Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4803Visninger
AA

4. To i samme båd...

Martin følte sig som en outsider. Der var ikke engang gået en dag, og han følte sig allerede udenfor. Tilsidesat. Han havde ellers haft rig mulighed for at socialisere sig, men af en eller anden grund var det som om, at de andre ignorerede ham. Både under fællessamlingen ude på den store græsplæne der befandt sig bag efterskolen såvel som efter... Det var alle de forskellige grupper og elever, der samledes til en fælles selskabsleg hvor man lærte hinanden at kende på tværs af grupperne. Samt beregnet til at danne relationer imellem de drenge og piger, der var en del af ens egen gruppe. Hvilket Martin ikke rigtig følte, at han havde formået. Måske skyldtes det stadigvæk hans dårlige oplevelser fra Hillerødsholm Skole... Måske havde han i virkeligheden bare en frygt for at socialisere sig. At lære andre at kende. Måske med frygten for at blive udstødt, afvist, mobbet. For når han tænkte dybere over det, var det ikke de andre, der frastødte ham, men ham der frastødte dem. Ubevidst, ganske vist, men ikke desto mindre var det ham selv der altid sneg sig væk, hver gang nogen forsøgte at starte en samtale med ham. Og når han så endelig tog sig sammen og forsøgte at snakke med de andre unge fra hans gruppe, var det som om at hans hjerne simpelthent bare nægtede ikke at gøre det akavet. Han havde aldrig været verdens bedste til det med førstehåndsindtryk... Og det kunne velsagtens også have spillet en væsentlig stor rolle i følelsen af at blive holdt udenfor.

Eller, tænkte han, måske skyldtes det at han tilsyneladende var den eneste sjællænder tilstede. Han kunne selvfølgelig ikke være sikker på, at der ikke også var nogle andre sjællændere blandt de øvrige efterskoleelever, men så var det i hvert fald nogen han ikke var stødt på endnu. Han skar tænder og lænede sin ryg op ad husmuren med blikket fokuseret imod sandarealet længere fremme, hvor diverse piger og drenge var i fuld gang med at spille beachvolley. Han kneb øjnene sammen som han tænkte tanken igennem. Kunne det virkelig tænkes, at det at ens accent var anderledes end flertallet, kunne medføre at man blev set skævt på? Muligvis. Ligesom at man kunne blive set skævt på af stort set alle andre årsager. Lige fra musikstil til øjenfarve. Og selvom tanken ved første strejf virkede temmelig absurd, gav den mening efterhånden som han tænkte den til ende. Det var først når han åbnede munden og begyndte at tale, at han følte sig uvelkommen. Først dér at de andres blikke pludseligt var blevet hårde og fordømmende. Eller, det var i hvert fald sådan Martin betragtede dem. Som hvis de med deres ganske blikke nærmest hånede ham. "Nåh, en Københavner-snude- Ham skal vi da i hvert fald ikke have noget at gøre med, sådan en skide outsider."

Tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham, og fik ham igen til at fortryde at han havde valgt en efterskole i Jylland. Han havde været overbevist om, at der sikkert ville være ligeså mange sjællændere som jyder, og at alle var lige. Og igen, i dette splitsekund som han sad og betragtede de diverse jævnaldrende unge, der af og til passerede forbi bænken, blev han i tvivl. I tvivl om han overhovedet kunne passe ind nogle steder. Om han overhovedet kunne blive fri for alt den fordømmelse, han havde kæmpet med i de sidste seks år. Fordømte de ham virkelig for så lidt? Udstødte de ham virkelig fra fælleskabet, blot fordi han kom fra en anden del af landet hvor man talte med en lidt anden accent og lidt anden betoning? Han havde altid godt vidst, at jyder og sjællændere hele tiden havde haft en lille territorialkamp om, hvem der var de bedste danskere. Men derfor kunne man da sagtens komme godt ud af det med hinanden. For når alt kom til alt, så var der ikke nogen, hverken jyder eller sjællændere, som var bedre end hinanden... Man var lige meget dansk om man kom fra den ene ende af landet eller kom fra den anden. 

Men Martin var godt klar over, at der ikke skulle ret meget til, før man som ung blev isoleret fra det øvrige fælleskab. Bare det at man var den eneste med en given accent, kunne være nok. Det måtte være et territorieinstinkt, tænkte han... Et eller andet fra dengang hvor man gik rundt som urmennesker og stadigvæk var lige med andre pattedyr. En magtkamp og behovet for altid at være foran den anden. Evolutionen havde bidraget med meget, men der var stadigvæk ting der mindede en om, at man i sidste ende blot var en del af dyreriget. En del af naturen, og at de dyriske instinkter stadigvæk var der. Dybt nede i ens underbevisthed. Og måske ville det være noget, man aldrig ville kunne få bugt med.

Han begyndte at filosofere. Glemte alt om musikken. Glemte pludselig alt om verden omkring sig. Om efterskolen. Om de andre teenagere. Istedet begyndte hans tanker at vandre. Vandre til evolutionsteorien. Vandre til tanken om mennesket som et højt avanceret flokdyr, hvis overlevelse afhang af at man var stærkest og kunne mest. Han blev så opslugt af sin filosoferen, at han ikke hørte pigen der med en ægte nordsjællandsk Hillerød-accent fuldstændig identisk med hans egen, henvendte sig til ham med et spørgsmål. 

"Har du set en pige ved navn Sandra?"

Han blev siddende og kiggede fjernt ud i luften, som hans kæbe umærkeligt rokkede fra side til side. Fordybet i sine egne filosofiske tanker. En skygge kom indover ham, hvormed spørgsmålet på ny blev stillet, denne gang med en lidt kraftigere betoning i stemmen. "Øhm, hey, undskyld... Men har du set en mørkhåret pige ved navn Sandra? Hallo?" 

Martin blinkede og drejede hovedet inden han kneb det ene øje svagt i for at skærme imod solen. Der, ved siden af ham, stod der en slank pige  klædt i lårkort og nedringet T-shirt. Hendes lysebrune hår var sat i en løst oprejst frisure som blev afsluttet af en løs hestehale. Han vendte fokus ned imod telefonen i sit skød, holdt musikken på pause og vendte atter blikket imod pigen der havde stillet ham spørgsmålet. Indrømmet - Han havde aldrig været særlig god til det med at kommunikere med det modsatte køn, og han kunne stadigvæk ikke helt forstå, hvordan det var lykkedes ham at få en kæreste - særligt ikke en person som Michelle - så klodset og ubetænksom, som han var. Det måtte være et af livets små mysterier, som man nok aldrig ville finde svar på. 

Han betragtede hende lidt. Forsigtigt. Undersøgende. "Øøøh... Hvad?"

Pigen sukkede, en anelse utålmodigt, og gentog sit spørgsmål for tredje gang. "Har du set en eller anden mørkhåret pige ved navn Sandra? Hun er sådan, lidt lavere end mig... Blå grønne øjne... Hun er min roomie, så jeg skal lige finde hende." 

Martin blinkede ved lyden af pigens accent. Nordsjællandsk... Hillerød-accent. Var dette her muligt? Kunne det virkelig passe, at der lige nu stod en person overfor ham, der var fra Sjælland ligesom ham selv? Det virkede næsten utænkeligt. Surrealistisk. Umuligt. Men alligevel skete det. Og et eller andet sted, blev han helt glad. Befriet. Så var der måske alligevel håb for fremtiden. Måske... 

Han vendte blikket fremefter. Blinkede atter tænkende med øjnene, inden han rystede på hovedet og, stadig forundret, kiggede tilbage på pigen. "Øh, nej... Det... Nej, det har jeg vist ikke. Jeg har sådan set bare siddet her og hørt musik siden de der gruppe-lege-noget... Så, øhm, jeg har ikke lagt mærke til hvem der er gået forbi mig. Desværre. Men prøv over ved volleyball-banen, det kan være at...!"

Pigen rystede på hovedet og skulede ned mod bordet. "Nej." Hun kiggede tilbage på ham. "Nej, der har jeg kigget. Nå, men så må jeg vel bare spørge nogen andre. Tak for svaret alligevel." Hun smilte høfligt en enkelt gang inden hun vendte sig rundt, og først da hun satte sig i bevægelse i retning væk fra ham, gik det op for ham at han havde en enestående chance for endelig at kunne få skabt en kontakt med en anden jævnaldrende... Ovenikøbet en fra samme hjemmebane som ham. Han gjorde store øjne og rejste sig op inden han skilte læberne og kaldte hende op. 

"Hey, vent lige!"

Pigen stoppede op og vendte sig om mod ham med brynene spørgende løftet. Martin skar tænder, som han lettere febrilsk tænkte sig frem til hvad han skulle sige. Han måtte ikke dumme sig. Pigen foran ham kendte ikke ham, og han kendte heller ikke hende. Hvis han på nogen måde skulle have en chance for at skabe en kontakt til en anden person under hans efterskoleophold - han var ligeglad med om det var en pige eller en dreng, så længe han fik en person han kunne snakke med -, vidste han at han måtte bære sig forsigtigt an. At han måtte forsøge sig på at give vedkommende, pigen med det lysebrune hår og den løse hestehale, et ordentligt førstehåndsindtryk. Så hun heller ikke bare endte med at se ham som et fjols og en klovn, som det ville blive yderst pinligt at være sammen med. Han tog en dyb indånding, skilte læberne og forsøgte sig frem.

"Du, øhm..." Han fniste, en anelse usikkert, kløede sig bag øret, og fortsatte. "Da jeg hørte din accent, tænkte jeg lidt på, øhm... Du kommer vel ikke tilfældigvis fra Hillerød, vel?" 

Idet han havde stillet spørgsmålet, bemærkede han noget underligt. Noget nyt glimtede frem i pigens turkise øjne, omend kun for et kort øjeblik. Noget, Martin forundret genkendte som værende usikkerhed. Måske endda frygt. Hun blev en anelse mere tøvende, og selvom det var tydeligt hun forsøgte at holde en facade oppe, var der et eller andet i hendes blik, som Martin ikke kunne lade være med at bekymre sig over. Angst. Han var overbevist om, at det han bemærkede var angst. Hun stirrede en anelse tøvende imod ham, inden et forsigtigt akavet smil viste sig på hendes læber. "Øh... Hvorfor spørger du om det? Kommer du da selv fra Hillerød?"

Martin nikkede, som han mærkede pulsen stige. Pigens blik gjorde ham urolig. Havde han sagt noget forkert? Havde han dummet sig endnu engang? "Ja... Ja, det gør jeg nemlig. Jeg spurgte egentlig også mest bare fordi jeg var nysgerrig. Og, øhm... Måske også lidt overrasket, faktisk. Jeg var lidt bange for, at jeg var den eneste sjællænder her." Han nikkede som for at bekræfte overfor sig selv, at den var god nok. Indtil videre så det ud til, at han klarede det fint. Måske kunne han fortsætte i samme tråd, og så slippe helskindet fra det.

Pigen blinkede med øjnene. Det angstfyldte blik, hun i et kort øjeblik havde udvist, forsvandt som dug for solen, og noget der lignede lettelse gled indover hendes ansigt. "Okay. Ja, det var nok lidt dumt af mig at stille så idiotisk et spørgsmål." Hun smilede forsigtigt, og fortsatte så. "Jeg kommer fra Fredensborg, men det er nok det samme rent sprogmæssigt. Men fedt nok... Altid rart at man ikke er den eneste." Hun rynkede brynene og betragtede ham, med en pludselig nysgerrighed. "Hvad hedder du egentlig?" 

"Hvad jeg hedder?" spurgte Martin prøvende, som han nervøst placerede hænderne på siderne af hoften. I sit hoved hørte han sin egen stemme svare sarkastisk tilbage: Nej, smarte, ikke hvad du hedder... Men hvad din mor hedder. Hvad fuck tror du selv? 

Men han ignorerede stemmen og svarede hende. "Øhm, jeg hedder Martin. Martin Bæk hvis vi skal gå i detaljer. Dig?"

"Åh... Ja, jeg hedder Cecilie. Jeg bliver nogengange kaldt for Cille, men foretrækker egentlig bare at blive kaldt for Cecilie. Det andet lyder, jeg ved ikke... Dumt." 

Martin nikkede, som han mærkede selvtilliden stige et par takker. Det lod til at han faktisk klarede det endog rigtig godt. Han trak den længere ud. Dette kunne måske vise sig at blive starten på en relation, der kunne spire til et venskab hvis han bar sig rigtigt an. Indtil videre måtte han fortsætte, se hvordan det ville forløbe sig. "Nice... Jamen, jamen så vil jeg da bare kalde dig for Cecilie. Du, øhm... Hvilken gruppe tilhører du? Og hvilken linje er du på?"

Cecilie vippede med hovedet. "Jeg er i gruppe F, sprog- og geografi-linjen." Hun stivnede og gjorde store øjne, inden hendes mund trak sig i et forbløffet smil da hun så hvordan overraskelsen og forbløffelsen dukkede op i Martins blik. "Er du også det?"

Martin nikkede, overrasket over at møde en, der ikke blot kom fra den samme egn som ham selv, men som tilmed også var fuldstændig i samme gruppe. "Ja... Jeg er selv i F-gruppen. Godt nok kun på sprog-linjen, men ja... Vi er i samme gruppe." 

"Ej hvor nice." Cecilie så tydeligt overrasket ud. Overrasket på en god måde. Det føltes... Rart på en eller anden måde. Martin følte pludselig en lidt større selvtillid end da han startede samtalen. Efter Cecilies reaktion at dømme, virkede hun begejstret for at snakke med ham. Måske var han ikke helt så håbløs til det med førstehåndsindtrykket, som han ellers havde troet hidtil. "Hvis jeg skal være helt ærlig... Så følte jeg mig faktisk en lille smule udenfor, da jeg ikke troede der var andre Sjællændere i min gruppe. Det er derfor jeg er sådan lidt, du ved, overstadig eller hvad det nu hedder."

Martin nikkede. "Jeg har det præcis på samme måde, så du er bestemt ikke alene." 

"Haha, nej... Det kan jeg forstå." Cecilie pressede atter læberne sammen igen og nikkede et par gange, sagte. Herefter så hun sig over skulderen, i retning mod skolebygningen og hallen. Kiggede atter på Martin, og smilede imødekommende. "Du ved, jeg skal lige have fundet hende Sandra, men du kan da få mit nummer så vi kan fange hinanden over mobilen, hvis vi nu ikke har nogen at snakke med." 

Martin nikkede og aktiverede sin telefon. "Tjah, det lyder sgu som en fin idé. Den er jeg med på." 

Herefter begyndte de at remse hver deres telefon-numre op. Da de var færdige, gav de hånd til hinanden. "Jamen, hyggeligt at snakke med dig, Martin, og jeg glæder mig til at vi ses igen." 

"Jamen, tak og i lige måde. Vi ses." 

"Ses." 

Og med de ord, drejede Cecilie sig rundt hvormed hun satte sig i bevægelse mod skolebygningen. Martin blev stående og kiggede efter hende, indtil hun var forsvundet. Så bøjede han hovedet og kiggede istedet ned på telefonen i hans hånd. Stirrede på Cecilies telefonnummer, som nu stod der på hans kontaktliste. Kiggede atter fremefter, inden et smil krusede sig om hans læber.

Dette her ville helt klart blive starten på noget ganske nyt. Cecilie var interessant, og han var nysgerrig efter at vide noget mere om hende. Hvem ved, tænkte han, måske det ville vise sig, at de to var som født til at være venner? Det kunne han ikke vide, men han kunne da altid have lov at håbe... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...