Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4958Visninger
AA

34. Papiret...

 

Martin lå lørdag aften i nattemørket. Klokken elleve. Betragtede træplankerne i loftet over sig. Han havde tilbragt de sidste dage med at græde så meget og tænke så meget på Cecilie, at det var som om han ikke længere var i stand til at føle noget. Hans forældre havde været meget bekymret for ham. Havde ringet til skolen og sagt, at han måske ikke kom når efterårsferien sluttede. Også selvom han, to dage efter Cecilies død, havde sagt, at han havde mod på det. At han godt kunne klare det. De troede ikke på ham. Og han forstod dem godt.

Cecilie var den første person, han nogensinde havde elsket. Det kunne han mærke nu, som han lå der i sin seng, på ryggen. Med blikket rettet op imod loftet. Hun var virkelig den person, han elskede absolut højest. Han elskede hende højere end sin egen familie. Og han havde mistet hende. Kunsten at elske... Hvem end der havde fremsagt det citat, at det at elske er en kunst i sig selv som man ikke kan lære udefra men kun indefra... Han havde haft mere ret, end han anede. For det, Martin mærkede, var kærlighed. Han vidste, at han måtte give slip på hende. Vidste, at han måtte være glad på hendes vegne. Hun var død, tænkte han, men det var ikke en dårlig ting. Ikke i Cecilies tilfælde. Det var den eneste måde, hun nogensinde ville blive fuldstændig fri. Fri fra rygter, fra mobning, fra den ondskab der altid syntes at forfølge hende. Den ondskab, hun et eller andet sted, selv var skyld i. Den ondskab, som hun nu var fri for. Hun var fri nu. Og det var det, der var det vigtigste. 

Men han elskede hende. Og selvom han vidste, at hun ikke var perfekt, så var hun den perfekte for ham. Hun var meningen med hans liv. Det havde han været så sikker på. Han vidste, at ingen ville kunne fortælle en, hvornår man virkelig elskede en anden. Det var kun en selv, der vidste det. Og han vidste, at han elskede hende, og at han altid ville elske hende, selvom hun var forsvundet. Og han måtte komme videre. Cecilie... Hun ville ikke have ønsket, at han skulle gå og sørge. Hvis han kendte hende ret, ville hun have ønsket at han var lykkelig. At han fortsatte, selvom hun var væk.  Fortsatte med at leve... elske... Fandt sig sin drømmepige, som ikke var hende. Og han skulle nok bare bruge lidt tid på at komme over det. Det var nok bare det. 

Han lukkede øjnene. Visualiserede hende for sig, som han atter mærkede knuden i brystet. Da de mødtes første gang. Der hvor hun havde brudt hans tanker med et spørgsmål. Om han havde set en pige ved navn Sandra. Han huskede hende klart og tydeligt, som hun havde stået der, med sit brune hår sat i en løs men flot frisure. Hvordan deres venskab gradvist havde udviklet sig... Fra et bekendtskab, hvor de havde siddet i sofagruppen - "virkeligheden er kliché" -, gået en tur gennem fyrretræsskoven og til de havde taget afsked med hinanden på Gilleleje Station. For absolut sidste gang. Nogensinde. Måske kunne han ikke tage tilbage til Viglund alligevel, nu han tænkte over det... Måske ville det blot gøre ondt værrere. Især nu hvor de andre, grundet Sandras løgne, sikkert hadede ham. Hvem ved, tænkte han... Måske ville han blive tæsket. Måske mobbet. Måske hadet... Og måske ville minderne om de ting, han og Cecilie havde lavet sammen - selvom de kun havde kendt hinanden i knap to måneder, var det som om de allerede havde kendt hinanden i en evighed - på efterskolen, komme tilbage. Og få ham til at græde. Eller værrere endnu, give ham en depression. Hvis han da ikke allerede var ved at få en, vel og mærket. 

Han mærkede følelsen af væske, der pressede sig frem i øjnene, og pressede læberne sammen samtidig med at han strammede halsen. Nej, tænkte han for sig selv. Det var ikke fair at give op. Det var ikke fair overfor Cecilie, overfor ham selv, overfor nogen. Sandra var en morder... Også selvom hun måske ikke havde myrdet Cecilie direkte, var hun stadigvæk skyld i hendes selvmord. Ergo var hun en morder. En psykopattøs. Og hun skulle bringes til retfærdighed. 

Han åbnede øjnene og kiggede atter op i loftet, med et pludseligt mørkt og hadefuldt blik som væltede indover hans ansigt. Han så atter Sandra for sig. Hendes gesturer. Hendes gennemborende iskolde blikke. Hendes selvhøjtidelige smil. Hendes ellers så perfekt formede læber, der formede sig i en række ord som hun sad der ved bordet i spisesalen og spredte rygter om Cecilie. Lyden af hendes stemme, da hun ringede ham op kort inden det havde slået klik for Cecilie. Da hun fik ham til at slå op med hende, af frygt og forvirring. Hvordan hun havde løjet...

Pludselig vidste han, hvad de var som skulle gøres. Han satte sig op i sengen. Vendte sig rundt imod sengelampen, som hang på væggen lige over hovedgærdet. Tændte lampen så det mørklagte værelse straks blev lyst op. Herefter skød han dynen fra sig, placerede fødderne på trægulvet, rejste sig op og satte sig dermed målrettet i bevægelse imod skrivebordet, der stod mellem sengen og det skrånene vindue. Han smed sig ned på kontorstolen. Tog et ark papir fra A4-pakken, som lå i den ene ende af bordet. Fandt derefter en kuglepen i holderen ved siden af. Han betragtede det blanke papir, og fumlede med den blå kuglepen imellem fingrende.

Hvordan skulle han formulere det? Han kiggede op mod vinduet, eftertænksomt. Han havde aldrig nogensinde i sit liv, skrevet en tale. Ikke engang til hans konfirmation. Han havde aldrig været ydermere god til det med taler, ja bare det med at skrive. Han lukkede øjnene og prøvede at visualisere talen, visualisere ordene, for sig. Kuglepennen bevægede sig fortsat op og ned mellem hans fingre. 

Efter at have siddet der, med lukkede øjne, og tænkt i noget der virkede som en uendelighed, gik det endelig op for ham hvad han skulle skrive. Han åbnede på ny øjnene, førte blikket fra det skrånene vindue foran sig og ned til papiret under sig. Herefter, klikkede han tommelfingeren ned i bunden af kuglepennen hvorefter han med hamrende hjerte og ben, der føltes ubderligt muskelsvage af adrenalin, placerede spidsen af kuglepennen imod papiret. Med en dirrende hånd, begyndte han at skrive. 

*

Hjulene på Martins kuffert kurede med en skurrende lyd henover den grå lionelumsbelægning i den langstrakte korridor med de hvide vægge og lysstoflamperne henover loftet, som udgjorde drengefløjen. Han mærkede suget i maven af ubehag, hans håndflader var svedige. Hans fingre knugede sig konstant til håndtaget på kufferten, og han forsøgte så vidt muligt på kun at holde sit blik fremadrettet. Ignorerede de mange stirrende blikke, som de andre elever omkring ham, sendte ham. Ignorerede de rygter, der var i omløb. Også selvom han syntes, at det var enddog vældig ubehageligt. Hans far var med ham, gik bag ham hele tiden. Sørgede for, at der ikke skete noget. Hans hjerte hamrede ukontrollabelt imod brystet på ham, og han vidste hvilke endog temmeligt ubehagelige konsekvenser, det kunne få at befinde sig på Viglund efter alle de rygter, der var blevet spredt om ham. Men han havde intet andet valg. Sandheden skulle ud, og dette var den eneste rigtige måde at gøre det på. 

De passerede forbi den snoende metaltrappe, der førte op til andenetagen. Bag trappen befandt der sig en gulv til loft panoramarude med udsigt til græsstien på den anden side, samt det tætte buskads foran fyrretræerne. Der stod en række kufferter og hvilede op ad væggen på begge sider. To drenge i sweatshirts og cap, sad med en energidrik i hånden hver. Deres blikke var olmt rettet mod Martin, betragtede ham dystert som han passerede forbi. Martin kastede et hurtigt blik til dem, og lod herefter atter sit blik hvile fremad, længere ned ad den langstrakte gang. Metaltrappen og indhakket blev erstattet af den næste murstensvæg. Videre forbi de to toiletter på venstre sider. Forbi de næste døre. Den ene af dem var åben. Den på højre hånd. Der stod en samling drenge i et rod af bagage og kuffetter og snakkede. Lo. Martin bed tænderne sammen og satte farten op for hurtigt at komme forbi,så hans far måtte kæmpe for at holde trit.

De passerede godt fire døre mere, tæt ved nødudgangen for enden, og standsede ved den femte ind til det værelse, Martin delte med Mathias (drengen med bumserne og cappen) og Henry (den asiatisk udseende). Døren var åben. Martin stak hovedet ind. Et rod af tøj og bagage flød over linoleumsgulvet. Køjesengen på hans højre hånd - den der tilhørte Mathias og Henry - stod tom. Der lå godt fire dåser Redbull på Mathias' madras, og en bærbar computer med tilhørende hovedtelefoner lå på skrivebordet foran vinduet med radiatoren. Han vendte blikket imod venstre, mod sin egen køje, og mindedes den første gang, han havde betrådt dette værelse. Godt to måneder tidligere... Inden han havde mødt Cecilie... Han mærkede klumpen i halsen og pressede læberne sammen for at modstå de pludselige overvældende følelser, der kom væltende indover ham i dette givne øjeblik. 

Da han havde stået i dørkarmen og vænnet sig til værelset - og lugten af deodorant og sved - nikkede han for sig selv inden han vendte sig mod sin far. Smilte forsigtigt, og strakte armen ud i en omfavnelse. Ud af øjenkrogen så han to drenge - begge to mørkhårede - som godt ti meter længere nede ad gangen, havde stukket deres hoveder ud af døren indtil værelset i venstre side, med blikket rettet imod dem. Med hjertet, som pulserede voldsomt imod brystet, knugede han sin far ind til sig. Han mærkede hvordan de andres stirrende blikke brændte sig fast i hans krop, men ignorerede dem. Uanset hvor ubehageligt, det var at befinde sig i Viglund med tanken om, at de andre troede på rygterne, vidste han at han måtte tage sig sammen. Han havde papiret med. Papiret, som han skulle udnytte under samlingen om en halv time. Papiret, han havde brugt hele turen fra Hillerød og til Vestjylland på at gennemlæse. Hvis bare han tænkte sig om, ikke lod sig bukke under for nogen eller noget, skulle det nok lykkedes. Han havde sandheden og retfærdigheden på hans side. Det var vigtigst.

"Husk du altid bare kan ringe. Og hvis du kommer til at tænke for meget på det, der er sket, så er der voksne du kan gå til. Jeg har snakket med dem om det hele, og at de skal...!"

"Tak for hjælpen, far. Det betyder meget. Og jeg lover, at hvis jeg ikke kan klare det alligevel, ringer jeg hjem så du kan hente mig. Men i det mindste bliver jeg nødt til at prøve."

Jonathan klappede ham på skulderen og overrakte ham kufferten. Nøjagtigt som da han afleverede ham på Viglund den første dag. "Du skal vide, at jeg fandme er stolt over, at du er stærk nok til at gøre det. Hvis jeg var dig, ville jeg ligge paralyseret i min seng i dagevis og lide den ene mere ulidelige depression efter den anden. Det er virkelig stort gjort. Jeg elsker dig, Martin."

"Elsker også dig far."

Med et sidste kærtegnene smil og et enkelt klem på hans skulder, vendte Jonathan sig rundt og bevægede sig ned ad gangen, i retning mod glasdøren for enden, der afgrænsede til opholdsstuen som adskilte drengefløjen fra pigefløjen med indgangen imellem. Martin ignorerede dem, som kiggede efter ham, og drejede sig blot rundt inden han bevægede sig gennem døren. Hen til sengen, hvor han smed sin bagage fra sig. Istedet stak han hånden ind i inderlommen, og trak det nydeligt sammenfoldede papirstykke ud. Vendte sig rundt og satte sig på sengekanten. Madrassens fjedre knirkede og fik ham til at hoppe nogen gange. Han mærked hvordan han rystede, og hvordan en ubehagelig tom fornemmelse væltede frem i hans mave. Han følte at han skulle kaste op, og så i et øjeblik Cecilies ansigt for sig. Da hun kiggede ind mod skoven, siddende på kampestenen. Hendes svage, klynkende stemme, der havde fremhvisket en enkelt sætning. 

"Jeg fryser."

Han rystede på hovedet, tvang sig selv til ikke at spekulere mere på det. Cecilie var død... Han skulle til hendes begravelse om lørdagen, men derefter var der intet han kunne gøre ved det. Han måtte komme videre. Han havde et liv foran sig. Et liv, han ikke ville spilde. 

Da han havde fået nogenlunde kontrol over sine nerver, foldede han for enten 20. eller 30. gang papiret ud, kørte den ene hånd henover munden som hans øjne skannede linjerne. Han mærkede tårer klemme sig frem, men fik kæmpet sig imod dem ved at blinke kraftigt et par gange. Skannede ordene, bogstav for bogstav, linje for linje. Da han var sikker på, at der ikke var nogen fejl, nikkede han for sig selv og foldede atter papiret sammen. Sænkede den og bøjede hovedet.

Hvad ville han gøre, hvis han så Sandra? Han visualiserede hende for sit indre blik. Hendes blå katteøjne. Hendes fint kurvede læber, der formede et lidt for sukkersødt smil. Hendes skærende stemme. Mærkede pulsen dukke op. Han forestillede sig selv kaste sig i flæsket på hende, og begynde at tæske løs på hende. Forestillede sig hendes desperate skrig. Forestillede hvordan han skiftevis jog sin højre og venstre næve nedover hendes ansigt gentagende gange. Forestillede sig blodet på knoerne. Og på gulvet, ikke at forglemme. Og i hendes ansigt... Og... Og...

Han skar tænder så hans kæber rokkede sig umærkeligt, og åbnede øjnene. Hans puls var steget samtlige takker og han mærkede adrenalinen pumpe. Tog en dyb indånding, foldede papiret ud og læste det igen. Beroligede sig selv. Det vigtigste var, at han ikke tyede til vold. Han lukkede øjnene og pustede ud. Efterskolen var blevet informeret om Cecilies selvmord. Så meget vidste han. Han skulle bare have fat i en af lærerne, og fortælle ham hvordan tingene forholdte sig. At han havde nogle vigtige ting at sige under fællessamlingen. Det var let nok.

Han åbnede på ny øjnene. Pressede læberne sammen og kiggede ud mod vinduet. Ud på fyrretræerne og den overskyede himmel. En farlig beslutsomhed dukkede op i hans øjne, og han rejste sig op og satte sig i bevægelse imod døren. Han kunne ligeså godt få det overstået. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...