen, og vippede let med hovedet. Usikkert. "Arh, det... Ja... Jeg... Jeg er nok også sådan en ret... du ved... filosofisk person. Jeg tænker meget over livet og sådan." 

"Det er jeg også." Hun lo. "Fuck det er akavet det her... Mega kliché."

Et let prøvende smil tegnede sig om Martins læber. "Eeeh... Hvorfor er det det?"

"Fordi vi ikke rigtig har snakket ret meget sammen, og så har vi allerede nogle ting tilfælles. Vi tænker begge meget over livet, vi er begge fra Sjælland og vi er begge lidt af nogle outsidere... Det er altså temmelig kliché."

Martin trak på skulderen. "Tjah, det er det vel... Men som du selv sagde, virkeligheden er kliché." 

"Haha, ja!" Der blev stille et øjeblik. Så: "Du, øh, Martin?"

"Ja?" Martin kiggede op fra sin telefon og hen imod hende. Hun kløede sig på næsen, krængede underkæben frem og var stille et kort øjeblik, før hun fortsatte. 

"Jeg fik aldrig rigtig spurgt dig, hvor gammel du er."

"Øhm, jeg er seksten. Seksten år og to måneder, faktisk... Hvis vi skal gå i detaljer. Dig?"

"Jeg er også seksten." 

Martin løftede brynene og smilte. "Seriøst?"

Cecilie pressede læberne sammen i et smil og nikkede. "Jep... Jeg fyldte år for to uger siden."

"Okay... Jamen... Skal du så på gymnasiet bagefter?"

Hun rystede på hovedet og førte blikket ned mod sin mobil. "Nej... Eller jo, men så skal det være i København. Måske Skt. Annæ Gymnasium i Valby, jeg ved det ikke endnu. Jeg har ikke rigtig fået ordentlig styr på min fremtid endnu... Egentlig var det i starten meningen, at jeg skulle tage 10. klasse på Fredensborg Skole med, men... Lad os bare sige, at skolen i Fredensborg var en lorteskole! Og jeg havde virkelig ikke lyst til at gå der mere... Seriøst. Det er den eneste skole i lokalområdet der tager 10'ne klasse med, men da den skole ikke har givet mig andet end problemer, kunne jeg ikke overkomme et år mere. Og da jeg ikke er fagligt nok udrustet til gymnasiet endnu, var efterskolen en sidste mulighed." Hun smilede skævt, men kiggede stadig ikke op. "De fleste efterskoler var fyldt op, og jeg nåede akkurat at melde mig på den her lige inden tilmeldingerne lukkede... Heldigvis. Nu håber jeg på at starte på en frisk, og få ordentlig styr på mit sociale liv." Hun kiggede endelig op med et påtaget smil, selvom en mærkværdig træthed pludselig var dukket op i hendes øjne. En mental udmattelse, som hvis hun havde gennemgået nogle ting der næsten havde slidt hende op psykisk. "Det var så lidt af min historie - Rimelig kliché, syntes du ikke?" Hun lænede sig tilbage, hvormed hun fortsatte. "Hvad med dig? Hvorfor er du her og hvad er dine planer?"

Martin stirrede forbløffet på hende. Det havde han alligevel aldrig gættet... Hendes historie så meget om hans egen. Hun tog på efterskole for at komme væk fra en lorteskole. Og det måtte virkelig have været nogle trælse ting hun havde oplevet i Fredensborg, siden hun ville væk derfra. Gymnasiet var endnu ikke en mulighed, da hun ikke var fagligt nok udrustet til det endnu, og der var ikke nogen skoler med der tog 10'ene klasse-elever andre end den i Fredensborg. Derfor var hun taget på efterskole, så hun kunne starte på ny og få styr på det sociale. Præcis som ham selv... Eller, næsten præcis som ham selv. Det tog ham et par øjeblikke at komme sig over forbløffelsen, hvormed han viste sine tænder i et akavet smil.

"Eeeeehm... Eeeh... Du ved... Du, øh...!"

Cecilies øjne blev store da det gik op for hende, hvad Martin prøvede at fortælle hende. "Er det det samme med dig? Seriøst?"

Han nikkede. "Ja... Jeg kommer, ligesom dig, fra en lorteskole hvor de andre mere eller mindre mobbede mig og holdt mig udenfor pågrund af rygter fordi jeg slog op med min eks. Jeg er, ligesom dig, ikke klar til gymnasiet endnu, og jeg kunne ikke finde nogen andre efterskoler, der var ledige, andet end den her. Og, igen ligesom dig, så er jeg her for...!"

"... for at starte på en frisk, og få styr på dit sociale liv. Fuck hvor sygt!" Hun lænede sig måbende tilbage i stolen, inden hun målløs tog sig til hovedet. "Fuck hvor vildt! Det sker bare ikke! Fuck, mand, hvor er det vildt!" Hun begyndte at le. "Ej, mand, det kan seriøst ikke passe. Ej, hvor er det bare... bare...!"

"-Kliché?" forsøgte Martin sig, som et drilsk smil langsomt tegnede sig om hans læber.

"Ja, er du vild? Mega meget kliché! Ej, men for pokker... Hvem fuck sku' ha' troet at sådan noget kunne ske i virkeligheden? Vi kommer begge fra Hillerød-området, vi er begge to outsidere, vi går på samme efterskole, vi har samme alder og så kommer vi begge fra en lorteskole." Hun kluklo, overrasket og fornøjet. "Amen, seriøst mand, hvor store er oddsene lige for at det sker?"

"Det ved jeg ikke, men jeg mener ikke at have stødt på det før... Så jeg tror ikke oddsene for, at det sker, er særligt store. Som sagt, igen... Virkeligheden er bare en stor kliché." Han begyndte at grine. "Jeg forstår godt, hvorfor du kan lide det ord... Kliché... Det ligger rigtig godt i munden." 

"Ja, syntes du ikke også?" Hun blev atter mere rolig. Kastede et enkelt blik til siden, mod gangen. Kiggede herefter bagud, mod panoramaruden der førte ud til indergården, hvor en flok drenge stod og var i fuld gang med at kaste en basketball i et net. Hun kiggede atter på Martin. "Ved du hvad jeg tror?"

Martin rystede på hovedet. "Nøh... Hvad tror du?"

"Jeg tror, at...!" Hun rejste sig op, bøjede sig frem og strakte hånden frem imod ham for at hjælpe ham op. "... vi to er som skabt til at være venner... vi har så meget tilfælles, at man skulle tro det er løgn." Hun hjalp ham op at stå, slap hans hånd og smilede, inden hun vippede hovedet imod gangen på deres højre hånd. "Hvad syntes du, Martin? Skal vi ikke gå en tur? Se lidt på naturen? Så kan vi måske fortælle hinanden lidt af vores historier imens, lærer hinanden bedre at kende." 

Martin spidsede læberne og jog hænderne ned på hoften. "Tjoh... Det lyder da egentlig som en god idé. Jeg er frisk." 

Cecilie vendte sig om og satte sig i bevægelse. "Jamen, så kom med." Hun så sig tilbage. Martin blev stående med et forvirret udtryk i øjnene, inden han smilede og satte sig i bevægelse. Cecilie så fremad, imod højreknækket for enden af gangen, og herefter tilbage på Martin. "Sidste mand for enden af gangen skal give is." Og med de ord, satte hun sig grinene i løb. Spurtede indover det blanke linoleumsgulv, så hendes converse knirkede imod belægningen. Martin gjorde store øjne, og satte efter hende.

Ingen af dem anede, at fra og med dette øjeblik, blev deres skæbne forseglet. En skæbne, der ville ændre alt i deres liv radikalt... Både på godt... Men også på ondt... På rigtig meget ondt.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...