Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
5012Visninger
AA

9. Tøsefnidder og SMS'er

TO UGER SENERE...

Cecilie bevægede sig ned ad gangen med linoleumsgulvet og de hvidmalede murstensvægge i retning væk fra spisesalen, på vej mod værelserne. Lysstoflamperne fulgte loftets midterlinje ovenover hende. Hun pressede læberne sammen, kastede et tilfældigt blik mod højre, til glasruderne der vendte ud mod indergården. Hun krydsede gennem opholdsstuen, og var så travlt optaget med sine egne tanker, at hun ikke bemærkede klumpen af piger, der havde samlet sig i en lille flok på syv personer ved sofagruppen, som hun passerede forbi på hendes venstre hånd. Hun bemærkede ikke, hvordan de fulgte hende med blikket. Bemærkede ikke hvordan tre af dem kiggede på hinanden, imens de tydeligt forsøgte at undertrykke en latter. Hun bemærkede det først, da hun hørte den. Den svage lyd af fnisende tøser, som Cecilie alt for godt kendte... Den lyd der indikerede, at det var hende de fniste af, og ikke noget internt imellem dem. Hun standsede omgående. Hun vidste godt, at hun ikke skulle vise, at hun lod sig blive berørt af det. Det gav dem, der snakkede lort om hende, et fortrin. Det viste dem, at hun var svag... At hun var vulnerabel. Det bedste i den situation, hun befandt sig i på det givne tidspunkt, ville bare være at skide på de tøser, der sad og fniste af hende, og bare fortsætte. At lade som om at de ikke var andet end luft. 

Det ville hun have gjort på hendes gamle skole. Og nu, straks som hun var stoppet op og med vantro øjne havde kigget sig tilbage, vidste hun at hun havde dummet sig. Hun skulle være fortsat. Skulle have ignoreret dem. Men samtidig, så vidste hun godt hvorfor hun stoppede op. Hvorfor hun reagerede på det. Hun vidste udmærket godt selv, hvorfor hun reagerede som hun gjorde i netop dette øjeblik... Nemlig vantro. Vantro og chok... Hun havde været på efterskolen i knap to uger, og allerede nu blev der hvisket om hende bag hendes ryg. Spredt rygter om hende. Hun nægtede at tro det. Nægtede at tro på, at de piger hun lige nu var passeret forbi - en flok piger, hun aldrig havde mødt før og heller ikke rigtig havde lagt mærke til før nu - snakkede negativt om hende. Gjorde nar af hende når hun ikke var der. Bagtalte hende. De kendte hende ikke engang... Havde ikke snakket med hende eller mødt hende. 

Pigerne lod som ingenting, da Cecilie kiggede sig tilbage. De lod med fuld overbevisning som om, at de end ikke havde bemærket hende. De sad blot der, i sofagruppen der vendte ud mod glasruderne til indergården, og snakkede med hinanden. Fniste let af og til. Som hvis de blot førte en helt almindelige samtale. Men Cecilie var ikke dum. Hun havde været igennem det før. I de sidste to år på hendes skole i Fredensborg havde hun måtte kæmpe med, hvordan rygter om hende blev spredt i øst og vest. Rygter, der skyldtes hendes usympatiske løgnagtige casanova af en eks-kæreste og en veninde, der havde vendt hende ryggen og blevet til hendes fjende. Rygter, der førte til at der blev hvisket og tisket om hende i krogene. Rygter, der førte til mobning, som førte til... Nej, tænkte hun, som hun opgivende rystede på hovedet og atter koncentrerede sig om vejen frem. Det ville ikke gå så vidt. Ikke denne gang. Hun havde gået der en uge, og selvom det på den ene side ikke ligefrem er specielt meget, så er det alligevel nok til at lære nye mennesker at kende. I løbet af den uge, havde hun stiftet bekendtskab med en person, der - trods han var af det modsatte køn - havde en usædvanlige stor lighed med hende selv. En person, der var blevet hendes ven. De to vidste noget om hinanden, som ingen andre gjorde... Noget, som Cecilie var overbevist om, ikke ville blive afsløret. Martin var til at stole på. Hun kunne ikke rigtig forklare, hvorfra fornemmelsen kom. Måske var det kvindelig intuition, som hendes mor kaldte det. Måske var det hendes underbevisthed, der tolkede nogle signaler fra Martin, der bekræftede at han var ægte nok... Uanset hvad, så var hun bare fuldstændig overbevist om, at Martin kunne stoles på. Så sked hun ellers på, hvilke løgne der blev spredt om hende blandt pigerne på efterskolen. Hun vidste alligevel godt, hvem der stod bag det.

Som sagt, at Sandra hadede hende, det havde Cecilie knækket allerede efter deres første møde inde på værelset. At Sandra var en snob, en selvcentreret tøs der følte sig hævet over alle andre og devaluerede dem, hun ikke mente passede til hendes verdensideal... Alt dette havde Cecilie regnet ud helt fra starten. Sandra var en af den slags mennesker, der skulle hæve sig over andre for at have det bedre med sig selv. Og jo mere hun tænkte over det, desto mere havde hun på fornemmelsen, at den pige heller ikke var helt rigtig skruet sammen oven i hovedet. Udover at være selvglad og selvopblæst, var hun også manipulerende. Manipulerende og underligt ligeglad med andres følelser på en måde, Cecilie kun kendte fra hendes eks... Og Sandras uhyggelige overtalelsesevne og magtbegær havde fordrejet hovedet fuldstændig på samtlige af de piger, som der havde været så uheldige at krydse hendes vej. Hun var som en høvding, som efterskolens ukronede dronning der gik og udvalgte de piger, hun selv mente ville passe perfekt som hendes små hundehvalpe... Som hendes tjenere, der ville adlyde hver en ordre, Sandra gav, hvor ussel og nederdrægtig den så ville være. Så længe de slap for at være en af "dem." De piger, som Cecilie tilsyneladende var en del af... Sandras "fjender", der var mere eller mindre til fare for hendes image... De piger, som Sandra udnyttede og brugte som sine syndebukke for selv at kunne få en følelse af magt.

Hun kendte alt til typer som Sandra. Hun var næsten sikker på, at den pige havde et mindreværdskompleks, der var så stort at hun ville skyde sig selv hvis nogen gik imod hende. Et eller andet sted, havde Cecilie ondt af hende. Sandra var en taber. En ussel, ynkelig taber, der hævede sig på andres bekostning. Det, der gjorde at Cecilie ikke kunne lade være med at trække en anelse på smilebåndet og ryste på hovedet, var tanken om, at Sandra troede hun kunne få hende ned med nakken så let. At Sandra rent faktisk troede, at det at hun fik overbevist nogle enkelte hjernedøde tøser om at Cecilie sikkert var en luder eller et eller andet lignene som ikke havde hold i virkelighedens verden, var nok til at få knækket hende. Problemet var bare, at Cecilie allerede én gang havde oplevet at blive knækket... følesesmæssigt, psykisk, fysisk. Hun havde været helt nede, været tæt på aldrig at komme tilbage igen. Hun havde allerede oplevet det én gang. Hun var blevet stærkere. Hun kunne sagtens tage lidt tøsefnidder... Det vigtigste var bare, at hun ikke fortalte noget som helst om sin fortid til nogen, måske lige med undtagelse af Martin. Ham kunne hun stole på. Det var hun næsten sikker på...
 
*
 
YO! HVAD SÅ, CECILIE... ER DU TRÆT?

Martin sendte beskeden. Belysningen fra telefonskærmen oplyste hans ansigt i mørket. Udenfor vinduet, der befandt sig mellem ham og hans to roomies - som han i øvrigt var begyndt at have et lidt bedre forhold til, end han havde haft i starten -, var tusmørket hastigt ved at slå om til totalt nattemørke. Lysene fra de tre drenges telefoner, oplyste svagt det ellers dystert mørklagte værelse.

Martin sænkede telefonen så han lod skærmen hvile imod dynen, inden han tænkende førte blikket mod vinduet og tusmørket på den anden side. Et svagt smil viste sig på hans læber. Han tænkte på Cecilie. Tænkte på den samtale de havde for præcis en uge tilbage. Da de gik en tur gennem skoven og delte hinandens historier. Betroede sig til hinanden med en spyt-i-hånden ed om, at de hemmeligheder de delte med hinanden og den fælles fortid, de havde, blev imellem dem. At uanset hvad der skete og hvor lang tid der gik, så forblev det deres hemmelighed. I hvert fald så længe, de gik på efterskolen. Selvom Martin havde lidt svært ved at forstå, præcis hvorfor det at han og Cecilie begge var blevet mobbet på deres gamle skoler, var så stor en ting. Selv ville han ikke lægge det helt store i det. Ikke at han var ligeglad med det, Cecilie havde oplevet. For det var han ikke. Men så igen, tænkte han, jeg ved jo sådan set ikke HVAD det er, hun har oplevet. Hvilket jo var rigtig nok. Han vidste at hun var blevet mobbet pågrund af noget med hendes eks der også, på sidelinjen, havde været sammen med hendes daværende gode veninde, som efterfølgende blev hendes ærkefjende. Men derudover, vidste han ikke rigtig noget. Og han var heller ikke helt sikker på, hvorvidt han havde lyst til at spørge ind til det. Måske følte hun ikke, at hun var klar til at fortælle om det. Måske ville hun aldrig blive det. Uanset hvad...

Han blev brudt midt i sin linde tankestrøm da han både hørte såvel som mærkede telefonens vibrator, som tegn på at han havde modtaget en besked. Hans pande rynkedes, hvormed han førte blikket ned. Løftede telefonen og betragtede skærmen. HAHA, NEJ, FAKTISK IKKE - DET ENESTE DER GØR MIG TRÆT, ER MÅSKE MINE FUCKED UP ROOMIES, MEN ELLERS ER JEG IKKE SPOR TRÆT ;-) 

Martin smilede. Han havde kendt hende i en uge, og forstod hende allerede bedst af alle på efterskolen. Forstod hende bedre på blot en uge, end han havde troet før. Det føltes allerede som om de kendte hinanden godt. Deres humor... Den var så ens. Deres måde at tænke på, deres måde at være på. Han havde aldrig troet, at han skulle møde en person som Cecilie, og særligt ikke at han skulle blive gode venner med personen så hurtigt. 

Han vendte tilbage til nutiden, betragtede på ny beskeden og svarede tilbage. LOL - HVEM SOVER DU MED? ER DET SÅDAN NOGLE S, P, ELLER K TØSER?

Svaret kom så hurtigt, at Martin end ikke nåede at føre blikket væk fra telefonen. S, P ELLER K TØSER? ØHM, UNDSKYLD HVIS DET ER MIG DER ER LIDT BLANK... MEN HVAD MENES DER HELT KONKRET MED DET...? xD

Han fniste en enkelt gang med et skævt smil på læben. Herefter svarede han hende. 

S, P ELLER K TØSER ER MIT UDTRYK FOR DE DER SNOBBEDE, TILLAD MIG AT BRUGE MIT HØJTIDELIGE FRISPROG, BITCHES SOM HVISKER-TISKER OM STORT SET ALLE, OG INVITERER DEM DE HADER ELLER BAGTALER MED TIL FESTER OG SÅDAN NOGET, BARE FOR AT LATTERLIGGØRE DEM. SÅDAN NOGEN MAN I FOLKESKOLEN IKKE TURDE SPILLE S, P ELLER K MED, DA DE ALTID GIVER EN LEDE OG YDMYGENDE KONSEKVENSER OG SPØRGSMÅL... DET ER DET JEG MENER MED DEN BEMÆRKNING xD 

Kort tids stilhed. Martin gjorde sig ikke den ulejlighed at lægge telefonen fra sig. Han blev liggende og stirrede på skærmen, ventende på den næste besked. Den kom kort tid efter.

LOL. KLICHÉ xD EJ, JEG VED IKKE HVORDAN DE ER AT SPILLE S, P ELLER K MED, MEN JA, DEN BESKRIVELSE PASSER VIST TEMMELIG GODT PÅ DEM ;-) EJ, HELT SERIØST, MAN... DERES "OVERHOVED", HENDE DER SANDRA SOM OGSÅ ER MIN ROOMIE, ER SGU IKKE HELT NORMAL O.o HUN ELSKER SIG SELV UDOVER ALLE GRÆNSER, DET ER TIL AT BRÆKKE SIG OVER. JEG KAN SERIØST IKKE TAGE HENDE! VIRKELIG! HAR BARE SÅ MEGET LYST TIL AT RAMME HENDE I HOVEDET MED EN SPADE ELLER SÅDAN NOGET... FUCK HUN ER EN KÆLLING... 

Martin hævede det ene bryn adskillige centimeter i vejret. Selvom han tydeligt kunne aflæse Cecilies åbenlyse frustration, kunne han alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet. Den tøs forstod da i hvertfald at være ærlig. Det måtte man sgu sørme sige... Han stirrede lidt på beskeden som han overvejede, hvad han skulle svare. Så nikkede han for sig selv og lod atter sin finger klikke henover tastaturet på touch-skærmen, i fuld gang med at skrive den næste besked. 

ROLIG NU, CECILIE :-) VOLD LØSER INTET ;-) EJ, SPØG TIL SIDE... DET LYDER SGU LIDT SOM NOGEN NEDERN TYPER, DU DELER VÆRELSE MED, MEN VÆR GLAD FOR DET ER MIG OG IKKE DEM, DU ER I GRUPPE MED. DET KUNNE VÆRE VÆRRE... DU KUNNE HAVE VÆRET DEN ENESTE SJÆLLÆNDER PÅ EFTERSKOLEN, UDEN AT JEG VAR DER :-D BARE IGNORER DE TABERE, DU ER BEDRE OG KLOGERE END DEM... 

Endnu et par øjeblikkes stilhed, hvormed lyden fra vibratoren forplantede sig i det mørklagte stille værelse. Martin læste beskeden.

AAAW, HVOR ER DU SØD, MARTIN :'-) OG BARE ROLIG, JEG ER HELLER IKKE LIGE SÅDAN AT SLÅ UD. SANDRA ER EN KÆLLING, MEN KLOG ER HUN IKKE. HUN KAN IKKE RAMME MIG, UANSET HVOR MEGET HUN SÅ PRØVER ;-) NÅ, JEG MÅ SMUTTE... SOV RIGTIG GODT. SES I MORGEN :-D 

Martin smilede skævt og svarede tilbage. SES - OG TAK, I LIGE MÅDE :-D

Han kiggede på telefonen med et skævt smil om læben. Lod forsigtigt sin hånd strejfe skærmen, som han svagt rystede på hovedet. Takket være Cecilie, følte han sig ikke længere som en outsider. Følte sig ikke længere ensom. Der var noget ubeskriveligt over hende... Han kunne bare stadigvæk ikke finde ud af, hvad det var. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...