Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
5008Visninger
AA

27. Udsigt over Nordsjælland...

TIL MINDE OM SOREN KIERKEGAARD. Den grå mindesten med de hvide kalkbogstaver som stod placeret ved starten af klitten, var noget af det første, som Martin og Cecilie kom forbi, da de bevægede sig op af Gilbjergstien, grinene og leende. Netop som de var nået gennem skovtykningen, havde Martin omgående sluppet Cecilies hånd, råbt "den der kommer sidst op skal give for 100 kroner slik", hvorefter han havde spurtet afsted. Op ad stien, forbi marehalm og hybenbuske. Cecilie havde leet, og styrtet efter ham. Desperat forsøgt at holde trit. 

De kunne, udover den salte havlugt, tydeligt mærke at de var meget tæt på havet. Sandet, der føg om deres sko. Den kolde fugtige havvind, der blæste dem ind i ansigtet, hvirvlede deres hår op. Lyden af brusende bølger. De nåede mindstenen. Martin var den første til at standse op som han havde rundet stenen, hvorefter han med et stort smil om læben vendte sig om og kiggede tilbage imod Cecilie. Hun nåede op til ham. Hendes kinder var blevet røde af den friske luft, hendes læber var delt i et velfornøjet tandsmil. De kiggede på hinanden, og vendte herefter blikket imod stenen. 

"Til minde om Søren Kirkegaard," læste Cecilie op, og rømmede forpustet stemmen. Hun begyndte at gøre grin med teksten ved at lave sin stemme om til en parodi på en der snakkede som en højtidelig person fra 1800-tallet. "Født 1813, afgået ved døden 1855. 'Hvad er sandhed...!" Hun kæmpede for at holde masken, som hun kastede et drillende blik med Martin samtidig med at hun fortsatte med at snakke på den gammeldags facon. "--- Andet end levende for en idee?'" Hun rynkede panden og lagde hovedet let på skrå. "Hvem var han egentlig?" 

Martin trak på skulderen. "Det ved jeg ikke... En eller anden digter, tror jeg. Kom med, vi skal op til toppen." Han knugede hårdere om Cecilies håndled samtidig med at han satte over i løb. Fortsatte længere op ad skråningen. Bag dem skrånede stien nedad, forsvandt gennem samlingen af asketræer, hybenbuske og enkelte grantræer, der udgjorde skovtykningen med sommerhusområdet bagved. 

De bevægede sig op imellem en række tjørn og hyben, forbi vissent marehalm. Nåede til sidst toppen af Gilbjerg, hvor stien fladede ud og passerede et fladt udkigspunkt hvor der stod to bænke med et tilhørende bord i midten. Stien fortsatte forbi en lille forhøjning omgivet af markgræs og marehalm, for til sidst at forsvinde ned på den modsatte side af skråningen samtidig med at den drejede imod højre, ned mod stranden og klitskrænten. Martin trak Cecilie med sig, hen forbi Gilbjerg-stenen. Hen til bænken, som vendte ned mod den græsklædte skrænt og strandpromenaden. De satte sig ned på bænken, hvormed Martin forsigtigt slap Cecilies hånd. Trods vinden ruskede i dem, og den kolde luft trængte ind under deres tøj, lod de sig ikke bide mærke af det. Det eneste, deres fokus holdte sig på, var Kattegat og dets brusende bølger med de hvide skumtoppe, som strakte sig næsten uendeligt ud foran dem. Langt ude, næsten kun som en svag silhuet i havdisen, kunne de se den langstrakte svenske kystbue, der spidsede til i et forbjerg som ragede opover havdisen.

"Se." Martin løftede hånden og pegede imod forbjerget. "Der ligger Kullen... Der har jeg været dengang jeg var mindre. Det er virkelig et fantastisk sted. Der er sygt flot... Og mega spændene. Har du nogensinde været der?" 

Cecilie rystede på hovedet. Hun mærkede Martins arm lægge sig om sin skulder, og puttede sig automatisk ind til ham. "Nej. Jeg har godt hørt om stedet fra mine forældre, men jeg har aldrig været der før." 

Hun lod blikket vandre langs med stranden for bunden af den græsklædte skråning. Videre imod venstre, hvor hun et stykke borte kunne se den tætte blanding af klitplantage og huse, som udgjorde Smidstrup Strand. Hun fortsatte med at lade sit blik vandre langs med kysten, helt hen mod Tisvildeleje og Tisvilde Hegn langt borte. Herefter drejede hun hovedet, og kiggede bagud, i retning mod syd. Hun kunne dog intet andet se, end den tætte samling af træer og buske som befandt sig bag dem. 

"Jeg har en kusine, der bor i Græsted." Cecilie kiggede atter på Martin. Hendes grønne øjne så meget mere skinnene og klare ud i den friske luft. 

"Hvad?" Martin, som havde siddet og betragtede udsigten over Kattegat, Gilleleje strand og lystbådehavnen på deres højre hånd i ærefrygtig tavshed, havde ikke hørt hvad Cecilie sagde. 

Cecilie kiggede på ham, vendte blikket i retning mod syd og nikkede en enkelt gang inden hun atter kiggede på ham. "Jeg sagde bare, at jeg har en kusine, der bor i Græsted. Jeg ved faktisk ikke, om man kan se det herfra. Hun bor nemlig lidt nord for Græsted... Ved sådan nogen bakker. Vent lige, jeg vil lige se om man kan se dertil." Hun vendte sig væk fra ham, trådte op på bænken, videre op på bordet inden hun stillede sig på tæer og strakte hals, så hun akkurat kunne kigge over trætoppene. Hendes øjne kneb sig sammen, men det eneste hun kunne se var træer, landevejen og en højderyg, der spærrede for udsynet. Langt bag højderyggen var det eneste, hun fik øje på, en høj fjernsynsmast lidt syd for Gilleleje, samt en lille del af Gribskov. Hun rystede på hovedet, vendte sig om og trådte ned fra bordet igen. "Nej... Der er for mange træer og en stor bakke, der spærrer det meste. Man kan kun lige se lidt af landevejen. Jeg syntes ellers bare at jeg på et tidspunkt har hørt, at man kan se til Græsted herfra... Men det kan selvfølgelig godt være, at det er et andet sted i området, der er tale om." 

Martin rynkede panden, og drejede hovedet mod venstre. Nedimod det græsklædte område til vrnstre for dem, der strakte sig ned mod Smidstrup Strand. Kiggede atter på Cecilie, som igen havde sat sig ned ved siden af ham. "Der er faktisk et område lige i nærheden, hvor der er en god udsigt mod syd. Jeg ved ikke, om man kan se Græsted, men man kan i hvert fald se Gribskov. Kom, lad mig vise dig det." Han rejste sig op, greb Cecilies hånd og trak hende med sig. Væk fra bænken og hen til stien, der fortsatte om på den anden side af Gilbjerg og gik ned mod Smidstrup Strand. 

"Martin, vi behøver ikke...!" begyndte Cecilie, da Martin ivrigt trak hende med ned ad sandstien. På begge deres sider passerede de både marehalm, fyrretræer og tjørnebuske.

"Jo, Cecilie, jeg vil vildt gerne vide, hvor din kusine bor. Og hvis man kan se det herfra, så syntes jeg vi skal finde ud af det."

"Jamen, Martin, jeg er ikke sikker på, at vi kan se det."

"Det tror jeg godt, vi kan. Ti stille og følg med. Jeg er hundrede på det." De løb godt 500 meter, før stien langsomt fladede ud for derefter atter at bevæge sig opad. På deres højre hånd befandt der sig en stor række af gran- og fyrretæeer, som spærrede udsynet til havet. På deres venstre hånd, begyndte det at tynde ud i antallet af træer. Det meste af bevoksningen bestod hovedsageligt af græs og marehalm. De fortsatte videre op ad den næste forhøjning, og standsede herefter for toppen. 

Martin lod blikket fokusere på udsigten imod syd, inden han smilte og drejede blikket imod Cecilie. "Se? Jeg fik ret." 

Han vendte blikket fremad igen. Foran dem strakte der sig et mørkegrønt græsstæppe, som skrånede nedad. De kunne se klumper af egetræer stå på diverse naturskabte forhøjninger hist og her. Nogle hundrede meter borte befandt der sig en pæleindhegning, som grænsede op til en mark. De kunne se en lastbil, som kom susende afsted på landevejen, og forsvandt ind mod Gilleleje bag højderyggen. Længere borte så de, hvordan landskabet hævede og sænkede sig i et flot bakkeklædt naturområde, dækket af græsmarker, skovtykninger og diverse gårde med tilhørende siloer. Og dér, godt og vel otte kilometer derfra, kunne de se det tykke grønne bælte, der udgjorde Gribskov. Et bælte, der strakte sig fra venstre mod højre, og udfyldte det meste af baggrunden. En linje af højspændingsmaster gik i et med skovområdet, forsvandt bag et par bakkedrag i retning mod venstre. På deres venstre hånd, lige akkurat tydelig ved en samling huse der udgjorde byen Fjellenstrup bag en samling bøgetræer godt en kilometer borte, fik de øje på noget, som de begge gik ud fra, måtte være jernbanen mellem Gilleleje og Hillerød. 

Cecilie spejdede rundt, og standsede blikket ved samlingen af højspændingsmaster. Lige bagved befandt der sig et par græsklædte højderygge, med Gribskov i baggrunden. Hun strakte fingeren ud og pegede derhen imod. "Dér, Martin." 

Martin rynkede panden og drejede hovedet let mod venstre, i den retning Cecilie pegede. Han kiggede i samme retning, men så ikke andet end det grønne skovbælte. "Hvor?" 

"Dér... Kan du se jernbanen? Ved Fjellenstrup, den der by du kan se dernede." 

Martin fik øje på samlingen af huse, og nikkede. "Ja." 

"Godt... Så følg linjen fra Fjellenstrup og en lille smule opad. Følg min finger." Martin fulgte nøje den usynlige linje, som Cecilies udstrakte pegefinger tegnede i luften som hun langsomt bevægede den indover markerne og skovtykningerne. "Lidt længere ude, ligger landevejen, som går igennem Græsted og fører mod Hillerød. Den ligger bag bakkerne, så den kan du ikke se. Men hvis du kan se de der elledninger, som ligger lige det sted, jernbanen forsvinder bag bakkerne... Så skal du bare kigge lidt mod højre. Indtil du når den første bakke, hvor der står en bondegård eller sådan noget, på toppen. Kan du se det?"

Lige til at starte med, kunne Martin ikke umiddelbart skelne det. Men så fik han øje på det, omend ganske svagt - En række af højspændingsmaster, måske kun 5 kilometer borte, som strakte sig mellem et skovområde i den ene side og en masse bakkedrag i den anden. Lige bag elledningerne fik han øje på bakken, hvor der stod en gård med tilhørende silo på toppen. "Øhm, ja... Ja, nu kan jeg. Hvad med den?"

Cecilie sænkede hånden, men fjernede dog ikke blikket derfra. "Ved siden af bakken, lige ved skoven, ligger byen Pårup... Og bag bakken, ligger Græsted. Hvis ikke den der bakke stod der, kunne du se direkte hen til det sted, min kusine bor. Der er mega flot." 

Martin nikkede. Et sagte fløjt lød fra hans spidsede læber, inden et beundrende smil tegnede sig om hans mundvige. "Det må jeg sgu sige, Cecilie... Du har sgu styr på din geografi. Jeg aner slet ikke, hvilken by der er hvad, og jeg kender ellers det her område pænt godt."

Cecilie smilede skævt og lagde sit hoved til hvile på hans skulder. "Det er også kun fordi jeg har været der rigtig meget. Gilleleje og Græsted... Det er nok de to byer, som jeg har været allermest i. Jeg har familie i Græsted som jeg tit er på besøg hos, og hver sommer tager vi her til Gilleleje på weekendtur. Jeg elsker virkelig det her område. Det er så... Jeg ved ikke... Jeg kan bare virkelig godt lide det." Hun tog en dyb indånding, og skuttede sig. Hun var nu rigtigt begyndt at kunne mærke kulden fra blæsten trænge sig igennem. Skulede imod venstre, tilbage ad den skråning der førte op til Gilbjerg som de var kommet fra. "Lad os gå tilbage... Jeg er begyndt at fryse."

Martin nikkede, betragtede udsigten en sidste gang og vendte sig herefter om. "Samme her. Det lyder som en fin idé. Lad os se, hvem der først når om på den anden side af Gilbjerg." Førend Cecilie nåede at protestere, havde Martin allerede sat sig i bevægelse og begyndte at spurte afsted, op ad skrænten. Cecilie sukkede, rystede opgivende på hovedet og smilte som hun satte sig i bevægelse efter ham. Dog var ingen af dem klar over, at den lykke de begge to følte i dette givne øjeblik, muligvis snart skulle blive den sidste...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...