Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4808Visninger
AA

26. Pinlige forældre og idyllisk stilhed...

"Hvad var det nu hendes navn var igen? Silje? Signe?" Martins far kiggede drillende i bakspejlet tilbage til Martin, med et provokerene smil om læberne. Martin havde, aftenen efter at han havde besøgt Cecilie, taget sig sammen til at snakke med sine forældre om, at han var kommet sammen med en pige fra efterskolen. Godt nok kun i to dage, men ikke desto mindre var de kommet sammen. Martins far havde reageret præcis som Martin havde forudsagt - Nemlig ved at blive helt vildt nysgerrig efter at høre, hvordan hun så ud, om hun var god til at kysse, samt at han skulle huske at være forsigtig med hende og bruge kondomer, når det var nødvendigt. Sådan var hans far - En evig drengerøv, selv på hans ældre dage, der stadigvæk stod stille mentalt på et teenagestadie. Hans mor, derimod, var den håbløse romantiker, som straks ville fortælle det til resten af familiemedlemmerne... Også selvom Martin eksisterede på, at der ikke var for mange, der skulle have det at vide. Hvorfor ville han ikke sige, men forældrende adlød ham dog ikke desto mindre. Selvom hans mor havde endog temmelig svært ved at lade være med at spørge ind til det. 

Martin sukkede, fjernede blikket fra sideruden netop som de drejede ned mod stationen for at hente Cecilie, inden han rømmede stemmen. "Cecilie. Hun hedder Cecilie. Og please, lad være med at gøre det her pinligt for hende, okay? Det her er vores første rigtige date, og jeg vil ikke have det bliver ødelagt."
 
Martins mor rynkede panden, med et forvirret smil inden hun begyndte at le sin karakteristiske høje og hjertelige latter. "Ødelagt? Martin, det kunne jeg og far da aldrig drømme om! Vi er da bare spændte på at se, hvilken pige vores søn har fået som kæreste. Det må vi da gerne være?"

Martin nikkede med et påtaget smil, inden han rystede på hovedet for atter at kigge ud gennem sideruden, som de bevægede sig ned ad Nordre Jernbanevej, i retning mod Hillerød Station. Han kendte sin mor lidt for godt, og vidste hvor pinlig hun kunne være. Hans far... Han var okay. Det var mere hans mors dumsmarte bemærkninger, der gik ham på nerverne. Han kunne tydeligt huske, hvordan Michelle havde småfniset af hans mors lidt for sjove fortællinger fra hans barndom, dengang han havde inviteret hende med hjem til sig. Og selvom han virkelig følte at han holdte af Cecilie overalt på jorden og ikke var et øjeblik i tvivl om, at følelserne var gengældte, ville han stadigvæk ikke risikere, at deres date skulle blive akavet pågrund af forældrende. Forældre skulle altid komplicere alting, og det hadede han mere end alt på jorden.

Da de nåede vejsvinget mellem kirkegården på højre hånd og jernbanestationen på venstre - man kunne tydeligt se de mange spor, køreledninger og perroner i åbningen mellem stationsbygningen og en firkantet betonklods, der gjorde det ud for et slags værksted af en art -, rynkede Martin brynet, rettede hovedet op og strakte hals. Der, gennem vindspejlet, ude i venstre side ved hjørnet mellem rutebilstationen, stationsbygningen og Nordre Jernbanevej, stod der en pige klædt i en sort jakke med tilhørende pelskrave. Hendes lysebrune skinnene hår var redet tilbage i en hestehale, og hun stod med blikket spejdende rundt. Det var Cecilie. Han kunne lynhurtigt genkende hende.

"Det er hende! Stop bilen!" udbrød han. Martins far rynkede panden, tog et kig mod siden og fik ligeledes øje på Cecilie, der i dette øjeblik ligeledes vendte sit blik tilbage imod ham. Han pressede læberne sammen, satte farten ned og svang ind til kantstenen. Cecilie blev stående på hjørnet, og kneb øjnene sammen, en anelse usikkert.

Martin klikkede sin sele op, åbnede sidedøren og lænede sig ud fra bilen, med ansigtet vendt imod Cecilie. "Cecilie! Vil du med?"

Cecilies læber krusede sig i et forelsket smil, som hun forgæves forsøgte at skjule, og igen mærkede hun den velkendte men samtidig vældigt behagelige fornemmelse af hjertet, der bankede ind mod indersiden af brystbenet. Hurtigt kastede hun blikket til begge sider - trods der var et fodgængerfelt lidt længere henne, valgte hun alligevel at krydse vejen fra hvor hun befandt sig. Forsikrede sig om, at der ikke kom nogen biler, hvormed hun luntede indover vejen, krydsede hen til den gråhvide skoda, som holdt og ventede ved kantstenen på den modsatte side. Martin rykkede sig til sædet i højre side, sådan at han kunne gøre plads for Cecilie. Hun nåede bilen få øjeblikke senere, og satte sig ind på bagsædet samtidig med at hun i samme bevægelse smækkede bildøren i efter sig.

Martins mor vendte sig rundt med et bredt imødekommende tandsmil - Et af den slags smil, hvor læberne krøb sig tilbage, videre opover gummerne. Det, som Martins far referede som værende et ægte tandpastasmil. "Hej med dig. Jeg er Katrine Bæk, Martins mor." Hun rakte ivrigt hånden frem som en hilsen. 

Cecilie kiggede på Katrine, herefter ned på hånden og smilte høfligt, som hun trykkede hendes hånd. "Jamen, hyggeligt at møde dig." Hun vendte blikket fra Katrine og hen til Martins far, der på ny havde sat bilen i bevægelse og atter lod den trille ned ad vejen. "Øhm, og så må du være Martins far, går jeg ud fra?"

Martins far kiggede op i bakspejlet, smilte om hele femøren. "Det er fuldstændig korrekt, min pige. Jeg hedder Jonathan. Og jeg behøver vist ikke bede dig om at introducere dig, da jeg kan forstå at du må være min søns kæreste. Silja, ikke?"

"Cecilie," rettede Martin ham, en anelse irriteret, før Cecilie nåede at svare på det. Hun rynkede blot panden og kiggede forundret på ham. Han kiggede blot tilbage til hende, smilte skævt og trak blot på skulderen.

"Præcis, det var også det jeg mente." Jonathan bøjede sig en anelse frem som han lod sit fokus være imod vejsvinget længere fremme. 

Katrine kiggede smilende på Cecilie, som kun lige havde fået sin sele på. Hun løftede hovedet, og bemærkede kun Martin. Smilte kærligt til ham, løftede hånden og førte den hen til hans. Martin smilte blot kærligt tilbage, tillod hende at flette sine fingre ind i hans. 

"Jeg er sikker på, at Martin har fortalt dig en hel masse fra hans barndom. Jeg kan jo forstå på ham, at I har kendt hinanden lige siden august?"

"Mor," vrissede Martin mellem tænderne, tydeligt irriteret. Det sidste, han ønskede lige nu, var at hendes mor skulle gøre hele situationen endnu mere akavet end det var i forvejen. Han vidste godt, at hun gjorde det i god tro, men hun havde den største evne til at gøre alle situationer pinlige og akavede. Og efter de ting, han og Cecilie allerede havde været igennem, orkede han bare ikke flere komplikationer.

"Øhm... Altså... Ja, det har vi. Men nej, han har ikke fortalt ret meget om sin barndom. Ikke andet end det der med at, eh, at han er blevet mobbet." Det blev efterfulgt af en lille nervøs latter, inden hun skævede til Martin efter hjælp. Martin blev blot siddende der, med sine fingre flettet i hendes, ude af stand til at forhindre denne akavede situation, som var ved at opstå. 

"Har han ikke? Nåh, ja, det er vel heller ikke så væsentligt, går jeg ud fra. Men han har snakket helt vildt meget om dig... Hvor sød og dejlig, han syntes du er, og...!"

"Mor, stop så!" Martin hævede stemmen, desperat efter at få noget tid alene med Cecilie uden at det skulle gøres akavet og mærkeligt. 

Katrines smil blegnede en anelse, inden hun med et nik trak sig tilbage til sædet. "Klart. I to har vel sikkert også brug for en masse tid alene. Undskyld ulejligheden."

Cecilie blinkede, nu endnu mere forvirret end før. Kiggede fra forsædet, hvor Martins mor sad, herefter hen på Martin. Martin kunne tydeligt læse på hendes blik, at hun gerne ville have en eller anden forklaring på, hvad der foregik. Han rystede blot på hovedet. "Lad være med at spørge. Jeg ved det godt, men bare lad være med at spørge." 

"O-o-okay," svarede hun så, og nikkede bekræftende. Stadig forvirret. Hun smilte til ham, inden hun lænede sig frem for at kysse ham. Formede læberne i en trutmund. Martin returnerede bevægelsen, ignorerede de blikke, hans far sendte i bakspejlet og det smil, han var sikker på krusede sig om hans læber i netop dette givne øjeblik. Lukkede blot sine læber sammen om Cecilies, og kyssede hende et par gange.

*

Gilbjergstien. Det var det, den smalle sandsti, der fulgte kanten af sommerhusområdet og strandklitten, hed. På den ene side, var der en række af buskadser og enkelte fyrretræer, som grænsede op til diverse plankeværker. Bag disse forskellige plankeværker, befandt der sig de mange idylliske sommerhuse - Nogen dyrere og flottere end andre. De fleste af træerne i dette område, var fyrretræer samt enkelte kirsebærtræer i ny og næ. Buskadset bestod hovedsageligt af marehalm og hybenbuske. På den anden side, modsat husene, befandt der sig et levende hegn af hyben og fyrretræer, hvor der bagved befandt sig en strandklit, hvor man - hvis man trådte ud på kanten af skrænten - havde udsigt udover både Kattegat såvel som Gilleleje lystbådehavn i retning mod øst.
 
Gilbjergstien havde sit navn af lige præcis den årsag, at den endte ude ved klitten Gilbjergshoved... Nordsjællands største klit, hævet godt 33 meter over havet og med en udsigt udover bugten, stranden og de mange byer langs kystlinjen. Martin kunne huske, at sidst han havde været der - godt fem år tidligere - havde vejret været så klart, at man kunne se helt til Sverige mod øst og den store vidtstrakte klitplantage, der kaldtes for Tisvilde Hegn i retning mod vest. Hvis man befandt sig helt oppe ved toppen og så mod syd, ville man kunne se nedover Harager Hegn plantagen, helt ned til kanten af Gribskov 8 kilometer borte. Det var i øvrigt også grundet denne klitskrænt - Gilbjerg Hoved - at byen Gilleleje havde fået sit navn. 

Gruset knasede under deres sko, da Cecilie og Martin med deres fingre flettet ind i hinanden, bevægede sig ned gennem Gilbjergstien. En gang imellem svang de med armene. Smilte til hinanden. Men de sagde ikke ret meget. Nød blot den idylliske stilhed omkring dem, lyden af vindens raslen i buskadset, den knasende lyd af grus og småsten der blev trådt ned samt den svage brusende lyd af bølger, der slog imod stranden omme bag den tætte samling af fyrretræer, som grænsede op til havet på deres højre hånd. Træerne tog det meste af lyden, men de kunne dog stadigvæk høre den. De nød det blot. Nød området. Nød lugtene. Nød hinanden.

Endelig, efter at de havde gået over ti minutter, uden at nogen af dem havde sagt noget, begyndte Martin at tale. "Jeg er altså ked af, hvis mine forældre har gjort et dårligt indtryk på dig. Det er bare... Ja, de er bare alt for interesseret i mit kærlighedsliv, og kan næsten ikke vente til den dag, jeg bliver gift og får børn. Og jeg er ikke engang flyttet hjemmefra endnu. Så du må meget undskylde."

Cecilie smilte kærligt. "Martin, du behøver ikke undskylde. Det er jo ikke din skyld. Og jeg syntes altså, at dine forældre er mega søde."

"Virkelig?" Han kiggede overrasket på hende. "Mener du det?"

Hun nikkede. "Ja. Især din far. Han er seriøst for nice. Det er første gang jeg er kommet forbi en gammel mand på næsten 50, der kan finde på at dytte efter gymnasiepiger der kun er to år ældre end mig. Og jeg syntes sgu det er endnu federe, at din mor overhovedet ikke siger noget til det. Er hun slet ikke bare lidt bekymret for, om din far overhovedet elsker hende? Jeg mener... Han kigger jo stadig efter piger?"

Da Martin hørte det, kluklo han og rystede på hovedet. Kiggede på Cecilie, og fugtede læberne. "Jeg kan godt følge dig, Cecilie, men tro mig, sådan er min far ikke. Han er måske en drengerøv og til tider lidt af en bad boy, men der er ingen tvivl om at han elsker min mor ligeså højt som han altid har gjort. De er lykkelig gift, og det tror jeg de bliver ved med at være. Så kigger han måske på lækre piger en gang imellem, men det bliver aldrig til andet end det."

Cecilie rynkede panden, da en tanke som gjorde hende nervøs, slog ned i hende. "Martin... Det kunne du ikke finde på, vel?"

"Hvad mener du?" 

"Jeg mener... Du kunne vel ikke finde på at glo efter piger, selvom du har kæreste på, vel?"

Han skyndte sig at ryste på hovedet. "Nej! Nej, slet ikke. Sådan er jeg slet ikke. Bare rolig." Et forsigtigt smil krusede sig om hans læber. Cecilies øjne virkede stadig urolige og mistroiske. "Du skal bare slappe fuldstændig af, Cecilie. Der er ikke nogen pige, uanset hvor flot og lækker hun så er, der kan hamle op med dig. Du er min prinsesse... Min smukke, fantastiske og vidunderlige prinsesse." 

Cecilies kinder blussede op og antog en lyserød farve. Hun vendte omgående blikket væk, hen mod stien som snoede sig imod højre og forsvandt mellem grantræerne. "Lad nu være, Martin, du ved godt du får mig til at fucking rødme."

"Jeg kan godt li' når du rødmer. Det er mega cute. Rent faktisk," han rykkede sig ind til hende, "så syntes jeg du ser endnu smukkere ud når du gør det." Han kyssede hende på siden af hovedet. Hun skilte læberne i et akavet tandsmil, og slog blikket ned. Hendes kinder blussede endnu mere op. Hendes hjerte galoperede afsted, hun mærkede atter den vidunderlige kriblende følelse som strømmede ned gennem hendes hud. Følelsen af gåsehud og en ubeskrivelig sugende fornemmelse i brystet. Martin løftede hånden, placerede blidt sine spredte fingre på siden af hendes højre kind og drejede forsigtigt hendes hoved imod sit ansigt. Plantede et enkelt kys på hendes læber.

 Hun fniste barnligt efterfølgende, og lod sit hoved hvile på hans skulder. De gik  lidt mere i tavshed. Nåede ind til sommerhusområdet, og standsede så ved skiltet der med blå bogstaver pegede imod en grussti, der gik til højre for dem og forsvandt gennem den tætte klitplantage. På de blå bogstaver inde i pilen, stod der følgende: GILBJERGSHOVED. 

Martin kiggede på Cecilie. Smilende. Med brynene nysgerrigt løftet. "Kan du huske da jeg skrev til dig forleden dag, da vi begge var på vej hjem fra Jylland?" 

Hun nikkede, en anelse forvirret. "Mhm. Selvfølgelig."

Smilet om hans læber blev større og mere gådefuldt. "Kan du så også huske, at jeg fortalte dig at jeg ville vise dig et sted her i Gilleleje, der er mega flot?"

"Ja?"

Martin vendte blikket fra hende og nikkede imod skiltet, der stod på hjørnet mellem Gilbjergstien som de stod på, og den lille sti der forsvandt mellem den lille skovtykning, og som de lige akkurat kunne ane udmunde ved en mark af marehalm. "Det var det der, jeg snakkede om. Gilbjerg. Det sted satser jeg på, at du kender." Han så atter på hende.

Cecilie smilte, næsten beæret. "Ja, helt klart! Gilbjerg er fucking mit yndlingssted. Jeg har været der rigtig mange gange dengang jeg var helt lille. Jeg kan stadigvæk huske det."

"Nice. Så kom med." Martin satte sig i bevægelse og drejede op ad stien. Cecilie lod sig uden den mindste indvending trække afsted som Martin strammede grebet om hendes hånd samtidig med at han satte fra gang over i løb. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...