Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4794Visninger
AA

2. Velkommen til...

Bilen drejede af fra grusvejen og kørte ind på parkeringspladsen foran efterskolens hovedbygning. En hær af biler holdt parkeret på rad og række omkring dem, som diverse unge i følgeskab med deres forældre og søskende blev ledt ind mod hovedbygningen af røde mursten, der strakte sig ud til begge sider for enden af parkeringspladsen. 
Dørene i begge sider af bilen - en gråhvid Skoda Fabia - gik op, hvormed Martin steg ud og placerede sine fødder på den sorte asfalt samtidig med hans far der steg ud i den modsatte side. Egentlig havde det været meningen, at hans mor skulle være med, men hun havde vagt på det sygehus hun arbejdede på, hvilket var obligatorisk og som derfor medførte at hun ikke kunne komme. Hun ville ellers gerne have set den efterskole, som han skulle tilbringe det næste år på, men Martin lovede at han nok skulle opdatere løbende over telefon såvel som face, samt sende nogle billeder i ny og næ.
 
Dørene smækkede i efter dem. Martins far kiggede på Martin, og førte herefter blikket hen imod hovedbygningen længere fremme. Den store dobbeltdør af glas ved toppen af betontrappen stod åben, så der var fri adgang for de teenagere, der blev afleveret af deres forældre. Han kiggede atter over på Martin, som netop var gået i knæ og var i færd med at binde sine snørebånd. Kiggede atter hen imod indgangen, hvormed hans læber skiltes og han begyndte at tale. "Tjah... Det ser vist ud til, at vi er kommet i rette tid. Så lad os da få kigget lidt på sagerne, skal vi ikke?" Han kiggede atter på sin søn og smilte imødekommende. "Altså, nu må du huske at ringe hvis du får hjemve, eller på anden vis...!"
"Far," afbrød Martin med et irriteret suk som han rettede sig op og bevægede sig om til bagagerummet for at hente sin bagage. "Du behøver ikke at lyde ligesom mor. Jeg foretækker at være så langt væk fra Hillerød som overhovedet muligt, så de tabere ikke bliver ved med at ødelægge det for mig. Så du skal ikke ligefrem regne med, at hjemve er det som der bliver min største bekymring imens jeg er her." Han greb fat i håndgrebet på undersiden af bagsmækken, og åbnede bagagerummet, inden han tram sin kuffert, sin sportstaske samt sin rygsæk og pose med sengetøj ud for herefter at stille dem på asfalten op ad bilen. Han greb på ny bagklappen og smækkede den herefter i. 
"Jo, men, stadigvæk... Det kunne da godt være, at du ville komme til at savne mor og jeg." Hans far bevægede sig hen til ham og hjalp ham med taskerne - Greb fat i sportstasken og posen med sengetøj, svang det over skulderen og vendte sig herefter om imod skolebygningen, hvormed han satte sig i bevægelse. Martin løftede op i kufferten og kørte den herefter med en skurende lyd over asfalten, som han fulgte efter sin far, der fortsatte med at tale. "Jeg kan da huske dengang jeg selv tog på efterskole... Det var fedt nok i de første fjorten dage, men herefter begyndte jeg virkelig at kunne mærke hvor meget jeg ønskede at tage hjem. Heldigvis fik jeg nogle gode kammerater så jeg glemte hjemveen, men ikke desto mindre var det ret hårdt for mig. I hvert fald i starten."
 
"Ja, men dengang havde man jo heller ikke mobiler." Martin sukkede. "Far, jeg forstår godt at du er bekymret, og jeg kommer vel nok til at savne dig og mor e. lille smule... Men jeg kan ikke se, hvordan jeg ellers skal slippe for hele tiden at blive forfulgt. Og i øvrigt, så kan det jo være jeg kan finde mig en kæreste, som dig og mor hele tiden syntes at jeg burde få. Så helt så galt er det vel hellere ikke?"

Hans far rystede på hovedet og lo kærligt, som de nåede betontrappen og bevægede sig op ad den. "Du har vel nok ret, Martin. Du har vel nok ret." 

*

Efterskolens elevantal lå på godt 245. Martin følte sig et øjeblik overvældet af den rungende støj fra snakken og pjatten, som han sammen med hans far fulgte strømmen af elever ned gennem gangen med panoramaruderne og loftet med de brune loftspaneler med indlagt strå. Han fik dog hurtigt genvundet orienteringen og fulgte målrettet med, ned mod døråbningen for enden som førte ind til en konferencehal med et flot blankt trægulv og med højt til loftet. Der stod utallige stolerække - så vidt Martin kunne regne sig frem til stod der godt 420 stole midt i salen, hvis man talte stolene beregnet til forældre med. En kvindelig lærer med lyst pachehår og skinnende isblå øjne bød folk velkommen med et håndtryk til den enkelte, et smil, et nik og som afslutning en "hej og velkommen til"-høflighedsfrase. Martin havde tit spekulerer på, om folk der bød en velkommen på en sådan måde, overhovede mente det eller om de bare sagde det fordi det var almen høflighed og god etikette. Han havde da selv, flere gange, taget sig selv i at byde andre velkommen med et håndtryk, selvom han inderst inde var bedøvende ligeglad med, hvem de var og hvordan de havde det. Og det skulle ikke undre ham, om andre også kunne have det sådan. Især hvis det var en del af deres jobbeskrivelse som gjorde det obligatorisk, istedet for at gøre det fordi de havde lyst til det. Hm, tænkte han, jeg tænker sgu for meget.

Han smilede høfligt tilbage til den kvindelige lærer imens de gav hånd til hinanden, inden han på ny lod sit blik køre ud i den store konferencesal. Der stod stole i midten af lokalet, samt langs murstensvæggenr i begge sider af salen. Loftet, som befandt sig godt syv meter over ham, gik i en spids og var en del af taget. For enden af salen befandt der sig en rød murstensvæg med en branddør af sortmalet metal, hvor der ovenover befandt sig et firkantet grønt EXIT-skilt med den tilhørende hvide tændstikkemand i løbeformation. På hans højre hånd befandt der sig så en scene, som var en ophævet del af gulvet, og hen langs loftet var der - foruden rækker af lysstoflamper - samlinger af diverse ventilationskanaler--- Både de cirkelrunde af sølvgrå blikmetal såvel som diverse varmerør og udluftningshuller. Han satte sig i bevægelse, som han atter fokuserede blikket fremefter, imod samlingen af stole midt i det vidtstrakte lokale. De mange elever havde allerede udset sig deres pladser og havde sat sig ned. Og stadig flere strømmede til... Piger, drenge, sorthårede, lyshårede, ja alle mulige forskellige udseender, højder og størrelser. Martin fugtiggjorde sine læber og fortsatte tværs over det spejlblanke gulv og hen mod samlingen af stole der stod forrest, tættest på platformen. Fandt sig en plads alleryderst og stillede sin kuffert og håndbagage foran sig hvormed han satte sig ned og fortsat lod blikket skanne sig rundt for at orientere sig ordentligt om sine omgivelser. Hans far bevægede sig ligeledes derover, satte sig ned ved siden af ham og trak i samme bevægelse sin telefon ud af lommen for at tjekke sin facebookopdateringer. 

Et par piger klædt i lårkorte shorts og med hvide converse-sko bevægede sig forbi dem, og satte sig på de to stole der stod ved siden af dem. Martin drejede hovedet og skævede til dem. De var begge brunetter, og som han sad der og betragtede dem, forekom det ham at de faktisk var ret lækre. Ihvertfald hende der sad tættest på hans far. Fyldige bryster. Læber formet i en perfekt bue. Funklende grønne øjne og skinnende brunt hår sat i en løs hestehale. Han sad og betragtede dem lidt, hvormed han atter drejede hovedet og kiggede i modsat retning, tilbage imod den store døråbning ved indgangen til konferencehallen, hvor de sidste stumper af elever i følgeskab med deres forældre hastigt strømmede ind. Det rungede i salen fra blandingen af stemmer, der både snakkede, fniste og lo. Et par drenges latter rungede højlydt et sted bagfra, og Martin drejede sig automatisk rundt for at se sig tilbage. Dér sad der to drenge, den ene med et ansigt beklædt med store fede bumser samt en hvid cap på hovedet, den anden en asiatisk udseende dreng der så ud til at være jævnaldrende med Martin. Han så også temmelig veltrænet ud, havde sit hår sat i en flot ulastelig frisure samt beklædt med sorte firkantede briller af den slags der var vældig moderne. Han kiggede atter rundt. Hen på den høje murstensvæg, på kablerne der fulgte kanten af gulvet samt på platformen foran ham der var hævet godt en meter over gulvet. Han skævede til sin far, som tilsyneladende var blevet opslugt af en eller anden facebook-samtale. Han skulle til at læne sig ind til ham for at fortælle ham noget, da dørene lukkede og al tale i salen øjeblikkeligt forstummedes. Lyden af klikkende højhæle mod et trægulv brød øjeblikket senere stilheden, og Martin drog sig et kig til siden.

En kvinde i stiletter, sorte strømpebukser, nederdel, skjorte og slips bevægede sig tværs over gulvet og hen til trappen i siden af platformen. Tog turen op ad de fem trin, og endte på platformen inden hun vendte sig imod de mange elever og lærere. Herefter smilede hun, rømmede stemmen og skilte sine læber, hvormed hun begyndte at tale.

"Hej, allesammen. Mit navn er Vera Sørensen, og jeg er forstander på Viglund Efterskole. Først og fremmest, så er det rart at se så mange der har valgt at komme, og jeg vil vædde med at I ikke vil komme til at fortryde det. Jeg er overbevist om, at jeres ophold her på efterskolen, vil blive intet mindre end uforglemmeligt, og at I vil lære hinanden godt at kende og måske endda få nye fantastiske venner."

Martin smilede ved hendes bemærkning, og førte blikket ned mod det blanke trægulv. Nye venner... Tanken lød næsten for godt til at være sandt.

Vera Sørensen rømmede stemmen, skilte på ny læberne og fortsatte. "Før I bliver vist rundt til jeres respektive huse og får sagt farvel til jeres forældre, så er der lige nogle af skolens vigtigste regler, som vi lige hurtigt skal gennemgå. For det første, så er I frie til at gøre hvad der passer jer når skoledagen er slut, det vil sige efter klokken 16. I kan tage en bus til Ringkøbing og købe ind, I kan gå de steder I har lyst til... Så længe I husker de vigtigste regler: At behandle hinanden såvel som jeres lærere ordentligt og med respekt, at al indtagelse af alkohol under jeres ophold er strengt forbudt og dukke op til timerne. Nå, nu hvor jeg regner med at I er indforstået med disse simple regler, så er det på tide at fortælle jer lidt om de forskellige lærer der vil fungerer som jeres undervisere i løbet af skoleåret, samt om de forskellige opdelinger og klassificeringer som vi har givet jer. Herefter en hurtig plan for, hvad der vil foregå i løbet af dagen. Nogen spørgsmål?" 

Hun lod blikket køre rundt blandt den store forsamling, inden hendes læber buede sig i et imødekommende smil. "Jamen så ser det vist ud til at det er på tide at gå i gang..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...