Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
5019Visninger
AA

32. Skyldfølelse og dårligt nyt...

Martin stirrede op i træloftet, med armene foldet bag hovedet. Hans ansigt var udtryksløst. Hans øjne blodskudte og røde efter at have grædt. Hans ansigt så træt ud. Drænet for al livsenergi. Han havde sine earplugs i øret. Kæmpende for at få tankerne væk fra Cecilie. Men han kunne ikke. Han orkede ikke engang at slukke for musikken. Orkede intet. Selvom klokken var ved at nærme sig de seks, det tidspunkt hvor familien som regel plejede at spise aftensmad, og lugten af maden, som deres far var vaed at lave, fyldte værelset, havde Martin ingen intentioner om at rejse sig fra sengen for at gå ned og spise. De eneste tanker, der fyldte hans hoved, var Cecilie.

Han hørte omkvædet fra Avril Lavignes I'm With You, og igen - i dette splitsekund som teksten i omkvædet begyndte (It's a damn coooold night), begyndte ord og billeder på ny at danne sig i hans hoved. Billeder, som han desperat men forgæves forsøgte at kæmpe væk. Lyden af sangen gled ind i baggrunden, som en konstant udifferentieret støj. Istedet begyndte lyden af Cecilies stemme at snakke i hans hoved. 

"Sandra ved det hele, Martin. Hun ved fucking det hele." 

Han var atter tilbage på parkeringpladsen, hvor han sad på knæ overfor Cecilie. Trøstede hende. Opmuntrede hende. Hun kiggede på ham, med tårervædede øjne.

"Hun fulgte efter os... Dengang i skoven... Overhørte vores samtale...!"

Cecilies stemme blev brudt af et kort glimt af Sandra, som hun sad der. Ved bordet der stod op ad vinduet. Med benene krydset, et hånligt smil om læben og viftende med hånden. Hendes blå katteøjne. Da hun slog håret tilbage. Hendes læber, der formede en række ord med munden, som hun iaggtog de diverse piger ved bordet, som hun snakkede med.

Han lukkede øjnene. Hev efter vejret, som han atter mærkede følelsen da Cecilie rykkede sig ind til ham. Følelsen af hendes bløde fugtige læber, som lukkede sig sammen om hans.

"Sandra ved fucking det hele!" 

Cecilies stemme gav genlyd i hans hoved. 

Han så hende, som hun sad der ved bålpladsen. Hendes stemme. "Jeg fryser." Da han trak sin jakke af og lagde den indover hendes skuldre, for herefter forsigtigt at trykke hende ind til sig for at varme hende med sin krop.

Sandras stemme. "Cecilie har fucking LØJET for dig."

Christoffer, som stod foran indkørslen til Cecilies hjem, med Johannas ansigt mellem hændernem som han stod og gennemsnavede hende. Cecilie, der skreg. 

Langsomt mærkede han en voldsom følelse af afmagt, der væltede indover ham. Det gik op for ham, at han havde begået den største fejltagelse nogensinde. Han havde slået op med Cecilie, på baggrund af rygter spredt af en person, der hadede hende. Han havde troet på rygter, ladet sig selv blive forført af dem. 

Det værste var, at han ikke engang havde haft modet til at ringe til Cecilie og fortælle hende, at han slog op. Han havde bare skrevet det. Koldt. Uden følelser. Og han fortrød det. Fortrød at han ikke blot havde været fej, en svækling, men tilmed også havde hoppet på Sandras løgne. Cecilie var ægte... Hun havde ikke løjet for ham. Intet af det, Cecilie havde gjort, var skuespil. Der var for få ting, som gav mening. Cecilie havde været den ægte vare. Hun havde virkelig elsket ham. Og han elskede virkelig hende. Han havde brudt det løfte, han ellers i sin tid, havde lovet hende. At han altid ville være der for hende. Uanset hvad der skete, ville han være der for hende.

Og han havde, dum som han var, slået op. Slået op uden grund. Og han fortrød det. 

Desperationen væltede indover sig. "Fandeme nej!" udbrød han, greb fat i telefonen og fandt Cecilies navn. Satte sig op i sengen, svang benene udover kanten og lod fødderne hvile imod gulvbrædderne, som han lod sit blik køre rundt i værelset. Pressede telefonen imod øret. Ventede på, at Cecilie ville besvare hans opkald. Så han kunne sige undskyld og fortælle hende, at han ikke ville slå op alligevel. At han ikke ville miste hende. At han troede på hende, var der for hende og ikke ville lade nogen gøre hende noget. Ventede på at...

"Velkommen til Voice Mail. Nummeret, du ringer til, er optaget. Læg venligst en besked efter klartonen."

Martin ventede. Bandede irriteret, kæmpende imod gråden og frustrationen, som på ny var ved at vokse i ham. Fjernede telefonen fra øret, idet klartonen var sluttet. Trykkede på ny Cecilies nummer ind, pressede atter telefonen imod øret og ventede. Intet skete. 

"For helvede! Selvfølgelig tager hun den ikke! Hvorfor fanden skulle hun? Du har jo fucking slået op, din idiot!" Martin forbandede sig selv langt væk. Men han ville ikke give op. Han var nødt til at få fat i hende. Om han så skulle tage hele vejen til Fredensborg og fortælle hende det. Fortælle hende, hvor højt han elskede hende, og at han ikke havde ment noget af det han sagde. At hun betød alt for ham. Virkelig ALT for ham. Han ville ikke give op. Overhovedet.

Med læberne presset sammen, rejste han sig op fra sengen og bevægede sig hen mod døren. Han skulle have fat i sin far. Og det skulle være så hurtigt som muligt. 

*

De kom kørende op ad Hillerød-vejen. Gennem Fredensborg Skov, hvis mange bøgetræer var begyndt at antage flotte nuancer af efterårsfarver. I og med at det var slutningen på dagen, var trafikken ved at være rimelig tæt. Hvilket gjorde, at Martin og hans far var kommet i et enormt tidspres. Flere gange havde de været nødt til at foretage en overhaling af samtlige bilkøer, hvilket nær havde medført et frontalsammenstød med en ambulance, der med fuld udrykning kom kørende imod dem. 

"Så du slog op med hende?" Jonathan kiggede forvirret på Martin et par gange, og lod atter være fokus imod vejen, som skar sig gennem bøgeskoven.

Martin, hvis øjne stadig var røde efter at have grædt, pressede læberne sammen. "Ja, men... Men jeg fortrød det, far. Det er en lang historie, pointen er bare at det er virkelig vigtigt at jeg får snakket med hende. Før det her ender fuldstændig galt." 

"Hvordan det?" 

"Jeg kan ikke forklare det, okay far? Det har jeg lovet hende. Vi skal bare derhen! Længere er den ikke!"

"Okay, okay, jeg spurgte også bare."

De kørte herefter i tavshed et stykke tid. Nåede kort tid senere rundkørslen mellem Kongevejen, Hillerød-vejen og Helsingørsvej. Fortsatte ligeud. Ind gennem Fredensborg, hvor de kort tid senere nåede den næste rundkørsel mellem Helsingørsvej og Benediktevej. GPS'en ledte dem videre ind gennem Fredensborg. Videre imod krydset ved Nørredamsvej i østenden af byen. Martin stirrede panisk gennem vindspejlet. På vejen, der strakte sig ud foran dem, på de mange gadelygter der stod placeret på begge sider. Husene. Lejlighederne. Klikkede knappen på toppen af telefonen ned så skærmen blev aktivteret. Tjekkede efter beskeder. Intet. Det var stadigvæk den samme baggrund af Justin Bieber, som skulede imod venstre - Det, der var blevet brugt som cover til Believe. Men ingen tekstboks, der indeholdte nogen som helst besked fra Cecilie. Intet, der kunne bekræfte at hun ville kontakte ham. Den knugende fornemmelse i brystet voksede. Følelsen af gråd og tårer tog til, det brændte i hans øjne. Men han stod imod det. Hvis bare han fik snakket med Cecilie, og fortalt hende det som han ville fortælle hende, så ville alt ordne sig. Det var han sikker på. 

De nåede vejkrydset mellem Helsingørsvej og Stationsvej, hvor sidstnævnte lå på deres højre hånd. Længere fremme slog vejen et sving rundt om en rød lejlighedsblok, hvor man bagved lige akkurat kunne ane noget af shell-tanken. GPS'en gav dem besked om at dreje. Jonathan adlød ordren, sænkede farten og rykkede rattet rundt. Bilen drejede til højre, og fortsatte ned gennem Stationsvej, der snoede sig til både højre og venstre. Forbi frodige grønne haver og flotte dyre villaer. Martin bed sig i læben. De nåede kort tid senere et højresving, hvor han - da de var nået gennem svinget - fik øje på sidevejen på venstre hånd. Den vej, der udgjorde Nørredamsvej. "Det er her!"

"Okay." Jonathan svang rattet rundt og drejede til venstre ind gennem Nørredams-kvarteret. Et af Fredensborgs mest frodige kvarterer. Da Mattin så den idylliske sidevej, som strakte sig ud foran dem - fortovet, lygtepælene, de dyre villaer med de frodige haver - mærkede han stikket i brystet. Hans tanker gled tilbage til om lørdagen, to dage tidligere. Da Cecilie grinene trak ham afsted gennem det selvsamme kvarter. Spændt på at vise ham det hus, hende og hendes familie boede i. Det hus, som ikke blot var flot, men som også havde en flot beliggenhed såvel som udsigt. Det hus, han aldrig ville forlade igen. Fordi Cecilie boede der. Fordi at når han var der, så var han tæt på Cecilie. Fordi han elskede hende.

De kørte et par hundrede meter hen ad vejen, inden de nåede den næste sidevej - Den der førte forbi nummer 120. GPS'en gav dem besked om at dreje til højre, hvormed de ville blive mødt af deres destination "på venstre side." Jonathan sænkede farten betydeligt, og kneb det ene øje let sammen. Nåede sidevejen, inden han drejede til højre. Kørte godt 80 meter, hvormed han drejede indtil kantstenen foran huset. Kiggede først op imod det L-formede villahus, der stod i ly af den mørkegrønne bøgeskov på deres venstre hånd. Kiggede derefter på Martin, inden han spørgende løftede brynene.

"Så det er her?"

Martin nikkede, og klikkede selen op. Hans fokus forblev rettet mod huset for enden af indkørslen med betonfliserne. Himlen var ved at antage et orange skær, da solen netop nu var nået nedunder horisonten. Snart ville den blå himmel blive tusmørkefarvet - blåsort - og til sidst sort. 

Han åbnede døren. Stillede sig ud på asfalten, som han hurtigt tjekkede i begge retninger efter, om der kom biler. 

"Skal jeg gå med ind, Martin? Eller klarer du det selv?"

"Jeg gør det selv." 

Martin rømmede stemmen, og mærkede hvordan hans hænder var begyndt at skælve af adrenalin. Den knugende fornemmelse i brystet voksede. Han smækkede døren i efter sig, som han satte sig i bevægelse. Med langsomme forsigtige skridt og hjertet, der hamrede imod indersiden af brystkassen - samt en voksende skyldfølelse, der gjorde hans krop og hans hoved underligt tung -, bevægede han sig op ad indkørslen. Det L-formede hus længere fremme, kom skridt for skridt, meter for meter, nærmere. Han så et kort øjeblik Cecilie for sig. Da hun slyngede armene om hans hals og satte sig på hans skød. Smilte kærligt til ham. Lænede sig frem for at kysse ham. Da hendes læber berørte hans, sendte en bølge af endorfiner gennem hans krop. En følelse, der fik hårene på hans krop til at rejse sig og en elektrificerende fornemmelse til at brede sig ned gennem hans hud. Da han så hende gå balancegang henover jernbaneskinnen. Hendes hjerteformede bagparti. Hendes fødder, der bevægede sig i en perfekt lige linje. Hendes arme, der var strakt ud til begge sider af hendes krop for at holde ligevægten. Han mærkede, hvordan han bed tænderne sammen. Hvordan det strammedes i hans kæbe.

"Du er en fucking idiot," hørte han sin egen selvbebrejdende stemme sige i sit hoved. "En fucking idiot, der ikke kan finde ud af at støtte den pige, du elsker."

Han standsede henne ved døren med den vifteformede glasrude. Betragtede dørklokken - Den firkantede sorte genstand med den hvide knap, som befandt sig lidt til højre for dørkarmen. Løftede forsigtigt armen, strakte pegefingeren ud og førte den hen til dørklokken. Tusind tanker farede igenemm hovedet på ham. Tanker om at skide på det hele. At vende røven rundt og gå tilbage til bilen. At droppe det hele. Nej, sagde han for sig selv. Nej, Martin, vær stærk. Vær stærk! Du KAN godt gøre det. Du elsker hende... Husk det.

Efter en uendelig lang tids overvejelser, tog han sig sammen. Trykkede pegefingeren ind på den hvide knap. Hørte den svage elektriske summen, som gav genlyd i huset. Sænkede armen og lukkede øjnene. Ventede... Ventede... Ventede...

Intet skete. 

Han åbnede øjnene og rynkede panden. Kiggede atter på knappen foran sig. Strakte på ny pegefingeren ud og trykkede knappen ind. Hørte den elektriske summen. Ventede atter. Stadig intet skete.

Han tog i håndtaget og skubbede nedad.

Der var låst. 

Og så hørte han en bekymret stemme snakke til ham fra venstre. "De er kørt på intensivafdelingen."

Han farede sammen og drejede hovedet til venstre. Imod nabogrunden ved siden af garagen. Der stod der en mand med brunt overskæg og gråsprængt sort hår. På hans næse var han beklædt med to firkantede briller.

Martin blinkede. "Intensiv-afdelingen?" En pludselig følelse af rædsel, kom væltende indover ham. "Inten--- Hvad? Hvorfor? Hvor?"

"I, øhm, I Hillerød.... Jeg ved ikke, hvad der er sket. Vi så bare ambulancefolk, der kom kørende med en pige. Marlene, kvinden i huset, fortalte os at de var på vej til hospitalet. Hun græd, så jeg tror det har været noget livsfarligt."

Martin blinkede med øjnene. Den bange anelse voksede. Han følte sig svimmel. Det var Cecilie... Det måtte det være. Cecilie, som for blot tre timer siden havde taget afsked med ham på Gilleleje Station. Cecilie, som for blot fem timer siden havde gået sammen med ham på Gilbjerg. Cecilie, som han vidste havde forsøgt selvmord og havde skåret i sig selv. 

Han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der var sket. Han vendte sig rundt, og med panikken som strammede sig til i hans krop satte han afsted. Tilbage imod bilen. De skulle til skadestuen. Tilbage til Hillerød. Så hurtigt som muligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...