Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
5324Visninger
AA

5. Udenfor...

Sandra hadede hende. Cecilie vidste det allerede det øjeblik Sandra var trådt ind på værelset. Hvad angik de to andre piger, som fulgte i hælene på Sandra - hende den lyshårede altid-fnisende-og-nem-at-manipulere-med-hvis-bare-man-havde-penge-og-popularitet Julie samt den anden, hende den lave med brillerne hvis navn Cecilie endnu ikke havde fået -, stod Cecilie endnu på bar bund. Selvom hun ikke var et øjeblik i tvivl om, at disse to Amalie-dumme 15-årige konstant småfnisende tøser ret hurtigt ville blive Sandras små slaver, hendes slyngveninder der ville følge hende i tykt og tyndt. Hvilket indbefattede at de sikkert også ville vende Cecilie ryggen og nedgøre hende, kun fordi Sandra gjorde det.

For Sandra var en snob. En poptøs. En selvglad egoistisk bitch, hvis eneste glæder i livet var hende selv, hendes eget image og hvor meget hun kunne hæve sig over resten af flokken. Det var Cecilie fuldt og fast overbevist om, allerede da Sandra var trådt ind ad døren. Hendes blå cowboy-trøje... Lårkorte shorts... Hendes store smarte solbriller og hendes glimtende øreringe, der helt tydeligt var købt for et beløb over 1000 kroner. Eller også var det billige efterligninger, selvom Sandra allerede ved første øjekast virkede som den selvglade opblæste rigmandstøs, der forlangte det bedste af det bedste. Cecilie var godt klar over, at hun skuede hunden på hårene da Sandra var trådt ind på værelset imens Cecilie havde siddet på sengekanten og var i gang med at pakke ud. Men det var måden, Sandra var stoppet op på og blot kigget på hende gennem de mørkebrune brilleglas med det kraftige UV-filter. Selvom Cecilie kun svagt kunne skimte øjnene, var hun ikke desto mindre fuldstændig sikker på, at Sandra allerede ved første øjekast, bebrejdede hende. Dømte hende som uværdig til at få hendes opmærksomhed.

Alligevel var Cecilie nødt til at være sikker. Nødt til at finde bekræftelse overfor sig selv på, hvorvidt det blot var hende der drog forhastede konklusioner eller ej. Derfor havde hun åbnet munden og med et forsigtigt smil budt hende goddag. "Hej, velkommen til." Hun havde rejst sig op og prøvende bevæget sig over til hende. Givet hende hånden, i forsøget på at skabe en kontakt. De skulle alligevel dele samme værelse i det næste års tid, så det ville i hvertfald være godt i det mindste at PRØVE at skabe en kontakt. "Jeg hedder Cecilie Jensen, jeg er din room mate. Hyggeligt at møde dig. Du hedder...?"
 
Sandra havde kigget på hende i et par øjeblike, med munden trak i en kølig skæv stilling. Så havde hun endelig delt sine læber og med et hånligt fordømmende tonefald begyndt at tale. "Hvis det virkelig er vigtigt for dig at vide det, så hedder jeg Sandra. Men hvis du tror jeg gider bruge min tid på at snakke med dig, tager du fejl... Cecilie." 

Og BUM! Så var den samtale - ligesåvel som forholdet imellem dem - forseglet. Allerede ved første møde. Sandra havde blot vendt hende ryggen, marcheret resolut hen til sengen i den modsatte ende af værelset, og havde ikke værdiget Cecilie et blik siden. Og de to piger der kom ind på værelset som de sidste, lod bemærkelsværdigt nok til at kende Sandra. 

Cecilie følte sig udenfor. Og hun hadede det. Men alligevel mindede hun sig selv om, at alt var bedre end da hun gik i Allerød Ungdomsklub og på folkeskolen i Fredensborg... Alt andet var bedre end dem, der gik og spredte lort om hende bag hendes ryg. Alt andet var bedre end hendes psykopat af en 17-årig eks, som ødelagde hendes liv... Alt andet var bedre end derhjemme. At hun så følte sig udenfor blandt hendes værelseskammerater, var det mindste af hendes problemer. Så længe hun var så langt væk fra Fredensborg og Allerød, hendes gamle skole, ungdomsklubben og hendes eks som overhovedet muligt, jo bedre. 

Men efterhånden som dagen skred frem, begyndte Cecilie at føle sig skidt tilpas. Sandra og hendes to nye slyngveninder - Der var ikke gået ti minutter, og så var de allerede "uadskillelige", hvilket blot fik Cecilie til at vrænge på næsen af afsky - afviste totalt Cecilie. Holdt hende udenfor fællesskabet, udenfor gruppen. Og selvom efterskolen var stor og Cecilie sikkert sagtens kunne finde nogle andre at være sammen med, kunne hun alligevel ikke lade være med at blive såret indvendigt. Hun havde altid ønsket at tage på efterskole. Havde altid ønsket at lære nogle mennesker at kende, som kunne blive hendes venner. Hendes RIGTIGE venner. Og... Og velkomsttalen inde i konferencesalen havde fået hendes ophold til at virke så lovende. Ja selv samtalen med pigen der havde siddet ved siden at hende ved de bagerste stolerækker, havde været vældig imødekommende. Og hun skulle vel sikkert bare vende sig til det. Selvom det at blive afvist aldrig var rart, uanset om man så havde chance for at prøve hos nogle andre eller ej... Særligt ikke hvis man var en teenager, der bare ønskede at blive accepteret og værdsat hos de øvrige unge. 

Men selvom Cecilie vidste, at Sandra hadede hende og utvivlsomt havde udvalgt lige præcis hende som sin syndebuk, følte hun alligevel at hun skulle gøre en god gerning. Selvom hende og Sandra var stort set lige gamle, måtte hun vise sig som den modne. Som den voksne. Selvom hun var fristet til at lade Sandras splinternye telefon - som Sandra, tilsyneladende, havde tabt i sandet ved Volleyball-banen - ligge så den kunne blive trådt i stykker, valgte hun at lytte efter fornuften. Måske fortjente Sandra at miste sin mobil og dermed få et knæk i sin lidt for uberettigede stolthed. Men hvis Cecilie gjorde det, vidste hun godt at hun ikke var en skid bedre selv. Nej, hvor lidt hun end ville måtte hun samle telefonen op og leverer den tilbage til dens retmæssige ejer - Også selvom denne ejer var en snobbet led kælling, hun ikke følte havde fortjent den.

Det skulle så vise sig, at Sandra ikke var en pige, der var nem at finde. Cecilie havde næsten givet op, da hun havde set en person med langt lyst hår sidde for sig selv ved en afsides bænk som stod op ad sportshallens røde murstensmur. Hvad som hun havde troet blot ville blive et simpelt spørgsmål til en fremmed jævnaldrende vedrørende en mørkhåret pige, skulle snart vise sig at udvikle sig til en oplevelse, Cecilie betragtede som den første positive ting der var sket under hendes ophold. Også selvom dette ophold kun lige havde varet knap et døgn. Hun havde troet, at hun var den eneste, der havde følt sig udenfor - Til dels fordi hun var den eneste fra Sjælland, til dels fordi hun var den eneste der ikke rigtig fulgtes med nogen og snakkede med nogen. Det skulle vise sig, at ingen af delene var rigtige. Hun mødte en person, der havde det præcis som hende - Det at det var en dreng, var hun ligeglad med. Det vigtigste var, at der ligepludselig var en person, hun kunne genkende lidt af sig selv i. En person der, ligesom hende selv, følte sig som en outsider. Alene. Tilsidesat. En der ikke var en del af fællesskabet. Hvorfor personen ikke var det, vidste hun endnu ikke. Andet end at de delte samme oplevelse: Outsidere og tilsyneladende også afviste. 

Dog blev hun påpasselig - ja, næsten bange - da hun hørte ham spørge om hun kom fra Hillerød. Det var først der hans accent rigtigt var faldet hende ind - Hillerød-accent... I et kort øjeblik havde hun frygtet, at han måske havde kendskab til hende, at han måske var en af dem der havde bidraget til hendes hæslige fortid fra Allerød Ungdomsklub såvel som fra Fredensborg Skole. Men som samtalen skred lidt længere frem, var hun klar over, at dette ikke var tilfældet. Drengen, som hun nu vidste hed Martin og hvis nummer hun nu havde liggende på sin kontaktliste, havde intet kendskab til hende før nu. Og egentlig, som hun bevægede sig væk derfra, med kurs imod skolebygningen, forekom det hende at han virkede sød. Venlig. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun nok skulle kontakte ham og starte en længere samtale, hvis hun stødte på ham igen. Især nu hvor hun vidste, at de ikke blot kom fra den samme landsegn, men også var i stort set samme gruppe... Når skolen for alvor begyndte dagen efter, håbede hun på at det var ham, hun ville komme i gruppe med. Hun ville lærer ham bedre at kende. Selvom han virkede akavet og temmelig kejtet, var der alligevel et eller andet over ham der gjorde, at hun ikke syntes han var som flertallet. Noget ubeskriveligt. Noget der sagde hende, at han nok skulle blive en god ven.

Efter at have vandret rundt inde såvel som udenfor skolen i hvad der føltes som evigheder, i forsøget på at finde Sandra og overdrage hende hendes mobil, fandt hun hende endelig ude ved det store græsareal omme bag skolen, der havde udsigt mod syd, hvor man i baggrunden bag en samling spredte birketræer kunne skimte toppen af tre store vindmøller samt den langstrakte trafikerede landevej, der førte til Holstebro mod nord og til Ringkøbing mod Syd. En masse spredte fodboldmål stod forskellige steder, selvom Cecilie godt var klar over, at den rigtige fodboldbane der blev brugt til idræt- og sportsbegivenheder befandt sig næsten 500 meter i modsat retning. Dette var blot til ren og skær underholdning. Derudover stod der diverse forskellige bænke, samt en blandet løv- og fyrretræsskov på venstre hånd. 

Sandra sad sammen med en flok piger ved samlingen af bænke tættest på hende. Cecilie mærkede en ubehagelig følelse af frygt komme væltende indover sig som hun stod der for enden af grusstien, ved kanten af græsarealet og kiggede frem for sig. Det her kunne gå galt. Grueligt galt, hvis ikke hun tænkte sine handlinger igennem flere gange. Der var måske 7-8 piger tilstede, hvis ikke man talte Sandra og hendes to spytslikkere med... Og hvis der var noget, Cecilie havde kun alt for god erfaring med, så var det at piger var de største sladrehanke og de bedste rygtespredere, der fandtes. Hvis hun ydmygede sig selv foran disse ti piger, Sandra sikkert allerede var i fuld gang med at gøre til sine egne personlige undersåtter, havde hun en potentiel fare for at blive kendt af alle på hele skolen... Ovenikøbet på et falsk grundlag. En efterskole var et rimelig tætpakket og lille samfund, og hvis først et rygte om en anden var i omløb, ville det sprede sig som en svulst med lynets hast. Før man ville se sig om, var rygtet kendt af alle. 

Ro på, Cecilie, tænkte hun som hun langsomt trak Sandras lidt for tunede og lidt for smarte telefon op ad lommen og satte sig i bevægelse imod dem. Hvis du bliver beskyldt for tyveri, ville du sagtens kunne tale dig fra det... Du ville have vidner på din side. Du ville...

Hun stsndsede brat da det gik op for hende at hun stod under to meter fra samlingen af piger, der ikke foretog sig andet end at sidde og snakke. Fnise. Og af og til le højlydt. Hun knugede sine fingre hårdere om mobilen, hvormed hun rømmede stemmen og begyndte at tale. "Øhm, Sandra?"

Sandra stivnede. Blev siddende i samme stilling i et par øjeblikke. Stilheden havde sænket sig dystert over bænken. Så, efter nogle langvarige tavse øjeblikke, vendte hun langsomt hovedet rundt, så sig tilbage og løftede det ene bryn. 

"Ja, Cecilie? Hvad er der?" Hendes hånefulde hvislende stemme kom ikke just som nogen større overraskelse for Cecilie, selvom hun mærkede irritationen og følelsen af såret stolthed boble i sig. Men hun beherskede sig. Ignorerede de andre pigers gennemborende blikke som hun satte sig i bevægelse. Uden et ord standsede hun ved bænken, lagde telefonen på bænkebordets ru træplanker hvorefter at vende sig rundt og spankulere væk derfra. Tilbage imod grusstien der førte ind til skolen. Bag sig hørte hun pigede stemmer hviske og fnise, men ignorerede dem. Fuck Sandra. Fuck hendes spytslikkere og dem, der blev forblændet af Sandras popularitet. De skulle ikke have lov til at ødelægge hendes ophold. Vær stærk, Cecilie. Vær stærk. Der er andre på efterskolen, der ikke er som dem...

Men alligevel, et eller andet sted, havde hun den grusomme fornemmelse af, at hendes mellemværende med Sandra først lige var begyndt. Selvom de ikke havde kendt hinanden i mere end 24 timer... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...