Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4810Visninger
AA

17. Tilbage til begyndelsen...

Martin skammede sig. Skammede sig noget så grusomt. Han vågnede med en ubehagelig tung fornemmelse i brystet og med billedet af Cecilies blodige ansigt på indersiden af nethinden. "Hvorfor stoppede du det ikke, Martin?" hørte han sin egen selvbebrejdende stemme i hovedet snerre ad ham. "Hvorfor fanden stoppede du det ikke, før det gik så vidt? Din skide tøsedreng." 

Han undgik alles blikke, da han bevægede sig tværs over indergården imod skolebygningen, hvor spisesalen befandt sig. Undgik at svare tilbage på dem, der hilste på ham. Undgik at se op andet end når han skulle orientere sig. Ha. kendte efterhånden skolen så godt, havde færdes i stort set alle områderne og faciliteterne så meget, at han selv med lukkede øjne kunne finde rundt. Han behøvede ikke løfte blikket op og se frem foran sig for at orientere sig om vejen, selvom han dog gjorde det et par gange. 

Det var først, da han nåede ind i det vidtstrakte lokale med murstensvæggene, glasruderne der havde udsigt mod vest, udover det åbne landskab samt de mange borde med tilhørende træstole som udgjorde kantinen og spisesalen, at han drog sig til at løfte hovedet. Spejdede efter Cecilie. Kiggede henover de utallige drenge og piger fra de forskellige grupper, som sad samlet ved deres respektive pladser. Viglund Efterskole havde nemlig faste pladser, som man skulle sidde på, og hver gruppe havde hver deres bord, de skulle sidde ved. Cecilie var i Martins egen gruppe - gruppe F - der havde fire forskellige borde, som allesammen stod på en lige linje langs med murstensvæggen i højre side. Han gjorde plads for en pige med diverse bumser i panden samt briller, der sammen med sin veninde passerede forbi ham og ind i korridoren, han lige var kommet fra. Bevægede sig nogle skridt ind i lokalet, som han fortsat spejdede efter hende langs de fire borde, som alle tilhørte Gruppe F. Piger, drenge, rødhårede, mørkhårede, lyshårede... Men ingen Cecilie. Han standsede blikket ved den skammel, der udgjorde hendes plads. Tom. Kiggede i den modsatte ende af lokalet. Fik øje på Sandra og hendes efterhånden temmelig store klike af følgere - hovedsageligt piger -, der sad på deres respektive pladser ved et af bordende tættest på ham. Hvordan de sad og en gang imellem fniste. Sandra, som med et par overdrevne fakter og et hånligt udtryk i ansigtet fortalte pigerne et eller andet, som Martin grundet larmen fra de mange forskellige stemmer som snakkede på kryds og tværs af hinanden, ikke kunne høre. Selvom en eller anden grusom fornemmelse sagde ham, at det var Cecilie hun snakkede om. Cecilie, hun hånede, nedgjorde og fortalte løgne om. Eller, det sidste var mest bare intuition... Selvom Martin var overbevist om, at Sandra pyntede temmelig meget på den voldsomme episode, der var hændt ude på parkeringspladsen foran sportshallen ved Ringkøbing.

Martin mærkede, hvordan han mistede appetiteten, som han stod der og atter betragtede Cecilies tomme plads. Han havde ikke set hende siden uheldet... Det var obligatorisk, at man mødte op til timerne, medmindre man var syg. Cecilie var ikke dukket op til morgenmaden. Ej heller til morgensamlingen. Formiddagsaktiviteterne, som denne lørdag havde bestået af tovtrækning og beach-volley turnering... Og heller ikke nu, i spisefrikvarteret midt på dagen. Han vidste, at hun var kommet hjem fra skadestuen sent om natten - Han havde nemlig ikke kunnet sove, da han udelukkende havde tænkt på Cecilie, på hvordan han ikke havde stoppet hende før Sandra sprang på hende. Samvittigheden havde gjort hans nat til et sandt helvede, hvor han ikke havde kunnet andet end ligge og vride sig af ubehag og frustration i sin seng, og indvendigt forbande sig selv for sin manglende indgriben. Det havde gjort, at han klokken cirka tre om natten, svagt havde hørt lyden af en bil, der ankom et stykke bort. Herefter havde der været stille i et lille stykke tid. Herefter havde han hørt lyden af en dør, der et stykke nede ad gangen - højest sandsynligt nede ved stuen, der adskilte drengefløjen fra pigefløjen - gik i, fulgt af en svag stemme der snakkede. Det havde næsten ikke været til at høre, hvad der skete, selvom Martin dog opfangede noget, der lød overraskende meget som navnet "Cecilie." 

Men han havde ikke hørt mere fra hende. Ikke engang den besked, han havde sendt hende, havde hun svaret tilbage på. HEY, CECILIE, HVORDAN GÅR DET? JEG HÅBER IKKE, DER ER SKET NOGET ALVORLIGT. HUSK, JEG ER HER FOR DIG. SKRIV <3

Han vendte ryggen til de mange borde, og løftede atter telefonen. Tændte den og så på skærmen med baggrunden af Justin Bieber, som havde sit hoved drejet til siden, skulende væk fra kameraet. Det billede, som var blevet brugt til coveret for albummet Believe. Et af hans yndlingsalbum, i øvrigt. Men det var ligegyldigt. Det, der tog al hans fokus, var at der stadig ikke var nogen tekstboks der indikerede at han havde modtaget en besked. Cecilie havde stadig ikke svaret tilbage. Hverken over SMS, eller over facebook. Og han vidste, at hun havde set beskeden via messenger klokken 7 samme morgen. Hun HAVDE læst den, det var han overbevist om. Det lignede hende ikke at ignorere ham på den måde. Hun svarede altid tilbage. Altid, uanset hvordan hun havde det eller hvad hun lavede. Og hun befandt sig på efterskolen. Det havde han selv fået at vide af deres lærer. Han vidste, at det her ikke var et godt tegn. Dette her kunne, i værste tilfælde betyde, at deres venskab måske var ovre. For altid. 

"For helvede, Martin... Hvorfor sagde du også det pis?" sukkede han melankolsk for sig selv, og rystede svagt på hovedet som han slukkede telefonen og atter stoppede den ned i lommen. Herefter vendte han sig rundt og forsvandt ud af lokalet. Han havde mistet appetitten såvel som glæden for resten af den dag. Han savnede hende forfærdeligt, og havde en utrolig slem skyldfølelse der strammede sig til i brystet. Han var sikker på, at resten af hans dag kun ville blive endnu mere dyster, hvis ikke han snart hørte noget fra Cecilie.

*

Cecilie mærkede smerten trykke bag øjenhulerne, og hvordan lyset fra solen skar hende ind i øjnene, som hun sad der på bænken og beskuede markerne og de enkelte huse, der strakte sig ud foran hende. Langt henne, bag en langstrakt græsmark hvor en smal asfaltvej snoede sig omkring en række huse, kunne hun svagt skimte noget, der mindede om en fjord. Over hende drev diverse skyer henover den lyseblå himmel, og i hendes højre synsfelt stod der de tre store vindmøller, hvoraf den ene af dem stod stille. Hun sad blot på bænken. Kiggede nedover den græsklædte skråning, som standsede ved det levende hegn bestående af birketræer, der grænsede op til hovedvejen der førte imod Ringkøbing på venstre hånd og Holstebro på højre. Isoleret. Udelukket fra fællesskabet. Hendes næse var blå og hævet, og hun havde fået en tyk blåviolet blodudtrækning på begge sider af næsebenet, som strakte sig i en sort rande omkring hendes øjne. Venstre side af hendes kind havde lange røde kradsemærker fra det sted, hvor Sandras negle havde fået fat i hendes hud og revet noget af det løs. Hele venstre side ad hendes pande havde fået påført et stort, hvidt plaster for at holde sammen på den syning, hun havde fået på skadestuen i Ringkøbing natten forinden. Et svagt suk forlod hendes læber, som hun fjernede blikket fra det vestjyske landskab der strakte sig ud foran hende for istedet at føre det ned imod det høje fugtige græs under hende. Hun skuttede sig en anelse for den isnende oktobervind, der i ny og næ kastede sig ind imod hende. 

Det hele var skide uretfærdigt. Hele situationen var uretfærdig og absurd, og hun mærkede hvordan hun bare havde lyst til at skide på det hele og tage tilbage til Fredensborg. Hvordan hun ville skide på hele efterskolen, skide på de venskaber hun så småt var ved at få. De venskaber, hun vidste nu aldrig ville blive til noget. Sandra havde størstedelen af efterskolen på hendes side. Selv lærerene havde hun på hendes side. Cecilie måtte med sin frustration bittert erkende, at hun havde taget fejl. At Sandra rent faktisk HAVDE været cutter, fuldstændig som hende selv. At Sandra rent faktisk HAVDE haft anoreksi og selvmordstanker og rent faktisk var blevet mobbet. Det stod der i hendes papirer, som ens forældre kom med inden man startede på efterskolen. Sandra var der for at få nye venner, lære nye mennesker at kende og komme videre i livet... Hvilket gjorde det helt umuligt for Cecilie at bevise for deres lærer og forstanderen, at Sandra bevidst var ude efter hende. Enten fordi hun, lige fra starten, hadede Cecilie af grunde, Cecilie ikke forstod, eller også fordi hun havde et så stort selvværdsproblem, at den eneste måde hun kunne føle sig værdifuld og god var ved at hævde sig på andres bekostning. Det kunne være kombinationen af de to ting. De kunne være hvad som helst... Cecilie var skide ligeglad med, hvorfor Sandra opførte sig sådan, hævede sig over andre og forsøgte at have kontrollen over alle. Det eneste, der betød noget var, at det var Cecilie og ikke Sandra, det gik ud over. Og hun vidste, uden den mindste smule tvivl, at dette blot ville blive begyndelsen. Hun var ikke færdig. Det ville blive meget værrere...

Et af de værste steder, et rygte kan forekomme, er på en efterskole. For i et så tætpakket lille samfund med så mange teenagere, kan en fjer på få minutter blive til en elefant. Allerede nu var flere af de piger, Cecilie ellers var begyndt at komme godt ud af det med, begyndt at udelukke hende. Hviske om hende bag hendes ryg. Freaken. Kællingen. Den selvretfærdige egoist. Soen. Det var ligesom da hun var startet, bortset fra at rygterne denne gang var af en langt mere dyster natur. Fordi Cecilie ikke kunne modsige dem. Hun HAVDE slået Sandra... Hun HAVDE ydmyget Sandra... Hun havde gjort stort set alt det, der blev hvisket om i krogene og bag om ryggen på hende. Dømt en pige hun ikke rigtig kendte... Truet en pige, som havde været igennem mobning og depressioner... Uden overhovedet at stoppe op og tænke dybere over, at der måske var en grund til, at Sandra gjorde som hun gjorde. At Sandra måske havde været igennem meget mere, end man kunne forestille sig. Cecilie vidste, at hun havde dummet sig allerede da hun havde givet Sandra den lussing inde på badeværelset, og hun fortrød det inderligt. Ønskede at hun kunne spole tiden tilbage, og tvinge sig selv til at ignorere hende for enhver pris. Ignorere de ord, Sandra forsøgte at manipulere hende med. Bare fuldstændig ignorere hende. Men da hun havde omtalt Martin, hendes bedsteven... Omtalt ham på en så nedrig og respektløs måde, kunne hun ikke kontrollere sig selv. Hun var bange. Frustreret. Såret. Vred.

Sandra havde overskredet Cecilies grænser. Hun havde følt sig presset. Nødsaget til at handle som hun havde gjort. Og selvom Martin havde prøvet at hjælpe hende, prøvet at stoppe den uundgåelige konfrontation, var Cecilie vred på ham. En vrede der hurtigt forvandlede sig til en forfærdelig skyldfølelse. En skyldfølelse der gjorde, at hun ikke kunne få sig selv til at skrive til ham. Til at snakke med ham. Hun var ikke engang sikker på, om hun virkelig elskede ham... Om det virkelig ikke bare skyldtes, at deres venskab havde været så tæt og hun var blevet så frustreret. Hun var ikke sikker på, at det nogensinde ville gå. At hende og Martin nogensinde skulle blive andet end venner. Hun skammede sig over det, hun havde gjort. Skammede sig over, at hun ignorerede ham. Skammede sig over, at hun var blevet sur på ham. Skammede sig over, at hun overhovedet havde været så dum at kysse ham og erklære sin kærlighed til ham så hurtigt. En kærlighed som hun var begyndt at betragte som en venne-kærlighed... Hun følte intet romantisk ved situationen. Når hun så på Martin... Nej, hun var ikke forelsket i ham. Det var alt sammen noget, hun havde bildt sig ind. Fordi hun var ensom. Fordi hun var ked af det. Fordi hun havde brug for en ven, en der kunne holde af hende og trøste hende når hun havde brug for det. 

Hun blev siddende og stirrede fortsat udover det vestjyske landskab. Bakkedragene. Husene. Fjorden. Markerne. Vindmøllerne. Hun mærkede hvordan væske hobede sig op i hendes øjne, og pressede læberne sammen til en tynd streg. Hun havde ødelagt alt. Sandra havde ødelagt alt, Martin havde ødelagt alt... Det ville aldrig blive godt igen. Hun kunne ligeså godt tage tilbage til Fredensborg og tage 10'ene klasse med... Uanset om hun ville blive udsat for mobning. De mobbede hende på Viglund. De mobbede hende i Allerød. De mobbede hende i Fredensborg. Hun blev mobbet overalt... Uanset hvor hun befandt sig, ville skæbnen åbenbart altid at der skulle være én selvhøjtidelig type, som skulle bruge ligepræcis HENDE som sin syndebuk. Og hun hadede det. Hadede det indædt.

En tåre trillede ned ad hendes kind, som hun sad der og betragtede horisonten. Tænkte atter på, da hendes læber havde lukket sig sammen om Martins. Tænkte atter tilbage på følelsen af hans hånd imod hendes skulder. Den fantastiske ubeskrivelige følelse, da de havde fulgtes ad. Ned langs asfaltvejen og ned til vigepligten ved hovedvejen, hvor de havde frit udsyn udover Ringkøbing og Ringkøbing Fjord. Det havde været det måske mest vidunderlige øjeblik i hendes liv. Et øjeblik, hvor hun havde truffet de forkerte beslutninger. Sagt de forkerte ting. Og hun hadede sig selv for det.

Hun blev brat revet ud af sine tanker, da hun registrerede bevægelse ud ad øjenkrogen fulgt op af lyden af nogen, som satte sig ved siden af hende. Hun for sammen. Drejede hovedet og kiggede på Martin. Så smerten i hans ansigt. Han kiggede tilbage på hende. Smertefuldt. Skamfuldt. Hun lukkede øjnene, pressede atter læberne til en tynd streg og vendte hovedet væk. Endnu en tåre, som trillede ned ad kinden på hende.

"Cecilie, hør...!" Martin sank en klump og lænede sig frem. Cecilie blev siddende med hovedet drejet væk og øjnene lukket sammen. "Undskyld. Virkelig, jeg er skide ked af det. Okay? Jeg er ked af, at jeg ikke... At jeg ikke stoppede det. Jeg var bare så bange for at miste dig. Jeg var bare så bange for, at... At hvis jeg gjorde noget, så ville vores venskab være ovre. Virkelig, Cecilie, undskyld. Undskyld."

Cecilie reagerede ikke. Forsigtigt løftede han sin hånd. Førte den langsomt hen til hendes. Lod sine fingre berøre hendes håndryg, inden han prøvende strammede grebet. Da Cecilie mærkede hans fingre knuge sig om sin hånd, følte hun øjeblikkeligt hvordan en elektisk fornemmelse bredte sig i hendes krop. Fik de små hår på armene til at rejse sig. Gav hende gåsehud og fik hendes skin til at krible behageligt. Hun stivnede. I det øjeblik vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Afvise ham? Fortælle ham, at det var en fejl at de havde kysset, og at hun måske ikke elskede ham alligevel? Nej... Nej, den følelse hun havde fået i kroppen, fortalte hende noget andet. Fortalte hende, at hun måske alligevel, et eller andet sted, HAVDE følelser for ham. Følelser, som hun blot fornægtede, af frygten for at miste den person, der betød så meget for hende. Den person, der gav hende håb. Gav hendes liv mening. Hun blev siddende. Åbnede øjnene, men drejede ikke hovedet.

Martin kiggede på Cecilie. Mærkede stenen i brystet blive tungere. Følelsen af tomhed. Af længsel. Han strammede atter sine fingres greb, mærkede hendes glatte bløde hud. Han mærkede hvordan han græd indvendigt. Han kunne ikke klare at miste hende. Kunne ikke klare at give slip på hende. Kærlighed eller ej, hun var hans bedste ven. Hans eneste ven. Hun betød så meget for ham. Han ville være fortabt uden hende. Han sank en klump mundvand, skilte læberne og fortsatte, med halvkvalt stemme. "Cecilie... Please... Du må ikke droppe mig. Jeg er ligeglad med, hvis du ikke har nogen følelser for mig. Skide hamrende ligeglad. Jeg vil bare gerne være sammen med dig. Uanset om det er som kærester eller som venner, det gør ikke nogen forskel. Bare du vil være sammen med mig. Please, vil du ikke nok? Du betyder ALT for mig!" 

Hun drejede hovedet. Kiggede på ham med tårer, som i striber flød nedover blodudtrækningerne under hendes øjne og omkring næsebenet. Skilte læberne, men blev dog siddende som hun stirrede på ham. Hun sank et par klumper spyt. Hun blev siddende sådan i nogle yderligere øjeblikke, inden hun endelig sagde noget. En sætning, der blot kom ud som en hvisken. 

"Jeg er seriøst mega ked af det." Hun rystede på hovedet. "Men efter det, der er sket... Det med Sandra... Så er det ikke nogen god idé, at vi to er sammen. Hverken som kærester eller som venner." Hun lænede sig frem, kyssede ham en enkelt gang på munden inden hun forsigtigt fjernede hans hånd fra hendes. Smilede mellem tårerne. "Du betyder også virkelig meget for mig, Martin... Og du er min bedste ven. Det vil du hele tiden være. Men vi bliver nødt til at holde lav profil. Uanset hvor hårdt det er, så bliver vi nødt til at glemme at vi overhovedet har lært hinanden at kende. Jeg gider ikke have et forhold, der skal holdes hemmeligt, eller et venskab alle vil forsøge at fucke totalt op... Jeg kan ikke overskue mere drama. Jeg har været igennem for meget, og det er simpelthent nok nu. Undskyld, Martin." Og med de ord, rejste hun sig op inden hun med tårer rislende ned ad kinderne satte sig i bevægelse væk fra ham.

Martin blev efterladt alene tilbage på bænken. Stirrende frem for sig, udover det vestjyske landskab. Med sin ene hånd hvilende imod bænkens træplanker det sted, Cecilie havde siddet for et øjeblik siden. En tåre viste sig i hans øjenkrog, og begyndte langsomt at trille ned af kinden på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...